Skriftlig fremsættelse (29. oktober 1998) - L 75
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. oktober 1998)
Forskningsministeren (Jan Trøjborg)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser og lov om graveadgang og ekspropriation m.v. til telekommunikationsformål (Deregulering af tekniske krav til fællesantenneanlæg, typegodkendelse af radiokommunikationsudstyr, erstatningsfastsættelse ved skader på telekabler m.v.).
(Lovforslag nr. L 75).
Lovforslaget udgør et samle-lovforslag, og indeholder således forslag til ændring af en række love på teleområdet. Sigtet er 1) en deregulering af de tekniske krav til fællesantenneanlæg ved ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, 2) udbygning af Telestyrelsens muligheder for at typegodkende radiokommunikationsudstyr, og 3) visse mindre ændringer i lov om graveadgang og ekspropriation m.v. til telekommunikationsformål, og de heri indeholdte bestemmelser om erstatningsbegrænsning og tinglysning.
Fællesantenneområdet har gennem mange år været præget af en meget indgående teknisk detailregulering, omfattende bl.a. et tilladelsessystem, der indebærer, at der for hvert enkelt anlæg skal udstedes såvel en oprettelses- som en brugstilladelse, samt en række tekniske minimumskrav. Denne regulering er i stigende omfang blevet uholdbar, bl.a. fordi det i dag er muligt at etablere alle andre former for kabelbaseret teleinfrastruktur B f.eks. telefoninet - uden nogen form for teknisk regulering heraf. Konvergens-udviklingen, der gradvis udvisker skellene mellem net der anvendes til kabel-tv, og de net der anvendes til tale og data, forstærker yderligere det uholdbare i den gældende regulering. Hertil kommer, at der fra EU=s side er fremsat kritik af de gældende regler, som EU-Kommissionen mener udgør en teknisk handelshindring. Lovforslaget indeholder derfor forslag om en total deregulering af de tekniske krav på fællesantenneområdet.
Det er hensigten i et vist omfang at erstatte den bindende regulering af, hvordan fællesantenneanlæg teknisk skal indrettes, med en ikke-bindende vejledning fra Telestyrelsen med tekniske anbefalinger, og i en overgangsperiode at understøtte etableringen af frivillige branchestandarder m.v. herfor.
Derudover indeholder lovforslaget som nævnte ovenfor nogle mindre justeringer og udbygninger af andre dele af telelovgivningen, herunder bl.a. en udvidelse Telestyrelsens mulighed for at typegodkende radioanlæg og dermed en styrkelse af danske testlaboratoriers forretningsmuligheder på det internationale test- og typegodkendelsesmarked for radiokommunikationsudstyr, og en justering af bestemmelserne i telelovgivningen om erstatningsbegrænsning ved overgravning af allerede nedgravede telekabler, og af tinglysningsbestemmelserne om nedgravede kabler.