Legislator Case Law & Legislation
19981BB00130 DK

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af arbejdsmarkedsbidrag for personer under 18 år

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1998 130 Valid

Fremsat den 20. april 1999 af Kim Behnke (FP), Tom Behnke (FP), Thorkild B. Fransgaard (FP) og Christian Jensen (FP)

Forslag til folketingsbeslutning

om afskaffelse af arbejdsmarkedsbidrag for personer under 18 år

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der gør, at personer under 18 år ikke skal betale arbejdsmarkedsbidrag.

Bemærkninger til forslaget

Når personer under 18 år er på arbejdsmarkedet, så betaler de, ligesom alle andre, et arbejdsmarkedsbidrag (bruttoskat) på nu otte procent.

I modsætning til resten af arbejdsmarkedet har skatteydere under 18 år dog ingen glæde af de helt specifikke ydelser, som bruttoskatten, jf. loven herom, går til.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der skal være en sammenhæng i tingene. Det vil sige, at hvis man betaler til noget konkret, så skal det være sådan, at man under de rette forudsætninger kan få glæde af det.

Det er ikke tilfældet for de unge i forbindelse med arbejdsmarkedsbidraget - de har byrderne, men ingen mulighed for at få del i glæderne før nogle år senere.

At der ikke blot er tale om et fantasiproblem ses blandt andet af, at utilfredsheden udmøntede sig i et konkret forslag til Børneparlamentet, da det var samlet i Folketinget den 22. marts 1999, nemlig BP-Lovforslag nr. L 40, Forslag til lov om afskaffelse af arbejdsmarkedsbidrag.

Bemærkningerne til BP-L 40 var

»Vores begrundelse for at vi har lavet dette lovforslag er, at vi synes det er uretfærdigt og uacceptabelt, at unge under 18 år er tvunget til at betale arbejdsmarkedsbidrag, da unge ikke får penge af staten, når de er arbejdsløse.

Desuden er lønninger i forvejen så lave for unge, at arbejdsmarkedsbidraget på 9 pct. er en alt for stor del af deres løn.«

Ganske kort og præcist formuleret.

Stillerne af nærværende beslutningsforslag vil dog uddybe argumenterne yderligere samt tilføje nogle ekstra argumenter.

Forslagsstillerne har bedt finansministeren svare på, hvilke af de formål, arbejdsmarkedsfondens penge går til, som personer under 18 år kan få del i (spørgsmål nr. S 1583, jf. Folketingstidende FF 5266).

Finansministeren svarede

»Arbejdsmarkedsbidraget blev indført med virkning fra 1994 som led i skattereformen »Ny kurs mod bedre tider «. Indførelsen af arbejdsmarkedsbidraget var forudsætningen for at opnå lavere person- og marginalskatter, som kommer alle til gode, uanset alder.

Den danske velfærdsmodel bygger på et grundlæggende princip om, at man er forsikret mod begivenheder, der f.eks. medfører, at man må forlade arbejdsmarkedet eller man bliver syg. I tilfælde af, at man f.eks. mister sit arbejde, da kan man modtage arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp, mens man eksempelvis ved tab af erhvervsevne er sikret førtidspension. Det samme princip gælder for sundhedssystemet, idet man ved sygdom har krav på behandling, herunder på sygehuse. »Forsikringspræmien« for disse ydelser er betaling af de lovbestemte skatter og afgifter, herunder arbejdsmarkedsbidraget.

Samme princip gælder for folkepensionen. Personer betaler deres skat gennem et arbejdsliv ud fra en forventning om at være sikret en folkepension - finansieret af fremtidens skatteydere ved pensionsalderen.

Alternativet til dette system ville være, at personer - alt efter økonomisk formåen - selv skulle betale deres folkepension, sygehusophold mv.

Som ved forsikringer på det private marked gælder der, at såfremt man f.eks. ikke mister sit arbejde eller sin arbejdsevne, da modtager man ikke arbejdsløshedsunderstøttelse eller førtidspension. Tilsvarende gælder, at såfremt man ikke bliver syg, da udløses »sygdomsforsikringen« ikke.

Ud fra denne tankegang er det forkert, som anført i begrundelsen for spørgsmålet, at unge under 18 år bidrager til noget, »de ikke får noget ud af«. Unge under 18 år er - som alle andre - dækket af velfærdssamfundets »forsikringsordninger « og er derfor også forpligtet til at betale skat og arbejdsmarkedsbidrag af arbejdsindkomst.«

Vi er dermed inde på baggrunden for bruttoskattens opståen, og går man tilbage til det oprindelige lovforslag (Forslag til lov om arbejdsmarkedsfonde (lovforslag nr. L 326, 1992-93)), står der som noget af det første i bemærkningerne, at: »I lovforslaget foreslås det at udskille statens udgifter til arbejdsmarkedet i tre enheder og at finansiere disse enheders aktiviteter helt eller delvis med øremærkede arbejdsmarkedsbidrag.« (Folketingstidende 1992-93, tillæg A 10299).

Det fremgår meget tydeligt allerede her, ligesom det gør det i Forslag til Finanslov 1999 § 34, at det er nogle helt specifikke formål, pengene skal gå til. Det ligger også implicit i den citerede bemærkning, at det kan godt være, at der skal trækkes penge fra de almindelige indkomstskatter til at dække udgifterne, men under ingen omstændigheder skal penge opkrævet som arbejdsmarkedsbidrag gå til andet end de konkrete funktioner.

Derfor er det også absolut forkert, når finansministeren i sin besvarelse af spørgsmål nr. S 1583, jf. ovenfor, inddrager områder som folkepension og sygehusophold - de har intet med sagen at gøre.

Det, der derimod er tale om, er, at man har udskilt en lang række offentlige funktioner, tidligere finansieret over den almindelige indkomstskat, og lavet en konkret tvungen brugerbetaling for disse områder. En brugerbetaling skal selvsagt kun betales af ordningernes brugere, altså i dette tilfælde af personer på arbejdsmarkedet, som er over 18 år.

Man kan så diskutere frem og tilbage, hvorvidt det i dag har karakter af en almindelig skat - bruttoskat frem for brugerbetaling, men her må man igen tage udgangspunkt i de formålserklæringer, som blev fremsat i forbindelse med arbejdsmarkedsbidragenes tilbliven - og dér benægtede regeringen på det skarpeste, at der skulle være tale om en bruttoskat.

Endvidere argumenterer finansministeren med, at der er tale om en forsikringsordning med arbejdsmarkedsbidraget. Hvis det er, hvad der er tale om, så må det vel også være muligt at melde fra til den forsikringsordning - sådan er det med alle de forsikringer, personer i det hele taget tegner - og der er ikke et eneste »forsikrings« -element i arbejdsmarkedsbidragsordningen, som man ikke ville kunne forsikre sig mod hos et privat forsikringsselskab.

Derfor, hvis man taler om forsikring frem for tvungen brugerbetaling, så må borgerne vel også selv bestemme, hvilket (om noget) forsikringsselskab man ønsker at bruge - og næppe ret mange ville forsikre sig, hvis de ikke kan få nogen erstatning udbetalt, hvis de får brug for det.

Ministeren undlod meget generøst i sit svar på spørgsmål nr. S 1583, jf. ovenfor, at give et konkret svar på det stillede spørgsmål om, hvilke ordninger under arbejdsmarkedsfonden man kan få hjælp fra, hvis man er under 18 år. Forslagsstillerne kan alene opfatte det som en bekræftelse af formodningen om, at personer under 18 år ikke kan få hjælp fra disse ordninger.

Som svar på spørgsmål om, hvor meget det vil koste statskassen, hvis alle personer under 18 år ikke skal betale bruttoskat (spørgsmål nr. S 569, jf. Folketingstidende FF 2339) svarede skatteministeren, at reduktionen af arbejdsmarkedsbidraget ville udgøre ca. 240 mio. kr., mens forøgelsen af indkomstskatten ville være ca. 55 mio. kr. Tallene er ifølge svaret fremkommet ved hjælp af nogle lovmodelberegninger og er således ikke 100 pct. præcise. Provenutabet vil beløbe sig til ca. 185 mio. kr., der givet alle vil gå til forbrug, hvorved statskassen yderligere vil hente penge ind fra moms og de mange andre afgifter. Løseligt anslået vil provenutabet nok være noget tættere på 100 mio. kr.

Det provenutab, der måtte vise sig, vil Fremskridtspartiet selvfølgelig gerne anvise mulighed for at finde på andre konti.

I svaret på spørgsmål nr. S 569, jf. ovenfor, kom skatteministeren ind på, at hele provenuet ved indførelsen af arbejdsmarkedsbidraget blev brugt til at nedsætte indkomstskatten, og at han derfor ikke mente, det ville være rimeligt, om nogle blev fritaget for at betale arbejdsmarkedsbidrag.

Forslagsstillerne finder det dog noget ved siden af at bruge dette argument. Her har man for en gangs skyld lavet brugerbetaling på et område - og brugt provenuet til at sænke skatten med, så skal der selvfølgelig også være en gevinst til dem, der ikke får andel i goderne - i dette tilfælde personer under 18 år.

Derfor skal Fremskridtspartiet anbefale regeringen at fremsætte lovforslag om at afskaffe arbejdsmarkedsbidraget for dem, der ikke kan få gavn af det, altså personer under 18 år.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke (FP)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af arbejdsmarkedsbidrag for personer under 18 år.

(Beslutningsforslag nr. B 130).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →