Skriftlig fremsættelse (21. oktober 1998) - L 52
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (21. oktober 1998)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler, lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. samt forskellige energiafgiftslove. (Forhøjelse af afgiftssatserne for dieseldrevne biler, månedsafgift for tilflyttere fra Færøerne og Grønland m.v., differentiering af afgiften af dieselolie efter svovlindhold m.v.).
(Lovforslag nr. L 52).
Nærværende forslag skal ses i sammenhæng med regeringens miljø- og energipolitiske målsætninger.
For at reducere partikelemissionen fra dieselkøretøjer og af hensyn til indførelsen af ny teknologi til forureningsbekæmpelse er der i EU opnået enighed om, at grænseværdien for svovlindholdet i dieselolie i år 2005 skal nedsættes til 0,005 pct. svovl.
Danmark går hermed i front, idet det foreslås, at der indføres en ny afgiftsklasse for svovlfattig diesel med højst 0,005 pct. svovl svarende til den kommende EU-standard. Forslaget er en del af aftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten om skattejusteringer m.v.
Satsen for den svovlfattige dieselkvalitet foreslås nedsat med 9 øre/l i forhold til den gældende afgiftssats på 229 øre/l (incl. CO2-afgift og excl. moms) for let dieselolie. Samtidigt forhøjes satsen for almindelig let dieselolie, anden dieselolie og petroleum, som anvendes som motorbrændstof, med 9 øre/l.
Det er regeringens opfattelse, at hele det afgiftsbelastede marked vil overgå til den ny svovlfattige diesel med uændret pris til følge.
Når det sker, vil svovlindholdet i brændstoffet være faldet med 90 pct. Det bedste for miljøet er dog, at mindre svovl giver færre partikler. Forslaget vil derfor betyde en reduktion i partikeludslippet fra dieselbiler med ca. 13 pct.
For rutebiler, der i dag bruger ultralet diesel, vil den svovlfattige diesel reducere partikeludslippet med 26 pct., hvilket skal ses i sammenhæng med, at mange af rutebilerne har en oxyderende katalysator. Denne giver isoleret set flere partikler, hvis olien indeholder 0,5 pct. svovl. Denne uheldige effekt ophører imidlertid, når svovlprocenten kommer under en kritisk grænse, og er ikke til stede for olie med et svovlindhold på under 0,05 pct.
Hertil kommer, at den nye dieselkvalitet giver mulighed for bruge partikelfiltre og denoxkatalysatorer, hvorved forureningen kan reduceres yderligere.
Afgifterne på autogas og naturgas følger afgiften på den mest solgte diesel. Derfor foreslås det, at afgiftssatserne for autogas og naturgas anvendt som motorbrændstof sættes tilsvarende ned.
Da den ny svovlfattige dieselolie giver mindre miljøbelastning end den ultralette diesel, der i praksis har været forbeholdt rutebiler, foreslås det, at den eksisterende afgiftsgodtgørelse samt tilskud på 10 øre/l til rutebiler, der anvender ultralet diesel, bortfalder. Tilskuddet har kompenseret rutebilerne for meromkostningerne ved at anvende den ultralette diesel.
Det foreslås samtidig, at rutebiler kan få hele afgiften på dieselolie godtgjort, hvis de anvender den svovlfattige diesel, samt et tilskud på 6 øre/l i 1999.
Der gives desuden rutebilerne et tilskud ved brug af naturgas og autogas som følge af, at disse brændsler giver mindre partikelforurening. De gældende tilskudssatser på henholdsvis 48 øre/Nm3 og 30 øre/l er midlertidige indtil udgangen af 1999, hvorefter der gås over til permanente lavere satser på henholdsvis 11 øre/Nm3 og 7 øre/l. Det foreslås, at de permanente tilskud bortfalder, samt at de midlertidige tilskud forlænges indtil udgangen af år 2002, dog således at de reduceres fra henholdsvis 48 øre/Nm3 og 30 øre/l til 41 øre/Nm3 og 25 øre/l i perioden 2000-2002.
Nettoprovenutabet af differentieringen af dieselafgiften vil være på ca. 160 mill. kr. excl. moms, heraf ca. 145 mill. kr. i finansår 1999. Ændringen for rutebiler giver en provenugevinst på henved 10 mill. kr., dog alene 4 mill. kr. i 1999, mens der er et tab på 170 mill. kr. vedrørende de øvrige køretøjstyper.
Regeringen har også aftalt med SF og Enhedslisten, at den grønne ejerafgift for nyere dieseldrevne personbiler og vægtafgiften for ældre ikke benzindrevne skal forhøjes svarende til stigningen i benzinafgiften i årene 1999 - 2002. Når benzinafgiften stiger, bliver det mere fordelagtigt at anskaffe dieselbil. Det er denne fordel som forslaget skal udligne, således at dieselafgiften og den løbende afgift af dieselbiler i 1998 sammenholdt med benzinbiler fastholdes igennem alle årene fremover for en personbil med årligt kørselsbehov på 16.000 km.
Efter aftalen forhøjes udligningsafgiften tilsvarende for vare- og lastbiler, dog således at afgiften for små og store lastbiler og større busser, hvor benzin ikke er noget reelt alternativ til diesel, forhøjes til samme niveau, som vil gælde for store varebiler og små busser.
Anvendelse af diesel som drivmiddel i biler anses med den teknik, vi kender i dag, for at være mindre miljøvenligt end anvendelse af benzin, men når benzinafgiften stiger, vil flere med fordel kunne vælge dieselbil. Nærværende forslag går ud på at fastholde balancen mellem benzin og diesel.
Det skønnes, at forslaget vil indbringe statskassen et merprovenu i 1999 på ca. 175 mill. kr. stigende til ca. 270 mill. kr. i 2002.
Herudover foreslås det, at fritagelsen for brugte personbiler og motorcykler, der medtages fra Færøerne her til landet i forbindelse med flytning, ophæves. Herved vil personer, der medtager sådanne køretøjer fra Færøerne, blive ligestillet med alle andre, der indfører et brugt køretøj her til landet. Det gælder også den adgang til at betale registreringsafgiften månedsvis, der gælder for udlændinge som skal være her i landet i en tidsbegrænset periode, som foreslås udvidet til også at gælde tilflyttere fra Færøerne og Grønland.
Det skønnes, at forslaget vil indbringe statskassen et merprovenu på ca. 10 mill. kr. fra år 2000.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.