Legislator Case Law & Legislation
19981XX00018 DK

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998) - L 12

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 12 Valid

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998)

Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om afgrænsning af søterritoriet

(Lovforslag nr. L 12).

Lovforslaget tilsigter at gennemføre en udvidelse af Danmarks søterritorium fra de nuværende 3 sømil op til 12 sømil i overensstemmelse med de i dag almindeligt anvendte folkeretlige regler, som er afspejlet i FN s Havretskonvention af 1982. Danmark vil herved bringe sig på linie med det flertal af europæiske og andre stater, der har udvidet deres søterritorium i de senere år. Udvidelsen indebærer mulighed for at fastsætte og håndhæve danske regler i et bredere bælte af farvandene omkring Danmark, hvilket navnlig er forbundet med fordele i henseende til bekæmpelse af overtrædelser af bl.a. straffeloven, lov om euforiserende stoffer, udlændingelovgivningen og natur- og miljøbeskyttelseslovgivningen. Hertil kommer fordele for sejladssikkerheden (lodspligt) og forsvarsmæssige fordele.

Ved loven bemyndiges udenrigsministeren til at fastlægge søterritoriets ydre grænser samt de basislinier, hvorfra det beregnes. Den detaljerede tekniske afgrænsning af søterritoriet sker således administrativt i overensstemmelse med hidtidig praksis.

I visse tilfælde vil det ikke være hensigtsmæssigt at udvide til de fulde 12 sømil. Dette er særlig begrundet i hensynet til det eksisterende stræderegime i Sundet og Bælterne, der bygger på skibsfartens adgang til uskadelig passage i territorialfarvandet. En fuld udvidelse ved Sundet og Bælterne og i farvandene over for Sverige og Tyskland ville skabe nye stræder i Havretskonventionens forstand. Disse stræder ville blive underlagt Havretskonventionens transitpassageregime, der giver kyststaten ringere mulighed for at regulere skibsfarten og lufttrafikken. Det er derfor hensigten at opretholde korridorer af åbent hav i grænsefarvandene i Kattegat og Østersøen frem til Sundet og Bælterne. Sverige og Tyskland har begrænset udvidelsen af deres respektive søterritorier på tilsvarende vis.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning senere sættes i kraft for disse rigsdele.

Loven træder i kraft den 1. januar 1999.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →