Skriftlig fremsættelse (20. oktober 1998) - L 46
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (20. oktober 1998)
By- og boligministeren (Jytte Andersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (ændrede finansieringsregler, andelsboligkvote for 1999, forsøg med boliger til udsatte grupper m.v.).
(Lovforslag nr. L 46).
Hovedformålene med finansieringsreformen er for det første at opnå lavere støtteomkostninger for staten ved nybyggeri ved en langsigtet styrkelse af den almene boligsektors selvfinansiering samt en mere fleksibel finansieringsmåde. For det andet at øge mulighederne for en bedre prioritering og aktivering af midlerne indenfor det støttede byggeri med henblik på at reducere behovet for offentlig støtte til at hjælpe problemramte afdelinger og på at sikre sektoren øgede midler til en styrket bypolitisk indsats i boligområderne fremover. Endelig for det tredje at undgå fremtidige huslejespænd ved en ændret finansiering og beboerbetaling.
Den foreslåede selvfinansieringsmodel er udformet sådan, at lejeniveauet ikke umiddelbart berøres af ændringerne. En væsentlig effekt af lovforslaget er, at den decentrale opsamling af midler ude i de enkelte boligorganisationer delvist erstattes af en mere omfordelende indbetaling til Landsbyggefonden/nybyggerifonden.
Hovedelementerne i lovforslaget er
En ændring af lånetype, hvor der åbnes op for en bredere vifte af realkreditlån til finansiering af nybyggeri baseret på nominallån med mulighed for løbende rentetilpasning. Princippet ved ændring af lånetype er, at nyetablerede almene boliger skal finansieres med de billigst mulige realkreditlån.
En ændret beboerbetaling til dækning af kapitaludgifterne som følge af den ændrede finansiering, hvor betalingen adskilles fra den underliggende låneoptagelse og relateres til anskaffelsesudgiften. Beboerbetalingen vil i de første 25 år stort set svare til beboerbetalingen efter de gældende regler, mens udviklingen herudover vil afhænge af inflationsudviklingen.
Etablering af en nybyggerifond i Landsbyggefonden, der skal yde støtte til ydelser på lån optaget til finansiering af nyt alment byggeri med henblik på at styrke sektorens selvfinansiering.
Det sikres, at Landsbyggefonden får bedre muligheder for at opfylde sin forpligtigelse bl.a. overfor afdelinger med påtrængende behov for støtte.
I forlængelse heraf foreslås bedre muligheder for statslig styring samt en hensigtsmæssig prioritering af de midler, der indbetales til Landsbyggefonden.
Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om en midlertidig 3-årig forsøgsordning med tilskud til udvikling af nye boligtyper for særligt udsatte grupper samt forslag til andelsboligkvote for 1999 på uændret 1.000 boliger.
Forslaget indebærer på kort sigt statslige merudgifter. Men på længere sigt sikrer forslaget, at sektoren gradvist bliver selvfinansierende, og når reformen slår fuldt igennem, vil staten opnå en betydelig nettobesparelse. Administrativt vil forslaget have konsekvenser for tilretning af edb-system. Forslaget forventes ikke at have væsentlige erhvervsmæssige konsekvenser og forslaget har ikke EU-retlige aspekter eller miljømæssige konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.