Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998) - L 62
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1998)
Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om biblioteksafgift.. (Gradueret skala ved udbetaling af biblioteksafgift, skolebibliotekernes bestandsindberetninger m.v.).
(Lovforslag nr. L 62).
Loven om biblioteksafgift af 1991 indebar en vidtgående omlægning af biblioteksafgiftsordningen sammenlignet med den hidtil gældende ordning. Derfor indeholder loven en bestemmelse om, at den skal tages op til revision.
Oprindelig skulle dette ske i folketingssamlingen 1996-97. Folketinget vedtog imidlertid i denne samling at udskyde revisionen til 1998-99. Desuden blev ikrafttrædelsestidspunktet for den faste overgrænse for den enkelte modtagers afgiftsbeløb på 200.000 kr. udsat til den 1. januar 1999, og den hidtidige undergrænse blev ophævet.
Samtidig blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle belyse, om den i 1991 gennemførte omlægning havde fungeret efter sin hensigt, og overveje, om der var anledning til at foretage justeringer af loven og den tilhørende bekendtgørelse om biblioteksafgift.
Arbejdsgruppen vedrørende Lov om Biblioteksafgift afleverede sin rapport @Bibliotekspengene@ ved årsskiftet 1997/98. Arbejdsgruppens overordnede konklusion er, at biblioteksafgiften i hovedtræk har fungeret efter sin hensigt, og at der ikke er grundlag for at stille forslag om ændringer, der berører lovens hovedprincipper. Ud over de principielle overvejelser indeholder rapporten en række forslag til ændringer og justeringer af både loven og bekendtgørelsen.
Rapporten er udgangspunktet for det forslag til ændring af lov om biblioteksafgift, som hermed fremsættes. Både rapporten og senere et lovudkast har været udsendt til høring hos de berørte organisationer m.v., og der har været ført drøftelser med de to forfatterforeninger. Der er under disse drøftelser opnået en forståelse om, hvilke ændringer der bør søges gennemført i de gældende bestemmelser.
I modsætning til den generelle revision i 1991 er der i lovforslaget tale om mindre indgribende ændringer. Det foreslås blandt andet, at der indføres en gradueret skala uden et øvre loft for udbetalingen af biblioteksafgift i stedet for den faste overgrænse, som endnu ikke er trådt i kraft. Der foreslås også en lovmæssig afklaring af den afgiftsmæssige stilling for den del af skolebibliotekernes bøger, som foreligger i særlig høje antal i form af klassesæt. For disse bøger foreslås det, at eksemplarer af en titel ud over 15 kun skal udløse en tredjedel afgift.
Der er i bemærkningerne til lovforslaget redegjort også for de ændringer af administrativ karakter i biblioteksafgiftsordningen, som det er hensigten at gennemføre i sammenhæng med lovændringerne. Det drejer sig blandt andet om ændrede vægtninger ved beregningen af biblioteksafgift for visse typer af litteratur, herunder en mere fordelagtig vægtning for skønlitteratur for voksne.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.