Skriftlig fremsættelse (13. november 1998) - L 84
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. november 1998)
Sundhedsministeren (Carsten Koch)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet. (Evalueringscenter for sygehuse, styrkelse af det frie sygehusvalg samt information om ventetider m.m.).
(Lovforslag nr. L 84).
Med lovforslaget foreslår regeringen fire ændringer i lov om sygehusvæsenet.
a. En af ændringerne har baggrund i regeringens ønske om at etablere et uafhængigt center til evaluering af virksomheden ved sygehusene, som det er tilkendegivet i regeringsgrundlaget »Godt på vej« fra marts 1998. Forslaget om etablering af et sådant center har til formål at fremme kvalitetsudviklingen og en mere effektiv ressourceanvendelse på det enkelte sygehus. Herunder er målet også at forbedre dels kvaliteten og effektiviteten af sygehusbehandlingerne og dels kvaliteten af patientservicen.
For at evalueringscenteret skal kunne træde i funktion hurtigst muligt, er etableringen af centeret påbegyndt, og bestyrelsen er udpeget i henhold til aktstykke nr. 240 af 17. juni 1998. Efter aktstykket etableres centeret som en uafhængig institution under Sundhedsministeriet med en selvstændig bestyrelse, der har det overordnede ansvar for centerets virksomhed, og en centerchef, der - med ansvar over for bestyrelsen - varetager den daglige ledelse af centeret. Aktstykkets nærmere bestemmelser om centerets ledelse er videreført i lovforslaget. I overensstemmelse hermed kan sundhedsministeren efter forslaget fastsætte nærmere regler om centerets virksomhed.
Med lovforslaget skabes endvidere det fornødne retlige grundlag for at pålægge amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner samt de under Sundhedsministeriet hørende institutioner at give centeret de oplysninger, der er nødvendige for centerets opgavevaretagelse.
b. Med baggrund i regeringens ønske om at styrke det frie sygehusvalg foreslås en udvidelse af patienternes ret til at vælge sygehus. Da sygehusafdelinger, som varetager lands- og landsdelsfunktion, også i vidt omfang fungerer som lokalsygehus med et optageområde for patienter med almindelige lidelser, dvs. at de også varetager såkaldt basisbehandling som lokalfunktion og i nogle tilfælde har kapacitet til at foretage yderligere basisbehandlinger, finder regeringen, at også patienter med almindelige lidelser fra andre amtskommuner bør have mulighed for at vælge sig ind på sådanne sygehusafdelinger.
Efter gældende regler omfatter adgangen til at vælge sygehus ikke sygehusafdelinger uden for bopælsamtskommunen, der varetager lands- og landsdelsfunktioner, medmindre det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at den pågældende bliver behandlet på en sådan afdeling, eller den amtskommune, der ejer en sådan sygehusafdeling, efter forhandling med brugeramtskommunerne har besluttet, at adgangen til at vælge også skal omfatte denne afdeling.
De nugældende begrænsninger i patienternes muligheder for at vælge behandling på lands- og landsdelsafdelinger foreslås således ophævet. Alle patienter får dermed mulighed for også at vælge behandling på sygehusafdelinger, som varetager lands- og landsdelsfunktion. Fritvalgspatienter vil dog af de pågældende afdelinger efter gældende praksis kunne afvises, hvis det er nødvendigt af hensyn til deres varetagelse af lands- og landsdelsopgaver.
c. For at styrke patienternes muligheder for at benytte det frie sygehusvalg foreslår regeringen, at der efter nærmere regler fastsat af sundhedsministeren indføres en pligt for amtskommunerne til at tilbyde den enkelte patient information om antallet af behandlinger og om ventetiden på behandling på egne og på andre offentlige sygehuse og på en række private specialsygehuse, som samarbejder med det offentlige sygehusvæsen. Forslaget indgår i regeringens finanslovsforståelse for 1998 med Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Baggrunden for forslaget er, at regeringen finder, at det er en barriere for en reel og hensigtsmæssig udnyttelse af det frie sygehusvalg, at patienterne i dag ikke altid modtager tilstrækkelig information om ventetiden til behandling på de forskellige sygehuse i landet.
Med henblik på at skabe det fornødne oplysningsgrundlag har Sundhedsministeriet etableret et landsdækkende informationssystem med aktuelle ventetidsoplysninger på internettet for alle med internet-adgang bl.a. til brug for vejledning af patienter ved valg af sygehus. Systemet omfatter til at begynde med 24 udvalgte diagnoser, men vil løbende blive udvidet med flere. Amtskommunens informationspligt vil blive afgrænset til de behandlinger, der indgår i informationssystemet.
d. Den sidste del af regeringens lovforslag har udgangspunkt i, at amtskommunerne i dag i et vist mindre omfang henviser patienter til behandling i udlandet og selv betaler herfor. Da det er meget hensigtsmæssigt i en række situationer, bl.a. hvor der er en længere venteliste til en behandling, har jeg besluttet at udnytte hjemlen i sygehusloven til at fastsætte regler, der giver amtskommunerne det fornødne retlige grundlag herfor. Det er ikke hensigten hermed, at amtskommunerne skal udvide det samlede behandlingsomfang. Hensigten er at give amtskommunerne mulighed for i særlige tilfælde at vælge mellem at tilbyde behandling her i landet eller i udlandet.
Det synes i den forbindelse naturligt også at lade amtskommunerne henvise til behandling i udlandet, som sker i henhold til overenskomster med andre stater. Det drejer sig aktuelt om behandling i EU- og EØS-landene efter EF-forordning 1408/71 om vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer og efter Nordisk Konvention om Social Sikring.
Det er regeringens opfattelse, at amtskommunerne ved henvisninger til udlandsbehandling også bør have betalingsforpligtelsen. Dette forudsætter imidlertid en særskildt hjemmel for så vidt angår amternes udlandsbehandling efter de nævnte internationale aftaler, idet disse i dag betales af staten efter sygesikringsloven. Det foreslås derfor, at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om amtskommunernes betaling for behandling i udlandet.
Idet jeg henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.