Legislator Case Law & Legislation
19981BB00068 DK

Betænkning og indstilling vedrørende den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1996

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1998 68 Valid

Bilag

Svarskrivelser vedr. spørgsmål stillet af Finansudvalget under behandlingen af den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1996

København den 30. november 1998.

Forsvarsministeren

Folketingets Finansudvalg

Udvalgsafdelingen

Christiansborg

Under henvisning til Finansudvalgets skrivelse af 23. november 1998 fremsender jeg hermed i 70 eksemplarer min besvarelse af udvalgets spørgsmål 1 (§ 12 bilag 16).

Med venlig hilsen

Hans Hækkerup

Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af 30. november 1998

Spørgsmål nr. 1.

Ad beretning nr. 4 1996 om hjemmeværnets økonomistyring

På beretningens s. 13 hedder det bl.a., at Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at hjemmeværnet ikke har iværksat undersøgelser med henblik på at tilpasse struktur og omkostninger til det faldende medlemstal.

Ministeren bedes redegøre for, hvilke initiativer hjemmeværnet har taget/vil tage på baggrund af den således fremførte kritik.

Svar

På indeværende tidspunkt er der iværksat en række initiativer med henblik på at tilpasse hjemmeværnets struktur og omkostninger. Således blev der pr. 1. oktober 1997 iværksat en tilpasning af hjemmeværnets forsyningsstruktur, som indebar nedlæggelse af 6 regionsdepoter og oprettelse af 3 forsyningsdepoter. Tilpasningen har udsparet 11 årsværk og reduceret øvrige driftsomkostninger med 0,4 mio. kr. Endvidere har hjemmeværnet på baggrund af Rigsrevisionens rapport gennemført en distriktsanalyse og på baggrund heraf en rapport, hvis anbefalinger påregnes iværksat primo 1999.

Distriktsanalysen har været inddraget i forbindelse med Forsvarskommissionens arbejde. Af kommissionens anbefalinger fremgår bl.a., at kommissionen finder, at hjemmeværnets distriktsstruktur bør tilpasses i overensstemmelse med distriktsanalysen. Efter kommissionens opfattelse vil en snarlig gennemførelse af distriktsanalysens anbefalinger muliggøre, at de videre rationaliseringer, som kan forventes at blive resultatet af kommissionens arbejde, kan igangsættes hurtigt efter beslutning herom. Med udgangspunkt i distriktsanalysen vil der således blive tale om at reducere antallet af hærhjemmeværnsdistrikter fra 35 til 23 og flyvehjemmeværnsdistrikterne fra 7 til 3. Ligeledes vil Tjenestestedskorpset og Flyvestationskorpset kunne sammenlægges til et landsdækkende korps. Hjemmeværnet har opgjort, at den nye distrikts- og korpsstruktur ved fuld implementering vil betyde en årlig driftsbesparelse på ca. 11,5 mio. kr. Gennemførelse af planen vil kunne justeres, hvis der opstår behov herfor.

Derudover fremgår det af Forsvarskommissionens anbefalinger, at den i kommissionsberetningen skitserede tilpasning af regionsstrukturen som bl.a. indebærer en reduktion i antallet af hjemmeværnsregioner og en sammenlægning med militærregionerne, vil frigøre ressourcer. For hjemmeværnet vil dette konkret betyde, at det administrative led mellem distrikterne og Hjemmeværnskommandoen udgår. Ligeledes bortfalder regionernes forvaltningsopgaver, hvilket medfører, at hjemmeværnscentrene kan nedlægges. Desuden tilpasses hjemmeværnets struktur ved, at Hjemmeværnskommandoen gives en fladere plan/drift-orienteret struktur, ligesom økonomiforvaltningen i hjemmeværnet forenkles og rationaliseres.

Samlet vil de ovenfor under punkt 3 beskrevne organisations- og strukturmæssige tiltag i hjemmeværnet betyde en væsentlig nedbringelse af hjemmeværnets faste udgifter, herunder også til lønninger til de fastansatte militære og civile medarbejdere. Processen med at implementere ovennævnte tiltag er allerede påbegyndt. Hvornår implementeringen kan afsluttes, vil bl.a. afhænge af udkommet af de kommende forsvarsforligsforhandlinger, som hjemmeværnet må forventes omfattet af.

Erhvervsministeren

Den 20. november 1998

Folketingets Finansudvalg

Vedlagt fremsender jeg i 70 eksemplarer min besvarelse af det af udvalget stillede spørgsmål vedrørende Statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1996 med tilhørende beretninger (§ 26 bilag 7) den 5. november 1998.

Med venlig hilsen

Pia Gjellerup

ERHVERVSMINISTEREN

Besvarelse af Finansudvalgets spørgsmål vedrørende statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1996 med tilhørende beretninger (jf. § 26 bilag 7)

Ad beretning nr. 2 1996 om eksportkreditordningen, herunder Danmarks Erhvervsfonds regnskabsaflæggelse

Spørgsmål 1.

Vil ministeren redegøre for, hvilke tiltag der er gennemført - og påtænkes gennemført - for at leve op til de anbefalinger om bedre regnskabsaflæggelse, som både Rigsrevisionen og statsrevisorerne er kommet med i beretningen.

Svar

Regnskabsprincipperne for Danmarks Erhvervsfond og Dansk Eksportkreditfond er harmoniseret ved bl.a. en revision af hensættelsesprincipperne, som var et væsentligt punkt i anbefalingerne.

Regnskabsprincipperne er fastlagt i samarbejde med Finansministeriet og er en tilnærmelse til principperne for regnskabsaflæggelse for skadesforsikringsselskaber.

I overensstemmelse med de ændrede regnskabsprincipper foretages der tre former for hensættelser: risici for tab på udstedte garantier ved klassificering af debitorer og lande i risikoklasser, afdækning af risici på koncentrationen af kommercielle forretninger og på landeansvar samt risici på forventede tab ved indfrielse af givne garantier. Der er endvidere krav om, at egenkapitalen mindst skal udgøre 8 pct. af det samlede engagement bestående af garantiansvar og udestående fordringer, tilsvarende kravet om til pengeinstitutters solvens. Der er endvidere fastsat et maksimum på 12 pct.

Statsregnskabet og årsberetningerne for 1997 er aflagt efter de nye principper. I den forbindelse er der foretaget primokorrektioner i statsregnskabet for 1997.

Hjemmel til de nye principper og primokorrektioner i statsregnskabet 1997 er tilvejebragt ved aktstykke 67 26/11/97.

Spørgsmål 2

På side 53 i beretningen anbefaler Rigsrevisionen konkret, at der skal tilvejebringes en ajourført regnskabsinstruks. Er dette sket?

Svar

Erhvervsfremme Styrelsen har i 1996 udarbejdet regnskabsinstrukser med tilhørende forretningsgangsbeskrivelser for de to fonde. Udarbejdelsen af forretningsgangsbeskrivelserne er sket i samarbejde med et anerkendt revisionsfirma og er fremsendt til underretning for Rigsrevisionen.

Erhvervsfremme Styrelsen er i 1998 overgået til lokalt økonomisystem, og i forbindelse med anvendelsen af dette system for de to fonde sidst på året vil instrukser og forretningsgangsbeskrivelser blive opdateret.

Spørgsmål 3

På side 48 i beretningen påpeger Rigsrevisionen, at der efter 6 år endnu ikke er udarbejdet et retvisende regnskab. Er dette regnskab blevet udarbejdet nu?

Svar

Ved udarbejdelsen af statsregnskabet og årsberetningerne for 1997 er de nye regnskabsprincipper anvendt i henhold til aktstykke 67 26/11/96. Herved er regnskaberne blevet retvisende og gennemskuelige - jf. besvarelsen til spm. nr. 1.

Spørgsmål 4

På side 43 i beretningen påpeger Rigsrevisionen, at der er problemer med kontoføring af kapitalindskud og driftsbevillinger med det resultat, at der ikke er optjent nok fra rentebærende konti. Hvad er der sket i den anledning?

Svar

Der ydes en løbende rentegodtgørelse for Dansk Eksportkreditfonds »mellemregning med staten«, mens en tilsvarende ordning for Danmarks Erhvervsfond ikke anses for hensigtsmæssig. Danmarks Erhvervsfonds garantier og fordringer er under afvikling, og behovet for egenkapital til opfyldelse af fondens forpligtelser vil derfor være faldende.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at ændringen i principperne for regnskabsaflæggelsen har betydet, at det er muligt at aflægge et retvisende regnskab. Ændringen har imidlertid haft den utilsigtede konsekvens, at den ønskede egenkapitalstyring ikke fungerer i forhold til den måde, hvorpå fondene aktuelt indgår i statsregnskabet.

Det er således en konsekvens af de ændrede hensættelsesprincipper, at det nu er fondenes driftsresultat og ikke kapitalindskud i og -udtræk fra fondene, der indgår direkte på finansloven. Med ændringen i principperne er den forudsatte egenkapitalstyring reelt sat ud af kraft.

Jeg forventer derfor at fremsætte lovforslag i foråret 1999 om en omlægning af Dansk Eksportkreditfond og Danmarks Erhvervsfond til selvstændige forvaltningsenheder uden for statsregnskabet. Oprettelsen af selvstændige forvaltningsenheder skal sikre, at den i lov 1070 20/12 1995 om Dansk Eksportkreditfond fastlagte kombination af retvisende regnskaber og egenkapitalstyring kan implementeres i praksis.

Beslutningsforslag som fremsat 1998 68 Valid

Betænkning afgivet af Finansudvalget den 2. december 1998

Betænkning og indstilling

vedrørende

den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1996

Finansudvalget har behandlet den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1996 samt de af statsrevisorerne afgivne beretninger.

I forbindelse med gennemgangen af betænkningen og beretningerne har udvalget stillet spørgsmål til forsvarsministeren og erhvervsministeren. Ministrenes skriftlige besvarelser af spørgsmålene er optrykt i bilaget til nærværende betænkning.

Det bemærkes, at udvalget løbende har haft lejlighed til at behandle statsrevisorernes beretninger og de rigsrevisorrapporter, der ligger til grund for disse, efterhånden som de har foreligget, og at udvalget derfor også i forbindelse hermed eller f.eks. i forbindelse med gennemgangen af de årlige bevillingslovforslag har stillet spørgsmål til ministre, hvor der har været anledning hertil.

Ligesom i tidligere år tilslutter udvalget sig generelt samtlige kritiske udtalelser, statsrevisorerne har fremsat i betænkningen og beretningerne, og udvalget forudsætter, at den rejste kritik allerede har givet de berørte ministerier og styrelser anledning til dybtgående overvejelser om en forbedring af budgetlægningen og regnskabsaflæggelsen på de punkter, som omfattes af kritikken.

Herefter indstiller udvalget i overensstemmelse med statsrevisorerne følgende

Forslag til folketingsbeslutning

i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til

statsregnskabet for finansåret 1996

Statsregnskabet for finansåret 1996 godkendes.

Helle Degn (S) Klaus Hækkerup (S) Jacob Buksti (S) Jan Petersen (S) nfmd. Jes Lunde (SF) Ole Sohn (SF) Peter Duetoft (CD) fmd. Jørgen Estrup (RV) Frank Aaen (EL) Thor Pedersen (V) Christian Mejdahl (V) Svend Heiselberg (V) Gitte Seeberg (KF) Bendt Bendtsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Kim Behnke (FP) Flemming Kofod-Svendsen (KRF)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →