Legislator Case Law & Legislation
19981XX00085 DK

Skriftlig fremsættelse (5. november 1998) - L 78

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 78 Valid

Skriftlig fremsættelse (5. november 1998)

Justitsministeren (Frank Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen).

(Lovforslag nr. L 78).

Hovedformålet med dette lovforslag er at forbedre massemediernes muligheder for at formidle, hvad der foregår i retssalene. Med henblik herpå foreslås der en række ændringer af retsplejelovens regler om bl.a. aktindsigt, dørlukning, referat- og navneforbud og udformningen af retslister.

Lovforslaget bygger i vidt omfang på betænkning nr. 1330/1997 vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen. Betænkningen er afgivet af et udvalg under Justitsministeriet med repræsentanter for myndigheder og organisationer m.v., herunder repræsentanter for domstolene og pressen. Betænkningen har været i høring hos berørte organisationer m.v., og betænkningen og høringssvarene har været forelagt Retsplejerådet, som har afgivet en udtalelse om udvalgets forslag.

Det følger af grundlovens ' 65, at offentlighed og mundtlighed skal gennemføres i retsplejen i videst muligt omfang.

Efter retsplejelovens ' 29 er retsmøder som udgangspunkt åbne for alle, og det følger også af de nævnte grundlæggende regler om offentlighed, at retsmøder som hovedregel kan refereres offentligt, herunder i den skrevne presse samt i radio og TV.

I praksis er det de færreste, som kan udnytte adgangen til at overvære retsmøder, og massemediernes omtale af retssager har derfor en afgørende betydning for gennemførelsen af offentlighedsprincippet i praksis. Det foreslås på den baggrund at tillægge journalister en række særlige rettigheder, bl.a. med hensyn til adgangen til aktindsigt og med hensyn til at kunne kære afgørelser om dørlukning, referatforbud og navneforbud.

Efter lovforslaget får journalister en generel adgang til aktindsigt i visse dokumenter.

Det foreslås bl.a., at journalister i straffesager som udgangspunkt skal have mulighed for at gennemse - og eventuelt få kopi af - anklageskrift og retsmødebegæring inden retsmødet, medmindre retsmødet holdes for lukkede døre. Forurettede og vidner skal anonymiseres, og det vil være en forudsætning, at den sigtede/tiltalte forinden har haft tid til at rådføre sig med en forsvarer om, hvorvidt der eventuelt skal begæres dørlukning.

Endvidere skal journalister i straffesager og almindelige civile sager bl.a. som udgangspunkt kunne få aktindsigt i retsbøger, herunder dombøger, medmindre det pågældende retsmøde har været holdt for lukkede døre. Der foreslås den begrænsning i forhold til udvalgets forslag, at der først kan gives aktindsigt i retsbøger, når den pågældende sag er afsluttet (typisk ved dom eller forlig).

Den foreslåede adgang til aktindsigt i straffesager omfatter ikke f.eks. politirapporter, fotos af ofre, straffeattester og forakter samt eventuelle mental- eller personundersøgelser.

Det foreslås endvidere, at journalister, der er til stede i et retsmøde, skal have ret til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om dørlukning eller om referat- og navneforbud. Efter forslaget får journalister også adgang til at kære rettens afgørelser om dørlukning og om referat- og navneforbud. Også for sagens parter udvides kæreadgangen i forhold til i dag.

Forslaget indebærer, at massemedierne får en ret til at udtale sig samt en kæreadgang, som andre, der er til stede som tilskuere ved et retsmøde, ikke har. Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give anledning til væsentlig tvivl, om der bør indføres kæreadgang m.v. alene for massemedierne. Overvejelser om en bredere kæreadgang rejser imidlertid en række principielle og praktiske spørgsmål, der må indgå i det generelle reformarbejde vedrørende retsplejen, som Retsplejerådet er i gang med. I forbindelse med dette lovforslag er alternativet til at gennemføre udvalgets forslag således ikke at udvide kæreadgangen m.v. yderligere, men at opretholde de gældende regler.

Forslaget om kæreadgang m.v. for medierne er fremsat af et enigt udvalg. Justitsministeriet har bl.a. i lyset heraf fundet det rigtigt at medtage forslaget, også under hensyn til, at hovedformålet med at tillægge medierne beføjelse på dette område vil være at sikre, at det generelle hensyn til offentlighedsprincippet indgår i domstolenes vurdering af, hvornår det er rimeligt at begrænse offentlighedens adgang til at følge en sag.

Det foreslås, at tegning under retsmøder som udgangspunkt skal være tilladt.

Med hensyn til adgangen til at formidle lyd og billeder fra retssalene - herunder at TV-transmittere - foreslås det, at dommeren fortsat skal give tilladelse hertil i hvert enkelt tilfælde. Som noget nyt i forhold til udvalgets forslag er det endvidere indføjet i lovteksten, at denne tilladelse kun kan gives undtagelsesvis. I lovforslagets bemærkninger præciseres det i forbindelse hermed bl.a., at der ikke under nogen omstændigheder kan gives tilladelse til lyd- eller billedoptagelse af de forklaringer, der afgives under en straffesag, og i civile sager kan det kun ske med alle de involveredes samtykke. Samlet indebærer lovforslaget, at retstilstanden på dette område "fastfryses".

Der foreslås også visse regler om udformningen af retslister med henblik på, at retslisterne lettere skal kunne bruges som redskab for journalister og andre til at finde de sager, man interesserer sig for. Der vil også blive mulighed for at få tilsendt kopi af retslisterne.

Udvalget havde stillet forslag om en generel adgang for journalister til at bruge referatbåndoptager under retsmøder. Dette forslag er ikke medtaget i lovforslaget. Domstolene har i forbindelse med høringen stærkt frarådet at gennemføre dette forslag, medmindre der etableres optageudstyr i retterne, så domstolene også selv får mulighed for at optage retsmøderne på bånd. Endvidere er der lagt betydelig vægt på, at der må antages at være en væsentlig risiko for, at en almindelig adgang til båndoptagelse vil svække mulighederne for at få vidner til at afgive forklaring i retten.

Lovforslaget indeholder endvidere visse ændringer af reglerne om kildebeskyttelse.

Idet jeg tillader mig i øvrigt at henvise til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →