Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998) - L 13
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998)
Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om beskyttelse af gravfreden ved vraget efter passagerskibet »M/S Estonia.«
(Lovforslag nr. L 13).
Lovforslaget har til formål at beskytte gravfreden ved vraget efter passagerskibet »M/S Estonia«, der forliste natten til den 28. september 1994 i Østersøen, hvorved 852 mennesker omkom, heraf 5 danske statsborgere. Lovforslaget indeholder et forbud mod dykning og anden undervandsvirksomhed på det sted, hvor »M/S Estonia« sank og et tilstødende område på ca. 2 gange 2 kilometer. Fortsætlig overtrædelse af forbudet straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Med lovforslagets vedtagelse giver Folketinget samtidig sit samtykke til, at Danmark tiltræder overenskomst af 23. februar 1995 mellem Estland, Finland og Sverige om beskyttelse af gravfreden ved »M/S Estonia«. Ved tillægsprotokol af 23. april 1996 er der åbnet mulighed for, at også andre stater kan tiltræde overenskomsten.
Det er Udenrigsministeriets opfattelse, at straffelovens § 139, stk. 1, ikke i tilstrækkeligt omfang yder den beskyttelse, som ovennævnte overenskomst forudsætter. Det er således efter lovforslaget muligt at straffe overtrædelse af forbudet mod dykning m.v., selvom der i det konkrete tilfælde ikke kan føres bevis for, at gravfreden er b levet krænket. Det afgørende er, om der har været forsæt til at foretage dykning m.v. på det beskyttede område. Med lovforslaget opfylder Danmark således de forpligtelser, der følger af ovennævnte overenskomst.
Alle medlemmer af Østersørådet, herunder Danmark, er blevet opfordret til at tilslutte sig overenskomsten.
Lovforslaget vil ikke have statsfinansielle konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje Tings velvillige behandling.