Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om frivillig mammografi for kvinder mellem 50 og 69 år
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 11. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om frivillig mammografi for kvinder mellem 50 og 69 år
[af Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Birthe Skaarup (DF), Yvonne&nb sp;herløv Andersen (CD) og Kirsten Jacobsen&n bsp;(FP) m.fl.]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Dansk Radiologisk Selskab,
Den Amstlige Brystkræftgruppe,
Den Medicinske Forskningsenhed,
Fyns Amt,
Mammografiscreeningscentret og
Ældre Sagen.
Udvalget har desuden afholdt et møde med deltagelse af eksperter vedrørende forslaget.
Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Flertallet pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der giver alle kvinder, der er fyldt 50 år, ret til regelmæssigt at få røntgenundersøgt deres bryster.
Det er flertallets opfattelse, at det er anmassende over for den enkelte kvinde, at hun uden eget ønske inviteres til røntgenundersøgelse af sine bryster på et givet tidspunkt og på et nærmere angivet sygehus.
Flertallet ønsker i stedet, at alle røntgenundersøgelser af kvinders bryster fra den 1. januar 2000 efter samråd med amtskommunerne tilrettelægges på en sådan måde, at kvinden kun inviteres til røntgenundersøgelse, hvis hun på forhånd har givet tilsagn om at ville deltage heri.
Flertallet finder, at amtskommunerne skriftligt bør orientere alle kvinder, der er fyldt 50 år, om, at der er mulighed for at tilmelde sig en røntgenundersøgelse af brysterne. Den enkelte kvinde har mulighed for at vælge, om hun kun vil have foretaget en enkelt undersøgelse i denne omgang, eller om hun foretrækker at blive undersøgt hvert andet år. Det er således helt op til den enkelte kvinde at bestemme, hvor hyppigt hun vil lade sig undersøge på baggrund af de udstukne retningslinjer.
Det er flertallets opfattelse, at røntgenundersøgelsen bør foretages på nogenlunde samme måde i alle amtskommuner. Flertallet finder derfor, at Sundhedsstyrelsen bør udarbejde vejledninger og oplysningsmateriale om henholdsvis røntgenundersøgelse af brysterne og selvundersøgelse.
Flertallet finder, at de enkelte amtskommuner bør iværksætte et undersøgelsesprogram, så snart den nødvendige kapacitet af personale og apparatur til en sådan landsdækkende undersøgelse er til rådighed.
Et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.
Mindretallet finder det vigtigt, at alle kvinder er bekendt med muligheden for at få foretaget en mammografiundersøgelse.
Mindretallet er af den klare opfattelse, at indsatsen mod kræft skal ses i en helhed ikke mindst af hensyn til uddannelse af personale og anskaffelse af nødvendigt udstyr. Indførelse af screening af raske kvinder bør således ikke føre til længere ventetider for syge kvinder eller kvinder med symptomer på kræft.
Mindretallet lægger vægt på ikke at skabe forventninger hos befolkningen om tilbud, der af kapacitetsmæssige grunde ikke kan opfyldes. Derfor vil mindretallet afvente den kræfthandlingsplan, Sundhedsstyrelsens kræftstyregruppe er i gang med at udarbejde, og som forventes færdiggjort inden årets udgang, med henblik på at have et ordentligt grundlag at træffe beslutningen på.
Ændringsforslag
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et flertal (V, KF, DF, CD og KRF)
Til titlen
1) Titlen affattes således
»Forslag til folketingsbeslutning
om tilbud om frivillig brystundersøgelse til kvinder over 50 år«.
Til teksten
2) Teksten affattes således
»Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der giver alle kvinder, der er fyldt 50 år, ret til regelmæssigt at få undersøgt deres bryster. «
Bemærkninger
Ændringsforslagene indebærer, dels at der ikke indføres nogen øvre aldersgrænse for tilbudet om undersøgelse, dels at ordet screening udgår for at understrege, at der er tale om et frivilligt tilbud.
Jytte Madsen (S) Jytte Wittrock (S) Hanne Andersen (S) Lone Møller (S) nfmd. Dorte Bennedsen (S) Jørn Jespersen (SF) Yvonne Herløv Andersen (CD) fmd. Morten Helveg Petersen (RV) Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) Jørgen Winther (V) Ester Larsen (V) Preben Rudiengaard (V) Gyda Kongsted (V) Tom Beck (KF) Gitte Seeberg (KF) Birthe Skaarup (DF) Tove Videbæk (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.