Skriftlig fremsættelse (2. december 1998) - L 121
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (2. december 1998)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Gratisaktier).
(Lovforslag nr. L 121).
Lovforslaget fremsættes som et led i finanslovsaftalen for 1999 mellem Regeringen og Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Ligningslovens ' 7 A, stk. 2, giver mulighed for, at et selskab kan udstede eller udlodde gratis aktier til sine medarbejdere. Medarbejderen beskattes ikke af tildelingen. Skattefritagelsen omfatter dog højst aktier til en værdi af 6.000 kr. årligt pr. medarbejder.
Grænsen på de 6.000 kr. er fastsat i 1987, jf. lov nr. 360 af 10. juni 1987. Såfremt grænsen var blevet reguleret efter lønudviklingen, ville grænsen i dag udgøre ca. 8.000 kr. Det foreslås derfor at hæve grænsen til 8.000 kr. fra og med indkomståret 1999, således at ordningen får et indhold, der svarer til den oprindelige realværdi.
Forhøjelsen af grænsen for den årlige tildeling af gratisaktier i LL ' 7 A, stk. 2, vurderes rent skønsmæssigt at medføre et provenutab i størrelsesordenen 5 mill. kr. årligt, hvoraf ca. 3 mill. kr. vedrører kommunerne. Dette svarer til, at forhøjelsen giver anledning til yderligere udstedelser af sådanne aktier til et årligt beløb på ca. 10 mill. kr.
Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale det til Folketingets hurtige og velvillige behandling.