Forslag til folketingsbeslutning om analyse af mulighederne for beskatning af spekulative kapitalbevægelser

Fremsat den 17. november 1998 af Jes Lunde (SF), Aage Frandsen (SF) og Steen Gade (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om analyse af mulighederne for beskatning af spekulative kapitalbevægelser

Folketinget opfordrer regeringen til i EU og andre relevante internationale fora at tage initiativ til, at der bliver lavet en analyse af virkningerne og effektiviteten af en afgift på internationale kapitalbevægelser.

Bemærkninger til forslaget

Den internationale finanskrise i efteråret 1998 har vist, hvor skrøbeligt det globale finansielle system er. Kun gennem hurtige og konsekvente indgreb fra især Federal Reserve Bank (USA s nationalbank) lykkedes det at afværge et sammenbrud. Krisen har imidlertid rystet tilliden hos virksomheder, forbrugere og kapitalejere verden over og har ført til en afdæmpning i forventningerne til den økonomiske udvikling. Samtidig er spillereglerne på finansmarkederne uændrede, så den finansielle krise når som helst kan blusse op igen.

Derfor haster det med at kigge på spillereglerne. Verden befinder sig nu i en situation med meget få begrænsninger på de internationale kapitalbevægelser. Det er ikke en unik situation i den økonomiske historie. Faktisk er verden gået frem og tilbage mellem to grøfter: meget skrappe henholdsvis meget lempelige regler for kapitalbevægelser. I den tidlige mellemkrigstid var reglerne meget lempelige; det bidrog i høj grad til den store depression i 1930 erne og til en reaktion i form af skrappe begrænsninger på kapitalbevægelserne - i en grad, der klart var skadelig for verdensøkonomien.

Det er på tide, at verden vælger en fornuftig mellemvej - frem for at gå i først den ene, så den anden grøft. Det er for længst erkendt, at staten er nødt til at regulere den finansielle sektor i de enkelte lande gennem finanstilsyn, omfattende lovgivning osv. Det samme gælder det internationale samfund. Det, der er brug for, er bl.a.

1. Effektiv regulering af fonde m.v., der foretager højt gearede og dermed yderst risikable investeringer. Det næsten totale sammenbrud i den amerikanske såkaldte hedgefond, LTCM, som truede med at sprede sig til hele finansverdenen, og som kun blev afværget gennem støtteindgreb fra andre banker iværksat af Federal Reserve Bank, viser det voldsomme behov for indgreb over for den slags ? pyramide sat på spidsen?-konstruktioner. Her er et klart eksempel på, at markedet ikke kan fungere, fordi det ville have haft uacceptable virkninger for udenforstående at ?lade falde, hvad ikke kan stå?.

2. En internationalt anerkendt og støttet mulighed for, at enkeltlande kan indføre stopklodser, der forhindrer spekulativ kapitalflugt sådan som den, der har fundet sted fra bl.a. en række sydøstasiatiske lande. Chile er et eksempel på et land, der med en vis succes - men ensidigt - har skabt en sådan ?stopklods ?.

3. En begrænsning af de meget store spekulative kapitalbevægelser, der kan skabe voldsomme udsving i valutakurserne og pres på valutaarrangementer, uden at dette har nogen som helst realøkonomisk begrundelse.

Dette beslutningsforslag knytter sig alene til det tredje punkt

Gavnlige og skadelige kapitalbevægelser

En række kapitalbevægelser tjener et fornuftigt formål. Det gælder oplagt (langt de fleste) betalinger i forbindelse med vare- og tjenestehandel samt investeringer i virksomheder m.v. i andre lande. Men disse kapitalbevægelser udgør kun ganske få procent af de samlede kapitalbevægelser. Resten må betegnes som spekulative. Spekulation kan i visse tilfælde have rimelige formål - f.eks. for at undgå forskellige valutakurser på forskellige børscentre rundt omkring i verden. Men kapitalbevægelserne er langt større end det, der kan begrundes fornuftigt. Valutatransaktionerne overstiger 10.000 mia. kr. om dagen og er dermed mange gange større end den samlede produktion i verden. Undersøgelser viser, at transaktionerne er med til at destabilisere valutamarkederne. Det er med til at skade verdenshandelen m.v.

Et indgreb over for internationale kapitalbevægelser, der netop rammer de spekulative kapitalbevægelser, vil derfor efter SF s opfattelse fremme verdenshandelen og øge velfærden. Der er ikke i økonomisk teori noget belæg for, at fuldstændig fri kapitalbevægelser er en optimal løsning.

En Tobinafgift

En Tobinafgift er lige præcis et sådant indgreb, der skiller rent spekulative transaktioner fra de nødvendige. Afgiften lægges på alle valutatransaktioner med en meget beskeden sats, f.eks. 0,1 pct. eller 0,25 pct. Den er dermed uden praktisk betydning for varehandel, reale investeringer i virksomheder m.v., men af stor betydning for især kortsigtet spekulation. For spekulationsforretninger med et sigte 1 år frem vil afgiften fortsat være beskeden. En sats på 0,1 pct. vil svare til en belastning på 0,2 pct. (spekulationskapitalen flyttes to gange). Men langt hovedparten af spekulationen er meget kortsigtet - under 1 uge. For spekulation med en horisont på 1 uge svarer en sats på 0,1 pct. til en effektiv afgift på 10,4 pct. p.a. For den meget omfattende spekulation med en horisont på 1 dag (eller mindre) er den effektive afgift 73 pct. p.a. (eller højere).

Det turde være åbenlyst, at effekten på spekulative kapitalbevægelser vil blive ganske voldsom. Afgiften vil ikke kunne forhindre pres på en valuta, der åbenlyst er overvurderet i forhold til de fundamentale økonomiske forhold som inflation, lønstigninger, betalingsbalance etc., men den vil kunne forhindre ?uberettiget ? pres på en valuta.

Ideen om en afgift kan føres tilbage til Keynes, men det konkrete forslag er oprindelig fremsat af den amerikanske økonom og nobelpristager James Tobin, der først fremsatte det i 1971, og som også har advokeret for det i forbindelse med krisen i Sydøstasien: ?Tobinafgiften kan ikke forventes at beskytte overvurderede valutakurser. Men den kan moderere deres fald og give tid til tilpasninger. Begivenheder som den i Sydøstasien sætter spørgsmålstegn ved påstandene om, at liberalisering og globalisering af de finansielle markeder er vejen til velstand og fremskridt. Så længe verden er delt i nationalstater, er noget sand i hjulene på de internationale finanstransaktioner sandsynligvis gavnligt.? (Leder af James Tobin i Washington Post, 21. december 1997; egen oversættelse).

Forslaget har fået støtte fra en række FN-organer og regeringer, og ministre i en række lande har udtrykt interesse for det - blandt andet i Frankrig, USA og Canada - og tidligere formand for EU-kommisionen Jaques Delors har også støttet det.

Ifølge oplysninger på Internettet støtter de svenske socialdemokrater, Arbeiderpartiet i Norge og Det Radikale Venstre i Danmark et udredningsarbejde i EU-regi. SF ser derfor fortrøstningsfuldt frem til en vedtagelse af beslutningsforslaget.

Kan det lade sig gøre i praksis?

Et af tvivlsspørgsmålene ved en afgift er, om den kan administreres og håndhæves. SF er af den opfattelse, at det er nøgleproblemet i debatten om Tobinafgiften. Indvendingerne går dels på, om man kan få alle verdens lande med i en aftale - eller alternativt, om afgiften kan håndhæves, selv om nogle lande ikke er med - dels på, om afgiften kan omgås ved, at spekulanterne udvikler nye finansielle instrumenter.

Der er ingen tvivl om, at det er svært at få lavet en verdensomspændende aftale, men erfaringerne fra GATT og WTO viser dog, at det kan lade sig gøre. Det vil være muligt at lægge pres på lande, der ikke vil være med - bl.a. ved at nægte dem del i provenuet fra afgiften - og det vil formentlig være muligt at vanskeliggøre valutatransaktioner i sådanne lande.

Mere generelt vil den lave afgiftssats på den enkelte transaktion betyde, at kun omgåelsesmuligheder, der er endnu billigere, vil være relevante.

Efter SF s opfattelse er det vigtigt at få lavet en seriøs analyse af muligheder og problemer. Det er vigtigt, at en sådan analyse ikke foretages af organisationer, der er ensidigt domineret af en gammeldags liberalistisk ideologi, men at også uafhængige eksperter, herunder fortalere for en Tobinafgift, indgår i analysen. Det vil efter SF s opfattelse være naturligt, at analysen iværksættes af EU med henblik på, at EU senere kan fremsætte forslag om en verdensomspændende afgift.

En højst tiltrængt international skattekilde

En yderligere fordel ved en Tobinafgift er, at den kan fungere som en yderst tiltrængt international kilde til skatteindtægter, der vil kunne bidrage til at finansiere FN, herunder fredsbevarende aktioner, ulandsbistand, miljøtiltag osv.

En afgift på 0,1 pct. vil indbringe et årligt provenu på flere hundrede milliarder kroner - selv hvis den fører til, at skattegrundlaget - altså valutatransaktionerne - reduceres voldsomt. F.eks. vil den med en reduktion på 75 pct. og omgåelser og fritagelser på 35 pct. af resten stadig indbringe 380 mia. kr. (med en handel på 1.500 mia. $ pr. dag og 240 bankdage pr. år). Det er 5 gange FN s samlede budget og på størrelse med den samlede ulandsbistand fra verdens rige lande.

Møntunion ingen løsning

For at foregribe en forudsigelig reaktion skal det understreges, at dansk deltagelse i EU s møntunion ikke er et alternativ til en Tobinafgift.

For det første, fordi valutaspekulation ikke er et problem, der er begrænset til Danmark. Det er et globalt problem, og den globale løsning er begrænsninger i den spekulative aktivitet.

For det andet, fordi selv et stort valutaområde som euro-området ikke vil være immunt over for spekulation. Det er oplagt, at der igennem de seneste ca. 15 år har været urimelig store udsving også mellem hovedvalutaerne. G10-landenes samlede valutareserver var i 1992 - og er formentlig også i dag - mindre end den daglige omsætning på valutamarkederne.

For det tredje, fordi dansk deltagelse i møntunionen vil være at kaste barnet ud med badevandet: Valutakursændringer kan i en række tilfælde være fornuftige - det er dem, der fremkaldes af ren spekulation, der skal luges væk.

Skriftlig fremsættelse

Jes Lunde (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om analyse af mulighederne for beskatning af spekulative kapitalbevægelser.

(Beslutningsforslag nr. B 50).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.