Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af lige betalingsvilkår for bane og bil til Københavns Lufthavn i Kastrup
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 7. oktober 1998 af Søren&nb sp;Kolstrup (EL) og Jette Gottlieb (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af lige betalingsvilkår for bane og bil til Københavns Lufthavn i Kastrup
Folketinget pålægger regeringen at sikre lige betalingsvilkår for anvendelse af Øresundsforbindelsens landanlæg, det vil sige vejanlæg og jernbaneanlæg for de brugere, som ikke passerer Øresund.
Bemærkninger til forslaget
Som led i etableringen af den faste forbindelse mellem Sverige og Danmark har Øresundsforbindelsen A/S stået for byggeriet af tilslutningsanlæggene til det øvrige jernbanenet på Sjælland (Kastrupbanen) samt tilslutningsforbindelse til motorvejsnettet på Amager.
Det indgår i lov om anlæg af fast forbindelse over Øresund, at der skal betales en afgift på 75 mio. kr. årligt (1997-tal) for benyttelse af Kastrupbanen med henblik på finansiering af dette anlægsarbejde. Denne afgift svarer til et beløb på 17 kr. pr. passager, såfremt der som forventet vil være godt 12.000 daglige brugere af Kastrupbanen.
Et flertal i Finansudvalget har ved Akt nr. 258 af 16. juni 1998 tiltrådt, at Banestyrelsen alene i år opkræver et beløb på 19,2 mio. kr. hos DSB for brug af Kastrupbanen. Beløbet skal dække perioden fra banens åbning den 27. september 1998 og året ud. Der blev i forbindelse med behandlingen af sagen i Finansudvalget stillet spørgsmål om, hvorledes det kan være, at bilisterne ikke tilsvarende skal betale for deres del af landanlægget. Det fremgår af svaret til Finansudvalget, at der ifølge artikel 17 i regeringsaftalen mellem Sverige og Danmark om den faste forbindelse ikke opkræves særlig afgift herfor. Udgiften til vejanlægget på land forudsættes finansieret via betalingen for kyst til kyst-anlægget, fremgår det af svaret.
Etableringen af landanlægget har på den danske side imidlertid det særlige aspekt, at landanlægget ikke alene betjener tilkørslen til selve Øresundsforbindelsen, men også fungerer som tilkørsel til Kastrup Lufthavn, som nu kan nås både via jernbane og via motorvejsnettet.
Imidlertid pålægges den jernbanetrafik, som betjener lufthavnen - i overensstemmelse med anlægsloven - en væsentlig afgift, som fordyrer jernbanebetjeningen af lufthavnen. Omvendt skal biler, busser og taxier, som benytter vejanlægget til lufthavnen, ikke betale herfor, fordi disse anlæg betales af brugerne af Øresundsforbindelsen.
Resultatet heraf er en urimelig forskelsbehandling til fordel for bilismen og til ugunst for jernbanen, som ellers er den transportform, der miljømæssigt og samfundsøkonomisk er mest ønskelig.
Af Trafikministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1183 (Folketingsåret 1997-98 (2. samling)) fremgår det, at regeringsaftalen mellem Sverige og Danmark ikke - som svaret til Finansudvalget antyder - omfatter en betalingsfritagelse for alle bilister, men alene vedrører de bilister, som benytter og dermed betaler for brug af Øresundsforbindelsen. Regeringsaftalen omfatter således ikke bilister, som kommer fra den danske side og kun skal til lufthavnen.
Denne miljømæssigt uforsvarlige situation kan dermed løses ved enten at ophæve kravet om betaling fra jernbanedelen eller ved at indføre bompengebetaling ved indkørsel fra den danske side af motorvejsanlægget til lufthavnen.
Skriftlig fremsættelse
Søren Kolstrup (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af lige betalingsvilkår for bane og bil til Københavns Lufthavn i Kastrup.
(Beslutningsforslag nr. B 1).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.