Forslag til folketingsbeslutning om etablering af chaufførvikarbureauer
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 29. oktober 1998 af Brian Mikkelsen (KF), Kaj Ikast (KF), Svend Heiselberg (V), Erik Jacobsen (V), Ole Donner (DF), Arne Melchior (CD) og Thorkild B. Fransgaard (FP)
Forslag til folketingsbeslutning
om etablering af chaufførvikarbureauer
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. februar 1999 at skabe lovgrundlag for, at der er fri adgang til etablering af chaufførvikarbureauer på bus- og godskørselsområdet.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er i det væsentlige en genfremsættelse af beslutningsforslag B 89 fra folketingsåret 1997-98 (1. samling), se Folketingstidende 1997-98 (1. samling), forhandlingerne s. 3657, Tillæg A s. 2769 og 2770.
I henhold til lov om godskørsel er det Vejtransportrådet, der udsteder tilladelse til godskørsel samt fastsætter de nærmere vilkår for udnyttelse af tilladelsen. Ifølge Vejtransportrådets gældende tilladelsesvilkår er det ikke tilladt at leje eller låne en chauffør hos et udlejningsbureau. Der er med andre ord ikke mulighed for at benytte chaufførvikarer til løsning af opgaverne. Dette på trods af, at der er et klart behov i branchen. Et behov, som i stedet kan tilfredsstilles syd for grænsen, idet det f.eks. i Tyskland er tilladt at etablere sådanne vikarbureauer. Disse vikarbureauer må gerne som følge af EU-lovgivningen operere i Danmark.
Det er på nuværende tidspunkt tilladt at låne en chauffør hos en anden vognmand efter forudgående tilladelse fra Færdselsstyrelsen. Det er derfor efter forslagsstillernes opfattelse nærliggende at udvide denne mulighed til også at kunne »leje« en chauffør hos et vikarbureau.
Forslagsstillerne mener, at forbudet mod at bruge chaufførvikarer i Danmark eksporterer gode danske arbejdspladser til de omkringliggende lande, og det er uforståeligt, at et klart behov på både gods- og busområdet ikke kan blive opfyldt.
Forslagsstillerne mener derfor, at regeringen straks bør gøre disse tidssvarende i forhold til de krav, en stor dansk branche stiller i dag for at kunne forblive konkurrencedygtig.
Trafikministeren sagde under førstebehandlingen af beslutningsforslag B 89, at en lovliggørelse af chaufførvikarbureauer kan gennemføres ved en ændring af godskørselsloven og busloven, f.eks. ved at indføre en autorisationsordning efter de samme principper, som gælder for vognmænd. Forslagsstillerne er af den opfattelse, at en ændring af denne lovgivning kan ske samtidig med, at man sikrer, at der sker en ligestilling mellem de fastansatte chauffører og chaufførvikarerne, samt at der føres samme kontrol med overholdelsen af køre- og hviletidsbestemmelserne for chaufførvikarer som for de fastansatte chauffører.
Skriftlig fremsættelse
Brian Mikkelsen (KF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om etablering af chaufførvikarbureauer.
(Beslutningsforslag nr. B 31).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.