Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998) - L 67
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998)
Justitsministeren (Frank Jensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ophævelse af lov om voldgift i tvistigheder angående handel med husdy.
(Lovforslag nr. L 67).
Formål med lovforslaget er at ophæve husdyrvoldgiftsretterne.
Disse voldgiftsretter har hidtil som udgangspunkt haft enekompetence til at behandle sager om mangler ved husdyr.
Der ses ikke længere at være et behov for at opretholde særlige voldgiftsretter til behandlingen af denne type sager. Endvidere står det administrative arbejde, der er forbundet med at udpege sagkyndige voldgiftsmænd, i misforhold til det begrænsede antal sager, der behandles af husdyrvoldgiftsretterne.
Hver af landets 82 retskredse udgør en voldgiftskreds, og i hver voldgiftskreds beskikkes 7 til 11 i kredsen boende sagkyndige voldgiftsmænd. I 1997 blev der i hele landet behandlet 124 sager ved husdyrvoldgiftsretterne.
Forslaget vil medføre, at sager om mangler ved husdyr fremover skal behandles af de almindelige domstole. Behovet for særlig sagkundskab i denne type sager kan tilgodeses på samme måde som i andre sager ved en sagkyndig syns- og skønsmand, som udmeldes af retten.
En ophævelse af loven vil desuden betyde, at der ikke længere gælder en særlig frist på 30 dage for at klage over mangler ved husdyr. Fristen kan især i sager om forbrugerkøb forekomme urimelig kort. De almindelige reklamationsregler i købeloven må anses for et tilstrækkeligt værn for sælger mod at blive mødt med erstatningskrav længe efter salget af et dyr.
Endelig vil lovforslaget indebære en administrativ lettelse for navnlig amtskommunerne og Københavns og Frederiksbergs kommuner, der beskikker de sagkyndige voldgiftsmænd.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.