Legislator Case Law & Legislation
19981XX00151 DK

Skriftlig fremsættelse (3. december 1998) - L 129

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 129 Valid

Skriftlig fremsættelse (3. december 1998)

Erhvervsministeren (Pia Gjellerup)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om betalingskort m.v. (Opkrævning af gebyr for betalingstransaktioner i den ikke-fysiske handel, regler om Konkurrencestyrelsens mulighed for at gribe ind over for urimelige priser og avancer, revisionsklausul, hvorefter § 20 i efteråret 2001 skal tages op til revision).

(Lovforslag nr. L 129).

Lovforslaget er et resultat af langvarige drøftelser mellem forskellige interessenter om muligheden for at kunne benytte Dankortet og de fleste andre kort, der anvendes af danskere i Danmark, til betalinger i forbindelse med Internethandel m.v. Lovforslaget indeholder to hovedelementer.

For det første er der indført en sondring i lovens ' 20 mellem fysisk handel, med traditionel anvendelse af betalingskort - og al anden handel. Med lovændringen bliver det muligt for kortudsteder i forbindelse med al anden handel at opkræve gebyr hos betalingsmodtageren for drift og udvikling af betalingssystemer.

Denne del af lovforslaget har til formål at sikre, at de fordele, der er forbundet med elektronisk handel, kan komme det danske samfund til gode her og nu.

Handel via Internettet har i dag et langt mindre omfang i Danmark end i andre lande. En af årsagerne til, at Danmark på dette område er bagefter udviklingen i andre lande, er udformningen af den nugældende ' 20 i betalingskortloven. Efter denne bestemmelse må omkostningerne ved driften af et betalingskortsystem ikke pålægges betalingsmodtagerne, det vil sige forretningerne. Det har betydet, at Dankortet, der er så langt det mest udbredte betalingskort i Danmark, ikke anvendes til betalinger via Internettet.

Bestemmelsen var velbegrundet, da den blev indført i 1984. På det tidspunkt ønskede man at fremme udviklingen af pengeinstitutternes Dankort-system, som kunne finansieres gennem de besparelser, pengeinstitutterne samtidig opnåede. Betalingskortlovens ' 20 har således i høj grad medvirket til den helt dominerende stilling, Dankortet har opnået som betalingskort i Danmark.

I dag er Dankortet udbredt til næsten alle husstande, og Dankortet kan anvendes i langt de fleste forretninger. Der er således ikke længere besparelser at opnå for pengeinstitutterne, som kan finansiere en videreudvikling af systemet, f.eks. til brug for elektronisk handel. Betalingskortlovens ' 20 stiller sig derfor i dag hindrende i vejen for en videreudvikling af Dankortsystemet eller udviklingen af nye betalingskortsystemer til brug for de nye handelsformer, som derfor ikke bliver stillet til rådighed for forbrugere og danske virksomheder i samme omfang som i udlandet.

Ved at det nu bliver muligt for kortudstederne at opkræve gebyrer fra betalingsmodtagerne i forbindelse med de nye handelsformer, f.eks. handel via Internettet, er der åbnet op for, at Dankortet og andre betalingskortsystemer kan anvendes som betalingsmiddel på Internettet. Hermed er der skabt forudsætninger for, at der også i Danmark kan komme gang i internethandel og andre nye handelsformer til gavn for forbrugerne og dansk erhvervsliv.

Betalingsmodtagerne vil kunne afkræve kortindehaveren, det vil sige kunden, et gebyr, der svarer til det gebyr, betalingsmodtageren selv betaler til kortudstederen. Det er dog en forudsætning, at kunden udtrykkeligt bliver gjort opmærksom herpå i forvejen. Herved vil omkostningerne ved forskellige betalingsmåder blive mere synlige, og dette vil styrke konkurrencen om betalingsformidling.

Ved overgangen fra et reguleret, monopolpræget marked til et frit, konkurrencepræget marked, er det fundet hensigtsmæssigt at indføre regler, der sikrer, at der i overgangsfasen ikke bliver opkrævet urimelige gebyrer.

Der er i ' 20 a indført en bestemmelse, der giver en udvidet mulighed for at gribe ind over for alle aktører, der måtte opkræve urimelige vederlag og gebyrer. Bestemmelsen må anses for nødvendig, indtil der er skabt fuld og reel konkurrence på betalingskortmarkedet.

Det er fundet hensigtsmæssigt at placere både tilsynet efter ' 20 og indgrebsbeføjelsen efter ' 20 a hos Konkurrencestyrelsen med Konkurrenceankenævnet som rekursinstans. I forbindelse med tilsynet skal Konkurrencestyrelsen én gang om året udarbejde en rapport til erhvervsministeren om udviklingen i vilkår og priser på betalingskortmarkedet.

Med ændringen af ' 20 er der således skabt basis for en udvikling af internethandel og andre nye handelsformer i Danmark, men indtil videre vil det fortsat gælde, at der ikke kan pålægges forretningerne gebyrer ved anvendelse af betalingskort i forbindelse med traditionel fysisk handel.

Det er imidlertid samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssigt på sigt at stræbe mod en situation, hvor forholdene på betalingskortmarkedet lige som på andre områder bestemmes af aktiv og virksom konkurrence.

Det andet hovedelement i loven er derfor en revisionsklausul, hvorefter ' 20 skal revideres senest 1. november 2001.

Det følger af bemærkningerne til revisionsbestemmelsen, at hvis de fulde forudsætninger for reel konkurrence er til stede, når loven skal revideres, så vil ' 20 være overflødig, også for så vidt angår den almindelige fysiske handel. I bemærkningerne er der givet en udførlig opregning af, hvilke forudsætninger for reel konkurrence der skal være til stede for at ophæve ' 20. Det er forventningen, at der kan skabes de nødvendige forudsætninger i perioden frem til efteråret 2001.

Der nedsættes et panel af væsentlige interessenter på området. Det anses for at være hensigtsmæssigt, at centrale interessenter dels giver deres vurdering af de indhøstede erfaringer med den opdelte ' 20, dels på grundlag af de indhøstede erfaringer drøfter de tekniske, konkurrenceretlige og øvrige problemstillinger, som skal løses med henblik på at skabe fuld og reel konkurrence på markedet.

Panelets hovedopgave bliver at følge udviklingen og give deres vurdering af, om forudsætningerne for fuld konkurrence er til stede. Disse drøftelser kan bl.a. ske på baggrund af Konkurrencestyrelsens årlige rapport til erhvervsministeren. Panelet vil således indgå i den samlede vurdering af konkurrencesituationen på betalingskortmarkedet, når loven skal revideres.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →