Legislator Case Law & Legislation
19981BB00066 DK

Forslag til folketingsbeslutning om en spillestedslov

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1998 66 Valid

Fremsat den 1. december 1998 af Ole Sohn (SF), Margrete Auken (SF), Aage Frandsen (SF) og Jes Lunde (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en spillestedslov

Med henblik på at fremme den rytmiske musik pålægger Folketinget regeringen inden den 1. marts 1999 at fremsætte forslag om en spillestedslov med udgangspunkt i de ideer og forslag, der er beskrevet i Statens Musikråds rapport »Forslag til spillestedslovgivning« fra marts 1998.

Bemærkninger til forslaget

Det er forslagsstillernes opfattelse, at den rytmiske musik i alle dens mangfoldige udtryksformer fortjener at blive blåstemplet som en selvstændig kunstform til gavn og glæde for publikum, musikere og spillesteder.

Det er ligeledes forslagsstillernes opfattelse, at de grundlæggende tanker og forslag, der ligger i Statens Musikråds rapport, om at styrke koncert- og spillestedernes betydning for hele det rytmiske musikmiljø, er perspektivrige og bør fremmes.

Forslagsstillerne ser ti gode grunde til at gennemføre en spillestedslovgivning

En spillestedslov vil være en anerkendelse og en sikring af rytmisk musik som en vigtig og ligeværdig kunstnerisk genre.

En spillestedslov sikrer, at den danske levende musik udvikles som et modspil til udenlandsk musik og elektronisk formidling.

En spillestedslov vil være en naturlig konsekvens af den store succes, det har været at etablere et velfungerende uddannelsessystem for rytmisk (og anden) musik: musikskoler, musikalske grundkurser, konservatorier. En spillestedslov vil kunne fuldende dette musikalske økosystem.

En spillestedslov vil være en direkte støtte til de mange højt kvalificerede danske musikere og sikre dem bedre arbejdsvilkår og udviklingsmuligheder.

En spillestedslov vil sikre, at den rytmiske musik ikke længere gøres afhængig af bar- og diskoteksdrift. Alle erfaringer tyder på, at en øget støtte ikke virker konkurrenceforvridende, men tværtimod styrker musikprofilen på spillestederne til fordel for bardrift m.m.

Længe har der været opmærksomhed på behovet for en samlet løsning af områdets problemer, men en spillestedslov er igen og igen blev udskudt, hvilket også var tilfældet ved den sidste musiklovsrevision. Senest har også Peter Duelunds kulturpolitiske udredning gjort opmærksom på behovet for en løsning.

For første gang nogen sinde foreligger der nu et samlet, velbearbejdet og veldokumenteret forslag til en samlet løsning. Et forslag, der er baseret på flere års udredningsarbejde, forsøgsordninger og samarbejdserfaringer mellem kommuner, amter og musikorganisationer.

For første gang nogen sinde foreligger der et forslag, som det rytmiske musikliv i hovedtræk står samlet bag.

Forslaget baserer sig på forskellige forsøgsordninger, gennemført af bl.a. musikrådet i Dansk Musiker Forbund, og forslagets to dele sikrer både bredden og toppen igennem henholdsvis en honorarstøtteordning og en driftsstøtte.

En spillestedslov vil sikre, at dansk levende musik udvikler sig, og er dermed af afgørende betydning for Danmarks placering i det internationale musikliv.

Med et udspil fra regeringen senest den 1. marts 1999 kan en ny spillestedslov vedtages i indeværende folketingsår, således at loven kan få virkning fra 1. januar 2000.

Forslagsstillerne er dog indstillet på at tilføre spillestedsområdet flere penge allerede for finansåret 1999.

Forslagsstillerne er åbne for, at en kommende spillestedslovgivning indarbejdes som et område i musikloven, blot der sikres en særskilt bevilling, der er øremærket til spillestedsområdet.

Skriftlig fremsættelse

Ole Sohn (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om en spillestedslov.

(Beslutningsforslag nr. B 66).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →