Legislator Case Law & Legislation
199815L00520 DK

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om sygdomme og infektioner hos dyr

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Tillægsbetænkning over lovforslag 1998 160 Valid

Bilag 1

Notits fra Fødevareministeriet

Notits

om adgangen til at gennemføre kontrolbesøg som foreskrevet i § 40 i L 160, forslag til lov om sygdomme og infektioner hos dyr

I henhold til § 40, stk. 1, i L 160, forslag til lov om sygdomme og infektioner hos dyr, har myndighederne, hvis det skønnes nødvendigt, adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter uden en retskendelse. Ifølge forslagets § 40, stk. 2, yder politiet om nødvendigt bistand hermed.

Ifølge et af Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fremsat ændringsforslag, kan kontrolbesøg, der ikke kan foregå med ejerens samtykke, kun ske med en retskendelse.

Lovforslagets § 40 præciserer nugældende § 31 i lov om husdyrsygdomme og § 12 i lov om zoonoser. Bestemmelsen udvider ikke myndighedernes beføjelser for adgang til private ejendomme og lokaliteter i forhold til disse bestemmelser, og man agter ej heller at udnytte § 40 i lovforslaget i videre omfang, end det efter de eksisterende regler er muligt. Det skal tilføjes, at kontrolbesøg, der ikke kan foretages i forståelse med ejeren, kun forekommer i ganske få tilfælde.

Adgangen til at gå ind på offentlige og private lokaliteter uden en retskendelse findes tilsvarende i en række love, der administreres af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Bestemmelsen giver kontrolmyndigheden beføjelser, som en kontrolmyndighed bør have for at kunne udføre en effektiv kontrol, og bestemmelsen må betragtes som fundamentet for den offentlige kontrol.

Fælles for kontrolmyndighederne under Fødevareministeriet kan det oplyses, at praksis vedrørende foretagelse af kontrolbesøg er således, at bestemmelsen anvendes i forbindelse med kontrolmyndighedens almindelige løbende tilsyn (stikprøvekontrol). Sagen overdrages imidlertid til politiet, når det konkret vurderes, at der med overvejende sandsynlighed foreligger en overtrædelse af lovgivningen.

Der skelnes således mellem almindelige kontrolformål, herunder mistanke om sygdomsudbrud og mistanke om lovovertrædelse.

Veterinær- og Fødevaredirektoratet kan om de kontrolbesøg, der er foretaget i henhold til nugældende lov om husdyrsygdomme og lov om zoonoser, oplyse følgende

Kredsdyrlægen kontrollerer husdyr forud for samhandel med levende dyr. Kontrollen sker på ejerens foranledning.

Plantedirektoratet har i 1998 kontrolleret 2.794 kvægbesætninger med henblik på at sikre, at de var øremærket. Der var i tre tilfælde problemer med at udføre kontrollen i besætningen.

Hvad angår kontrollen af akvakulturbrug, foretog Veterinær- og Fødevaredirektoratet i 1997 708 kontrolbesøg og i 1998 foretoges 675 besøg. Ved disse besøg var der ikke problemer med at få adgang.

I forbindelse med besøg foretaget i henhold til lovbekendtgørelse nr. 492 af 28. juni 1990 om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning, som omfatter kontrol af brug af lægemidler og fund af lægemiddelrester i slagtedyr eller mælk, blev der i 1996 udført 113 kontrolbesøg, og i 1997 blev indtil 30. september udført 121 kontrolbesøg. Det skønnes, at det samlede antal for sidste kvartal af 1997 og for 1998 vil andrage ca. 200 kontrolbesøg.

Man er ikke bekendt med tilfælde, hvor kontrolbesøget er gennemført af kontrolmyndigheden på trods af en klar tilkendegivelse fra ejeren om, at kontrolbesøget var uønsket.

Efter det oplyste har der ikke været tilfælde, hvor kontrolbesøg er foretaget i privatboligen med henblik på at kontrollere, om der blev opbevaret medicin. Her ses bort fra tre tilfælde i 1998, hvor kontrolbesøgene blev gennemført af politiet med dommerkendelse på grund af konkret mistanke om hormonanvendelse.

Som det fremgår, er ejeren normalt indforstået med, at der udføres kontrol på hans ejendom.

Det skal understreges, at det primære formål med forslagets § 40 ikke er at samle beviser til en eventuel efterfølgende straffesag, men derimod at sikre, at menneskers og dyrs sundhedstilstand ikke bringes i fare. Hurtig indgriben kan være afgørende i visse tilfælde, hvor øjemedet vil forspildes, hvis kontrolbesøget forsinkes. Kontrolmyndigheden skal have mulighed for meget hurtigt at foretage bekæmpelsesforanstaltninger ved sygdomsudbrud, ligeledes på tidspunkter, hvor det kan tage lang tid at få en retskendelse.

Muligheden for at have adgang uden retskendelse er nødvendig, da der undtagelsesvis kan forekomme tilfælde, hvor det skønnes påkrævet, at et kontrolbesøg gennemføres uvarslet eller med kort varsel, og uden at sagen forsinkes ved, at myndigheden skal indhente særlig retskendelse. Undladelsen af at gribe ind med det samme kan medføre fare for, at den i øjeblikket gode zoosanitære situation i Danmark forringes væsentligt, idet smitterisikoen ved sygdomsudbrud forhøjes, såfremt der ikke straks træffes bekæmpelsesforanstaltninger.

Tillægsbetænkning over lovforslag 1998 160 Valid

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål nr. 3 til fødevareministeren og dennes svar herpå, for så vidt angår den del af spørgsmålet, som omhandler identifikation af kreaturer

Spørgsmål 3

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. marts 1999 fra Landbrugsraadet, jf. L 160 bilag 5.

Svar

Ad punkt 2: (identifikation af kreaturer)

I konkrete tilfælde, hvor besætningsejere nægter at øremærke deres dyr, er der mulighed for at idømme tvangsbøder. Jeg føler mig ikke umiddelbart overbevist om, at problemet er så stort, at det ikke kan håndteres inden for de eksisterende rammer. Viser det sig, at et stigende antal besætningsejere nægter at øremærke deres dyr, vil jeg overveje i et kommende folketingsår at fremkomme med et ændringsforslag til loven, der muliggør en mere direkte indgriben.

Tillægsbetænkning over lovforslag 1998 160 Valid

Tillægsbetænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 25. maj 1999

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om sygdomme og infektioner hos dyr

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder fra fødevareministeren modtaget en notits af 12. maj 1999 om adgangen til at gennemføre kontrolbesøg som foreskrevet i § 40 i lovforslaget. Notitsen er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen tillige med udvalgets spørgsmål 3 og fødevareministerens besvarelse heraf, for så vidt angår den del af spørgsmålet, som omhandler identifikation af kreaturer.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Erling Christensen (S) Hugo Sørensen (S) Erik Mortensen (S) Margot Torp (S) Jørn Jespersen (SF) fmd. Kristen Touborg (SF) Annie Lunde Hansen (CD) Vibeke Peschardt (RV) Keld Albrechtsen (EL) Christian Mejdahl (V) Jens Kirk (V) Mariann Fischer Boel (V) Peter Hansen-Nord (V) Lene Espersen (KF) nfmd. Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →