Skriftlig fremsættelse (22. oktober 1998) - L 54
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (22. oktober 1998)
Økonomiministeren (Marianne Jelved)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til Lov om ændring af lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (Placeringsregler, tavshedspligt, partsbegreb, investeringspuljer m.v.)
(Lovforslag nr. L 54).
Der er tale om en delvis genfremsættelse af det forslag til Lov om ændring af lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som jeg fremsatte den 5. februar 1998 (L 183).
Ved genfremsættelsen foreslås udover ændringer af § 1, nr. 8, der bl.a. præciserer begrebet »Finanstilsynets ansatte«, yderligere ændringer i § 2, nr. 3-11, i § 3, nr. 3 og 4, samt i § 4 vedrørende investeringsreglerne for Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Endvidere indeholder lovforslaget regler om investeringspuljer i Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt enkelte redaktionelle ændringer.
I de øvrige finansielle love er der regler om tavshedspligt og partsbegreb. Det foreslås, at der indsættes tilsvarende regler i lov om tilsyn med firmapensionskasser, der hidtil har været omfattet af reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven.
Investeringsreglerne for firmapensionskasserne tilpasses reglerne i lov om forsikringsvirksomhed, og samtidig foreslås mindre ændringer for Arbejdsmarkedets Tillægspensions, Lønmodtagernes Dyrtidsfonds og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings adgang til at placere midler.
Lovforslaget giver endvidere bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond mulighed for at tilbyde lønmodtagere i fonden medindflydelse på investeringerne gennem oprettelse af investeringspuljer.
Som led i den generelle regelforenkling og harmonisering foreslås der endelig en række ændringer og præciseringer.