Skriftlig fremsættelse (13. november 1998) - B 45
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. november 1998)
Aage Frandsen (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en grundlovskommission.
(Beslutningsforslag nr. B 45).
I både folketingssamlingen 1994-95 og 1996-97 fremsatte SF forslag om nedsættelse af en grundlovskommission. I 1994-95 anvendtes dog udtrykket forfatningskommission. Indholdsmæssigt er der sket en del mindre omfattende ændringer i dette forslag i forhold til forslaget fra 1996-97.
Det er SF s opfattelse, at interessen for at gå i gang med at udforme en ny grundlov er blevet større også i Folketinget. Dertil kommer, at interessen for grundloven i den kommende tid vil blive øget som følge af markeringen af 150-året for Danmarks første grundlov.
Derfor finder SF, at det er rigtigt, at SF fremsætter sit forholdsvis omfattende beslutningsforslag i Folketinget med henblik på en ny diskussion i Tinget om det rigtige i at nedsætte en grundlovskommission. For uanset at de fleste andre partier i Folketinget hidtil har været afvisende over for forslaget om en grundlovskommission, mener SF, at det bliver mere og mere aktuelt med nedsættelse af en grundlovskommission, samtidig med at vi håber, at andre partier, der hidtil har været skeptiske, er blevet mere positive, bl.a. på baggrund af den udvikling, der er sket, og de diskussioner, der er foregået og foregår om grundloven.
Argumenterne imod en grundlovskommission har bl.a. været, at grundloven er god nok, og at det blot handler om at overholde grundloven. Og hvis grundloven ikke er god nok, så mangler vi »en sag«, som kan bære en ny grundlov igennem ved en folkeafstemning.
Det kan godt være, at vi mangler »en sag« som i 1953, men det ændrer ikke ved, at der er gode argumenter for, at der er brug for en grundlovskommission med henblik på at få udarbejdet og vedtaget en ny grundlov.
Vor nuværende grundlov er langtfra tidssvarende. Det er ikke så underligt, da det er 45 år siden, at den blev vedtaget, og da en række forhold har ændret sig ganske meget siden 1953, samt at en række af bestemmelserne reelt går tilbage til 1849-grundloven. Derfor er der bestemmelser i grundloven, der nærmest har karakter af rene anakronismer.
Der er paragraffer, der reelt har et andet indhold, end de konkrete formuleringer lægger op til. Det afspejler, at der hele tiden foregår en forfatningsmæssig udvikling, som reelt ændrer indholdet af paragrafferne, selv om ordlyden er uændret. Sådan skal det være. Men på et tidspunkt bliver den manglende overensstemmelse mellem ordlyden og tolkningen så stor, at det ikke er holdbart.
Uanset at man fra forskellig side ikke mener, at der er »en sag« til at bære en grundlovsændring igennem ved en folketingsafstemning, ændrer det ikke ved, at behovet for en grundlovsændring er stigende, og at en grundlovsændring kræver flere års forberedelse. Det tog således 7 år fra en grundlovskommission blev nedsat i 1946, til vi fik grundloven i 1953.
Når det givetvis igen vil tage adskillige år at få lavet en ny grundlov, skyldes det bl.a., at det kræver et grundigt forarbejde, inden en ny grundlov kan udarbejdes, og at det kan blive politisk ganske besværligt at få udarbejdet en ny grundlov. For selv om vi betragter grundloven som noget, vi er enige om, er grundloven fyldt med politisk-ideologisk sprængstof.
Der er for SF ikke tvivl om, at menneskerettigheder vil blive et af de mest centrale temaer ved en grundlovsdiskussion. Nogle af de FN-menneskerettighedskonventioner og andre konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, men som ikke står i grundloven, skal naturligt ind i grundloven, ligesom SF mener, at der skal ske en udbygning af de sociale rettigheder.
Et andet centralt problemfelt i forbindelse med en grundlovsrevision er behovet for ændringer som følge af det stigende internationale samarbejde. Det gælder det internationale samarbejde generelt, f.eks. i FN. Men det gælder især det mere forpligtende samarbejde i EU, som grundlovens paragraffer slet ikke tager højde for. Naturligvis kan Højesteret, som det er sket, bruges til præciseringer af, hvor langt Danmark kan gå i retning af suverænitetsafgivelse, inden grundloven skal ændres. Men der er også brug for en præcisering, der tager udgangspunkt i både nærhedsprincippet og hensynet til, at der er beslutninger, der ikke kan løses af det enkelte land alene.
Et tredje problemfelt i forbindelse med en grundlovsændring vil være en række demokratiske spilleregler, som i dag ikke i alle tilfælde er hensigtsmæssige og tidssvarende. Magtens tredeling skal præciseres, og i den forbindelse må det være rigtigt at understrege domstolenes uafhængighed yderligere. Det kommunale selvstyre omtales i dag stort set ikke i grundloven. Det er vigtigt, at principperne for det kommunale selvstyre med udgangspunkt i nærhedsprincippet bliver slået fast i en kommende grundlov. Den nuværende negative parlamentarisme kunne overvejes erstattet af en positiv parlamentarisme. Endelig skal monarkiet renses for ethvert politisk tilsnit, dronningerunder og monarkens medvirken i statsrådet.
Når en ny grundlov skal udarbejdes, må tiden også være inde til, at den helt omskrives og ikke kun justeres, som tilfældet har været ved tidligere grundlovsændringer. Opbygningen af den nuværende grundlov svarer til 1849-grundloven, og mange af formuleringerne fra 1849-grundloven kan stadig genfindes. Det var naturligt, at 1849-grundloven tog udgangspunkt i, at kongemagten afgav magt til folkets repræsentanter. Derfor omhandlede de første paragraffer principperne om magtdelingen, og sådan er det stadig. Dernæst følger monarkiets - i praksis regeringens beføjelser, så bestemmelserne om valgret og valgbarhed til Folketinget, lovgivningsprocessen og Folketingets arbejde i det hele taget, Rigsretten og domstolene samt som noget af det allersidste menneskerettighederne.
En ny grundlov må tage udgangspunkt i en række fundamentale menneskerettigheder, som ikke kan fraviges. Så må det fremgå, at folket har delegeret magten på en række områder til dets repræsentanter. Derfor menneskerettigheder først. Så principper for folkeafstemning og omtale af Folketinget, herunder valg til Folketinget, og dets kompetence. Dernæst skal regeringen og domstolene behandles.
En grundlov skal både afspejle de økonomiske, sociale og politiske forhold på det tidspunkt, hvor grundloven udformes, og angive, hvordan man ønsker, at de økonomiske, sociale og politiske forhold skal være. Med andre ord både, hvordan samfundet ser ud, og hvordan man ønsker samfundet skal udvikle sig. Derfor er det en større sag at lave en ny grundlov. Det tager tid og giver politiske slagsmål. Derfor er det heller ikke for tidligt at komme i gang. Måske kan det, at vi næste år skal markere 150-årsdagen for den første grundlov, være anledningen til, at vi kan komme til at diskutere grundloven og principperne i grundloven som optakt til, at vi kan få nedsat den grundlovskommission, som alligevel skal nedsættes på et tidspunkt, fordi vi på et eller andet tidspunkt skal have en ny grundlov.