Legislator Case Law & Legislation
19981BB00096 DK

Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling af ugifte samlevende med ægtefæller og registrerede partnere i arveretlig henseende

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1998 96 Valid

Fremsat den 5. marts 1999 af Ole Donner (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Klaus Kjær (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ligestilling af ugifte samlevende med ægtefæller og registrerede partnere i arveretlig henseende

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag til ændring af arveloven, der indebærer, at arvereglerne for ægtefæller og registrerede partnere udvides efter nærmere fastsatte regler til også at gælde for ugifte samlevende, der har boet sammen på samme folkeregisteradresse i en nærmere bestemt årrække.

Bemærkninger til forslaget

Reglerne i den nuværende arvelov blev til i 1950'erne, hvor familiemønstret var en del anderledes end i dag. Arvereglerne skulle tilgodese den dengang typiske familie, der bestod af far, mor og fælles børn. I dag udgør kernefamilien kun en tredjedel af alle ægteskaber, en anden tredjedel har sammenbragte børn og den sidste tredjedel er barnløse. Omkring 600.000 lever sammen uden at være gift, og heraf har halvdelen af parrene børn.

Reglerne for, hvem der arver hvad og fra hvem, lever ikke op til nutidens moderne familiemønster med sammenbragte børn, papirløse ægteskaber og faste kærester. Forskellen på loven og de faktiske forhold i samfundet kan give store økonomiske problemer, når den ene part i et fast papirløst parforhold dør.

I dag er det sådan, at arvinger efter en arvelader er børn, børnebørn, ægtefælle, registreret partner, forældre, bedsteforældre osv., mens der ikke er regler for arv efter »papfædre«, stedmødre, weekendfamilier og halvsøskende, medmindre arvelader har oprettet testamente herom. Det kan få helt uoverskuelige konsekvenser for dagens familieliv. En fast kæreste, der har boet sammen med den afdøde på samme folkeregisteradresse gennem en årrække og haft fælles økonomi med vedkommende, bliver i dag taberen, når arven skal fordeles.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at det bliver nødvendigt at foretage en revision af arveloven, så ugifte samlevende sidestilles med ægtefæller og registrerede partnere i arveretlige spørgsmål efter nærmere fastsatte regler. Disse regler kunne eksempelvis være, at hvis man har boet sammen på samme folkeregisteradresse gennem f.eks. fem år og har haft fælles daglig økonomi, da er man i arveretlige spørgsmål sidestillet med ægtefæller og registrerede partnere.

Det skal bemærkes, at for ægtefæller og registrerede partnere påvirkes den efterlevendes arveretlige stilling i dag i høj grad af reglerne om livsforsikring og pensionsopsparing. Tilsvarende regler findes ikke for personer, der bor sammen papirløst. Men med en ligestilling af samboende på samme folkeregisteradresse med ægteskab og registreret partnerskab vil også livsforsikrings- og pensionsopsparingsmæssige spørgsmål kunne løses.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at en revision af arveloven må tage højde for nuværende samlivsformer, som jo i realiteten i folks bevidsthed indebærer ligestilling mellem gifte, registrerede partnere og fast samboende.

Skriftlig fremsættelse

Ole Donner (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling af ugifte samlevende med ægtefæller og registrerede partnere i arveretlig henseende

(Beslutningsforslag nr. B 96).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →