Skriftlig fremsættelse (13. november 1998) - L 90
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. november 1998)
Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om erhvervsskoler og lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen (Fornyelse af de tekniske erhvervsuddannelser m.v.)
(Lovforslag nr. L 90).
Lovforslaget fremsættes som led i et samlet regeringsudspil, der i øvrigt omfatter: Styrkelse af uddannelses- og erhvervsvejledningen, afskaffelse af egnethedserklæringen ved ansøgning om optagelse til de gymnasiale uddannelser, målretning af 10. klasse, forslag om et udviklingsprogram for fremtidens ungdomsuddannelser samt revision af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.
Denne samlede indsats skal føre til, at stort set alle unge begynder på en ungdomsuddannelse, og at frafaldet fra uddannelserne reduceres mest muligt. Det er regeringens mål, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, og at 50 pct. skal have en videregående uddannelse.
Erhvervsuddannelserne - og ikke mindst de tekniske erhvervsuddannelser - skal kunne yde et meget væsentligt bidrag til opfyldelse af denne målsætning. Lovforslaget skal danne rammen for de fornyelser af de tekniske erhvervsuddannelser, som er nødvendig for at dette kan ske.
Efter lovforslaget vil erhvervsuddannelserne fremtræde for de unge og deres forældre på en ny og mere overskuelig måde, idet uddannelsernes indledende dele bliver grupperet i syv erhvervsfaglige fællesindgange, som de unge kan vælge imellem. Hidtil har de unge skullet foretage deres valg ud fra ca. 80 valgmuligheder på dette uddannelsesområde. Disse 80 uddannelser grupperes nu på en ny måde i de syv indgange.
Erhvervsuddannelserne får desuden en helt ny struktur med grundforløb, som er skoleundervisning i en fællesindgang, efterfulgt af hovedforløb, som består af skoleundervisning og praktik. Den enkelte elev vil fortsat kunne indlede en uddannelse enten i praktik med uddannelsesaftale eller på skole i et grundforløb. Vekseluddannelsesprincippet videreføres uændret.
Lovforslaget indebærer, at der indføres en personlig uddannelsesplan for den enkelte elev på linie med uddannelsesplanerne i 9. og 10. klasse.
Der vil blive flere og bedre tilbud til unge med svage uddannelsesforudsætninger, bl.a. i form af afstigningsmuligheder og individuelt tilrettelagte forløb. Samtidig indebærer forslaget, at de mere bogligt stærke elever får mulighed for at supplere deres uddannelse med fag, der forbedrer deres studiekompetence. Der vil også blive bedre sammenhæng mellem erhvervsuddannelserne og de erhvervsgymnasiale uddannelser med mulighed for, at eleverne kan erhverve en egentlig dobbeltkompetence, d.v.s. både erhvervskompetence og studiekompetence.
Elevernes ventetid fra afsluttet grundforløb til eventuel optagelse i skolepraktik foreslås fastsat til 3 måneder, svarende til den maksimale ledighedsperiode for unge, der er omfattet af aktiveringsordningen. Herved nedsættes ventetiden med 1 måned i forhold til den gældende ordning. Samtidig er det tanken, at praktikpladssøgning skal indarbejdes i elevernes uddannelsesplaner.
Lovforslaget indebærer også, at der indføres bestemmelser i erhvervsuddannelsesloven om kvalitetssikring og -kontrol, hvilket bl.a. vil have betydning for afgørelser om godkendelse af skoler til de enkelte uddannelser.
Forslaget om fornyelse af de tekniske uddannelsers struktur er bl.a. inspireret af den fornyelse, de merkantile uddannelser allerede har fået i 1996. Lovforslaget omfatter derfor ikke umiddelbart de merkantile uddannelsers struktur. På andre områder vedrører fornyelsen det samlede system, som efter forslaget bliver mere rummeligt både i bredden og i dybden, overskueligt for de unge, deres forældre og andre vejledere, imødekommende i forhold til de enkelte unges individuelle behov og muligheder samt fleksibelt både med hensyn til opfyldelsen af arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og generelle kvalifikationer og den enkeltes behov og ønsker. Forslaget bygger i væsentlig grad på resultater af en række forskningsrapporter og forsøgs- og udviklingsprojekter, der er gennemført som led i regeringsprogrammet: »Uddannelse til Alle«.
Lovforslaget fremsættes på baggrund af de drøftelser, som Undervisningsministeriet har haft i perioden fra maj til september 1998 med parter på arbejdsmarkedet om behovet og mulighederne for at styrke de tekniske erhvervsuddannelsers placering i samfundets samlede uddannelsesindsats. Der er herunder opnået enighed om formålet med lovrevisionen og om hovedelementerne i forslaget.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.