Forslag til folketingsbeslutning om demokratiske og samfundsmæssigt bæredygtige pensionsinvesteringer
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 12. januar 1999 af Aage Frandsen (SF), Anne Baastrup (SF), Jes Lunde (SF) og Holger K. Nielsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om demokratiske og samfundsmæssigt bæredygtige pensionsinvesteringer
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der skal træde i kraft senest den 1. januar 2000, ud fra følgende principper
1. Medlemsdemokrati
Lov om tilsyn med firmapensionskasser samt lov om forsikringsvirksomhed ændres, så der stilles krav om, at formanden for bestyrelsen og mindst halvdelen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt medlemmerne ved direkte valg. For pensionsordninger, der udspringer af kollektive overenskomster, men er organiseret på anden vis, f.eks. som livsforsikringsselskaber, skal der fremlægges forslag, der sikrer medlemmerne (pensionsopsparerne) en tilsvarende indflydelse.
2. Samfundsmæssig ansvarlighed og bæredygtighed
Pensionsordningernes midler skal forvaltes, så de bliver til størst mulig gavn for lønmodtagerne. Det betyder, at pensionsordningerne skal forvalte deres midler, således at de inden for rammerne af en social, økonomisk og økologisk bæredygtig udvikling bliver til størst mulig gavn for pensionsordningen. Det indebærer blandt andet, at en del af midlerne placeres risikovilligt på kapitalmarkedet til gavn for dansk produktion og beskæftigelse og en økologisk bæredygtig udvikling. Senest 6 måneder efter, at valg til det besluttende organ er foretaget, skal dette vedtage skriftlige og offentligt tilgængelige retningslinjer for den overordnede placeringspolitik for pensionsordningerne med vurdering af, hvorledes disse retningslinjer bidrager til en bæredygtig samfundsudvikling. Disse retningslinjer skal sammen med eventuelle mindre talssynspunkter udsendes til alle medlemmer.
3. Etiske principper
Bestyrelsen for de respektive pensionsordninger fremlægger i årsregnskaberne, efter hvilke etiske principper investeringer foretages, og på denne baggrund, hvad der investeres i og ikke investeres i.
4. Mulighed for investeringspuljer
Der udarbejdes modeller for mulige investeringspuljer, jf. »Demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger«, Betænkning nr. 1306, Økonomiministeriet, 1995, som pensionsordningerne kan vælge at bruge - eller lade være - så medlemmerne gruppevis kan foretage særlige nærmere fastlagte investeringer inden for pensionsordningens rammer.
5. Større investeringsfrihed
Der skal være større frihed til at investere, hvilket bl.a. betyder, at den nuværende grænse for aktiebesiddelse ophæves, ligesom begrænsningerne for at kunne få bestemmende indflydelse også skal ophæves. Derudover bør en slækkelse af andre grænser for, hvad der må investeres i - og i hvilket omfang - overvejes.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 128 fremsat den 23. april 1997, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 5266 og 5269. Forslaget nåede ikke at komme til behandling i folketingsåret 1996-97. Det nye i dette forslag er, at bestyrelserne i de respektive pensionsordninger er forpligtet til i forbindelse med fremlæggelse af årsregnskabet at fremlægge, efter hvilke principper investeringerne foretages.
Spørgsmålet vedrørende pensionsinvesteringerne er ikke kun et spørgsmål om afkast. Det drejer sig også om, at pensionsinvesteringspolitikken skal være med til at sikre en bæredygtig samfundsudvikling, og at det sker som led i en demokratisk proces, hvor pensionsopsparerne har indflydelse på investeringspolitikken. Forslagsstillerne tror på, at en øget indflydelse til opsparerne øger deres ansvarlighed. Et højt og sikkert afkast er naturligvis også vigtigt, men bør ikke som i dag have forrang for hensynet til samfundsudvikling, bæredygtighed og demokrati.
Med indeværende forslag lægges op til ændringer på fem hovedpunkter
1) en demokratisering, der sikrer pensionsopsparerne flertal i pensionskassernes bestyrelser og i de besluttende organer i andre typer af pensionsordninger,
2) en ændring af, efter hvilke overordnede kriterier der skal investeres, således at der lægges vægt på en samfundsmæssigt bæredygtighed i stedet for ensidig fokusering på størst mulig forrentning,
3) indførelse af et krav om angivelse af etiske principper i regnskabet som baggrund for investeringer,
4) indførelse af muligheden for investeringspuljer, som opsparerne gruppevis kan benytte sig af,
5) en række udvidelser af mulighederne for at investere ud fra samfundsmæssige bæredygtighedskriterier.
Beslutningsforslaget er ikke begrænset til pensionskasser i lovens forstand. Det vedrører også pensionsordninger, der udspringer af kollektive overenskomster, men er organiseret f.eks. som livsforsikringsselskaber. Flere og flere pensionsordninger er organiseret på denne måde, og det må antages, at den traditionelle pensionskasse er en uddøende race. Det er der især skattemæssige grunde til. Men det ændrer selvfølgelig ikke på behovet for demokrati og samfundsmæssigt bæredygtige pensionsinvesteringer. I det følgende anvendes betegnelsen »pensionsordninger« som en samlende betegnelse for pensionskasser og disse nye organisationsformer.
Beslutningsforslaget lægger op til betydelige ændringer af gældende lovgivning. På mange punkter giver forslaget videre rammer for pensionsordningernes virke og dermed aftalefriheden. Men forslaget vil også nødvendiggøre ændringer i nogle af de aftaler, som parterne på arbejdsmarkedet har indgået, fordi de nøje har fulgt eksisterende lovgivning, blandt andet med hensyn til »størst mulig forrentning« og bestyrelsens sammensætning, valgmetode etc. Samlet er der dog klart tale om, at der bliver videre rammer for pensionskassernes virke.
Eftersom beslutningsforslaget griber ind i forhold til aftaler, der er indgået, foreslås det, at ikrafttrædelsestids punktet for lovændringerne bliver 1. januar 2000. Derudover kan der eventuelt blive tale om visse overgangsordninger.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad 1. Medlemsdemokrati
Forslaget sikrer umiddelbart medlemsdemokrati i egentlige pensionskasser. For det første sikres, at medlemmerne vælger flertallet af bestyrelsesmedlemmerne, hvor nugældende lovgivning kun sikrer, at flertallet minus en er medlemsvalgt, en lille, men meget væsentlig forskel. For det andet sikres, at bestyrelsens overvejelser vedrørende principperne for investeringspolitikken ledes af en medlemsvalgt formand. For det tredje sikres, at valget af bestyrelsen sker direkte, således at det enkelte medlem faktisk får stemmeret. Det vil ud over at styrke demokratiet også øge opmærksomheden omkring bestyrelsens arbejde.
For livforsikringsselskaber, der udspringer af pensionsordninger, der er aftalt i kollektive overenskomster og er aktieselskaber, kan der ikke stilles samme krav til selve livsforsikringsselskabets bestyrelse (fordi denne vælges af aktieselskabets generalforsamling, dvs. aktionærerne). Indflydelsen må her ske gennem den aktiepost, som den eller de berørte fagforeninger besidder. Der skal stilles krav om, at der nedsættes et besluttende råd - eller et organ af en anden benævnelse - der udøver den indflydelse, aktieposten giver, og hvortil formand og halvdelen af rådsmedlemmerne i øvrigt vælges af og blandt de medlemmer, der har opsparing i livsforsikringsselskabet. Det må i forlængelse heraf så vidt muligt sikres, at den pågældende aktiepost er en majoritetspost - f.eks. ved, at muligheden for at købe arbejdsgivermodparten ud aktiveres.
Det vil endvidere være naturligt, at flest muligt af bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden i livsforsikringsselskabet, vælges blandt de direkte valgte medlemsrepræsentanter i det besluttende råd. Dette vil yderligere styrke medlemsindflydelsen.
Forslagsstillerne er dog villige til at overveje andre modeller, som regeringen måtte lægge frem, hvis disse på samme vis sikrer medlemmernes demokratiske indflydelse. I det omfang der findes eller kan forventes at opstå endnu andre organisationsformer, bør forslaget også tage højde herfor.
Ad 2. Samfundsmæssig ansvarlighed og bæredygtighed
Produktionen i fremtidens samfund bestemmes blandt andet af nutidens pensionsinvesteringer. Social, økonomisk og økologisk bæredygtighed forudsætter, at produktionen i fremtidens samfund giver mulighed for at omsætte pensionsopsparingen til forbrug i den forventede takt på en miljømæssigt forsvarlig måde, og uden at det i øvrigt balaster samfundsøkonomien på en måde, som nødvendiggør uønskede økonomiske og politiske indgreb og kursændringer.
Dette sikres ikke af kravet om, at pensionsordningerne skal investere efter størst mulig forrentning. Derfor betyder dette krav heller ikke, at pensionsopsparernes interesser varetages bedst muligt. Sagt på en anden måde er den samfundsmæssige hensigtsmæssighed ikke identisk med maksimalt afkast. Der kan f.eks. være hensyn til miljøet, der afgørende taler imod investeringer uanset disses rentabilitet. Der kan f.eks. være sociale hensyn, der afgørende taler for investeringer, der ikke økonomisk set er fuldt rentable. Samfundet burde være tilfreds, når pensionsordninger tager sådanne hensyn. Men dette er ikke reaktionen ud fra gældende lovgivning og bestemmelser, idet sådanne pensionsordninger kan risikere irettesættelser, fordi de ikke går efter det størst mulige afkast. Dette er ikke hverken rimeligt eller fornuftigt.
Derfor bør eksisterende lovgivning erstattes med en lovgivning, hvor samfundsmæssig bæredygtighed bliver den overordnede målsætning. Pensionsopsparerne har selvfølgelig også en interesse i afkastet, og det skal sikres gennem en målsætning om, at investeringerne samlet set skal give et rimeligt afkast.
Uden disse ændringer i målsætningen forsvinder ikke blot bæredygtigheden, men paradoksalt også den sikkerhed for fremtidigt forbrug hos pensionsopsparerne, som bruges som begrundelse for det nuværende krav om størst muligt afkast. Investeringer i virksomheder, der ikke er miljømæssigt forsvarlige eller ikke har et godt arbejdsmiljø, kan medføre betydelige samfundsmæssige udgifter, når pensionsopsparerne skal have udbetalt deres pension.
En yderligere grund til de foreslåede ændringer er, at det faktisk ikke er muligt at beregne en optimal »forrentning« af pensionsopsparernes investeringer, og slet ikke, når det gælder langsigtede investeringer. Den optimale forrentning rummer både et kvalitativt bæredygtighedsaspekt og et kvantitativt økonomisk gevinstaspekt, og begge dele afhænger af skøn, vurderinger og holdninger. Derfor bør forestillingen om den iskolde, rationelle kalkule droppes, og det bør erkendes, at det drejer sig om, at investeringerne skal både bære og betale sig.
For at sikre, at det besluttende organ i pensionsordningerne gør sig de fornødne overvejelser, og at medlemmerne får kendskab til og dermed mulighed for at tage stilling til skøn, vurderinger og holdninger hos bestyrelsen og dens medlemmer, foreslås det, at en bestyrelse senest 6 måneder efter, at den er valgt, skal lave retningslinjer for investeringer, der relaterer sig til i hvert fald den samfundsmæssige bæredygtighed. Disse sendes til alle medlemmer af pensionsordningen.
Ad 3. Etiske principper
Angivelse af de etiske principper skal dels indeholde en beskrivelse af, hvilke typer af virksomheder man tilstræber at investere i, f.eks. virksomheder, der arbejder med vedvarende energi, hospitalsudstyr, kollektiv trafik, miljørigtige byggematerialer osv., og dels indeholde en beskrivelse af, hvilke typer af virksomheder man ikke vil investere i, f.eks. virksomheder, der benytter sig af børnearbejde og/eller ikke tillader, at arbejderne organiserer sig, virksomheder, der producerer pesticider, farligt affald m.v., virksomheder, der overtræder miljølovgivningen osv.
Af det etiske regnskab skal det også fremgå, hvad man har gjort for at sikre sig, at der ikke er investeret i virksomheder, der overtræder de etiske regler, man selv har opstillet.
Ad 4. Mulighed for investeringspuljer
Forslaget om, at der skal laves modeller for investeringspuljer skal ses i sammenhæng med, at medlemmerne også på denne måde kan få større indflydelse. Med forslaget lægges der kun op til, at der skal udarbejdes modeller, som pensionsordningerne kan beslutte sig for at benytte sig af eller lade være.
Ad 5. Større investeringsfrihed
Udvidelse af pensionsordningernes mulighed for at investere er også et led i demokratiseringen og ansvarliggørelsen. Forslagsstillerne tror på, at man kommer langt gennem tillid til demokrati og fornuft frem for kontrol og umyndiggørelse.