Legislator Case Law & Legislation
199815L00531 DK

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Tillægsbetænkning over lovforslag 1998 157 Valid

Tillægsbetænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 25. maj 1999

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme

(Ændring af strukturregler om husdyrhold, samdrift og sammenlægning m.v.)

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, men vil stemme for de af et mindretal stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (EL)

Til § 1

1) Efter nr. 6 indsættes som nye numre

»01. I § 7, stk. 5, nr. 2, indsættes efter »husdyrhold,«: »herunder om, at 25 pct. af arealkravet kan opfyldes med arealer fra en anden ejet ejendom eller ved tinglyste forpagtnings- eller gylleaftaler, der løbende gælder 5 år frem, for ejendomme med et husdyrhold på op til 250 DE,«.

02. I § 7, stk. 5, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer

»3) at ejendomme og bedrifter med husdyrhold, der er lovligt etableret efter reglerne i landbrugsloven ved de nye reglers ikræfttræden, får en frist til den 1. september 2014 med hensyn til opfyldelsen af de under nr. 1 og nr. 2 nævnte regler,«.

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 4 og 5.«

2) Efter nr. 34 indsættes som nyt nummer

»03. I § 30 a affattes stk. 2 således

»Stk. 2. Jordbrugskommissionerne træffer afgørelse i enighed. I modsat fald træffes afgørelse af et direktorat under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.««

3) Efter nr. 34 indsættes som nyt nummer

»04. I § 30 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Såfremt der er tale om sager af naturmæssig betydning, skal de grønne organisationer høres, forinden afgørelse træffes.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget ønsker forslagsstillerne at fastholde regeringens oprindelige lovforslag vedrørende krav om egen jord, arealkravet og overgangsreglerne for bestående husdyrhold.

Til nr. 2

Ændringsforslaget indebærer efter forslagsstillernes opfattelse en styrkelse af retssikkerheden ved, at Jordbrugskommissionens afgørelser skal træffes i enighed og i modsat fald af Strukturdirektoratet.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget får de grønne organisationer en høringsret i sager af naturmæssig betydning.

Erling Christensen (S) Hugo Sørensen (S) Erik Mortensen (S) Margot Torp (S) Jørn Jespersen (SF) fmd. Kristen Touborg (SF) Annie Lunde Hansen (CD) Vibeke Peschardt (RV) Keld Albrechtsen (EL) Christian Mejdahl (V) Jens Kirk (V) Mariann Fischer Boel (V) Peter Hansen-Nord (V) Lene Espersen (KF) nfmd. Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →