Forslag til folketingsbeslutning om ansvar for rådgivere og projekterende i arbejdsmiljøloven

Fremsat den 16. april 1999 af Ole Sohn (SF), Anne Baastrup (SF), Aage Frandsen (SF) og Jes Lunde (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ansvar for rådgivere og projekterende i arbejdsmiljøloven

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 1999 at fremsætte forslag til lov om ændring af arbejdsmiljølovens § 33, således at rådgivere og projekterende pålægges et ansvar, der svarer til det ansvar, der gælder for f.eks. leverandører. Herudover skal ansvarskravet præciseres, idet det som et minimum skal sikres, at projekter indeholder de nødvendige angivelser til at sikre sundhed og sikkerhed ved arbejdets udførelse og driften af det færdige byggeri eller anlæg m.v.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne foreslår, at lov om arbejdsmiljø ændres, således at § 33 får følgende ordlyd

Den, der leverer et projekt til et teknisk hjælpemiddel, et produktionsanlæg eller et bygge- eller anlægsarbejde, skal sørge for, at der i projektet tages hensyn til sikkerhed og sundhed ved arbejdets udførelse og driften af det færdige byggeri eller anlæg m.v., herunder sørge for, at projektet indeholder de nødvendige angivelser til at sikre sikkerhed og sundhed ved arbejdets udførelse og driften af det færdige byggeri eller anlæg m.v. Det samme gælder den, der på lignende måde rådgiver om arbejdsmiljømæssige forhold.

Rådgivere og projekterende pålægges et ansvar, der svarer til det ansvar, der gælder for f.eks. leverandører i henhold til arbejdsmiljølovens § 30, stk. 1. Formålet er da også at ligestille disse to gruppers ansvar.

Herudover sker der en særlig præcisering af dette ansvarskrav. Det skal som minimum sikres, at projekter indeholder de nødvendige angivelser til at sikre sundhed og sikkerhed ved arbejdets udførelse og driften af det færdige byggeri eller anlæg m.v.

Hensigten med SF s forslag er ikke, at de projekterende skal beskrive forhold, som naturligt hører under den enkelte arbejdsgivers ansvarsområde. Hensigten er derimod, at vilkårene for den enkelte arbejdsgiver og de ansatte er klargjorte og koordinerede.

Lovændringen skal bl.a. sikre følgende

1. Den projekterende skal med henblik på projektets gennemførelse, det færdige produkt og driften heraf med sine angivelser sikre sig, at reglerne i arbejdsmiljølovgivningen kan overholdes.

2. Er der ikke i arbejdsmiljølovgivningen fastsat bestemte krav til projektet, dets gennemførelse, det færdige produkt eller driften heraf, skal den projekterende med sine angivelser forebygge sikkerheds- og sundhedsfarer i forbindelse hermed.

Den nye formulering indebærer, at der vil være behov for nogle konsekvensrettelser i bekendtgørelse nr. 501 af 5. oktober 1978 om projekterendes og rådgiveres pligter m.v. efter lov om arbejdsmiljø.

Historien har vist, at det både var en forudseende og rigtig hensigt, der blev nedfældet med vedtagelsen i december 1975 af arbejdsmiljølovens § 33. Denne hensigt blev i oktober 1978 fulgt op af bekendtgørelse nr. 501.

Men historien er nu løbet fra de mere uforpligtende bestemmelser for projekterende og rådgivere. Den tekniske udvikling har sammen med stigende brugerkrav medført, at virksomheder og bygherrer i stadig stigende grad anvender professionelle projekterende og rådgivere til udvikling og realisering af tekniske hjælpemidler, produktionsanlæg og bygge- og anlægsarbejder. Både arbejdsgivere og ansatte er i dag meget afhængige af denne ekspertise. Denne udvikling kalder på en skærpet og mere præcis udformning af arbejdsmiljølovens § 33.

Ifølge de gældende bestemmelser skal de projekterende og rådgivende blot »tage hensyn til« sikkerhed og sundhed, mens leverandørerne skal »sørge for« en række forhold, jf. § 30, stk. 1, i arbejdsmiljøloven. Udviklingen gør det ikke hensigtsmæssigt at opretholde en sådan skelnen i prægnansen af det arbejdsmiljømæssige ansvar mellem henholdsvis projekterende/rådgivende og leverandører.

Samtidig har den hidtidige praksis vist, at de gældende formuleringer har store begrænsninger, der bør overvindes, hvis reglerne skal fungere hensigtsmæssigt. Den lidet prægnante formulering har bidraget til en retspraksis, hvor undladelse af beskrivelse af væsentlige arbejdsmiljøforhold i projektmaterialet ikke har været strafbar. På trods af talrige eksempler på manglende arbejdsmiljøhensyn er kun enkelte rådgivere og projekterende blevet stillet til ansvar i henhold til arbejdsmiljøloven.

Inden for byggesektoren har det i praksis betydet, at det gode og sikre arbejdsmiljø ofte er landet mellem en lang række af aktører, uden at nogen har haft det afgørende ansvar, fordi ingen i dag er juridisk ansvarlig for en helhedsvurdering af en byggeopgave. Ofte har det, at man undlader at beskrive en lang række kvalitetskrav til et projekt, haft en meget negativ betydning for arbejdsmiljøet. Det fortsat høje skadesniveau inden for branchen understreger dette.

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 501 om projekterendes og rådgiveres pligter har understøttet lovens uforpligtende bestemmelser. Det drejer sig om §§ 5, 6 og især § 7, stk. 2.

I §§ 5 og 6 står der ikke noget om omfanget af den projekterendes angivelser mht. arbejdsmiljø, blot at disse ikke må være i strid med arbejdsmiljøloven i den udstrækning, de er der. I § 7, stk. 2, står der bl.a.: »Den projekterendes angivelser skal kun beskrive forhold, som ikke er eller kan forudsættes almindeligt kendt .«

I folkemunde kaldes projektmateriale ofte, ikke uden grund, for et »ansvarsfraskrivelsesdokument«. Det vurderes af flere juridiske eksperter, at kun når en rådgiver har skrevet noget i et projekt, der direkte er i strid med arbejdsmiljøloven, kan vedkommende retsforfølges.

Denne kombination af bekendtgørelsens negativformuleringer og den indbyggede tendens til minimering af kravsangivelser m.v. gør, at lovens og bekendtgørelsens bogstav kan overholdes uden eksplicitte overvejelser og redegørelser vedrørende arbejdsmiljøkrav m.v. Dette indebærer, at regelsættet hverken giver tilstrækkeligt incitament til arbejdsmiljømæssige overvejelser eller konkrete angivelser hos projekterende og rådgivere.

Arbejdsmiljølovens § 35 giver arbejdsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler vedrørende bl.a. arbejdsmiljølovens § 33. Men skiftende arbejdsministre har åbenbart ikke fundet, at udviklingen vedrørende brug af rådgivere og projekterende eller retspraksis har gjort det hensigtsmæssigt at bruge arbejdsmiljølovens § 35 til at fastsætte nærmere regler, der kan fremme lovens hensigt vedrørende projekterende og rådgivere. »Hullet« i arbejdsmiljølovens § 33 er derimod blevet overført først til bekendtgørelse nr. 501 og senest til bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993. Bekendtgørelse nr. 1017, der primært drejer sig om projektering af bygge- og anlægsopgaver og byggepladsplaner, skal fungere som »drejebog« for byggeprocessen og brugen af det færdige byggeri.

På baggrund af disse tre forhold (udviklingen på området, den hidtidige retspraksis og arbejdsministerens manglende brug af sin bemyndigelse) finder SF det påkrævet med en egentlig lovrevision.

Lovforslaget har to hovedformål. For det første ønskes ansvarsbestemmelserne vedrørende rådgivere og projekterende m.v. i lov om arbejdsmiljø § 33 bragt på niveau med de ansvarsbestemmelser, der gælder for f.eks. leverandører i henhold til arbejdsmiljølovens § 30, stk. 1. For det andet ønskes der en særlig minimumspræcisering af dette ansvarskrav. Det skal som minimum sikres, at projekter indeholder de nødvendige angivelser til at sikre sundhed og sikkerhed ved arbejdets udførelse og driften af det færdige byggeri eller anlæg m.v.

Da der udelukkende er tale om en ændring af retsgrundlaget, vil der ikke være tale om egentlige administrative konsekvenser.

Da hensigten er at skærpe mulighederne for retsforfølgelse, hvor der sker undladelse af beskrivelse af væsentlige arbejdsmiljøforhold i projektmaterialet, må det forventes, at Arbejdstilsynet og anklagemyndigheden vil komme til at tage stilling til og behandle flere sager end i dag, hvor arbejdsmiljølovens § 33 stort set ikke giver anledning til noget sådant.

Ændringen vil ikke have økonomiske konsekvenser af betydning.

Ændringen må forventes at få en positiv miljømæssig sideeffekt. I og med at lovforslaget vil tilskynde rådgivere og projekterende til i højere grad at reflektere over og beskrive krav af betydning for sikkerhed og sundhed, må det forventes, at dette også vil kunne smitte af på overvejelser vedrørende krav af betydning for miljøet. For så vidt angår det indre miljø, vil overvejelser og angivelser vedrørende sikkerhed og sundhed ofte have direkte positive miljøkonsekvenser.

I takt med en øget udbredelse af ledelses- og styringssystemer, der kobler miljø og arbejdsmiljøovervejelser, må det forventes, at de ovenstående konsekvensers omfang vil øges.

Skriftlig fremsættelse

Ole Sohn (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ansvar for rådgivere og projekterende i arbejdsmiljøloven.

(Beslutningsforslag nr. B 126).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.