Forslag til folketingsbeslutning om ret til at opføre eller indrette en yderligere bolig på en landbrugsejendom, når det sker som led i et generationsskifte eller til brug for en medhjælper
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 27. januar 1999 af Hans Christian Schmidt (V), Kim Andersen (V), Helga Moos (V), Bodil Thrane (V), Jens Vibjerg (V), Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Frank Dahlgaard (KF), Lene Espersen (KF), Svend Aage Fauerholdt (DF), Aase D. Madsen (DF), Ebbe Kalnæs (CD) og& nbsp;Thorkild B. Fransgaard (FP)
Forslag til folketingsbeslutning
om ret til at opføre eller indrette en yderligere bolig på en landbrugsejendom, når det sker som led i et generationsskifte eller til brug for en medhjælper
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om ændring af lov om planlægning, således at ejeren af en landbrugsejendom får ret til at opføre eller indrette en yderligere bolig på sin landbrugsejendom, når det sker som led i et glidende generationsskifte eller til brug for en medhjælper, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, som taler imod. Det skal være en betingelse, at boligen opføres i tilknytning til gårdens øvrige bygninger, at boligen ikke senere frastykkes, og at der ikke i forvejen findes en til formålet egnet bolig på ejendommen.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en genfremsættelse. Se beslutningsforslag nr. B 133 fra folketingsåret 1996-97, Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne s. 7179 og Tillæg A s. 5418 og 5419.
Efter praksis meddeles der som hovedregel ikke i landzone tilladelse til opførelse af en yderligere beboelsesbygning på en landbrugsejendom, når ansøgningen ikke er begrundet i hensynet til ejendommens drift eller særlige omstændigheder.
Efter forslagsstillernes opfattelse skal denne retstilstand ændres, således at ejeren af en landbrugsejendom skal have ret til at opføre eller indrette en yderligere bolig, når det sker som led i et glidende generationsskifte eller til brug for en medhjælper, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, der taler imod. Det skal dog være en betingelse, at boligen opføres i tilknytning til gårdens øvrige bygninger, at boligen ikke senere frastykkes, og at der ikke i forvejen findes til formålet egnede boliger på ejendommen.
I en konkret sag fra Nordjylland havde et ældre ægtepar ønsket at afhænde deres landbrugsejendom til deres barnebarn. Samtidig ønskede de dog ikke at flytte fra den jord, hvor de i mere end et halvt århundrede havde levet. Derfor søgte de om tilladelse til at bygge en bolig til deres barnebarn på grunden. Det fik de afslag på fra Nordjyllands Amt. Amtet lagde ved afgørelsen vægt på, at etablering af mere end én helårsbeboelse på en landbrugsejendom i det åbne land var i strid med de planmæssige hensyn, som planloven tilsigter at varetage. Det hjalp ikke, at ægteparret meddelte, at de var indstillet på, at det nye stuehus blev opført på vilkår om, at deres gamle bolig ville blive nedlagt, når de ikke kunne benytte den længere. Amtet accepterede ikke en sådan løsning, og begrundelsen lød, +at det af erfaring viser sig utroligt vanskeligt at håndhæve et sådant vilkår, selv hvis vilkåret er tinglyst på ejendommen * (Naturklagenævnet, j.nr. 31/800-0185).
Et andet eksempel er hentet i Ringkøbing Amt. Her ønskede et ægtepar i løbet af en 2-årig periode at udvide deres produktion af mink fra 700 minktæver til 900. Endvidere ville de starte en produktion af frilandsgrise. Hertil kom, at de drev godt 18 ha jord. I forbindelse med udvidelsen ønskede de at bygge en medhjælperbolig, idet deres produktion vil være afhængig af fast medhjælp. Amtet afslog ansøgningen med den begrundelse, at der ikke var behov for 2 boliger, selv om Midtjyllands Pelsdyravlerforening udtalte, at det krævede en fuldtidsmedarbejder alene med den eksisterende produktion, og Familielandbrugets rådgivningscenter konkluderede, at drift af 18 ha jord, 900 minktæver og 65 søer ville kræve knap 3 heltidsbeskæftigede. Endvidere anførtes det, at det af hensyn til dyrernes ve og vel krævedes, at der i perioder var opsyn døgnet rundt, og det var på denne baggrund afgørende, at det var muligt for personerne, der beskæftigede sig med produktionen, at kunne bo i særskilt beboelse på ejendommen. På trods af ovenstående argumenter fandt amtet i henhold til planlovens bestemmelser, at medhjælperen lige så godt kunne bo i et nærliggende bysamfund (Naturklagenævnet, j.nr. 97-31/650-0050).
Forslagsstillernes konklusion er, at når den gældende lov om planlægning tvinger amter til at træffe sådanne afgørelser, så må loven ændres.
Skriftlig fremsættelse
Hans Christian Schmidt (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ret til at opføre eller indrette en yderligere bolig på en landbrugsejendom, når det sker som led i et generationsskifte eller til brug for en medhjælper.
(Beslutningsforslag nr. B 84).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.