Skriftlig fremsættelse (4. december 1998) - L 115
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. december 1998)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. (Gebyrer).
(Lovforslag nr. L 115).
Forslaget indgår som et led i aftalen om finansloven for 1999 mellem regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti og som en del af opfølgningen af aftalen om Vandmiljøplan II. Efter forslaget tilvejebringes en hjemmel for amterne til at opkræve gebyrer til finansiering af amternes kortlægningsforpligtelse i henhold til loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning (lov nr. 479 af 1. juli 1998). Denne lov gennemfører de regionale foranstaltninger i henhold til VMP II aftalen.
Gebyret foreslås opkrævet for de indvindingstilladelser, som er meddelt af amtet i henhold til vandforsyningslovens § 20. Udgifterne til kortlægning vil således skulle opkræves direkte i det amt, som både har kortlægningsforpligtelsen og kompetencen/administrationen i forbindelse med meddelte indvindingstilladelser. Kompetencen og finansieringen følges således ad, når det drejer sig om beskyttelsen af de regionale grundvandsressourcer, hvilket der blev lagt vægt på ved Folketingets behandling af lov nr. 479 af 1. juli 1998.
Gebyret skal dække de udgifter, det enkelte amt har til kortlægning, i det omfang disse ikke allerede er omfattet af amternes almindelige kortlægningsforpligtelse i henhold til vandforsyningslovens § 10. Lovforslaget fastlægger et regelsæt for opkrævning af et samlegebyr og ligger tæt op af de gebyrregler, der gælder på affaldsområdet. Der kan således opkræves gebyrer for det arbejde, amterne udfører i forbindelse med kortlægning af indsatsområder, herunder udgifter til udarbejdelse af indsatsplaner og administration af ordningen.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger anbefaler jeg det til Folketingets velvillige behandling.