Legislator Case Law & Legislation
19981XX00140 DK

Skriftlig fremsættelse (2. december 1998) - L 118

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 118 Valid

Skriftlig fremsættelse (2. december 1998)

Undervisningsministeren (Marianne Jelved, fg.)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. (Varighed, fjernundervisning, tilskudsrammer m.v.)

(Lovforslag nr. L 118).

For at få en mere sikker styring af udgiftsudviklingen ved åben uddannelse er der mellem regeringen og V, K, CD og Kr.F. truffet aftale om at give undervisningsministeren hjemmel til at fastsætte tilskudsrammer (men ikke aktivitetsrammer) for korte kurser og for enkelte uddannelser under åben uddannelse, hvortil der er knyttet stor budgetusikkerhed eller risiko for utilsigtet vækst. Baggrunden er et konstateret kraftigt udgiftsskred ved pc-brugeruddannelsen i 1998 og den betydelige budgetusikkerhed, der er knyttet til budgettering af korte kursusforløb, samt ved udbud af nye voksenuddannelsestilbud.

Endvidere stilles forslag om følgende bestemmelser

Fjernelse af adgang til fjernundervisning ved korte kurser. Ved fjernundervisning er eksamen en af de vigtigste garanter for kvaliteten af undervisningen, men ved de korte kurser er det i strid med reglerne at afholde eksamen. Denne mangel på kvalitetssikring er begrundelsen for forslaget. Undervisningsministeren får adgang til at igen tillade fjernundervisning ved korte kurser i tilfælde, hvor kvaliteten antages sikret, fx hvor undervisningsministeren har været med til at udvikle undervisningsplanen, samt i øvrigt når der er udviklet kvalitetssikringsmekanismer for undervisningen.

Hjemmel for undervisningsministeren til i særlige tilfælde at tillade korte kurser ned til 3 dage (18 timer) mod i dag 5 dage (30 timer). Formålet er at overføre de dele af landbrugets efteruddannelse, der er godkendt af Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri (LANKU-kurserne), og dele af grundskolelærernes efteruddannelse til at være en permanent ordning med hjemmel i lov om åben uddannelse. Disse kurser har hidtil kørt med særskilt bevilling, men i øvrigt med regler og takster svarende til korte kurser. Ved de særlige korte kurser ved grundskolelærernes efteruddannelse gives adgang til, at disse kurser kan målrettes kursusdeltagere fra enkelte institutioner m.v. Her sigtes til skoler, kommuner eller lignende.

Herudover forslås ændringer af teknisk karakter.

Der er ingen merudgifter forbundet med forslaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det Høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →