Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998) - L 66
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998)
Justitsministeren (Frank Jensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven. (Oprettelse af et råd vedrørende hold af særlige dyr mv.).
(Lovforslag nr. L 66).
Forslaget fremsættes på baggrund af, at det i de senere år er blevet mere almindeligt at holde fremmedartede, vilde eller farlige dyr. Der er derfor opstået behov for en nærmere regulering af, hvordan sådanne dyr skal holdes. Derudover skal hold af visse af de nævnte dyr, eksempelvis farlige dyr, helt forbydes. Der findes allerede i dyreværnsloven hjemmel til at udstede regler herom.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at den nødvendige ekspertise vedrørende de nævnte dyr er til stede i forbindelse med udarbejdelse, revision og administration af de nævnte regler. Det foreslås derfor, at der oprettes et råd bestående af medlemmer med særlig sagkundskab vedrørende hold af sådanne dyr.
Herudover foreslås en begrænset adgang for politimesteren (politidirektøren) til at træffe afgørelse om aflivning af et dyr, der holdes i strid med de forbud, der fastsættes af justitsministeren.
Forslag herom har tidligere været fremsat den 4. februar 1997 (L 179).
Endvidere indeholder forslaget en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte de regler, der er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om dyrevel færd mv.
Endelig foreslås det, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om betaling for omkostninger ved meddelelse af tilladelser i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.