Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af lovgivningen om arbejdsskadeforsikringen

Fremsat den 23. marts 1999 af Anne Baastrup (SF), Jes Lunde (SF), Ole Sohn (SF) og Villy Søvndal (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbedring af lovgivningen om arbejdsskadeforsikringen

Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte et udvalg, der skal udarbejde forslag til ændring af lov om sikring mod følger af arbejdsskade med henblik på fremsættelse af lovforslag senest i folketingsåret 1999-2000 efter følgende retningslinjer

1) Det nuværende arbejdsskadebegreb, der er defineret i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, § 9, nr. 1-3, ændres til ét samlet, objektivt arbejdsskadebegreb, således at arbejdsskadebegrebet udelukkende henviser til en indtruffen skade og dennes årsag i lighed med f.eks. personskadebegrebet i erstatningsansvarsloven, skadesbegrebet i færdselsloven og det fysiske skadesbegreb i patientforsikringsloven.

Arbejdsskader forårsaget af træk og skub omfattes af arbejdsskadebegrebet. Begrebet skal også omfatte de arbejdsbetingede skader, som i dag ikke er indeholdt i definitionerne i § 9, nr. 1-3.

2) Det ændrede arbejdsskadebegreb skal sikre,

at skadesbegrebet frigøres fra den nuværende forsikringsretlige tolkning, således at ansøgninger om arbejdsskadegodkendelse fremover ikke kan afvises med den begrundelse, at den skete hændelse måtte være forventelig, og

at tilkendelse af erstatning for pludselige løfteskader ikke skal forudsætte forudgående belastende løftearbejde.

3) For så vidt angår erhvervssygdomme, skal der sikres en væsentlig større sammenhæng mellem på den ene side forskellige typer erhvervssygdommes udbredelse - og dermed belastning af de offentlige budgetter i form af sygedagpenge, sygesikringsudgifter, sygehusindlæggelse, revalidering, førtidspension, m.v. - og på den anden side antallet af anerkendelser inden for de forskellige typer erhvervssygdomme.

4) Det skal sikres, at erstatningerne til skadelidte giver en rimelig og retfærdig dækning for det lidte tab, herunder at erstatningerne som minimum ligger på niveau med andre EU-lande og de øvrige nordiske lande.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser er ikke blevet bedre i løbet af 1990 erne. Der har ikke været færre arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser. I 1993 blev der anmeldt 44.895 arbejdsulykker, og i 1997 var tallet steget til 50.056. Heraf var der i 1993 63 dødsulykker, 4.873 andre alvorlige ulykker og 15.656 anmeldte arbejdsbetingede lidelser. I 1997 var der 79 dødsulykker, 5.386 andre alvorlige ulykker og 15.832 anmeldte arbejdsbetingede lidelser. Statistikken tegner mere et billede af en forringelse end en forbedring af udviklingen. Det bekræftes af den store arbejdsmiljøundersøgelse: »Danske lønmodtageres arbejdsmiljø og helbred 1990-95«, Arbejdsmiljøinstituttet, København 1997. Undersøgelsen viser, at stadig flere lønarbejdere udsættes for arbejdsulykker, jf. tabel 1.

Risikoen for en arbejdsulykke er vokset hos både mænd og kvinder, jf. tabel 2 og 3. Den absolutte risiko er klart størst hos mændene. Stigningen er til gengæld mest markant hos kvinderne. Andelen af de kvindelige lønmodtagere, der har været udsat for mindst én arbejdsulykke, er vokset med 36 pct. fra 1990 til 1995, og for de ældre kvinder er stigningen langt voldsommere. For en kvinde i 50-59-års-alderen er den andel, der har været udsat for mindst én arbejdsulykke, mere end fordoblet.

Tabel 1. Andel af respondenter, lønmodtagere med mindst én arbejdsulykke, 1990 og 1995

1990

1995

18-29 år

5,5

6,0

30-39 år

4,2

5,6

40-49 år

3,3

4,4

50-59 år

2,3

3,6

18-59 år

4,1

5,0

Tabel 2. Andel af respondenter, lønmodtagere med mindst én arbejdsulykke, 1990 og 1995. Kvinder

1990

1995

18-29 år

2,5

2,5

30-39 år

2,6

3,2

40-49 år

1,8

2,9

50-59 år

1,6

3,5

18-59 år

2,2

3,0

Tabel 3. Andel af respondenter, lønmodtagere med mindst én arbejdsulykke, 1990 og 1995. Mænd

1990

1995

18-29 år

8,0

8,7

30-39 år

5,7

7,7

40-49 år

5,0

6,0

50-59 år

2,9

3,6

18-59 år

5,8

6,9

Ved at sammenholde disse tal med Arbejdstilsynets tal for anmeldte ulykker når undersøgelsen frem til, at rundt regnet 110.000 lønmodtagere i alderen 18-59 år hvert år rammes af mindst én arbejdsulykke. Heraf anmeldes højest 45 pct. til Arbejdstilsynet. Et lignende tal for, hvor ofte arbejdsulykker anmeldes, er Arbejdstilsynet nået frem til ved at undersøge skadestuernes behandlinger af arbejdsulykker. Arbejdstilsynet har på denne måde anslået antallet af arbejdsulykker pr. år til 92.000.

Tallene taler sit klare sprog. Arbejdsmiljøet er fortsat alt for dårligt på mange virksomheder og institutioner. Alt for mange rammes af arbejdsulykker og arbejdsbetingede sygdomme. Det er derfor paradoksalt, at antallet af arbejdsskadeserstatninger falder. I de senere år har arbejdsgiverne glædet sig over, at præmierne til erhvervssygdomsforsikring er faldet år for år. Fra 1996 til 1997 faldt præmierne med 10 pct., og faldet var hele 40 pct. fra 1997 til 1998. Om få måneder får arbejdsgiverne tilmed en check fra Forsikringsselskabet For Erhvervssygdomme. Reserverne er nu så store, at der kan tilbagebetales i alt 110 mio. kr. Se tabel 4.

Tabel 4. Private arbejdsgiveres udgifter til forsikring mod erhvervssygdomme

1996

1997

1998

Præmie til Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme

656 mio. kr.

589 mio. kr.

250 mio. kr.

Der er altså et paradoks. Selv om antallet af lønmodtagere, der rammes af arbejdsulykker eller arbejdsbetingede lidelser, er stigende, opnår færre og færre erstatning for arbejdsskader. Selv om alt for mange fortsat udsættes for uønskede belastninger, sendes der en stadig mindre regning til de arbejdsgivere, der ifølge arbejdsmiljølovens § 1 har ansvaret for et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet.

Denne udvikling indebærer, at Danmark på arbejdsmiljøområdet bevæger sig længere og længere væk fra et princip om, at forureneren betaler. Det offentlige betaler derimod efter alt at dømme et stadigt stigende beløb til sygedagpenge, sygdomsbehandling, revalidering, førtidspension m.v., og arbejdsmarkedet betaler i form af en meget omfattende tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet som følge af nedslidning og dårligt arbejdsmiljø.

Når en svag vækst i antallet af ulykker og arbejdsbetingede lidelser kan medføre stadigt lavere præmier, har den danske arbejdsskadelovgivning fraveget det politiske ønske om, at arbejdsskadesystemet »i højere grad end hidtil i snævert samarbejde med arbejdsmiljøsystemet skal tilskynde til forebyggelse af arbejdsskader«, jf. Betænkning om arbejdsskadeforsikring m.v., Socialministeriet 1994, s. 51. Dette ønske har ellers fået politisk opbakning fra både arbejdsmarkedets parter og et bredt flertal i Folketinget.

Danmark har således en arbejdsskadelovgivning, der ikke i praksis synes at leve op til de politiske målsætninger for lovgivningen. Det er derfor nødvendigt at se på, hvordan arbejdsskadelovgivningen kan forbedres.

Spørgsmålet er, hvad der bør ændres. Her er det nødvendigt at undersøge, hvilken sammenhæng der er mellem den nuværende lovgivning/praksis og den ovenfor skitserede uhensigtsmæssige udvikling. Den umiddelbare sammenhæng er simpel. Færre og færre ansøgninger fører til erstatning. Sagt med andre ord går flere og flere forgæves, når de søger om erstatning for arbejdsskader. I 1992 førte hver fjerde anmeldelse til erstatning. I 1997 var det kun hver tiende anmeldelse, der førte til erstatning.

Hvorfor nu det? Forklaringen er først og fremmest, at den nuværende praksis for anerkendelse passer stadig dårligere til vore dages arbejdsskader og erhvervssygdomme. De typer arbejdsskader, hvis antal vokser mest i disse år, er dem, der har sværest ved at leve op til de kriterier for tildeling af erstatning, som Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse anvender. Det gælder f.eks. lidelser i bevægeapparatet. Kun 3 pct. af de anmeldte bevægeapparatskader gav i 1997 erstatning. Da bevægeapparatsygdommene i 1997 udgjorde 50,6 pct. af samtlige anmeldte arbejdsbetingede lidelser, resulterer det uundgåeligt i et meget stort antal afvisninger. Når der så bliver flere og flere bevægeapparatlidelser, vokser antallet af afvisninger. Fra 1993 til 1997 steg antallet af anmeldte bevægeapparatlidelser med 10 pct. Det er derfor ikke så sært, at faggrupper med mange bevægeapparatlidelser såsom slagteriarbejdere, specialarbejdere, kvindelige industriarbejdere, rengøringsassistenter, hjemmehjælpere og sygehjælpere i de senere år har rejst en stadig mere markant kritik af Arbejdsskadestyrelsens praksis på området.

De lidelser, som har relativt let ved at leve op til Arbejdsskadestyrelsens praksis for erstatningstilkendelse, er derimod faldende. Det gælder f.eks. skader som følge af organiske opløsningsmidler og hudsygdomme.

Der bliver således alt i alt flere og flere arbejdsskader og erhvervssygdomme, der har svært ved at opnå anerkendelse, og færre og færre, der har let ved at opnå anerkendelse. Det samlede resultat er et system, hvor flere og flere går forgæves.

Tabel 5 og 6 viser, at anerkendelses- og erstatningsprocenterne for erhvervssygdomme varierer meget mellem diagnoseområderne. Denne variation skyldes bl.a., at på nogle diagnoseområder er arbejdsmiljøbetingede lidelser et problem, som man har kendt og forsket i over en lang årrække. På de områder, hvor årsagsammenhængene er veldokumenterede, er det alt andet lige langt lettere at opnå en anerkendelse af lidelsen ud fra såvel erhvervssygdomslisten som via forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Derfor afspejler tabel 5 og 6, at en række af industrisamfundets gammelkendte arbejdsmiljøbetingede sygdomme har relativt høje anerkendelsesprocenter, mens områder med nyere og/eller mindre veldokumenterede årsagssammenhænge har væsentlig sværere ved at opnå anerkendelse ud fra den nuværende lovgivning.

Dette skaber en uhensigtsmæssig og for mange borgere uforståelig forskelsbehandling. Bliver man syg af en af industrisamfundets gammelkendte arbejdsmiljøpåvirkninger, og er man tilmed så heldig, at lægerne har forsket særlig grundigt og længe i sygdommen, er der store chancer for at opnå erstatning. Rammes man derimod af en af det moderne samfunds nyere erhvervsbetingede sygdomme, eller udsættes man for påvirkninger, der ikke har haft forskernes interesse, er chancerne for erstatning langt dårligere.

Tabel 5. Anmeldte og anerkendte erhvervssygdomme 1993 og 1997, fordelt efter diagnose. Anerkendelsesprocenter og beregnet antal erstatninger 1997 med anerkendelsesandele som 1993

Opløsningsmiddelforgiftning

Lungelidelser

Hud-

lidelser

Høre-

lidelser

Kræft-

lidelser

Ryg-

lidelser

Andre bevægeapparat-

lidelser

Anmeldte erhvervssygdomme

1993

429

585

1661

2881

504

2239

4828

Anmeldte erhvervssygdomme

1997

222

514

1507

2805

290

1795

6133

Anerkendte erhvervssygdomme

1993

154

281

1210

890

134

112

293

Anerkendte erhvervssygdomme

1997

45

100

880

299

110

100

210

Anerkendte i pct. af anmeldte

1993

35,9

48,0

72,8

30,9

26,6

5,0

6,1

Anerkendte i pct. af anmeldte

1997

20,3

19,5

58,4

10,7

37,9

5,6

3,4

Beregnet antal anerkendte*

1997

95

270

884

827

75

87

265

Kilde: Arbejdsskadestyrelsen

* Det er beregnet, hvor mange anerkendelser der ville være blevet tildelt i 1997, såfremt anerkendelsen i 1997 havde været den samme som i 1993.

Som det fremgår af tabel 5, kan en væsentlig del af det faldende antal anerkendelser tilskrives ændringer i sammensætningen af ansøgninger om godkendelse.

Tabel 6. Tildelte erstatninger 1993 og 1997 i pct., fordelt efter diagnose. Beregnet antal erstatninger 1997 med godkendelsesandele som 1993

Opløsningsmiddelforgiftning

Lungelidelser

Hud-

lidelser

Høre-

lidelser

Kræft-

lidelser

Ryg-

lidelser

Andre bevægeapparat-

lidelser

Erstatninger i pct. af anmeldte

1993

42,7

52,5

58,6

29,5

26,0

4,8

4,3

Erstatninger i pct. af anmeldte

1997

19,8

18,7

41,1

10,3

35,9

5,7

2,4

Beregnet antal erstatninger*

1997

95

270

884

827

75

87

265

Kilde: Arbejdsskadestyrelsen

* Det er beregnet, hvor mange erstatninger der ville være blevet tildelt i 1997, såfremt godkendelsesprocenten i 1997 havde været den samme som i 1993.

Set fra et samfundsmæssigt synspunkt tyder meget på, at den nuværende lovgivning og anerkendelsespraksis skaber et misforhold mellem på den ene side arbejdsskadelovgivningens anerkendelses- og erstatningspraksis og på den anden side samfundets udgifter til afbødning af konsekvenserne af arbejdsskaderne. Desværre tillader den foreliggende statistik ikke en præcis belysning heraf. Men når der i 1997 var 248 personer, der fik tildelt erstatning for ryg- og andre bevægeapparatlidelser, mens der samme år var 11.736 personer med bevægeapparatlidelser, der fik tildelt førtidspension, er det et ganske kraftigt indicium for, at den nuværende arbejdsskadelovgivning lader alt for mange i stikken.

Udviklingen synes tilmed at uddybe dette problem. Antallet af anmeldte arbejdsbetingede bevægeapparatlidelser steg med 12 pct. fra 1993 til 1997. I samme periode faldt antallet af erstatninger fra 317 til 258. Teoretisk kunne der være tale om flere anmeldelser og om mindre alvorlige lidelser, men det forhold, at andelen af personer med bevægeapparatsygdomme, der søgte om førtidspension, steg fra 29 pct. til 31 pct. fra 1996 til 1997, taler ikke for en sådan tese.

Faldet i godkendte erhvervssygdomme og tildelte erstatninger kan, jf. tabel 5 og 6, ikke udelukkende forklares ud fra ændringer i sygdomssammensætningen i ansøgergruppen. Dette bliver særlig tydeligt, når man ser på udviklingen i tildelingen af erstatninger, jf. tabel 6. Når antallet af tildelte erstatninger falder, ud over hvad en ændret sammensætning af sygdomsgrupperne kan forklare, kan det skyldes: (1) en ændret ansøgningspraksis, hvor flere søger på et tvivlsomt grundlag, (2) en ændret afgørelsespraksis, der mindsker adgangen til erstatninger eller (3) en kombination af (1) og (2).

Ud fra de foreliggende tal synes der ikke at være tegn på en generel stigning i den samlede anmeldelseshyppighed. Dette udelukker ikke en ændret anmeldelsesadfærd på enkelte områder, men ud fra den foreliggende statistik kan der ikke vises en dokumenteret ændring af anmeldelsespraksis. Det synes således vanskeligt at udelukke, at faldet i erstatningstilkendelser har en sammenhæng med udviklingen af en mere restriktiv anerkendelsespraksis.

En mere restriktiv anerkendelsespraksis behøver ikke nødvendigvis at være udtryk for en bevidst tilstræbt administrativ skærpelse. Der kan også være tale om en udvikling, der er indbygget i selve systemet. Her tænkes på, at den eksisterende lovgivning lægger op til, at der sker en løbende tilretning af praktiske administrative retningslinjer for sagsbehandling ud fra lægevidenskabelig dokumentation af årsagssammenhænge mellem arbejdsmiljø og arbejdsbetinget lidelse på specifikke områder. Denne procedure rummer en indbygget mulighed for utilstræbt, glidende opstramning af vurderingskriterier.

Alt i alt synes det at være en kombination af ændret sammensætning af skaderne, et uklart lovgrundlag og en stadig mere restriktiv tolkningspraksis, der kan forklare den paradoksale sammenhæng mellem et stigende antal arbejdsbetingede lidelser og mindre arbejdsgiverpræmier.

En forbedret lovgivning må derfor sætte ind på netop disse felter. Derfor må der nødvendigvis ske en ændring af skadesbegrebet i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskade er i lovens § 9 defineret således

»Ved arbejdsskade forstås i denne lov

1) ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

2) skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

3) pludselige løfteskader, jf. § 9a, og

4) erhvervssygdomme, jf. § 10.«

Begrebet »ulykkestilfælde« henviser således til skader, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet udføres. Det vil sige skader, der sker på arbejdet - og som ikke ville være sket, hvis personen ikke havde arbejdet. Så langt så godt. Problemet er, at selve lovgivningen ikke definerer begrebet »ulykkestilfælde« nærmere.

Fraværet af et klart og entydigt defineret skadesbegreb har over en længere årrække muliggjort, at skadesbegrebet løbende er blevet defineret via den administrative praksis. I det omfang den nærmere definition af skadesbegrebet via den administrative praksis er blevet afprøvet ved domstolene, har retspraksis henvist til og bekræftet den overordnede udviklingstendens i den administrative praksis.

Et kernepunkt i den administrative præcisering af skadesbegrebet er tilknytningen af arbejdsskadelovgivningens ulykkesbegreb til forsikringsrettens ulykkesbegreb.

Forsikringslovgivningen har i en længere årrække, men ikke altid, defineret en ulykke som »en tilfældig, af den sikredes vilje uafhængig, pludselig, udefrakommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge«. Denne definition har Arbejdsskadestyrelsen m.fl. lagt til grund for den administrative praksis.

Senere er denne definition yderligere blevet præciseret således, at der tilmed skal være tale om en ikke forudsigelig begivenhed, hvor begrebet uforudsigelighed ikke længere er bundet i tid og rum til den konkrete begivenhed, men til en statistisk set ikke forventet begivenhed.

Set i relation til arbejdsmiljøpåvirkninger rummer denne præcisering ikke blot en ekstra restriktiv tolkning af skadesbegrebet. Det indebærer tilmed, at en medarbejder, der arbejder under forhold, der anerkendes som risikobetonede, kan risikere at have dårligere muligheder for at opnå erstatning end den person, der arbejder under gode arbejdsmiljøvilkår, men som udsættes for en uforudsigelig påvirkning. Dermed er retspraksis nået til den absurde tilstand, hvor et erkendt risikobetonet arbejdsmiljø reelt kan udgøre en hæmsko for at opnå anerkendelse og erstatning.

Et eksempel herpå er, at det har vist sig meget vanskeligt at opnå erstatning for pludseligt opståede rygskader i forbindelse med bl.a. plejearbejde. Dette blev bekræftet af Højesterets dom af 20. april 1998 i en sag om en sygehjælper, der vaskede en 90-årig kvindelig beboer, der lå i en seng. Sygehjælperen foretog en skævvridning af kroppen i forbindelse med arbejdet. Beboeren stemte pludseligt og uforudset fra med armene, og der optod et pres mod skadelidtes ryg. Skadelidte fik et smæld i ryggen og en umiddelbar smerte til følge. Her afviser Højesteret at yde erstatning. Højesteret erkender, at der var tale om en skade som følge af arbejdet, men retten afviser at godkende skaden med den begrundelse, at sygehjælperen ikke blev udsat for en usædvanlig begivenhed.

Højesterets dom har stadfæstet en domspraksis og godkendt en administrativ praksis, der er helt uholdbar set ud fra et arbejdsmiljømæssigt synspunkt. For den ansatte er selve den konkrete, pludselige belastning ikke forudsigelig. Man ved ikke, hvornår den kommer, men kun, at den måske kan komme på et eller andet tidspunkt. Der foreligger ikke overbevisende dokumentation for, at den ansatte kan forberede sin krop på en velkendt, dokumenteret, teoretisk risiko for pludselig ekstrabelastning gennem f.eks. styrke- eller konditionstræning, og arbejdets organisering tillader ikke, at arbejdet udføres på måder, så denne risiko helt fjernes.

Højesterets afgørelse indebærer f.eks., at når udenlandske undersøgelser fra bl.a. Sverige og USA viser en overrisiko for rygskader på 6-8 gange for kvinder i plejejob, gør det plejearbejde til et arbejde med en forudsigelig risiko for helbredstruende belastninger af bevægeapparatet, og dermed rejses der tvivl om adgang til erstatning. Har man et job med stor risiko for at komme til skade, kan man kigge i vejviseren efter erstatning. Det er måske korrekt jura ud fra gældende administrativ praksis, men det er politisk og arbejdsmiljømæssigt ganske uacceptabelt.

Højesterets dom viser, at de nugældende retningslinjer for administrativ praksis og domspraksis kun kan brydes, hvis lovgiverne tilkendegiver, at det ønskes.

Men kan arbejdsskadelovgivningen have et andet skadesbegreb end forsikringsrettens ulykkesbegreb? Det er undertiden blevet betvivlet med den begrundelse, at såfremt man ikke benyttede det forsikringsretlige ulykkesbegreb, »skulle enhver skade opstået på arbejde være dækket, hvilket ville være et totalt brud på det danske forsikringssystem«, jf. bl.a. Arbejdsskadestyrelsen i et notat omdelt i Arbejdsmarkedsudvalget, 1997-98, 2. samling, alm. del - bilag 321, side 4. Det er et politisk synspunkt, men det er ikke noget logisk konsistent synspunkt. Arbejdsskadelovgivningen er ikke en egentlig forsikringsordning. Det er en social sikringsordning. Der er således ikke tale om en lovmæssig regulering af et frit kontraktmæssigt forhold mellem en forsikringsyder og en forsikringstager. Arbejdsskadeforsikringen er blevet til og løbende ændret som en social sikringsordning, hvor arbejdsgiverne har en lovfæstet forsikringspligt, og hvor de ansatte tilsvarende har en lovsikret ret til erstatninger efter ganske bestemte kriterier, satser m.v. Dette adskiller arbejdsskadeserstatningslovgivningen fra forsikringsretten, hvor der er tale om lovgivning vedrørende et frivilligt kontraktligt forhold mellem et forsikringsselskab og en forsikringstager, og hvor dækningens omfang og størrelse i konsekvens heraf kan gøres til genstand for konkret aftale.

I forsikringsretten gælder logikken: stor præmie, udstrakt erstatning. Ved arbejdsskadeforsikringslovgivningen er der derimod tale om en i henhold til lov fastsat ret til at opnå erstatning i et omfang og en størrelse, der fastlægges ved lovgivning. Derfor må det følgelig være op til lovgivningen og dermed Folketinget selv direkte at fastlægge, hvornår der skal ydes erstatning, og hvor stor denne erstatning skal være. Det er hverken logisk nødvendigt eller hensigtsmæssigt at koble arbejdsskadelovgivningens ulykkesbegreb til den private forsikringsret.

Men er begrundelsen så, at dette var lovgivers udtrykkelige ønske og intention? Nej, så vidt det er forslagsstillerne bekendt, har lovgiver ikke med definitionen på ulykkestilfælde eksplicit udtrykt noget ønske om, at den lovbestemte erstatningsadgang skulle følge en forsikringsretlig definition. Det ulykkesbegreb, som Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse i dag administrerer ud fra, var end ikke fastlagt på den nuværende præcise måde, da arbejdskadeforsikringen blev skabt. Først efter at forsikringsselskabernes brancheorganisation i 1970 udarbejdede en såkaldt normalpolice, blev grundlaget for forsikringslovgivningens nuværende ulykkesbegreb skabt.

Situationen er således den, at en privat brancheforenings tiltag har fået afgørende indflydelse på, hvem der kan få tilkendt en lovbestemt erstatning for arbejdsskader, selv om lovgiver aldrig har pantsat definitionen af ulykkestilfælde hos hverken forsikringsselskaberne eller den til enhver tid gældende praksis i forsikringsretten. At begrunde den aktuelle praksis ud fra lovgivers historiske intentioner forekommer således tvivlsomt og i givet fald politisk kritisabelt.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at man ændrer arbejdsskadebegrebet i lovens § 9, nr. 1-3, til ét samlet, objektivt arbejdsskadebegreb, således at arbejdsskadebegrebet i lighed med f.eks. personskadebegrebet i erstatningsansvarsloven, skadesbegrebet i færdselsloven og det fysiske skadesbegreb i patientforsikringsloven udelukkende henviser til en indtruffen skade og dennes årsag. En sådan ændring vil, modsat den nuværende lovgivning, sikre, at alle former for arbejdsskader, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet udføres, vil have mulighed for at blive anerkendt.

I dag er det ikke alene tilknytning til det forsikringsretlige ulykkesbegreb, der fører til uhensigtsmæssige afvisninger. De former for arbejdsskade, der anføres i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, § 9, nr. 1-3, er ikke udtømmende. Det gælder f.eks. de tidsmæssige kriterier, der knyttes til nr. 2 og 3. Resultatet er, at en række anmeldelser afvises, alene fordi de ikke falder ind under en af de typer af skader, der er defineret i § 9. Dette hul i den eksisterende lovgivning skal udfyldes ved at indføre et samlet arbejdsskadesbegreb. Dernæst vil en sådan ændring medføre, at der ikke fremover vil være grundlag for at afvise ansøgninger om arbejdsskadegodkendelse med den begrundelse, at den skete hændelse måtte være forventelig.

Forslagsstillerne foreslår endvidere, at arbejdsskader forårsaget af træk og skub vil være omfattet af arbejdsskadebegrebet.

Ved den seneste ændring af lovgivningen, hvor der indførtes bestemmelser om pludselige løfteskader, valgte man i selve lovgivningen at indbygge en række restriktive forudsætninger. Det skete bl.a. ud fra en række skøn over det mulige antal anmeldelser og de økonomiske konsekvenser heraf, jf. Betænkning om arbejdsskadeforsikring m.v., Socialministeriet 1994, s. 268ff. Det har siden vist sig, at der - bl.a. som følge af de restriktive kriterier - langt fra er blevet anerkendt det antal pludselige løfteskader, som man skønnede, da man valgte de restriktive kriterier. I oktober 1998 var der ifølge Arbejdsskadestyrelsen kun anerkendt 12 pludselige løfteskader for hele perioden siden lovens ikrafttræden i 1996.

Forslagsstillerne ønsker ikke at foregribe den samlede evaluering af lovgivningen vedrørende pludselige løfteskader, men nøjes med at pålægge udvalget én ændring, som forekommer åbenlyst hensigtsmæssig, nemlig at fjerne kravet om forudgående belastende løftearbejde. Der foreligger ingen dokumentation for, at forudgående belastende løftearbejde er en forudsætning for at få en pludselig løfteskade.

For så vidt angår erhvervssygdomme, ønsker forslagsstillerne at sikre en væsentlig større sammenhæng mellem på den ene side forskellige typer erhvervssygdommes udbredelse med belastning af de offentlige budgetter i form af sygedagpenge, sygesikringsudgifter, sygehusindlæggelse, revalidering, førtidspension m.v. til følge og på den anden side antallet af anerkendelser inden for de forskellige typer erhvervssygdomme.

Forslagsstillerne ønsker en praksis, hvor man under anerkendelse af princippet om en dokumenteret årsagssammenhæng sikrer de skadelidte en rimelig adgang til anerkendelse og erstatning også på områder, hvor der endnu ikke foreligger sikker lægevidenskabelig dokumentation for arbejdsmiljørelaterede årsagssammenhænge.

Endelig ønsker forslagsstillerne at sikre, at erstatningerne til skadelidte giver en rimelig og retfærdig dækning for det lidte tab, herunder at erstatningerne som minimum ligger på niveau med andre EU-lande og de øvrige nordiske lande. På dette punkt ligger beslutningsforslagets intention på linje med kommissoriet for det udvalg under Justitsministeriet, der er nedsat for at gennemgå de danske erstatningsregler og sikre skadelidte en dækning på niveau med andre EU-lande og nordiske lande.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af lovgivningen om arbejdsskadeforsikringen.

(Beslutningsforslag nr. B 99).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.