Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998) - L 3
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998)
Ole Løvig Simonsen (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til lov om undersøgelseskommissioner.
(Lovforslag nr. L 3).
Regeringen nedsatte i 1994 efter forelæggelse for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen et udvalg, der havde til opgave at foretage en samlet gennemgang og vurdering at undersøgelsesorganer, der kunne belyse og klarlægge forhold inden for den statslige forvaltning. Udvalgets betænkning med udkast til lov om undersøgelseskommissioner blev afgivet til justitsministeren i juni 1996.
Den 24. oktober 1996 blev betænkningens lovudkast således fremsat (som L 33) uændret til fri debat, idet man fandt det rimeligst at udskyde en detaljeret realitetsbehandling til efter fremsættelsen. Der var således ikke i forbindelse med fremsættelsen taget politisk stilling til lovforslaget eller dets enkelte dele.
Efter 1. behandling blev lovforslaget henvist til Udvalget for Forretningsordenen, der behandlede lovforslaget i en række møder. Den 25. juni 1997 afgav Udvalget for Forretningsordenen en beretning over forslaget (Folketingstidende 1996-97, tillæg B s. 1477), hvori udvalget pegede på navnlig 4 spørgsmål, som gjorde det ønskeligt på ny at indhente bistand fra særligt sagkyndige. Det drejede sig således om spørgsmålet om offentlighed under kommissionsmøderne og retsmøder i forbindelse hermed, inddragelse af bl.a. statslige selskaber, lovens virkning på Færøerne og i Grønland samt den parlamentariske opfølgning. Udvalget iværksatte i den anledning en skriftlig høring over offentlighedsspørgsmålet og rettede henvendelse til justitsministeren, der foranledigede udarbejdet et notat om anvendelsesområdet for loven. Endvidere gennemførte udvalget en mundtlig høring om offentlighedsspørgsmålet den 26. oktober 1997.
Den 8. oktober 1997 blev lovforslaget på ny fremsat (som L 3) uændret til fri debat. Lovforslaget blev 1. behandlet den 14. januar 1998 og på ny henvist til Udvalget for Forretningsordenen. Lovforslagets videre behandling bortfaldt som følge af udskrivelse af valg den 19. februar 1998.
Den uændrede genfremsættelse sker med henblik på fortsat behandling i Udvalget for Forretningsordenen, og der er som i 1996 og 1997 ikke i forbindelse med fremsættelsen taget politisk stilling til lovforslaget eller dets enkelte dele.
Jeg skal i øvrigt henvise til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget.