Legislator Case Law & Legislation
19981BB00012 DK

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forsikringsaftaleloven

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1998 12 Valid

Fremsat den 20. oktober 1998 af Anne Baastrup (SF), Birthe Rønn Hornbech (V), Bendt Bendtsen (KF), Peter Skaarup (DF), Frank Aaen (EL), Tom Behnke (FP) og Jann Sjursen (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af forsikringsaftaleloven

Folketinget pålægger justitsministeren at nedsætte et udvalg, der skal udarbejde forslag til ændringer af forsikringsaftaleloven med henblik på en præcisering af de regler, der vedrører forsikringsselskabernes ansvar, for så vidt angår ulykkesforsikringer og sygeforsikringer, jf. forsikringsaftalelovens kap. IV. Med lovændringen bør det enten i forsikringsaftaleloven præciseres, at forsikringsselskabet skal bære risikoen for sygdomme, der endeligt er diagnosticeret i forsikringstiden, selv om sygdommen er opstået og de første symptomer har vist sig før forsikringens tegning, eller andre alternative løsninger, der sikrer større klarhed over, hvilken forsikringsdækning der ydes.

Forslag om ændring af forsikringsaftaleloven i overensstemmelse med ovenstående skal kunne fremsættes i folketingsåret 1999-2000.

Det foreslåede udvalg skal endvidere gennemgå forsikringsaftaleloven generelt med henblik på en samlet revision. Udvalget forventes at kunne afslutte den del af arbejdet inden år 2002.

Bemærkninger til forslaget

Indtræder en ulykke eller en sygdom, som er omfattet af forsikringsaftalen, i forsikringstiden, hæfter forsikringsselskabet også for sådanne skadelige følger, som først viser sig senere, jf. forsikringsaftalelovens § 120.

Denne bestemmelse er nu blevet fortolket således af Højesteret i en dom af 29. juni 1998, at forsikringstager ikke er dækket mod en konkret angivet sygdom sklerose på trods af, at hun havde givet fuldstændige oplysninger til brug for forsikringstegningen, og at der på det tidspunkt ikke var diagnosticeret sklerose. Forsikringstagers problem var, at en speciallægeerklæring, der i forbindelse med forsikringstegningen i 1979 eksplicit frifandt forsikringstager for mistanke om sklerose, i forbindelse med domsforhandlingen blev underkendt af en lægelig specialist. Eller sagt med andre ord: Risikoen for en forkert speciallægeerklæring påhvilede forsikringstager.

Scleroseforeningen har i sin kritik af dommen påpeget, at det forekommer urimeligt, at forsikringsselskabet på denne måde kan unddrage sig den aftalte forpligtelse til at udbetale forsikringssummen, idet foreningen finder, at forsikringsaftalen bør dække skadelige følger, når endelig diagnose først er stillet i forsikringstiden, altså i selskabets hæftelsesperiode. Foreningen foreslår med andre ord, at der skal indføres et egentligt diagnoseprincip.

Det betyder, at sygdomme, der er opstået før forsikringstiden, men diagnosticeret i forsikringstiden, skal være omfattet af forsikringen. Sygdomme konstateret før forsikringstiden, men først diagnosticeret efter, vil således være omfattet. Omvendt vil sygdomme opstået i forsikringstiden, men først diagnosticeret efter dennes ophør, ikke være omfattet.

Herved ville man opnå at få et klart og gennemskueligt princip, som ville vanskeliggøre forsikringsselskabernes mulighed for at undlade at udbetale forsikringen.

Imidlertid kan en ændring af forsikringsaftaleloven forårsaget af en enkelt dom få vidtrækkende konsekvenser for andre forsikringssituationer. Lektor Ivan Sørensen, Københavns Universitet, har derfor over for Folketingets Retsudvalg foreslået som et mindre indgribende skridt, at man modificerer forsikringsbetingelserne, for så vidt angår sygdommen sklerose, således at diagnoseprincippet kunne indføres her.

Rådet for Dansk Forsikring og Pension har søgt at tage denne idé op, idet rådet overvejer en henstilling til rådets medlemmer, hvor det præciseres, hvorledes anmeldte skader af denne type bør behandles.

Problemet med lektor Ivan Sørensens forslag er, at denne ordning ikke vil omfatte eventuelle udenlandske forsikringsselskaber. Problemet med den ordning, Rådet for Dansk Forsikring og Pension overvejer, er, ud over at også dette forslag kun vedrører danske selskaber, at det kun er en henstilling, som det enkelte selskab ikke vil være forpligtet til at følge.

Forsikringsaftaleloven er en gammel lov, som har en lang række principper, der er godt indarbejdet i domspraksis. Det er derfor vanskeligt at lave konkrete ændringer, uden af disse får afsmittende virkning på andre områder. Forslagsstillerne er derfor veget tilbage fra at foreslå en konkret ændring, men er i stedet indstillet på, at de rejste problemer løses på anden vis.

Omvendt er det forslagsstillernes opfattelse, at der er en lang række problemer i forsikringsaftaleloven, som efter nutidig retsopfattelse må siges at være forældet. Forslagsstillerne har således erfaret, at reglerne om forældelse i lovens § 29 ikke fungerer tilfredsstillende i praksis. Især skulle de volde problemer i personskadesager. Endvidere kan det nævnes, at selskabets renteforpligtelse i lovens § 24 er utidssvarende, at reglerne om præmiens betaling ikke har fungeret i mange år, og at der på dette område mangler nogle sikre retsgarantier for forbrugerne. Et problem er det også, at der ikke findes regler, der regulerer de mange gruppeforsikringer, idet de ikke eksisterede, da den gældende lov blev vedtaget. Endvidere trænger reglerne om urigtige risikooplysninger efter forslagsstillernes opfattelse til et grundigt eftersyn, jf. at disse ofte er genstand for omtale/kritik i medierne. Reglerne om forbrugernes generelle fortrydelsesret bør bedre indarbejdes i loven. Samtidig bør det undersøges, om der er mulighed for at forhindre, at selskaberne formulerer sig ud af lovens præceptive regler, ligesom det bør overvejes, om der bør optages særlige regler for forbrugere og erhvervsdrivende.

Forslagsstillerne har derfor foreslået, at udvalget skal gennemføre en generel revision af forsikringsaftaleloven.

Forslagsstillerne lægger endelig vægt på, at udvalget får en bred sammensætning, hvor også brugerne får en central placering. I den forbindelse finder forslagsstillerne det naturligt, at der bliver plads til Scleroseforeningen, som på grund af det sygdomsmønster, netop denne sygdom har, er i besiddelse af erfaringer med de problemer, man som forsikringstager ofte løber ind i.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forsikringsaftaleloven.

(Beslutningsforslag nr. B 12).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →