Ændringsforslag til 3. behandling af Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og lov om skattefri virksomhedsomdannelse
Statutory Text (1 Articles)
Ændringsforslag stillet den 23. april 1999
Ændringsforslag
til 3. behandling af
Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og lov om skattefri virksomhedsomdannelse
(Fusion, selskabsstiftelse og virksomhedsomdannelse med skattemæssigt tilbagevirkende kraft)
Af skatteministeren
Til § 2
1) Paragraffen affattes således
»§ 2
I lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 4. september 1995, som ændret ved § 23 i lov nr. 1219 af 27. december 1996, § 35 i lov nr. 1223 af 27. december 1996, § 19 i lov nr. 166 af 24. marts 1999 og § 1 i det af Folketinget den 27. april 1999 vedtagne forslag til lov om ændring af lov om skattefri virksomhedsomdannelse, virksomhedsskatteloven, personskatteloven og fusionsskatteloven. (Lempelse af betingelserne for omdannelse af virksomheder med flere ejere samt indførelse af krav om fuldt vederlag i aktier eller anparter m.v.), foretages følgende ændringer
1. I § 2, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »dato«: », og at ejeren senest 1 måned efter omdannelsen indsender genpart til den skatteansættende myndighed af de dokumenter, der i selskabslovgivningen er foreskrevet udarbejdet i forbindelse hermed, den i § 2, stk. 3, nævnte opgørelse, en opgørelse over anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne opgjort efter § 4, stk. 2 og 3, samt dokumentation for, at selskabet er anmeldt til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at overdragelsen til et allerede registreret selskab har fundet sted, jf. § 1, stk. 2«.
2. § 4, stk. 5, 1. pkt., ophæves.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om rent tekniske ændringer, der skyldes, at lovforslaget om ændring af lov om skattefri virksomhedsomdannelse, virksomhedsskatteloven, personskatteloven og fusionsskatteloven (L 147), forventes vedtaget inden 3. behandling af lovforslaget om ændring af selskabsskatteloven og lov om skattefri virksomhedsomdannelse (L 189). L 147 indebærer bl.a., at de gældende bestemmelser, hvortil der henvises i L 189, ændrer betegnelse.
I § 2, nr. 1, i L 189 foreslås der gennemført ændringer i § 2, stk. 1, litra d, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, der efter vedtagelsen af L 147 bliver til § 2, stk. 1, nr. 6. Ændringsforslaget retter op herpå.
I den tekst, der foreslås indsat i forlængelse af § 2, stk. 1, litra d, der bliver § 2, stk. 1, nr. 6, er det endvidere nødvendigt at ændre henvisningen til § 4, stk. 2-4, til: » § 4, stk. 2 og 3,«, da vedtagelsen af L 147 indebærer, at § 4, stk. 2 og 3, i den gældende lov slås sammen til et stykke.
Ændringsforslaget medfører, at der efter ordet »aktierne« indføjes »eller anparterne«, da den øvrige tekst i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, som formuleret ved L 147, konsekvent nævner såvel aktier som anparter.
Med vedtagelsen af L 147 indsættes der i § 2, stk. 3, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse en bestemmelse om, at der skal udarbejdes en opgørelse over, hvorledes den beregnede skat af den samlede skattepligtige fortjeneste, som ville være konstateret ved et sædvanligt salg, jf. § 4, stk. 2, 3. pkt., kan henføres til de enkelte ejere. Denne opgørelse skal ifølge en bestemmelse, der med L 147 indsættes i § 4, stk. 6, 1. pkt., som i øvrigt bliver stk. 5, 1. pkt., indsendes sammen med de andre dokumenter, der i forvejen er nævnt i § 4, stk. 6, 1. pkt.
I lovforslag nr. L 189 foreslås det at ophæve § 4, stk. 6, 1. pkt., og lade kravet om indsendelse af dokumenter fremgå af § 2, stk. 1, litra d, der nu bliver § 2, stk. 1, nr. 6. Det er derfor nødvendigt ligeledes at lade kravet om indsendelse af opgørelsen efter § 2, stk. 3, fremgå af § 2, stk. 1, nr. 6, hvorfor § 2, nr. 1, i L 189 foreslås ændret i overensstemmelse hermed.
Endelig foreslås bestemmelsen om at ophæve § 4, stk. 6, 1. pkt., ændret, således at der henvises til § 4, stk. 5, 1. pkt., som er den relevante bestemmelse efter vedtagelsen af L 147.