Legislator Case Law & Legislation
19981BB00144 DK

Forslag til folketingsbeslutning om indgreb i sygeplejerskekonflikten

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1998 144 Valid

Fremsat den 18. maj 1999 af Ole M. Nielsen (KRF), Flemming Kofod-Svendsen (KRF), Jann Sjursen (KRF) og Tove Videbæk (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om indgreb i sygeplejerskekonflikten

Folketinget opfordrer regeringen til hurtigst muligt at fremsætte lovforslag om at stoppe sygeplejerskekonflikten.

Bemærkninger til forslaget

Det er urimeligt, at syge mennesker skal rammes af en strejke. Derfor bør der hurtigst muligt gribes ind i konflikten.

På trods af, at der er etableret et nødberedskab, der har til hensigt at friholde akutte opgaver, kan det ikke afvises, at en del af de personer, der er på venteliste, enten dør eller får deres helbred alvorligt forværret som følge af en strejke. I hvert fald udsættes patienter for unødig lidelse.

I den situation bør usikkerheden om strejkens virkninger komme patienterne til gode, og der bør hurtigst muligt gribes ind i konflikten.

Amtsrådforeningen har vurderet, at sygeplejerskernes strejke i 1995 indebar, at omkring 26.000 operationer enten blev aflyst eller udskudt som en følge af strejken.

Sygeplejerskernes strejke i 1995 varede 26 dage. Det kan ikke forsvares, at arbejdet på sygehusene denne gang begrænses i så lang tid. Efter strejken i 1995 fik sygeplejerskerne 1 pct. ekstra ud over den eksisterende lønramme på 3,5 pct. Herudover fik sygeplejerskerne bedre muligheder for at få betaling for overarbejde.

Regeringen kan gribe ind i konflikter på arbejdsmarkedet, når livsvigtige funktioner rammes, uden at Danmark derved overtræder internationale konventioner.

Skriftlig fremsættelse

Ole M. Nielsen (KRF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om indgreb i sygeplejerskekonflikten.

(Beslutningsforslag nr. B 144).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →