Forslag til folketingsbeslutning om en øget indsats til forebyggelse af førtidspensionering og om større valgfrihed og bedre jobmuligheder for førtidspensionister

Fremsat den 13. april 1999 af Villy Søvndal (SF), Anne Baastrup (SF), Pernille Frahm (SF) og Jes Lunde (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om

en øget indsats til forebyggelse af førtidspensionering og om større valgfrihed og bedre jobmuligheder for førtidspensionister

Folketinget pålægger regeringen at iværksætte initiativer, der kan reducere den tvungne tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet som følge af sygdom, skader og lignende og tilbyde nuværende og potentielle førtidspensionister bedre valg- og jobmuligheder. Initiativerne skal koncentreres om

1. En forstærket indsats på arbejdsmiljø-, trafik- og sundhedsområdet, der kan forebygge den tvungne tilbagetrækning.

2. En styrket revalideringsindsats, herunder bedre og hurtigere opfølgning på sygedagpengesager og langvarige ledighedsperioder med henblik på at forebygge marginaliseringsproblemer.

3. Udarbejdelse af en handlingsplan sammen med arbejdsmarkedets parter for etablering af flere aftalebaserede job på særlige vilkår jf. overenskomsternes sociale kapitler, således at svage medarbejdere fastholdes.

4. Oprettelse af flere skåne- og fleksjob til nuværende og potentielle førtidspensionister, hvor jobbene gives som et tilbud og ikke efter pres, og hvor jobbene i videst mulig udstrækning tilpasses den enkeltes kvalifikationer og ønsker.

5. Forbedrede og mere klare rettigheder for ansatte i fleks- og skånejob. Fleksjob skal tilstræbes oprettet på overenskomstmæssige vilkår hvad angår aflønning og rettigheder. Samtidig må personer, der tager et fleksjob, ikke kunne risikere at miste retten til en eventuel arbejdsskadeerstatning eller erhvervsevnetabserstatning. For førtidspensionister i skånejob skal det præciseres, at de ikke risikerer at miste deres pension.

Bemærkninger til forslaget

På trods af meget gunstige økonomiske konjunkturer de sidste fem år har antallet af ansøgninger om førtidspension i denne periode ligget relativt konstant på ca. 30.000 personer om året. Det indikerer, at årsagerne til førtidspensionering er et strukturelt betinget problem, som ikke løser sig af sig selv.

Mindst 60.000 mennesker er tvunget ud af arbejdsmarkedet som en direkte følge af dårligt arbejdsmiljø. Det dårlige arbejdsmiljø og den deraf følgende nedslidning er ikke bare et uacceptabelt menneskeligt ressourcespild, det er også - samfundsøkonomisk set - en dyr affære. Dårligt arbejdsmiljø koster årligt det offentlige 13 mia. kr., hvoraf de 5 mia. kr. er udgifter til førtidspension. Det svarer til 20 pct. af de samlede førtidspensionsudgifter.

Det er på den baggrund vigtigt, at forebyggelse af nedslidning og arbejdsskader bliver taget alvorligt politisk og erkendt som et samfundsproblem, der skal løses, gerne gennem ændret lovgivning, der pålægger arbejdsgiverne et større ansvar og økonomiske incitamenter til at forbedre arbejdsmiljøet.

Der er ligeledes brug for tiltag på trafikområdet, der kan forbedre sikkerheden og reducere antallet af ulykker i trafikken.

Også på sundhedsområdet skal der gøres en forstærket indsats med henblik på at forebygge sygdomme.

På arbejdsmarkedet er der mennesker, som af den ene eller anden grund - f.eks. sygdom, alder eller manglende kvalifikationer - ikke kan fungere på fuld kraft. Selv om mange virksomheder mener, de har et socialt ansvar over for den gruppe af medarbejdere, så kniber det med at omsætte de gode intentioner til praksis. En dugfrisk undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, »En kortlægning af danske virksomheders sociale ansvar 1998« viser således, at det kun er 30 pct. af offentlige virksomheder og 20 pct. af de private, der inden for de seneste tre år har fastholdt medarbejdere, som ikke kunne leve op til præstationskravene. Manglende fastholdelse af svage medarbejdere er det første skridt på vejen til marginalisering, efterfølgende sociale problemer og udstødning, hvor endestationen ofte hedder førtidspension for de pågældende. En styrket indsats for at fastholde de pågældende på arbejdsmarkedet gennem bedre muligheder for etablering af aftalebaserede job på særlige vilkår bør derfor også indgå som et af elementerne i den fremtidige forebyggelse af førtidspensionering.

Derudover er det vigtigt, at kommunerne lever op til deres ansvar. Det er i den forbindelse et problem, at kommunerne kun forsøger at revalidere 1 ud af 4 nye førtidspensionister. Årsagen skal søges i manglende økonomiske incitamenter, men også i at mange kommuner slet ikke er gearede til den store opgave, det er at revalidere langtidsledige og mennesker med store sociale problemer. Af publikationen »Den kommunale økonomi år 2005«, udgivet af Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen m.fl., juni 1998, fremgår det også, at kommunerne er for langsomme til at følge op på langvarige sygedagpengesager. Der bliver først taget kontakt til de sygemeldte meget sent i sygdomsperioden.

Bedre arbejdsmiljø, større trafiksikkerhed, øget sundhed, forstærket arbejdspladsfastholdelse og revalidering m.v. kan i nogen grad forebygge førtidspensionering, men langtfra afskaffe den. Der vil i sagens natur være handicappede mennesker og mennesker med psykiske/sociale problemer, arbejdsskader og nedsat erhvervsevne osv., som vil være henvist til en tilværelse på førtidspension. Det er selvfølgelig tilfældet for dem, der er så syge og nedslidte, at de umuligt kan passe et arbejde af nogen art. Der er imidlertid også en gruppe af friske og raske nuværende og potentielle førtidspensionister, som gerne vil have et arbejde, hvis krav de kan leve op til, men som arbejdsmarkedet desværre ikke står til rådighed for i dag. Af hensyn til dem er det nødvendigt med en kraftigere udbygning af skåne- og fleksjobordningerne. Ordningerne skal gives som et tilbud og ikke være et krav, som der ellers er lagt op til med reglerne om fleksjob.

Det er forkert at gennemtvinge disse ansættelser. For det første fordi det betyder, at nogle tvinges til at vælge et liv, der for dem er ringere end det, de selv ville have valgt. For det andet fordi der bliver rigeligt at gøre med at fremskaffe fleks- og skånejob til dem, der gerne vil have dem, og for det tredje fordi hele udbygningen med fleks- og skånejob vil komme til at fungere meget bedre for alle parter, hvis den foregår på frivillig basis. Der er sandsynligvis rigtig mange positive kræfter i gruppen af potentielle førtidspensionister, som kun kan frigøres, hvis man tør tro på frivillighedens fordele.

Ansatte i fleks- og skånejob skal sikres et rimeligt levegrundlag, hvis de skulle miste jobbet igen. Sådan er det desværre ikke i dag. Almindelig anstændighed kræver imidlertid, at der skabes en sådan sikkerhed, og hvis man skal bruge frivillighedens vej, er det naturligvis ekstra vigtigt, at vilkårene er acceptable.

Derfor skal personer i fleksjob have ret til arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, orlovsydelser, efterløn osv. på lige fod med andre beskæftigede. Ligeledes skal de på linje med andre sikres mulighed for at deltage i videre- og efteruddannelse, jobrotationsordninger og lignende. Samtidig må risikoen for at miste en eventuel arbejdsskadeerstatning eller erhvervsevnetabserstatning, når man tager et fleksjob, elimineres. Det er indlysende, at incitamentet til at tage et fleksjob kan ligge på et meget lille sted, hvis det betyder, at man risikerer at få frataget eller nedsat erstatningen.

For førtidspensionister i skånejob skal det præciseres, at de altid har retten til at vende tilbage til førtidspension. I dag er der nogle, som ikke tør tage et job, fordi de frygter, det kan føre til, at de frakendes retten til førtidspension.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om en øget indsats til forebyggelse af førtidspensionering og om større valgfrihed og bedre jobmuligheder for førtidspensionister.

(Beslutningsforslag nr. B 122).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.