Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998) - L 44
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998)
Justitsministeren (Frank Jensen)
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte
Forslag til lov om behandling af personoplysninger.
(Lovforslag 44).
1. Lovforslaget, der er en stort set uændret genfremsættelse af lovforslag L 82 af 30. april 1998, har til formål at gennemføre en mere tidssvarende generel lovgivning om behandling af personoplysninger til afløsning af den gældende registerlovgivning (lov om offentlige myndigheders registre og lov om private registre m.v.). Lovforslaget bygger i det væsentlige på betænkning nr. 1345/1997 om behandling af personoplysninger, der er afgivet af Udvalget om Registerlovgivningen.
Med lovforslaget tilsigtes det fortsat at sikre et højt beskyttelsesniveau i forhold til den enkelte borger. Samtidig er det hensigten at skabe en fleksibel ordning, som kan danne rammen om en hensigtsmæssig udnyttelse af den stadig større mulighed for - på baggrund af den teknologiske udvikling - at gøre personoplysninger til genstand for elektronisk behandling.
Det er endvidere et væsentligt formål med lovforslaget at gennemføre et EF-direktiv fra 1995 om behandling af personoplysninger (direktiv 95/46/EF).
Der er tale om et ganske omfattende lovforslag, som vedrører et kompliceret retsområde, og som regulerer forhold af betydning for alle dele af det danske samfund.
I forhold til lovforslag L 82 er der navnlig grund til at fremhæve følgende ændringer/præciseringer, der er foretaget med henblik på at klargøre og forbedre den beskyttelse, som den registrerede person sikres gennem reglerne i lovforslaget
Oplysninger om afdøde personer skal i samme udstrækning som efter den gældende registerlovgivning anses for personoplysninger.
De almindelige behandlingsregler i lovforslagets §§ 6-7 forudsættes i videst muligt omfang administreret på den måde, at der ikke - uden samtykke - registreres og videregives personoplysninger i videre udstrækning end efter den gældende registerlovgivning, jf. nærmere herom nedenfor under pkt. 4.
Det foreslås, at Domstolsstyrelsen fra den 1. juli 1999, hvor loven om Domstolsstyrelsen træder i kraft, skal føre tilsyn med domstolenes behandling af personoplysninger vedrørende domstolenes administrative forhold. Indtil dette tidspunkt skal tilsynet - således som det blev foreslået i L 82 - føres af landsretspræsidenterne og præsidenten for Højesteret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger (pkt. 4).
2. Med lovforslaget lægges der op til, at de generelle regler om behandling af personoplysninger hos offentlige myndigheder (forvaltningsmyndigheder og domstole) samt i den private sektor samles i én lov. Der vil efter lovforslaget i det væsentlige gælde samme regler, uanset for hvem behandling af personoplysninger finder sted.
De foreslåede regler omfatter først og fremmest behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling.
Det er uden betydning, om personoplysningerne indgår i et edb-register. Lovforslaget har dermed et langt bredere anvendelsesområde end den gældende registerlovgivning, der er begrænset til at omfatte oplysninger, der indgår i registre (navnlig edb-registre).
Lovforslaget omfatter også en række andre behandlinger, herunder ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register (manuelle registre).
3. Lovforslaget omfatter som udgangspunkt alle myndigheder, virksomheder m.v., der foretager den form for behandling af personoplysninger, som loven skal gælde for.
Lovforslaget omfatter således - som noget nyt - også domstolenes behandling af personoplysninger. Dog gælder reglerne i lovforslaget vedrørende den registreredes rettigheder ikke med hensyn til domstolenes behandling af personoplysninger inden for det strafferetlige område.
De foreslåede regler vil også gælde for politiets og anklagemyndighedens behandling af personoplysninger. For disse myndigheders behandling af oplysninger inden for det strafferetlige område gøres der dog undtagelse med hensyn til nogle af de rettigheder, der tilkommer den registrerede.
Lovforslaget omfatter ikke behandlinger, der foretages for politiets og forsvarets efterretningstjenester. Principperne for efterretningstjenesternes registrering m.v. vil blive behandlet i det udvalgsarbejde, som er igangsat.
Lovforslaget omfatter (med visse undtagelser vedrørende behandlingssikkerhed og erstatningsansvar) endvidere ikke behandlinger, der er omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser. Tilsvarende omfatter lovforslaget (med visse undtagelser vedrørende behandlingssikkerhed og erstatningsansvar) bl.a. ikke de informationsdatabaser, der er nævnt i medieansvarslovens § 1, stk. 1, nr. 1-3. Dette betyder, at den gældende retstilstand vedrørende mediernes behandling af personoplysninger stort set vil blive opretholdt.
Folketinget og institutioner med tilknytning dertil er heller ikke omfattet af lovforslaget. Under Folketinget er der nedsat et udvalg, der har til opgave at undersøge direktivets betydning for Folketinget med tilknyttede institutioner.
4. I lovforslaget er der fastsat nærmere regler om, i hvilke tilfælde personoplysninger må behandles, dvs. indsamles, opbevares, registreres, anvendes, videregives m.v.
Lovforslaget indeholder således nogle grundlæggende principper for behandling af personoplysninger og de almindelige behandlingsregler. Herudover indeholder lovforslaget regler om behandling af oplysninger om strafbare forhold, behandling af oplysninger i retsinformationssystemer og i statistisk og videnskabeligt øjemed. Endvidere indeholder lovforslaget regler om behandling af oplysninger om personnummer, om adresserings- og kuverteringsbureauer, om automatisk registrering af udgående telefonopkald og om overførsel af oplysninger til opbevaring i arkiv.
Lovforslaget viderefører desuden de regler, der i dag gælder om videregivelse til kreditoplysningsbureauer af oplysninger om gæld til det offentlige. Lovforslaget viderefører (med nogle mindre ændringer) også de regler, der gælder for kreditoplysningsbureauers virksomhed.
Endelig er der i lovforslaget - som noget nyt - fastsat regler om overførsel af personoplysninger til tredjelande (navnlig til myndigheder, virksomheder m.v. i lande uden for EU).
I lovforslagets § 6 er der fastsat nærmere regler om behandling af »almindelige personoplysninger«, dvs. personoplysninger, der ikke kan henføres til den særlige kategori af oplysninger i § 7.
De oplysninger, der er omfattet af § 6, kan behandles, hvis der foreligger udtrykkeligt samtykke, eller hvis det er nødvendigt af hensyn til nærmere opregnede interesser.
Den særlige kategori af oplysninger i § 7 omfatter oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold samt oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.
Disse oplysninger må som udgangspunkt ikke behandles. Behandling kan dog ske, hvis der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil, eller der foreligger hensyn til nærmere bestemte interesser.
De almindelige behandlingsregler i lovforslagets §§ 6-7 forudsættes i videst muligt omfang administreret på den måde, at der ikke - uden samtykke - registreres og videregives personoplysninger i videre udstrækning end efter den gældende registerlovgivning.
Lovforslaget bygger således bl.a. på den forudsætning, at den gældende retstilstand om, i hvilke tilfælde offentlige myndigheder uden samtykke kan videregive oplysninger til private om enkeltpersoners rent private forhold, bliver opretholdt. Dette gælder, selv om de pågældende oplysninger om rent private forhold, som f.eks. oplysninger om væsentlige sociale problemer, ikke vil kunne henføres til den særlige kategori af oplysninger i lovforslagets § 7. Lovforslaget åbner således f.eks. ikke op for, at private arbejdsgivere kan indhente oplysninger om jobansøgeres væsentlige sociale problemer, selv om jobansøgeren ikke har givet samtykke til det.
Det kan endvidere fremhæves, at der med bestemmelserne i lovforslagets § 7, stk. 2-7, ikke gives forvaltningsmyndigheder adgang til at føre edb-registre over enkeltpersoners politiske tilhørsforhold i videre udstrækning end i dag.
Med lovforslaget lægges der heller ikke op til ændringer i den gældende retstilstand om, i hvilke tilfælde der må foretages samkøring i den offentlige forvaltning.
Efter lovforslaget får private mulighed for at behandle oplysninger om personnumre i videre udstrækning end i dag. Det foreslås således, at private må behandle oplysninger om personnumre, hvis det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil, eller hvis behandlingen er sagligt begrundet og af betydning for en entydig identifikation i forbindelse med varetagelsen af den dataansvarliges, tredjemands eller den registreredes berettigede interesser.
5. Efter lovforslaget får en registreret person en række rettigheder, som betyder, at den pågældendes retsstilling styrkes i forhold til den gældende registerlovgivning.
Den registrerede person får således som udgangspunkt
ret til at modtage underretning fra den dataansvarlige om, at der indsamles oplysninger om vedkommende,
ret til indsigt i forbindelse med, at der behandles oplysninger om vedkommende, herunder ret til at få meddelelse om behandlingens formål, om kategorierne af modtagere af oplysningerne, og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer,
ret til - hvor vægtige grunde, der vedrører den pågældendes situation, taler derfor - at gøre indsigelse mod, at behandling af oplysninger finder sted,
ret til at gøre indsigelse mod, at den pågældende undergives afgørelser, der har retsvirkninger for eller i øvrigt berører den pågældende i væsentlig grad, og som alene er truffet på grundlag af elektronisk behandling, og
ret til at få oplysninger, der er urigtige eller vildledende, berigtiget, slettet eller blokeret, samt i den forbindelse at forlange, at en tredjemand, hvortil oplysningerne om vedkommende er videregivet, underrettes herom.
Den registrerede har endelig en ubetinget ret til at gøre indsigelse imod, at den dataansvarlige behandler oplysninger om vedkommende med henblik på markedsføring.
6. Lovforslaget indeholder regler om behandlingssikkerhed. Disse regler indebærer bl.a., at den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske foranstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer uvedkommende til kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om sikkerhedsforanstaltningerne. Dette vil ske med udgangspunkt i den nuværende praksis.
7. Lovforslaget indeholder en anmeldelsesordning for behandlinger af oplysninger, som foretages for henholdsvis den offentlige forvaltning, private dataansvarlige og domstolene.
Det foreslås, at alle behandlinger som udgangspunkt skal anmeldes forudgående til vedkommende tilsynsmyndighed. Desuden skal visse behandlinger tillige kontrolleres inden iværksættelsen. Det gælder bl.a. behandlinger af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold.
En række typer af behandlinger, hvor det i betragtning af de behandlede oplysninger ikke er sandsynligt, at de registreredes rettigheder eller frihedsrettigheder krænkes, er dog fritaget for anmeldelse.
Specielt for så vidt angår forvaltningsmyndighedernes behandlinger betyder de foreslåede regler, at der ikke - som i dag - skal udarbejdes registerforskrifter ved oprettelse af registre.
8. Det almindelige tilsyn skal efter lovforslaget varetages af Datatilsynet.
Datatilsynet foreslås organiseret på samme måde, som Registertilsynet er organiseret i dag. Datatilsynet skal således udgøre én uafhængig myndighed, som består af et råd og et sekretariat. Datatilsynets opgaver vil i det væsentlige svare til de opgaver, som Registertilsynet har efter den gældende registerlovgivning. Tilsynet bør i første række tage sigte på at kunne udøve sin virksomhed gennem generelle retningslinier og ved en serviceorienteret rådgivning og vejledning frem for en regulering primært koncentreret om afgørelse af enkeltsager i et traditionelt rekurssystem.
Der foreslås etableret en særlig tilsynsordning på domstolsområdet. Det foreslås som nævnt i pkt. 1, at Domstolsstyrelsen fra den 1. juli 1999, hvor loven om Domstolsstyrelsen træder i kraft, skal føre tilsyn med domstolenes behandling af personoplysninger vedrørende domstolenes administrative forhold. Indtil dette tidspunkt foreslås det, at tilsynet føres af landsretspræsidenterne og præsidenten for Højesteret. Med hensyn til de judicielle funktioner gives der den registrerede mulighed for at appellere dataansvarlige domstoles afgørelser vedrørende behandling af personoplysninger til højere retsinstans (typisk vedkommende landsret).
9. Samlet er det min opfattelse, at der med reglerne i lovforslaget opnås den rette balance mellem på den ene side hensynet til at sikre borgernes privatliv og personlige integritet og på den anden side hensynet til at bevare og udbygge en effektiv offentlig administration og et privat erhvervsliv, som ikke pålægges unødige byrder.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.