Skriftlig fremsættelse (26. november 1998) - L 106
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (26. november 1998)
Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til fiskerilov.
(Lovforslag nr. L 106).
Forslaget afløser 9 love om fiskeri og førstegangsomsætning med fisk. Hovedsigtet med forslaget er at skabe et overskueligt, sammenhængende og tidssvarende nationalregelsæt for fiskeriet. Forslaget medfører forholdsvis få indholdsmæssige ændringer. Disse gennemføres hovedsageligt med henblik på forenkling/modernisering og som en konsekvens af, at regelsættet vil komme til at udgøre en helhed herefter.
Ved udarbejdelsen af forslaget har regelsættet været gennemgået med henblik på vurdering af, om eksisterende regler om krav om dansk indfødsret eller bopæl i Danmark burde opretholdes. Dette har medført, at krav om dansk indfødsret for ikke EU-borgere i forbindelse med bevilling til at drive fiskeauktion, samt et krav om, at en vis del af besætningen på et fiskerfartøj skal have indfødsret eller have haft fast bopæl i Danmark i 2 år, ikke videreføres.
En væsentlig ændring i forhold til gældende regler er liberalisering af udstedelsen af bevilling i forbindelse med offentlige fiskeauktioner. Under det gældende system udnævnes auktionsmestre efter opslag fra ministeriet, idet der i princippet kun udnævnes én auktionsmester i hver havn. Forslaget indebærer, at drift af fiskeauktioner fremover bliver fri næring dog således, at alle for at opnå bevilling skal opfylde objektive krav vedrørende vandel mv. Disse krav skal ses i sammenhæng med, at alle førstegangsomsættere herunder auktionsmestre af fisk som hidtil skal have bevilling hertil. Regelsættet omkring mulighederne for fratagelse af bevilling, såfremt de pågældende gøre sig skyldige i grove eller gentagne overtrædelser af vilkårene for bevillingsudstedelsen, præciseres.
Med forslaget indføres dansk rets almindelige ordning om, at bøder indbetales til statskassen. Efter dele af den gældende lovgivning indbetales bøder til fonde, oprettet med henblik på almennyttigede formål i forhold til fiskeriet. Indbetalingerne til disse fonde ophører, dog således at der sker en afvikling af indbetalingerne indtil udgangen af 2002.
De gældende hjemler til at gennemføre fiskerikontrol overfor fartøjer og virksomheder opretholdes dog således, at muligheden for at kontrolmyndighederne kan indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder suppleres med mulighed for at gøre dette bl.a. med henblik på registersammenkøring og sammenstilling af oplysningerne i kontroløjemed. Hensigten med dette er at forbedre mulighederne for en effektiv kontrolindsats, der foregår med indsats fra flere ministeriers ressort.