Legislator Case Law & Legislation
19981BB00134 DK

Forslag til folketingsbeslutning om, at optælling af stemmerne fra Europa-Parlamentsvalget den 10. juni 1999 sker søndag den 13. juni 1999

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1998 134 Valid

Fremsat den 29. april 1999 af Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Egil Møller (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at optælling af stemmerne fra Europa-Parlamentsvalget den 10. juni 1999 sker søndag den 13. juni 1999

Folketinget opfordrer regeringen til, at optælling af stemmerne fra Europa-Parlamentsvalget den 10. juni 1999 sker søndag den 13. juni 1999.

Bemærkninger til forslaget

Valget til Europa-Parlamentet er for Danmarks vedkommende fastsat til torsdag den 10. juni 1999. Valget til Europa-Parlamentet må ifølge reglerne afholdes i dagene torsdag den 10. juni, fredag den 11. juni, lørdag den 12. juni samt søndag den 13. juni 1999. Flere lande, der deltager i valget til Europa-Parlamentet, afholder valget søndag den 13. juni 1999 med umiddelbar efterfølgende optælling af stemmerne.

Der har ved de seneste valg til Europa-Parlamentet i Danmark udviklet sig en tradition for, at selve afstemningen foregår om torsdagen, medens den efterfølgende optælling af stemmer først sker den efterfølgende mandag. Dermed er Danmark det land, der stemmer først, men sidst tæller stemmerne op.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at afgivne stemmer til både Europa-Parlamentsvalg, folketingsvalg og amts- og kommunalvalg principielt skal tælles op samme dag, som der stemmes. Det er vigtigt for den politiske interesse omkring et valg, at stemmerne tælles op samme dag, idet der dermed skabes den spænding om valgets udfald, der er gavnlig for den politiske interesse generelt.

I Danmark er der tradition for en valgaften i fjernsynet, hvor valgprognoser, stemmeprocenter, delresultater, politiske kommentarer og analyser er væsentlige bestanddele omkring valget. Det, at stemmerne tælles op samme dag, som de er afgivet, er en helt uundværlig del af valghandlingen i Danmark. Den meget høje stemmeprocent til danske valg er netop udtryk for, at interessen for valget er til stede, og det kan bestemt ikke udelukkes, at den umiddelbare stemmeoptælling også påvirker stemmeprocenten i positiv retning.

Det er forslagsstillernes ønske, at valghandlingen til Europa-Parlamentet ved valget den 10. juni 1999 og ved senere valg til Europa-Parlamentet gøres mere spændende og interessant, da man uanset holdningen til EU-samarbejdet i øvrigt må erkende, at valgene er blevet vigtigere med tiden.

En vigtig ændring er derfor efter forslagsstillernes opfattelse at ændre på den måde, hvorpå valget og stemmeoptællingen er organiseret. Det virker ulogisk og dræbende kedsommeligt, at der skal gå fra om torsdagen til om mandagen, før stemmer tælles op og resultatet dermed foreligger. Når det, som det er i øjeblikket, er organiseret dræbende kedsommeligt, får det uundgåeligt en afsmittende virkning på interessen for Europa-Parlamentsvalget, desværre med en lavere stemmedeltagelse til følge. Det kan hverken vælgerne eller demokratiet i Danmark være tjent med.

I de andre europæiske medlemslande, hvor valget til Europa-Parlamentet foregår om søndagen, sker der umiddelbart efter valghandlingens afslutning en optælling af de afgivne stemmer. I disse lande er der en valgaften med alle de elementer af spænding og tradition, som den danske del af valget til Europa-Parlamentet savner.

Det er af dagspressen fremgået, at regeringen hidtil primært af økonomiske årsager har vægret sig ved at lade stemmerne optælle om søndagen. Indenrigsministeren har oplyst, at en optælling af stemmerne om søndagen vil komme til at koste fem millioner kroner, fordi man skal indkalde optællere på en fridag. Nu kunne man godt tænke sig, at optællerne, der som oftest er ansatte i den kommunale sektor, kunne kompenseres med frihed på et andet tidspunkt, og dermed er det ikke givet, at omkostningerne ved at tælle stemmerne op om søndagen behøver være en meromkostning på fem millioner kroner. Forslagsstillerne er i øvrigt af den opfattelse, at omkostningerne til optælling af stemmerne på afgivelsesdagen ved en given valghandling er en nødvendig omkostning ved selve valget. Det må derfor være en absolut undtagelse, at stemmerne ikke tælles op den samme dag, de er afgivet.

Forslagsstillerne mener, at en optælling af stemmerne om søndagen, samme dag som de øvrige EU-lande tæller stemmer op, vil styrke interessen for Europa-Parlamentsvalget i en grad, som kommer vælgerdeltagelsen og dermed hele demokratiet til gavn.

Skriftlig fremsættelse

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om, at optælling af stemmerne fra Europa-Parlamentsvalget den 10. juni 1999 sker søndag den 13. juni 1999.

(Beslutningsforslag nr. B 134).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →