Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en NATO-ledet multinational styrke i Albanien

Bilag 1

Bilag 1

Spørgsmål nr. 16

Vil ministeren bekræfte, at regeringen vil søge nyt mandat i Folketingssalen, såfremt anvendelsen af og formålet med AFOR-styrken ændres?

Svar

Skulle der opstå behov for væsentlige justeringer i det danske bidrag eller ske større ændringer i styrkens opgaver på en måde, der kan berøre det danske bidrag, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller, om nødvendigt, på ny forelægge sagen for Folketinget.

Det er regeringens holdning, at spørgsmålet om et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et beslutningsforslag.

Spørgsmål nr. 26

Ministeren bedes oversende den udgave af Rambouillet-aftalen (inklusive bilag), som Restjugoslavien afviste at underskrive.

Svar

Rambouillet-aftalen bygger på en række principper, fastsat af Kontaktgruppen: Der er tale om en interimsaftale, der gælder for 3 år. Kosovo får demokratisk selvstyre gennem lovgivende, udøvende og dømmende institutioner. Alle etniske gruppers rettigheder sikres. Forbundsrepublikken Jugoslaviens territoriale integritet bekræftes. Aftalens militære dele skal gennemføres af en NATO-ledet militærstyrke. Desuden ventes den internationale civile tilstedeværelse, der skal gennemføre aftalens civile dele, at blive ledet af OSCE.

Selve aftaleteksten er ikke offentlig.

Spørgsmål nr. 33

Vil ministeren bekræfte, at det foreliggende mandat åbner mulighed for, at de landstyrker, som indsættes i Albanien, på et senere tidspunkt kan indgå i en invasionsstyrke?

Svar

Styrken har til formål at lette en hurtig og sikker levering af humanitær bistand samt at bistå med at skabe sikre forhold for de albanske myndigheders og internationale civile og humanitære organisationers arbejde i Albanien. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 16.

Spørgsmål nr. 40

Vil ministeren oplyse, hvorfor NATO-styrkens indsats i Albanien primært koncentreres i den nordlige del af landet?

Svar

Behovet for en sikker og hurtig levering af humanitær bistand til flygtningene fra Kosovo er størst i det nordlige Albanien, hvor hovedparten af flygtningene for nærværende befinder sig.

Spørgsmål nr. 43

Ministeren bedes bekræfte, om indsatsområdet for styrken omfatter albansk land-, sø- og luftterritorium.

Svar

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslag nr. b 116, at indsatsområdet for styrken omfatter albansk land-, sø- og luftterritorium.

Spørgsmål nr. 44

Vil ministeren give en udtømmende garanti for, at den multinationale styrke ikke bevæger sig uden for Albaniens grænser?

Svar

I fortsættelse af besvarelse af spørgsmål nr. 40 og 43 kan det anføres, at styrken primært vil skulle indsættes i det nordlige Albanien, men det kan ikke udelukkes, at der kan blive behov for en indsats andre steder, eksempelvis i den sydlige del af landet mod grænsen til Makedonien, ved havne eller ved flygtningelejre, f.eks. ved Tirana.

Spørgsmål nr. 51

Ad besvarelsen af spørgsmål 26

Kan ministeren bekræfte, at vedlagte dokument er Rambouillet-aftalen?

Svar

Det kan bekræftes, at vedlagte dokument er Rambouillet-aftalen.

Spørgsmål nr. 57

Ad besvarelse af spørgsmål 33

Vil ministeren besvare spørgsmålet?

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33. Folketinget bliver med det foreliggende beslutningsforslag alene anmodet om at give samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed for en NATO-ledet multinational styrke i Albanien med det formål at lette en sikker og hurtig levering af humanitær bistand til flygtningene fra Kosovo samt at bistå med at skabe sikre forhold for de albanske myndigheders og internationale humanitære organisationers arbejde hermed.

Spørgsmål nr. 60

Ad besvarelse af spørgsmål 44, jf. bilag 11

Vil ministeren bekræfte, at svaret på spørgsmål 44 skal forstås på den måde, at regeringen ikke vil give en garanti for, at den multinationale styrke ikke bevæger sig uden for Albaniens grænser?

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 44.

Bilag til spørgsmål 51

(Denne version af Rambouillet-aftalen er hentet fra Internetadresse: www.balkanaction.org/pubs/kia299.html)

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 13. april 1999

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en NATO-ledet multinational styrke i Albanien

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i to møder og har herunder stillet spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse har besvaret skriftligt og i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministrenes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) finder med udgangspunkt i den nuværende situation i Albanien, at man principielt skal være positiv over for militær tilstedeværelse i landet. Dels fordi den albanske regering har bedt om det, og fordi Albanien allerede har modtaget over 400.000 flygtninge fra Kosovo. Det vil uden hjælp udefra være en umulig opgave at løse ikke kun økonomisk, men også praktisk og logistisk for Europas fattigste land, der i forvejen er på sammenbruddets rand. Der skal oprettes lejre og fremskaffes mad og andre fornødenheder. Dels fordi Nordalbanien i forvejen er et område præget af lovløshed. Der vil derfor være brug for beskyttelse af nødhjælpsorganisationerne under disses arbejde og af flygtningene, så disse kan leve i sikkerhed.

Mindretallet finder det til gengæld også helt afgørende for at kunne give sin støtte til forslaget, at der hermed ikke åbnes op for, at Danmark skal kunne inddrages i en landmilitær aktion i Kosovo, men at der alene er tale om, at den multinationale styrke skal sikre gennemførelse af det humanitære bistandsarbejde i Albanien. Socialistisk Folkeparti skal i den forbindelse henvise til udenrigsministerens svar på et af udvalgets spørgsmål, hvoraf det fremgår, at »skulle der opstå behov for væsentlige justeringer i det danske bidrag eller ske større ændringer i styrkens opgaver på en måde, der kan berøre det danske bidrag, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller, om nødvendigt, på ny forelægge sagen for Folketinget.

Det er regeringens holdning, at spørgsmål om et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et beslutningsforslag.«

Det er endvidere afgørende for mindretallet, at den militære indsats begrænses til de erklærede humanitære mål og ikke bruges indirekte til at støtte den ene af konfliktens parter (UCK). Endelig har mindretallet noteret sig, at indsatsområdet for styrken er afgrænset af albansk land- , sø- og luftterritorium, og at magtanvendelsen er begrænset til det militært nødvendige, er sidste udvej og efter forudgående varsel på det lavest mulige niveau og i videst muligt omfang sker uden følgeskader på civile, samt at gengældelsesaktioner ikke er tilladt.

Mindretallet synes tillige, at det er afgørende i den nuværende situation på Balkan, at Danmark er indstillet på at modtage flygtninge, i det omfang disse har behov for beskyttelse i Danmark.

Et andet mindretal inden for flertallet (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) kan tilslutte sig beslutningsforslaget under den klare forudsætning, at styrkens målsætning om at hjælpe humanitært med nødhjælp til flygtningene i Albanien fastholdes. Det er således en forudsætning for mindretallets støtte, at styrken på de 200 mand ikke er fortroppen for landstyrker til indsættelse på Balkan.

Det er vigtigt, at Vesten og FN aktivt hjælper humanitært med fødevarer, nødhjælp, medicin, telte, feltlazaretter, læger og sygeplejersker. Vi må og skal hjælpe mennesker, der er i nød.

Samtidig er det afgørende for mindretallet, at hjælpen til de nødlidende mennesker sker i deres nærområde, så disse hurtigt kan vende tilbage til deres hjemland, når der er kommet mere fredelige forhold. Skal flygtningesituationen afhjælpes i nærområdet, er det derfor også vigtigt, at nødhjælpstransporter og -organisationer m.v. kan beskyttes - om nødvendigt med militære midler. På den baggrund er beslutningsforslaget rigtigt.

En landkrig i området vil derimod medføre en yderligere forværring af flygtningesituationen og de humanitære vilkår. Derfor lægger mindretallet vægt på udenrigsministerens svar på et af udvalgets spørgsmål, som er optrykt i tilknytning til betænkningen. Heraf fremgår det, at »skulle der opstå behov for væsentlige justeringer i det danske bidrag eller ske større ændringer i styrkens opgaver på en måde, der kan berøre det danske bidrag, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller, om nødvendigt, på ny forelægge sagen for Folketinget.

Det er regeringens holdning, at spørgsmål om et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et beslutningsforslag.«

Dansk Folkeparti hæfter sig desuden ved, at den militære indsats begrænses til støtte og beskyttelse af humanitære formål i området og ikke bruges indirekte til at støtte den ene af konfliktens parter (UCK), som også er særdeles aktive i området.

Endelig skal Dansk Folkeparti henvise til forslagets bemærkninger, hvoraf det fremgår, at indsatsområdet for styrken er afgrænset af albansk land-, sø- og luftterritorium, og at magtanvendelsen er begrænset til det militært nødvendige, er sidste udvej og efter forudgående varsel på det lavest mulige niveau og i videst muligt omfang sker uden følgeskader på civile, samt at gengældelsesaktioner ikke er tilladt.

Med disse forudsætninger kan Dansk Folkeparti støtte beslutningsforslaget.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Det er der tre hovedgrunde til

For det første er det utrolig problematisk med den sammenblanding af humanitær nødhjælpsindsats og regulær krigsindsats, som beslutningsforslaget er et udtryk for.

Uanset hvor lidt udenrigsministeren og regeringen kan lide det, så er kendsgerningen, at NATO (og dermed Danmark) er i krig med Restjugoslavien. Det betyder, at danske soldater, som opererer under NATO-kommando, er krigsførende. Ideen om, at NATO samtidig hermed kan oprette en væbnet styrke på op til 8.000 mand, som skal operere på grænsen til Restjugoslavien, og som udelukkende skal tage sig af humanitære opgaver, er naiv. I hvert fald er det naivt at forestille sig, at Restjugoslavien vil opfatte styrken som rent humanitær. Dermed øges risikoen for, at nødhjælpsarbejdet bliver trukket ind i krigen, fordi det så entydigt bliver forbundet med den ene krigsførende part.

På linje med en række humanitære organisationer, jf. bl.a. udtalelsen fra repræsentantskabet i Mellemfolkeligt Samvirke B 116 - bilag 17, er Enhedslisten meget betænkelig ved denne udvikling, fordi det fører frem til en situation, hvor humanitært nødhjælpsarbejde ikke opfattes som upartisk, men som et legitimt angrebsmål - om ikke andet, så fordi det beskyttes af »fjendens « militære enheder.

Enhedslisten har noteret sig, at der ikke er gjort noget forsøg på at få FN eller andre internationale organisationer, der ikke er direkte involveret i konflikten, til at forestå den eventuelt nødvendige beskyttelse af nødhjælpsarbejdet i det nordlige Albanien. Det understreger blot mistanken om, at der ikke er humanitære årsager til, at den planlagte beskyttelsesenhed skal være under NATO-kommando.

For det andet er det for Enhedslisten fuldstændig åbenlyst, at AFOR-styrken indgår i forberedelsen og en eventuel senere gennemførelse af en militær NATO-intervention i Kosova. Det vil den gøre allerede fra første dag i form af etablering af et brohoved, indsamling af efterretninger, opbygning af forsyningslagre m.v. Alt sammen noget som efterfølgende vil kunne anvendes i tilfælde af en militær NATO-invasion af Kosova. Det vil den gøre ved på det givne tidspunkt at ændre opgave fra at være en humanitær AFOR-styrke til at være en direkte krigsførende »KFOR «-styrke.

I den forbindelse er udenrigsministerens forsikringer om, at regeringen naturligvis vil forelægge denne ændring for Det Udenrigspolitiske Nævn eller endog for Folketinget, ikke af særlig beroligende karakter, da der jo er tradition for, at beslutninger om dansk krigsdeltagelse presses igennem Folketinget på under 24 timer (jf. behandlingen af beslutningsforslag B 4 om et dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige Balkan den 7. oktober 1998).

Mindretallet har tillige bemærket regeringens manglende vilje til at besvare meget enkle og konkrete spørgsmål såsom spørgsmål 33 fra Forsvarsudvalget og tager dette som et tegn på, at de NATO-landstyrker, som nu indsættes i Albanien under navnet AFOR, meget vel på et senere tidspunkt kan komme til at indgå i en egentlig NATO-invasionsstyrke af Kosova. Hvorfor siger regeringen dog ikke tingene lige ud?

For det tredje handler en beslutning om at give mandat til at afsende militære enheder til et fremmed land og at stille disse enheder under NATO-kommando også om tillid til regeringen og til NATO.

For Enhedslistens vedkommende må vi klart sige, at vi ikke har nogen som helst tillid til den danske regering og til NATO, når det gælder situationen i det tidligere Jugoslavien og Kosova-spørgsmålet.

I de ti år, der er gået siden den serbiske leder Slobodan Milosevic i 1989 ophævede det selvstyre for Kosova, som var blevet indført under præsident Tito, og slog ind på en ekstremt nationalistisk kurs, har Vesten reelt intet gjort for at støtte de demokratiske og antinationalistiske kræfter i Serbien eller de kræfter i Kosova, som arbejdede for menneskerettigheder, og det kosovaalbanske befolkningsflertals ret til selvbestemmelse. Tværtimod!

Et skamfuldt eksempel på dette var den måde, som også Danmark behandlede de mange unge fra Restjugoslavien, som nægtede at gøre militærtjeneste i Milosevics hær og flygtede til udlandet. Ved at have modtaget disse med åbne arme kunne der være sendt et stærkt signal til befolkningen i Restjugoslavien og på hele Balkan om, at de havde international støtte i kampen mod de nationalistiske regimer. Men det skete ikke. I stedet blev der udvist store anstrengelser for at sende disse modstandere af Milosevic-regimet tilbage bl.a. med påstande om, at de »kun« risikerede » kortere fængselsstraffe«.

Utallige gange i de sidste ti år har regeringerne i NATO-landene haft mulighed for at støtte den demokratiske og antinationalistiske opposition i Serbien og for at støtte kosovaalbanernes berettigede krav (f.eks. i forbindelse med Dayton-aftalen), men de har svigtet stort set hver gang.

Man kan selvfølgelig overveje, hvor meget af NATO-landenes politik over for Restjugoslavien der skyldes ond vilje, og hvor meget der skyldes uvidenhed. Da f.eks. Forsvarsudvalget i oktober 1998 spurgte den danske regering, hvilke konsekvenser den egentlig forestillede sig, at en militær aktion i Kosova ville få for flygtningestrømmen til de øvrige lande i regionen, så svarede regeringen, at det var dens formodning » at der netop ikke sker yderligere tilstrømning af flygtninge fra Kosovo til nabolandene« (jf. behandlingen af beslutningsforslag B 4 om et dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige Balkan den 7. oktober 1998, bilag 14).

Uvidenhed eller det, der er værre? Lad os nøjes med at gentage: Enhedslisten har ingen tillid til hverken den danske regering eller til NATO, når det gælder om at fremme en demokratisk udvikling i Restjugoslavien og Kosova. Vi stemmer derfor ikke for at overlade 8.000 bevæbnede soldater i hænderne på folk, som vi nærer dyb og velbegrundet mistillid til!

Afslutningsvis ønsker mindretallet at bemærke følgende om udvalgsbehandlingen af forslaget: Her har vi endnu engang oplevet, hvordan regeringen har gjort det til en vane at give så få og så mangelfulde informationer til Folketinget som muligt. Stillet over for direkte og konkrete spørgsmål vælger regeringen som hovedregel at svare udenom eller slet ikke at svare.

Når udvalget f.eks. direkte spørger regeringen: »Vil ministeren bekræfte, at det foreliggende mandat åbner mulighed for, at de landstyrker, som indsættes i Albanien, på et senere tidspunkt kan indgå i en invasionsstyrke«, så snakker regeringen om noget andet (jf. optryk af spørgsmål 33), og når regeringen igen bliver anmodet om at besvare spørgsmålet, så henviser den blot til sin tidligere besvarelse (jf. optryk af spørgsmål 57).

Når udvalget direkte spørger regeringen: »Vil ministeren give en udtømmende garanti for, at den multinationale styrke ikke bevæger sig uden for Albaniens grænser «, så er regeringens svar uklart (jf. optryk af spørgsmål 44), og når udvalget så forsøger at få regeringen til at godkende en fortolkning af det uklare svar, så henviser regeringen blot til dette svar (jf. optryk af spørgsmål 60).

Når udvalget anmoder regeringen om at oversende den seneste udgave af Rambouillet-aftalen (som krigen officielt kæmpes for at gennemtvinge), så svarer regeringen: »Selve aftaleteksten er ikke offentlig« (jf. optryk af spørgsmål 26), og det på trods af at aftalen (som regeringen må erkende i svaret på spørgsmål 51) er offentligt tilgængelig for enhver, som ved, hvor man skal lede. Men det ved regeringen åbenbart ikke, eller også har den det bedst med, at Folketinget træffer sine beslutninger om krig eller fred på et så dårligt og mangelfuldt grundlag som muligt.

Det påstås ofte, at sandheden er krigens første offer. Den danske regering gør i hvert fald sit til at bevise påstandens rigtighed.

Tom Behnke (FP) Per Kaalund (S) Lotte Bundsgaard (S) Anna-Marie Hansen (S) Ingrid Rasmussen (S) nfmd. Villy Søvndal (SF) Arne Melchior (CD) Jørgen Estrup (RV) Søren Søndergaard (EL) Svend Aage Jensby (V) Karen Rønde (V) Erik Jacobsen (V) Anders Mølgaard (V) Hans Engell (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)