Forslag til folketingsbeslutning om midlertidig arbejdstilladelse til asylansøgere
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 20. januar 1999 af Pernille Frahm (SF), Margrete Auken (SF), Aage Frandsen (SF) og Jes Lunde (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om midlertidig arbejdstilladelse til asylansøgere
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. april 1999 at fremsætte forslag om ændring af udlændingeloven, der sikrer asylansøgere midlertidig arbejdstilladelse.
Den midlertidige arbejdstilladelse skal kunne gives til udlændinge, som har indgivet en ansøgning om asyl, der realitetsbehandles. Arbejdstilladelsen skal kunne forlænges, så længe asylansøgningen er under behandling, og først inddrages, hvis der meddeles endeligt afslag på asyl.
Bemærkninger til forslaget
Udlændinge, som har søgt om asyl i Danmark, har i den fase, hvor deres ansøgning behandles, en lang række problemer, der for nogles vedkommende betyder, at denne venteperiode præger dem for livet. Det er en fase med nervøsitet og usikkerhed.
På asylcentrene forsøger man mange steder med forskellige typer af aktiviteter for at holde asylansøgerne i gang og for at holde deres mod oppe og nerver i ro. Der er på de fleste centre f.eks. indført selvhjælpskøkkener, og mange steder foregår det daglige arbejde med rengøring og vedligeholdelse efter en plan, hvor asylansøgerne inddrages i muligt omfang. Men det er oplagt, at et rigtigt arbejde ville være en stor personlig tilfredsstillelse for disse mennesker.
I særdeleshed for de asylansøgere, som får asyl, vil det være et vigtigt skridt hen mod integration, at de, i de mange år asylfasen i enkelte tilfælde kan vare, har haft mulighed for at bestride et arbejde.
I disse måneder giver danske virksomheder i stigende grad udtryk for problemer med at få veluddannet arbejdskraft. Mange asylansøgere har en god uddannelse, som vil være til gavn for det danske samfund, og som det vil være vigtigt, at asylansøgerne får mulighed for at bruge og vedligeholde, mens de venter på afgørelsen i behandlingen af deres sag.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Frahm (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om midlertidig arbejdstilladelse til asylansøgere.
(Beslutningsforslag nr. B 78).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.