Betænkning over Forslag til lov om elforsyning

Bilag 1

Underbilag a til bilag 1

Underbilag b til bilag 1

Underbilag c til bilag 1

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 1

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. maj 1999 fra Eltra, jf. L 234 - bilag 3.

Svar

Som opfølgning på finanslovsaftalen er der i elreformaftalen fastlagt en omlægning af tilskud til vedvarende energi. For at sikre en statsfinansiel forbedring allerede i år er det hensigten, at ændringen skal træde i kraft medio 1999. Der er i lovforslagene lagt op til, at fordelingen af elforbrugernes finansiering af de hidtidige statslige tilskud til vedvarende energi følger fordelingen af den tilskudsberettigede produktion henholdsvis vest og øst for Storebælt. Tilskudsomlægningen vil isoleret set fordyre elprisen med knap 3 øre/kWh vest for Storebælt og ca. 1 øre/kWh øst for Storebælt. Den forskellige priseffekt skyldes, at der er en større andel tilskudsberettiget elproduktion vest for Storebælt end øst for Storebælt.

Der er ikke med lovforslaget lagt op til en udligning af disse omkostninger.

Eltra vest for Storebælt og Elkraft-System øst for Storebælt er ikke elektrisk forbundne. En national udligningsordning i den nuværende situation ville medføre, at sjællandske elforbrugere skulle betale for en elproduktion, der blev frembragt og forbrugt i det jysk-fynske område. Dermed ville de sjællandske elforbrugere de facto ikke få, hvad de betalte for, og udligningsordningen ville i så fald have karakter af og ville lovmæssigt skulle gennemføres som en skat for de sjællandske elforbrugere.

Der er andre elementer af elprisen, som er forskellige øst og vest for Storebælt. Konkurrencerådet konstaterede eksempelvis i den senest publicerede opgørelse af elpriserne fra 1998, at gennemsnitspriserne for alle forbrugergrupper, bortset fra mindste forbrugerkategori, er lavest vest for Storebælt. Det skønnes herudover, at markedsprisen på ikke-prioriteret el er slået hurtigere igennem i Eltras område end i Elkraft-Systems område.

Efterhånden som overgangsordningerne for vindkraft aftrappes, vil der ske en udligning af omkostningerne mellem Øst- og Vestdanmark, fordi handlen med VE-beviser, der gradvist erstatter den prioriterede produktion, foregår på nationalt niveau og købsforpligtelsen for VE-beviser er ens for alle forbrugere.

Spørgsmål nr. 2

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. maj 1999 fra Dansk Industri, jf. L 234 - bilag 5.

Svar

Dansk Industri har fremsendt to notater med deres kommentarer til de lovforslag, der udmønter aftalen om elreformen. Det første notat er generelle kommentarer, mens der i det andet notat gennemgås konkrete punkter på tværs af aftalen og lovudkastene.

Dansk Industri noterer, at der er en ubalance i reformens ikrafttræden, hvor lovene, der forbedrer statens finanser, træder i kraft hurtigt, mens de øvrige dele af lovpakken tidligst træder i kraft næste år. Grunden til de forskellige ikrafttrædelsestidspunkter er, at det i finanslovsaftalen blev forudsat, at statens finanser blev forbedret allerede i 1999. Der sigtes imod, at L 234 kan sættes i kraft ved årsskiftet, med forbehold for godkendelse i Kommissionen. Det er baggrunden for, at der i lovforslaget er givet bemyndigelser til ikrafttrædelse.

Dansk Industri finder, at lovgivningsprocessen må indeholde en grundig analyse af de omkostningsmæssige konsekvenser for forbrugerne. Med hensyn til de beregninger og forudsætninger, der ligger til grund for vurderingerne af elreformens påvirkning af elprisen har Dansk Industri og Folketinget fået oversendt både resultater, beregninger og forudsætninger. Desuden har Dansk Industri holdt møde med Energistyrelsen, hvor materialet er gennemgået.

Dansk Industri anfører, at elprisen vil stige med 2 øre på Sjælland og med op mod 4 øre i det jysk/fynske område allerede den 1. juli 1999. Det skyldes finanslovsaftalens krav om provenuforbedring allerede i 1999 og svarer nogenlunde til Energistyrelsens vurdering. Men man skal være opmærksom på, at der sker og allerede gennem det seneste år er sket betydelige fald i prisen på ikke-prioriteret el.

Desuden forventes rationaliseringer i sektoren senere at reducere elprisen yderligere. Energistyrelsens analyser viser, at den gennemsnitlige elpris for udvalgte forbrugergrupper samlet set vil falde en smule. Dansk Industri har selv i et debatoplæg fra september 1998 vurderet, at 3-5 mia. kr. pr. år synes at være et godt bud på, hvor meget åbningen af energimarkederne vil reducere energisektorens omkostninger. Hovedparten heraf ligger i elsektoren.

Nedenfor følger bemærkninger til de forslag, som Dansk Industri har til en forbedring af de erhvervsøkonomiske konsekvenser af ellovsreformen.

1. Dansk Industri anbefaler, at den overordnede afklaring af kraftværkernes forpligtelser skal ske i forbindelse med lovpakkens behandling i Folketinget.

Lovpakken udmønter de dele, der er aftalt med elreformaftalen af 3. marts 1999. Den nærmere afklaring af kraftværkernes forpligtelser skal ifølge aftalen først ske senere.

2. Dansk Industri anbefaler, at aftagepligten for prioriteret elproduktion gradueres.

En sådan graduering blev drøftet under forhandlingerne forud for indgåelsen af aftalen.

Der henvises i øvrigt til min besvarelse af 17. maj 1999 på spørgsmål nr. S 1975 stillet af Frank Dahlgaard (KF). Konsekvenserne af at differentiere aftageforpligtelsen til den prioriterede elektricitet vil være, at de ikke-momsregistrerede forbrugere skal betale en større andel af udgifterne til den prioriterede produktion under hensyntagen til industriens konkurrenceevne. I forvejen er de ikke-momsregistrerede forbrugere til forskel fra de momsregistrerede pålagt elafgift og moms.

3. Dansk Industri anbefaler, at målsætningerne for udbygningen med vedvarende energi reduceres eller udskydes, samt at den del af biomasseaftalen, der endnu ikke er opfyldt, revurderes.

En målsætning for udbygningen med vedvarende energi fremgår eksplicit af aftalen, mens biomasseaftalen er en af elselskabernes forpligtelser, der vil blive vurderet i forbindelse med ansættelsen af deres økonomiske åbningsbalance.

4. Dansk Industri anbefaler, at CO2-kvotelovens eksportbegrænsende virkning fjernes for at udvide kraftværkernes indtjeningsmuligheder. Endvidere anbefaler Dansk Industri, at forslaget til lov om CO2 -kvoter helt fjernes eller afventer etableringen af et internationalt system for omsætning af CO2-kvoter.

Ved at fjerne afgiften på 40 kr. pr. ton kan lovens eksportbegrænsende virkning fjernes, men herved bliver kvoterne uden virkning, og det vil således svare til ikke at gennemføre loven.

5. Dansk Industri anbefaler, at samtlige ikrafttrædelsestidspunkter i de fremlagte lovforslag sættes til den 1. januar 2000.

Reformaftalen udmønter aftalen om finansloven for 1999, hvor statens finanser allerede i 1999 forbedres med 1,3 mia. kr. Såfremt samtlige ikrafttrædelsestidspunkter i de fremlagte lovforslag sættes til den 1. januar 2000, vil statens finanser ikke blive forbedret i 1999.

6. Dansk Industri anbefaler, at det i loven understreges, at det er et selvstændigt mål for de systemansvarlige virksomheder at fremme konkurrencen.

De systemansvarlige virksomheder er uafhængige aktører, der skal give aktørerne lige vilkår. Hele regelsættet er udformet for at sikre, at alle har lige vilkår på markedet, og herigennem skabe rammer for en effektiv konkurrence.

7. Dansk Industri anbefaler, at lovgivningen sikrer lige konkurrencevilkår mellem elhandelsselskaber ejet af de eksisterende elselskaber og andre handelsselskaber, samt at den nye elforsyningslov generelt giver ejerne mulighed for frit at disponere over indtægter ved salg og konkurrenceudsatte aktiviteter. Desuden anbefaler Dansk Industri, at lovgivningen fokuserer på konkurrencefremmende elementer i stedet for at lægge de danske elselskaber i en organisatorisk og selskabsmæssig spændetrøje.

Med loven skabes ensartede rammebetingelser for såvel eksisterende som nye aktører på den konkurrenceudsatte del af det danske elmarked. Eksisterende aktører vil dog have en række fordele som følge af, at produktionsanlæggene er finansieret under de nuværende favorable betingelser, og som følge af den goodwill, man har oparbejdet som eneleverandør.

Den foreslåede selskabsregulering og prisregulering er en opfølgning på reformaftalen af 3. marts 1999. Det er rigtigt, at de nuværende distributionsselskaber som ejere af de centrale produktionsselskaber fortsat vil have begrænsede muligheder for at disponere over kapital og indtægter fra produktionsselskaberne med henblik på at anvende disse midler til investering i kommercielle aktiviteter som for eksempel elhandelsselskaber.

Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at ejerne fremover uden de gældende restriktioner frit kan anvende kapital og indtægter fra produktionsselskaberne til investering i handelsaktiviteter. Dette forudsætter, at ejerne beslutter at foretage sådanne investeringer via produktionsselskabet i stedet for først at overføre midlerne til netselskabet, hvor ejerskabet af produktionsselskabet ifølge lovforslaget vil blive placeret i forbindelse med den krævede selskabsopdeling.

Det er min opfattelse at denne regulering vil

1) styrke de danske produktionsselskabers muligheder for at klare sig i den skærpede konkurrence, fordi der ikke åbnes op for, at de nuværende ejere i form af de mange distributionsselskaber får frie muligheder for enkeltvis at disponere over denne kapital med henblik på at opbygge kommercielle elhandelsvirksomheder.

2) sikre, at de værdier, som er opsparet under de nuværende regulerede og beskyttede vilkår, fortsat kan komme forbrugerne til gode.

Jeg finder, at denne regulering også vil være en fordel for de elforbrugende medlemmer af Dansk Industri.

8. Dansk Industri mener endelig, at der sker en dobbeltbeskatning af CO2-udledningen, som de anbefaler fjernet.

Det er jævnfør min besvarelse af 17. maj 1999 på spørgsmål nr. S 1971 stillet af Frank Dahlgaard (KF) for nylig vurderet af Energistyrelsen, at der henregnes en større andel CO2 -udledning til elproduktion, end der teoretisk set er grundlag for i forhold til brændselsanvendelse. Det er dog ikke erhvervsforbrugere, der betaler mere, men ikke-momsregistrerede forbrugere.

Min besvarelse af spørgsmål nr. S 1971 og S 1975 stillet af folketingsmedlem Frank Dahlgaard (KF) vedlægges.

Miljø- og energiministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1971 stillet af folketingsmedlem Frank Dahlgaard (KF)

Spørgsmål nr. S 1971

Vil ministeren redegøre for, hvor mange mio. tons ikkeeksisterende CO2, der beskattes via CO2-afgiften på el?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Energistyrelsen, der oplyser følgende

»Størrelsen af CO2-afgiften på forskellige energiformer blev ved afgifternes indførelse generelt fastsat, så afgiftsbetalingen svarer til 100 kr. per t CO2, der udsendes. For el produceret og forbrugt i Danmark betød det en afgift på 10 øre pr. kWh. For erhvervslivet er de effektive satser dog lavere, idet der sker en refusion af en del af afgiften, svarende til de lavere satser, der gælder for el til såkaldte lette processer, henholdsvis tunge processer, hvor nettosatserne p.t. udgør 8 øre, henholdsvis 2 øre. Endvidere refunderes en yderligere del af afgiften til de virksomheder, der har indgået aftaler med Energistyrelsen, således at de effektive satser p.t. bliver 5,8 øre pr. kWh for lette processer, og 0,3 øre pr. kWh for tunge processer.

Det samlede provenu af CO2-afgiften på el efter fradrag af de nævnte refusioner forventes at udgøre 2,65 mia. kr. i 1999 stigende til 2,85 mia. kr. i 2002.

Såfremt provenuet omregnes til mio. t CO2, ved anvendelse af en pris på 100 kr. pr. t, kan der således, på spørgsmålets præmisser, siges at være betalt CO2 -afgift for el for følgende mængder

Netto provenu, mia. kr.

Betalte CO2-mængder v. 100 kr./t

1999

2,65

26,5

2000

2,81

28,1

2001

2,83

28,3

2002

2,85

28,5

Afgiftsbeløbet på 10 øre pr. kWh er også i dag rimeligt konsistent med en pris på CO2-emissioner på 100 kr./t, idet et ekstra elforbrug på 1 kWh (eller 1 kWh sparet) omtrent giver anledning til en forøgelse (eller en formindskelse) af Danmarks emissioner på 1 kg. Tallet er dog let faldende over tid og udgør ifølge Energistyrelsens skøn omkring 0,86 kg i 1999, faldende til 0,84 kg i 2002.

Ses på de samlede emissioner fra elproduktion og det antages at elproduktionens emissioner fremover vil følge kvoterne indeholdt i aftalen om elreformen, vil disse udgøre 23 mio. t faldende til 20 mio. t over aftaleperioden. Ved »emissioner fra el« forstås i denne forbindelse (i overensstemmelse med forudsætningerne fra elreformaftalen) de samlede emissioner minus beregnede emissioner til varme, med en antaget varmevirkningsgrad på 200 pct.

Såfremt de i spørgsmålet anvendte forudsætninger lægges til grund (en varmevirkningsgrad på 125 pct., dog for decentrale værker de afgiftsmæssige virkningsgrader), findes, at »emissionerne fra el« vil udgøre

Mio. t CO2

1999

21,5

2000

19,4

2001

18,4

2002

17,6

Sammenholdt med tabellen ovenfor kan derfor siges, at der betales afgift for flere tons, end der beregningsmæssigt er henført til el. Med spørgsmålets præmisser, i 2002 f.eks. knap 10 mio. t (nemlig 28,5 minus 17,6), svarende til en »merbetaling« på ca. 1,1 mia. kr.

Dette bør ses i sammenhæng med, at der ydes tilskud til CO2-venlig elproduktion som vindmøller og naturgaskraftvarme. Disse tilskud var i 1998 omkring 1,3 mia. kr. og ville med de eksisterende tilskudsregler have været vokset til ca. 1,9 mia. kr. i 2002, men forventes efter elreformens gennemførelse at være faldende.

Elforbrugerne kan altså siges at betale en merpris af to grunde: enten som betaling for CO2-emissioner eller som merbetaling for CO2-venlig elproduktion, der sænker emissionerne. Dette svarer til, hvad der gælder, hvis forbrugeren vælger at investere i elbesparelser: her fås en reduktion i elbetalingen, inklusive CO2-afgiften på el, til gengæld fås en merudgift til at gennemføre besparelsen.«

Miljø- og energiministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1975 stillet af folketingsmedlem Frank Dahlgaard (KF)

Spørgsmål nr. S 1975

Vil ministeren redegøre for konsekvenserne af og mulighederne for på linje med den planlagte distributionsafgift at differentiere pligten til at købe el baseret på vedvarende energi og decentral kraftvarme?

Svar

Den indgåede aftale om elreformen er et resultat af politiske forhandlinger, hvor der er taget hensyn til adskillige ofte modsatrettede interesser indførelse af konkurrence i elsektoren, markedsåbning, rimelige økonomiske vilkår for VE-producenter, forbedring af statsfinanserne, lave elpriser, industriens konkurrenceevne etc.

I forbindelse med udformningen af de elementer i elreformaftalen, som skulle sikre den aftalte statsfinansielle provenuforbedring, blev hensynet til industriens konkurrenceevne tilgodeset med en differentieret distributionsafgift, hvor momsregistrerede forbrugeres afgiftsbetaling vil være 1/4 af øvrige forbrugeres. En differentieret aftageforpligtelse for vedvarende energi og decentral kraftvarme vil ligge uden for de rammer, der med elreformaftalen er fastlagt med et bredt politisk flertal.

Konsekvenserne af at differentiere aftageforpligtelsen til den prioriterede elektricitet vil være, at de ikke-momsregistrerede forbrugere skal betale en større andel af udgifterne til den prioriterede produktion under hensyntagen til industriens konkurrenceevne. I forvejen er de ikke-momsregistrerede forbrugere til forskel fra de momsregistrerede pålagt elafgift og moms.

Med udgangspunkt i de forudsætninger, der anvendtes til beregninger i forbindelse med reform-aftalen, vil en differentiering, hvor momsregistrerede forbrugere maksimalt skal aftage 20 pct. prioriteret elektricitet, reducere elprisen for disse forbrugere med gennemsnitlig godt 1 øre/kWh, mens elprisen for øvrige forbrugere vil stige med 1-2 øre/kWh. Der er ikke foretaget beregninger, hvor der yderligere differentieres til fordel for enkelte virksomheder med et stort elforbrug. En sådan beregning vil kræve en detaljeret gennemgang af fordelingen af industriens elforbrug på forbrugsstørrelsesgrupper.

Spørgsmål nr. 3

Ministeren bedes redegøre for, hvordan de nuværende ejere af produktionssektoren, dvs. netselskaberne, ved et fremtidigt behov for tilførsel af egenkapital til produktionssektoren får mulighed for at deltage i kapitaltilførslen, når netselskaberne skal operere på »hvile i sig selv-vilkår«. I besvarelsen bedes taget hensyn til, at den nuværende »frie egenkapital« er af meget begrænset størrelse i netselskaberne i forhold til produktionssektorens investeringsbehov.

Svar

Som det fremgår af forslagets § 46, må kollektive elforsyningsvirksomheder ikke yde lån eller stille sikkerhed for andre virksomheder, herunder andre kollektive elforsyningsvirksomheder.

Bestemmelsen indebærer blandt andet, at netselskaber, der ejer produktionsanlæg efter lovens ikrafttræden, ikke kan indskyde kapital i produktionsanlægget eller stille sikkerhed for lånoptagelse. Der er dog efter bestemmelsen i § 74, stk. 3, mulighed for at disponere over kapital og indtægter, som virksomheden frit kan disponere over efter den gældende elforsyningslov.

Lovforslaget forhindrer ikke ejerne af netselskabet i at indskyde yderligere kapital direkte det vil sige uden om netselskabet i produktionssektoren. Herudover kan behov for tilførsel af egenkapital til produktionssektoren ske ved, at nye medejere indskyder kapital.

Spørgsmål nr. 4

Ministeren bedes redegøre for, hvor længe de nuværende produktionsselskaber forventes at kunne overleve rent økonomisk under de givne rammevilkår i lovforslaget og det aktuelle prisniveau i det nordiske marked, der p.t. er under 10 øre/kWh.

Svar

Med en elpris på ca. 10 øre/kWh vil der være yderst begrænsede muligheder for at tjene penge ved elproduktion på de eksisterende elproduktionsanlæg. En stor del af kraftvarmeproduktionen samt produktionen på vindmøller forventes dog at kunne tjene et dækningsbidrag også ved så lav en elpris som 10 øre/kWh. Det forudsætter imidlertid, at anlæggene i det væsentlige er gældfrie.

Kondensproduktion (elproduktion uden ledsagende varmeproduktion) samt elproduktion på biomasse forventes at give underskud med en elpris på 10 øre/kWh. Det samme gælder elproduktion på naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker.

Da de eksisterende kraftværksselskaber har en nettorestgæld på knap 3 mia. kr., og da selskaberne i øvrigt har en række faste driftsomkostninger uanset produktionsniveauet, forventes selskaberne ikke at kunne overleve i længden ved en elpris på 10 øre/kWh. Til sammenligning har den omkostningsbestemte salgspris ab kraftværk i perioden 1984-1998 varieret mellem 23 og 33 øre/kWh. Selv om denne pris også har inkluderet et vist bidrag til vedligeholdelse af kraftværkernes højspændingsnet, og disse net nu er selskabsmæssigt udskilt, ligger det dog klart, at kraftværkerne ikke i længden kan konkurrere ved en elpris på 10 øre/kWh.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, sker der ikke med lovforslaget en endelig fastlæggelse af de centrale produktionsselskabers økonomiske rammevilkår. I overensstemmelse med elreformaftalen af 3. marts 1999 skal der ske en nærmere afklaring af kraftværkernes økonomiske forpligtelser under hensyn til en fortsat konkurrencedygtig elsektor.

Spørgsmål nr. 5

Der regnes med, at CO2-udledningen skal korrigeres for varmeleverancer, således at kraftvarmeværker får en tilsvarende mindre kvote. Dermed bliver en fortsat varmeleverance nødvendig for, at et kraftvarmeværk ikke skal overskride kvoten. Hvorledes vil ministeren sikre, at der etableres et system, som muliggør, at kraftvarmeværker som f.eks. det nybyggede Avedøreværk 2 fastholder deres varmeleverance og dermed sikrer, at der er kvotemæssig dækning for at anvende den naturgasmængde, som indgår i vilkårene for værkets godkendelse?

Svar

Hovedincitamentet til at fastholde varmeleverancen fra kraftvarmeværkerne vil også efter indførelse af CO2-kvoter være indtjeningen fra varmesalget. Kvotesystemet og den tilknyttede afgift vil for værker af samme type som Avedøreværkets blok 2 (udtagsværker) give et lille ekstra incitament til for et givet brændselsforbrug at nyttiggøre så meget varme som muligt. Hvis varmeleverancen øges, falder den beregnede CO2-emission for elsiden, hvilket alt andet lige gør det lettere for elsiden at overholde kvoten.

Kvotesystemet giver således et øget incitament for Avedøreværkets blok 2 til at fastholde varmeleverancen.

Spørgsmål nr. 6

Er det fortsat miljø- og energiministerens opfattelse, at elforsyningsvirksomhed som følge af den skærpede konkurrencesituation i et åbent elmarked ikke bør være genstand for offentlighedens aktindsigt i medfør af offentlighedsloven? Har ministeren taget kontakt til justitsministeren for at tage initiativ til at få ophævet offentlighedslovens bestemmelser om elforsyningen?

Svar

Af punkt 2 i aftalen om elreformen fremgår det, at de kollektive elforsyningsvirksomheders aktiviteter skal være omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen. Af den gældende lov om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 572 af 19. december 1985 med senere ændringer) fremgår det af § 1, stk. 2, nr. 1, at loven gælder for »elforsyningsvirksomheder, der producerer, transmitterer eller distribuerer elektricitet ved spænding på 500 V eller derover«.

Miljø- og Energiministeriet og Justitsministeriet overvejer for øjeblikket, om der er behov for at præcisere offentlighedslovens anvendelsesområde på området. Det er således et spørgsmål, om det bør præciseres, at offentlighedsloven også finder anvendelse over for systemansvarlig virksomhed, eller om bestemmelsen må forstås således, at systemansvarlig virksomhed allerede er omfattet af offentlighedsloven. Endvidere kan det som angivet i spørgsmålet overvejes, om offentlighedsloven fortsat bør finde anvendelse på produktions- og handelsvirksomheder.

Endelig kan indførelsen af konkurrence på naturgasområdet betyde, at der kan være grund til at overveje ændringer af § 1, stk. 2, nr. 2, om naturgasforsyningsvirksomhed.

Regeringen vil i næste folketingssamling fremsætte de nødvendige ændringsforslag, hvis der skønnes at være behov herfor.

Spørgsmål nr. 7

Er eldirektivets krav om gennemsigtige bevillingskriterier opfyldt, når lovforslagets bevillingsregler er så uklare med hensyn til de betingelser, der vil komme til at gælde? Dels kan ministeren efter 5 år tilbagetage en bevilling, hvis ikke et selskab opfylder ministerens krav, dvs. reelt en mulighed for pålæg undervejs, jf. § 52. Dels står det helt åbent, på hvilke betingelser f.eks. produktionsselskaber indgår i det grønne marked, og hvilke udgifter de pålægges i denne forbindelse, jf. kapitel 9 om miljøvenlig produktion, hvor ministeren bemyndiges til særregler i forhold til produktionen, jf. § 57, stk. 3, § 59, stk. 1 og 3, og § 60, stk. 2.

Svar

Lovforslaget er i overensstemmelse med eldirektivets krav, også for så vidt angår bevillingskriterierne.

Det er ikke korrekt, som anført i spørgsmålet, at ministeren efter 5 år kan tilbagetage en bevilling. Som det fremgår af forslagets § 54, kan ministeren kun inddrage en bevilling i tilfælde af konkurs m.m. Herudover kan domstolene inddrage en bevilling, såfremt bestemmelser i loven overtrædes, eller såfremt der er givet urigtige oplysninger, jf. bestemmelsen.

Miljø- og energiministeren har mulighed for efter 5 år og med et varsel på 1 år at fastsætte nye vilkår i bevillingen, jf. § 52. En sådan adgang til at stille nye krav i bevillingsperioden er ikke usædvanlig. En helt tilsvarende bestemmelse findes eksempelvis i § 5, stk. 2, i lov om mobilkommunikation (lov nr. 468 af 12. juni 1996). Bestemmelsen giver naturligvis kun adgang til at fastsætte sådanne vilkår, som i øvrigt har hjemmel i loven.

Med hensyn til bemyndigelserne i kapitel 9 om miljøvenlig elproduktion, jf. § 57, stk. 3, § 59, stk. 1 og 3, og § 60, stk. 2, er disse blandt andet begrundet i, at der ved lovforslagets fremsættelse ikke er sket en afklaring af de fremtidige økonomiske rammer for produktionssektoren, jf. besvarelsen af spørgsmål 4 (L 234 bilag 7).

Spørgsmål nr. 8

Ifølge lovforslagets § 75, stk. 2, må kraftvarmeselskaberne ikke fordele deres omkostninger på en måde, som anses for urimelig for fjernvarmeforbrugerne. Er det en principiel fravigelse fra konkurrencelovens princip om, at der ikke må krydssubsidieres til skade for en forbrugergruppe? Betyder det, at der ikke længere er en beskyttelse af elforbrugerne, og at varmeudgifterne, uden en konkurrenceretlig vurdering og uden grænser, kan overvæltes på elforbrugerne?

Svar

Bilag 2

Bilag 2

Justitsministeriets notat af 28. april 1999 om forholdet mellem grundlovens § 73 og visse bestemmelser om ejerstrukturen m.v. i et udkast til forslag til lov om elforsyning og Kammeradvokatens brev af 28. april 1999 om Kammeradvokatens rådgivning ved udformningen af udkastet til lov om elforsyning

JUSTITSMINISTERIET

Lovafdelingen

Den 28. april 1999

NOTAT

om

forholdet mellem grundlovens § 73 og visse bestemmelser om ejerstrukturen m.v. i et udkast til forslag til lov om elforsyning

1. Indledning

Miljø- og Energiministeriet har anmodet Justitsministeriet om at vurdere forholdet mellem grundlovens § 73 og en række bestemmelser om ejerstrukturen m.v. i Miljø- og Energiministeriets udkast til forslag til lov om elforsyning.

Det drejer sig om det udkast, som Justitsministeriet modtog mandag den 26. april 1999.

Baggrunden for anmodningen er bl.a., at Danske Elværkers Forening i et høringssvar over et tidligere lovudkast af 9. april 1999 har gjort gældende, at bestemmelserne i lovudkastets § 35, § 36, § 38, §§ 40-43, § 50, § 52, § 69, stk. 2, og § 97 indebærer ekspropriation efter grundlovens § 73. Til støtte herfor henvises til et notat af 22. april 1999, der er udarbejdet af advokat Claus Høeg Madsen. I et høringssvar af 23. april 1999 har NESA A/S tilsluttet sig disse synspunkter og har herudover bl.a. anført, at også lovudkastets § 70, stk. 2, har ekspropriativ karakter.

I det følgende gives indledningsvis en kort oversigt over retstilstanden efter den gældende elforsyningslov (pkt. 2 nedenfor). Der redegøres dernæst for Miljø- og Energiministeriets lovudkast (pkt. 3 nedenfor). Under pkt. 4 gennemgås bestemmelsen i grundlovens § 73 om ekspropriation. Justitsministeriets vurdering fremgår af pkt. 5 nedenfor.

2. Den gældende elforsyningslov

2.1. Ejerstrukturen

Den gældende elforsyningslov blev vedtaget af Folketinget i 1976 og trådte i kraft den 1. januar 1977.

Loven indeholder ikke regler om ejerstrukturen i elsektoren. Det er således elvirksomhederne selv, der har bestemt deres ejerstruktur, som kan skitseres således

De eksisterende elproduktionsvirksomheder ejes i dag af de lokale distributionsselskaber. Disse selskaber aftager el fra elproduktionsvirksomhederne og forsyner forbrugerne hermed gennem egne net.

Distributionsselskaberne er enten kommunalt ejede virksomheder, andelsselskaber eller selvejende institutioner. Dog er distributionsselskabet NESA et aktieselskab.

I/S Eltra og andelsselskabet Elkraft er i dag såkaldte systemansvarlige virksomheder. De er dannet af distributionsselskaberne. Eltra virker vest for Storebælt, mens Elkraft virker øst for Storebælt. De systemansvarlige virksomheder driver det overordnede transmissionsnet og skal bl.a. sikre forsyningssikkerheden i nettet, herunder balancen og spændingen i det sammenhængende elsystem. Herudover skal de systemansvarlige virksomheder varetage forskellige opgaver for det offentlige. Det drejer sig f.eks. om at sikre netadgangen for tredjemand og om at afsætte miljøvenlig energiproduktion.

2.2. Bevillingsreglerne

I henhold til elforsyningslovens § 3 må elforsyningsvirksomhed fra produktionsanlæg over 25 MW kun udøves efter bevilling. Det samme gælder elforsyningsvirksomhed fra transmissions- eller distributionsanlæg beregnet for spændinger over 100 kV, jf. elforsyningslovens § 3. Denne grænse indebærer efter det oplyste, at hovedreglen i praksis er, at transmissionsvirksomhed kræver bevilling, og at distributionsvirksomhed kan drives uden bevilling.

Efter § 3, stk. 1, i elforsyningsloven af 1977 kunne bevilling ikke gives for en kortere periode end 20 år. Det fremgår af forarbejderne til loven, at hensigten var at tidsbegrænse bevillingerne til 20 år under hensyn til anlæggenes økonomiske levetid, jf. Folketingstidende 1975-76, Tillæg A, sp. 1012 f.

Ved lov nr. 89 af 10. februar 1988 blev elforsyningslovens § 3, stk. 1, ændret således, at bevilling nu »ikke kan gives for et kortere tidsrum end 2 år«. Samtidig indebar ændringsloven, at de eksisterende bevillinger, som var udstedt i 1978 og 1979 med udløb 20 år senere, uden forudgående ansøgning blev forlænget til den 31. december 1999, jf. den nye bestemmelse i lovens § 17, stk. 4.

Om baggrunden herfor er der i bemærkningerne til loven bl.a. anført (Folketingstidende 1997-98, Tillæg A, side 3)

»De fleste bevillinger blev udstedt i 1978, og for samtlige af de til dato udstedte bevillinger gælder, at disse er tidsbegrænsede til en 20-årig periode. Det fremgår af bevillingerne, at der senest 5 år før bevillingernes udløb skal indledes forhandlinger mellem myndighederne og elselskaberne med henblik på en eventuel forlængelse af bevillingerne.

Energiministeriet indledte medio 1993 forhandlinger med alle bevillingshavere med bevilling, der udløber i 1998. Under de indledende forhandlinger med Danske Elværkers Forening besluttede man imidlertid, at det ikke på daværende tidspunkt var formålstjenligt at indgå realitetsforhandlinger om den konkrete formulering af de nye bevillinger, idet der herskede stor usikkerhed om udformningen af den forventede EU-lovgivning på området. Forhandlingerne har herefter afventet denne lovgivning.

EU-direktiv 96/42/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet blev endelig vedtaget på rådsmødet i december 1996 og trådte i kraft den 19. februar 1997. Medlemsstaterne har frist til den 19. februar 1999 til implementering af direktivet.

Miljø- og Energiministeriet overvejer i forbindelse med implementeringen af eldirektivet en omfattende revision af el- og varmelovgivningen. Denne revision omfatter også bevillingssystemet, der er baseret på den hidtidige struktur og rollefordeling i elsektoren og derfor i et vist omfang er forældet. Der er endvidere tale om, at indførelsen af konkurrence i elsektoren vil indebære ændrede strukturforhold og en regulering af de offentlige forpligtelser, som elsektoren er pålagt. Der må således forventes ændringer i bevillingsreglerne, og det er derfor uhensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at udstede bevillinger for endnu en 20-årig periode. Lovforslaget giver hjemmel til at tidsbegrænse nye bevillinger til et kortere tidsrum, ligesom flertallet af de eksisterende bevillinger ligeledes forlænges for en kortere periode.«

Også aktivitet som systemansvarlig virksomhed sker efter bevilling, jf. elforsyningslovens § 3 a, der trådte i kraft den 1. januar 1998. I/S Eltras og Elkrafts bevillinger udløber den 31. december 1999.

2.3. Den gældende prisregulering

Elforsyningsvirksomhederne drives efter det såkaldte hvile i sig selv-princip, jf. elforsyningslovens § 9 og § 10. Virksomhederne har dog adgang til en rimelig forrentning af deres indskudskapital.

Elforsyningsvirksomheder kan over elpriserne i 5 år før anlæggets ibrugtagning indregne henlæggelser på op til 75 pct. af den budgetterede anlægssum. Der henvises til bekendtgørelse nr. 108 af 23. marts 1977 om driftsmæssige afskrivninger og henlæggelser m.v. i elforsyningsvirksomheder.

3. Miljø- og Energiministeriets lovudkast

3.1. Bevillingssystemet

Efter lovudkastet kræves der ligesom i dag bevilling til elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25 MW, jf. § 10 i lovudkastet.

Efter lovudkastet kræves der endvidere bevilling til transmissionsvirksomhed og til netvirksomhed, dvs. for aktiviteter, der angår selve driften af distributionsnettet. Der henvises til lovudkastets § 19.

I lovudkastet fastsættes også krav om bevilling til såkaldt forsyningspligtig virksomhed, jf. lovudkastets § 33. Herved forstås »virksomhed med bevilling, der forsyner forbrugere, som ikke har eller kan gøre brug af muligheden for valg af egen leverandør, med elektricitet«, jf. lovudkastets § 5.

Også systemansvarlig virksomhed skal som i dag udøves efter bevilling, jf. lovudkastets § 27.

De eksisterende elforsyningsvirksomheder har retskrav på bevilling, hvis de opfylder reglerne i lovudkastet, jf. lovudkastets § 97, stk. 1, som omtales nærmere i pkt. 3.3. nedenfor.

3.2. Ejerstrukturen m.v.

3.2.1. Indledning

Lovudkastet indeholder en række bestemmelser om de fremtidige krav til ejerstrukturen m.v. inden for elsektoren.

Der stilles således krav om selskabsmæssig udskillelse af forskellige former for elvirksomhed (netvirksomhed, produktionsvirksomhed m.v.), jf. pkt. 3.2.2. nedenfor om lovudkastets § 47.

Endvidere indeholder overgangsbestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2, en række krav til ejerstrukturen for indbyrdes forbundne selskaber, der i dag driver elforsyningsvirksomhed, jf. pkt. 3.2.3. nedenfor.

Yderligere regler om ejerstrukturen findes i lovudkastets § 38. Bestemmelsen regulerer adgangen til bevilling for selskaber, der i dag ikke driver elforsyningsvirksomhed, og indfører desuden en begrænsning i adgangen til at sælge ejerandele til andre elforsyningsvirksomheder. Der henvises til pkt. 3.2.4. nedenfor.

Lovudkastets § 38 og § 97, stk. 2, suppleres af bestemmelsen i § 36 om forbud mod salg af ejerandele til visse nærstående virksomheder, jf. under pkt. 3.2.5. nedenfor.

Herudover indeholder lovudkastets §§ 40-43 regler om forbrugerindflydelse i netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder. Disse bestemmelser behandles nedenfor under pkt. 3.2.6.

Endelig tillægger lovudkastets § 35 staten en forkøbsret til visse elforsyningsvirksomheder, jf. pkt. 3.2.7. nedenfor.

3.2.2. Selskabsmæssig udskillelse

Lovudkastets § 47, stk. 1 og stk. 2, bestemmer følgende

»§ 47. Bevilling til forsyningspligtig virksomhed, systemanvarlig virksomhed, netvirksomhed og transmissionsvirksomhed kan med de i stk. 2 nævnte undtagelser ikke gives til samme virksomhed, og bevillingshaveren kan i virksomheden alene drive de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen.

Stk. 2. Bevilling til netvirksomhed og bevilling til transmissionsvirksomhed kan dog gives til samme virksomhed, hvis miljø- og energiministeren vurderer, at dette kan ske, uden at det er til hinder for en forsvarlig varetagelse af de bevillingspligtige aktiviteter. Bevilling til transmissionsvirksomhed og bevilling til systemansvarlig virksomhed kan under tilsvarende betingelser gives til samme virksomhed.«

Bestemmelsen indebærer, at en elforsyningsvirksomhed som betingelse for at opnå bevilling til en bestemt form for elvirksomhed som hovedregel skal udskille sine øvrige aktiviteter i særlige selskaber.

Det fastsættes endvidere i lovudkastets § 48, at virksomheder, som producerer el ved forbrænding af affald, ikke i samme virksomhed må udøve anden elproduktionsvirksomhed eller elhandelsvirksomhed. Det skyldes, at etablering og drift af affaldsforbrændingsanlæg også fremover skal ske i virksomheder med en »hvile i sig selv-økonomi«.

3.2.3. Selskabsmæssig organisering af indbyrdes forbundne selskaber, der i dag driver elforsyningsvirksomhed

Overgangsbestemmelsen i lovudkastets § 97 fastsætter følgende

»§ 97. En virksomhed, som ved lovens ikrafttræden lovligt udøvede virksomhed, som efter denne lov er bevillingspligtig, har ret til at få bevilling til sin virksomhed, når

1) virksomheden erklærer at ville opfylde de forpligtelser, som pålægges denne efter bestemmelserne i loven og i bevillingen,

2) virksomhedens vedtægter ikke strider imod bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven og kan godkendes af miljø- og energiministeren og

3) virksomheden opfylder de i denne lov stillede krav for at kunne meddeles bevilling.

Stk. 2. Det er en betingelse for meddelelse af bevilling til netvirksomheder, at direkte eller indirekte ejerandele i elproduktionsvirksomheder, transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse besiddes af netvirksomheden eller af virksomheder, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden, overføres til netvirksomheden, således at denne direkte besidder de pågældende ejerandele. Det er ligeledes en betingelse for meddelelse af bevilling til transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder, at ejerandelene i disse virksomheder er overført til den eller de berørte netvirksomheder i overensstemmelse med 1. pkt.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 2, såfremt særlige hensyn tilsiger det.«

Om baggrunden for bestemmelserne i lovudkastets § 97, stk. 2-3, anføres bl.a. følgende i bemærkningerne til bestemmelserne

»Stk. 2 fastsætter, at det er en betingelse for meddelelse af bevilling til offentlig elforsyningsvirksomhed, at (andele af) elproduktionsselskaber, transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder er direkte ejet af den virksomhed, der skal drive netvirksomheden.

Under den eksisterende ordning gælder der ingen særlige bestemmelser om, hvem der kan være ejer af elforsyningsvirksomheder. De pågældende virksomheder er på nuværende tidspunkt ofte samlet i én juridisk person, men lovforslaget vil medføre, at der i et vist omfang skal oprettes selvstændige selskaber med begrænset ansvar med henblik på udførelse af elproduktions- og elforsyningsvirksomhed. Kapitalandele i disse nyoprettede selskaber vil skulle placeres i det selskab (eller anden form for juridisk person), der fremover vil skulle drive netvirksomheden. Som det fremgår af § 47, stk. 2, vil net- og transmissionsvirksomhed dog kunne drives inden for rammerne af én juridisk person.

Såfremt kapitalandele i elproduktionsselskaber, transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse besiddes indirekte af den virksomhed, der vil skulle drive netvirksomhed hvorved forstås, at netvirksomheden besidder kapitalandelene indirekte som følge af besiddelse af kapitalandele i andre selskaber m.v. vil bestemmelsen indebære, at kapitalandelene vil skulle overføres til netvirksomheden. Kapitalandele i de omhandlede virksomheder, der direkte eller indirekte besiddes af den kommende netvirksomheds ejere, vil også skulle overføres til netvirksomheden, førend denne virksomhed kan opnå den fornødne bevilling. Det er ligeledes en betingelse for meddelelse af bevilling til transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder, at ejerandelene i disse virksomheder er overført til den eller de berørte netvirksomheder.

Stk. 2 opstiller således et organisatorisk krav, hvorefter det er en betingelse for meddelelse af bevilling, at der i relation til eksisterende elforsyningsvirksomheder (eller ejerandele heri), som ligger inden for en fælles ejerkreds, etableres en juridisk struktur, hvor det er netvirksomheden, der er den direkte modervirksomhed for de øvrige virksomheder.

Bestemmelsen tjener et dobbelt formål

Lovforslaget indebærer, at elproduktionsvirksomheder (kraftværker m.v.) ikke længere vil være underlagt »hvile i sig selv-princippet«, der har været lovfæstet siden ikrafttrædelsen af den nugældende elforsyningslov den 1. januar 1977. »Hvile i sig selv-princippet« medfører, at optjente værdier som udgangspunkt skal benyttes til at nedbringe omkostningerne ved virksomhedens fremtidige drift, og i det omfang den eksisterende ordning har muliggjort en opsparing af værdier i elproduktionsvirksomhederne, har det derfor været forudsat, at disse værdier skulle komme forbrugerne til gode, jf. dog § 74, stk. 3.

Ved at placere det direkte ejerskab til elproduktionsvirksomhederne i netvirksomheden opnås, at udlodninger fra elproduktionsvirksomheder eller kapitalgevinster ved afståelse af ejerandele i disse virksomheder som udgangspunkt kun kan benyttes til netvirksomhedens bevillingspligtige aktiviteter, jf. § 70. I overensstemmelse med de forudsætninger, der ligger til grund for den eksisterende ordning, sikres det derfor, at de værdier, der er opsparet i perioden siden 1. januar 1977, kommer forbrugerne til gode. Som det fremgår af bemærkningerne til § 74, stk. 3, vil netvirksomheden som ejer af (andele af) elproduktionsvirksomheder derimod fortsat kunne disponere frit over dels den egenkapital, der stammer fra tiden før den nuværende lovs ikrafttræden den 1. januar 1977, dels den kapital, som der i øvrigt har kunnet disponeres frit over allerede under den nuværende elforsyningslov.

Ejere af elproduktionsvirksomheder har under den eksisterende ordning som nævnt ikke kunnet have nogen berettiget forventning om, at der kunne opstå (yderligere) fri kapital, som kunne benyttes til udlodning eller lignende. Når elproduktionsvirksomhederne ikke længere vil være underlagt »hvile i sig selv-princippet«, må dette forventes at medføre en ikke ubetydelig forøgelse af elproduktionsvirksomhedernes værdi. Også denne værdistigning vil i medfør af den foreslåede ordning komme forbrugerne til gode.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 36, som sikrer, at den beskrevne ejerstruktur opretholdes, så længe elproduktionsvirksomheden bevares inden for den fælles ejerkreds, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

I relation til transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder sikrer stk. 2, at kommercielle ejerinteresser ikke får indflydelse på de offentlige elforsyningsvirksomheders drift, hvilket kunne være skadeligt for en fri konkurrence og skabe en risiko for misbrug. Bestemmelsen skal på dette punkt ses i sammenhæng med § 38, der modvirker denne risiko, for så vidt angår tiden efter lovens ikrafttræden.

I medfør af stk. 3 har miljø- og energiministeren mulighed for at dispensere for betingelsen i stk. 2, såfremt særlige hensyn tilsiger det.

Det er ikke muligt at udelukke, at bestemmelsen i stk. 2 såfremt der ikke er mulighed for at dispensere herfra vil kunne indebære, at der kun kan opnås bevilling ved overførsel af ejerandele mellem virksomheder, der ikke kan anses for at ligge inden for samme ejerkreds. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, såfremt den virksomhed, der søger netbevilling, delvis ejes af en juridisk person, der ikke besidder ejerandele i de transmissionsvirksomheder m.v., der i øvrigt ligger inden for den fælles ejerkreds. Det samme vil gælde, hvis kravet i stk. 2 fører til, at det indbyrdes forhold mellem ejernes andele i en transmissionsvirksomhed m.m. forrykkes. I givet fald vil kravet om overførsel af ejerandele til netvirksomheden kunne udgøre et ekspropriativt indgreb, hvilket ikke er tilsigtet.

Dispensationsadgangen forudsættes kun benyttet i netop de tilfælde, hvor en håndhævelse af stk. 2 vil kunne udgøre et ekspropriativt indgreb.«

Miljø- og Energiministeriet har oplyst, at bestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2, ikke regulerer, hvilket vederlag en elforsyningsvirksomhed kan modtage for at overføre ejerandele i en anden elforsyningsvirksomhed til netvirksomheden. Spørgsmålet må derfor afgøres ved aftale mellem de berørte virksomheder.

Miljø- og Energiministeriet har endvidere oplyst, at bevillingsvilkårene til den selskabsmæssige struktur efter bestemmelsen i § 97, stk. 2, alene gælder, når en eventuel bevilling til en elforsyningsvirksomhed til den pågældendes driftsform er udløbet, jf. herved lovudkastets § 98, stk. 1, der indeholder følgende bestemmelse

»§ 98. Godkendelser til etablering og ændringer af produktionsanlæg, transmissionsnet og bevillinger til elproduktion og transmission, som er givet efter bestemmelserne i den hidtil gældende elforsyningslov, opretholdes i overensstemmelse med deres indhold og varighed.«

3.2.4. Reglen om ejerbegrænsning i lovudkastets § 38

Lovudkastets § 97, stk. 2, regulerer kun vilkårene for udstedelse af bevilling til selskaber, der ved lovens ikrafttræden driver elforsyningsvirksomhed.

Virksomheder, der påbegynder elforsyningsvirksomhed efter lovens ikrafttræden, kan kun opnå bevilling, hvis de opfylder de krav til ejerstruktur, der er fastsat i lovudkastets § 38. Bestemmelsen har følgende ordlyd

»§ 38. Elproduktions- og elhandelsvirksomheder og disse virksomheders datterselskaber må tilsammen ikke

1) eje mere end 15 pct. af en offentlig elforsyningsvirksomheds samlede kapital eller

2) besidde en bestemmende indflydelse i kraft af særlige stemmerettigheder i en offentlig elforsyningsvirksomheds ledende organer.

Stk. 2. Forsyningspligtige virksomheder må tilsammen ikke

1) eje mere end 15 pct. af en netvirksomheds, transmissionsvirksomheds eller systemansvarlig virksomheds samlede kapital eller

2) besidde en bestemmende indflydelse i kraft af særlige stemmerettigheder i en netvirksomheds, transmissionsvirksomheds eller systemansvarlig virksomheds ledende organer.

Stk. 3. Aftaler om overdragelser af kapitalandele og aftaler eller vedtægtsbestemmelser om tildeling af stemmerettigheder i strid med bestemmelserne i stk. 1 og 2 er ugyldige.«

Udtrykket »offentlige elforsyningsvirksomheder« i § 38 omfatter »offentlig eller privat ejet virksomhed med bevilling, som på offentligt reguleret vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-, transmissions-, forsyningspligtig eller systemansvarlig virksomhed«, jf. lovudkastets § 5.

Overgangsbestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2, er udformet således, at virksomheder, der opfylder denne bestemmelse, hermed også opfylder kravene om ejerstruktur i lovudkastets § 38. Sidstnævnte bestemmelse har imidlertid også betydning for selskaber, der i dag driver elforsyningsvirksomhed. Det skyldes, at også disse selskaber efter bevillingens udstedelse kun kan ændre ejerforholdene inden for de rammer, der er fastsat i lovudkastets § 38.

I bemærkningerne til lovudkastets § 38 er der bl.a. anført følgende

»Bestemmelsen i § 38 skal modvirke vertikal integration, som kan føre til, at kommercielle ejerinteresser får væsentlig indflydelse i de offentlige elforsyningsselskaber. En sådan indflydelse vil være skadelig for en effektiv konkurrence og vil kunne indebære risiko for misbrug. Det vurderes, at det vil være vanskeligt at undgå denne risiko gennem det offentlige tilsyn med selskaberne. Dette formål tilgodeses dels gennem en ejerskabsbegrænsning, dels gennem et forbud mod, at kommercielle ejerinteresser i kraft af særlige stemmerettigheder i de ledende organer får mulighed for at udøve en bestemmende indflydelse i de offentlige elforsyningsvirksomheder.

Bestemmelsen indebærer, at der ikke vil være adgang til at overdrage en offentlig elforsyningsvirksomhed til kommercielle parter på elmarkedet, og at der kun vil være en meget begrænset adgang for kommercielle parter til at investere i disse virksomheder.

Bestemmelsen sikrer, at de systemansvarlige virksomheder indtager en tilstrækkelig neutral stilling på markedet til, at det kan forventes, at de vil give adgang til de overordnede elnet på lige og ikke-diskriminerende vilkår. Hermed skabes grundlag for, at de systemansvarlige virksomheder kan leve op til de krav om uafhængighed, som fra de øvrige nordiske lande stilles som betingelse for en yderligere integration af det nordiske elmarked.

Bestemmelsen fjerner også risikoen for, at kommercielle virksomheder som nævnt i stk. 1 og 2, som ejere af distributions- og transmissionsnet tilgodeser egne kommercielle interesser på bekostning af andre potentielle brugere af nettet. Bestemmelsen skal endvidere sikre, at forsyningspligtvirksomhederne i udøvelse af deres forsyningspligtvirksomhed er uafhængige af kommercielle produktions- eller handelsinteresser.

Endelig sikrer bestemmelsen i stk. 2, at forsyningspligtige virksomheder, som i et vist omfang også varetager egne kommercielle interesser, ikke kan opnå væsentlig indflydelse i forhold til andre former for offentlig elforsyningsvirksomhed.«

3.2.5. Forbud mod salg til nærstående virksomheder

Lovudkastets § 36, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse

»§ 36. En netvirksomhed må hverken helt eller delvis afstå sine ejerandele i en elproduktionsvirksomhed til

1) en virksomhed, hvori netvirksomheden direkte eller indirekte besidder ejerandele eller

2) en virksomhed, som direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden

3) en virksomhed, som direkte eller indirekte er helt eller delvis ejet af en virksomhed, der tillige direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden.«

I bemærkningerne anføres følgende

»Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med overgangsbestemmelsen i § 97. Bestemmelsen skal sikre, at den i § 97 foreskrevne ejerstruktur opretholdes, så længe ejerskabet til produktionsvirksomheden bevares inden for samme ejerkreds. Netvirksomhedernes ejere vil således ikke få mulighed for at overdrage ejerandelene til et andet selskab inden for samme ejerkreds, herunder f.eks. et handelsselskab.

Hverken elproduktionsvirksomhederne selv eller disses ejere har under den eksisterende ordning frit kunnet disponere over de værdier, der siden ikrafttrædelsen af den hidtil gældende elforsyningslov den 1. januar 1997 er blevet opsparet i elproduktionsvirksomhederne, jf. nærmere § 74, stk. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse. Så længe den i § 97 foreskrevne ejerstruktur opretholdes, sikrer prisreguleringen af netvirksomheden, jf. § 70, at de værdier i elproduktionsvirksomhederne, der under den nuværende ordning ikke har været undergivet virksomhedernes eller disses ejeres frie dispositionsret, som forudsat kommer forbrugerne til gode og f.eks. ikke investeres i risikobetonede kommercielle aktiviteter med deraf følgende risiko for tab.

Bestemmelsen i § 36 har til formål at hindre en omgåelse af § 70. Såfremt det var muligt for netvirksomheden at overdrage sine ejerandele i en elproduktionsvirksomhed til en virksomhed inden for samme ejerkreds f.eks. til et handelsselskab ville der bestå en risiko for, at en sådan overdragelse fandt sted til en pris væsentligt under elproduktionsvirksomhedens markedsværdi, således at den reelle værdi først blev realiseret i forbindelse med handelsselskabets eventuelle videresalg. Da handelsselskaber ikke vil blive omfattet af nogen prisregulering, ville forbrugerne ikke få andel i den gevinst, der realiseres ved et sådant videresalg. Bestemmelsen i § 36 har til formål at fjerne risikoen for en omgåelse af § 70 ved hjælp af sådanne salg inden for et interressefællesskab.

Den foreslåede organisatoriske regulering af elsektoren indebærer ikke noget generelt salgsforbud. Det er således op til netvirksomhederne at tage stilling til, om elproduktionsvirksomheder helt eller delvis skal afhændes til virksomheder, der ikke ligger inden for samme ejerkreds.«

Miljø- og Energiministeriet har oplyst, at der i lovudkastets § 36, stk. 2, vil blive fastsat, at miljø- og energiministeren kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1. Af bemærkningerne til bestemmelsen vil det fremgå, at dispensation meddeles i det omfang, der disponeres over ejerandele til kapital, der er nævnt i § 74, stk. 3.

3.2.6. Forbrugerindflydelse

Lovudkastets § 40 indeholder følgende bestemmelse om forbrugerindflydelse i netvirksomheder

»§ 40. Flertallet af en netvirksomheds bestyrelsesmedlemmer skal vælges af forbrugere i netvirksomhedens forsyningsområde eller af en eller flere kommunale eller amtskommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på netvirksomhedens generalforsamling eller på anden måde. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale eller amtskommunale bestyrelser i forening.

Stk. 2. Indflydelseskravet i stk. 1 anses for opfyldt, hvis bestyrelsen i en netvirksomhed, der drives i andelsselskabsform, udpeges af et repræsentantskab, der er valgt af andelshaverne i forsyningsområdet. Det samme gælder for en netvirksomhed, der drives som selvejende institution eller i foreningsform, hvis bestyrelsen udpeges af repræsentanter, der er valgt af en eller flere kommunalbestyrelser i forsyningsområdet, af en flerhed af forbrugere i netvirksomhedens forsyningsområde eller af sådanne kommunalbestyrelser og forbrugere i forening. Det samme gælder for kommunal netvirksomhed, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3. I en netvirksomhed, der ejes af en juridisk person, anses indflydelseskravet i stk. 1 for opfyldt, hvis flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den juridiske person er valgt eller udpeget på den i stk. 1 nævnte måde og denne bestyrelse vælger netvirksomhedens bestyrelse.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan, såfremt særlige hensyn tilsiger det, dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1.«

Om forbrugerindflydelse i forsyningspligtige virksomheder er der fastsat følgende i lovudkastets § 43

»§ 43. Mindst en tredjedel af medlemmerne i en forsyningspligtig virksomheds bestyrelse skal være valgt af en flerhed af forbrugerne i virksomhedens forsyningsområde eller af en eller flere kommunalbestyrelser i forsyningsområdet.

Stk. 2. §§ 40-42 finder anvendelse med de nødvendige tilpasninger.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan, såfremt særlige hensyn tilsiger det, dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1.«

Lovudkastets §§ 41 og 42 indeholder navnlig bestemmelser om fremgangsmåden, hvis en netvirksomhed ikke opfylder de krav til forbrugerindflydelse, der stilles i § 40. Det kan bl.a. dreje sig om tilfælde, hvor der sker ændringer i virksomhedens ejerkreds. I så fald skal der efter § 41 vælges et forbrugerrepræsentantskab, der har til opgave at vælge flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i den pågældende netvirksomhed.

I lovudkastets almindelige bemærkninger anføres bl.a. følgende om udkastets §§ 40-43 om forbrugerindflydelse

»I lovforslagets kapitel 7 fastsættes regler om overdragelse, forbrugerindflydelse, långivning og sikkerhedsstillelse m.v. og om udskillelse af aktiviteter m.m. Formålet med disse bestemmelser er at fremme en strukturudvikling i elsektoren, som tilgodeser en række samfundsmæssige hensyn. Bestemmelserne skal sikre en effektiv konkurrence, fortsat forbrugerindflydelse i elsektoren, og at de værdier, som frigøres som følge af indførelse af en ny regulering, kommer forbrugerne og samfundet til gode

Lovforslaget bygger fundamentalt på en strukturudvikling i retning af, at distributionsselskaberne som netvirksomheder fortsat vil udgøre kernen i den ejermæssige opbygning. Der vil blive stillet krav om fortsat dominerende forbrugerindflydelse direkte eller indirekte (i form af kommuner) i netvirksomhederne. Hvis denne forudsætning imidlertid ikke er opfyldt ved etableringen af netvirksomheden, vil der blive dispenseret fra dette krav. Der vil blive fastsat generelle regler om forbrugerindflydelse i netvirksomhederne. Ved eventuelt salg af netvirksomhederne til nye ejere skal kravene om direkte eller indirekte forbrugerindflydelse fortsat være opfyldt.«

I lovudkastets bemærkninger til bestemmelserne om forbrugerindflydelse (§§ 40-43) anføres bl.a.

»Det foreslåede indflydelseskrav i § 40 skal iagttages, for at en netvirksomhed kan opnå og opretholde sin bevilling, herunder få fornyet en bevilling. Kravene er tilstræbt udformet således, at de allerede er opfyldt i eksisterende virksomheder, som i øvrigt vil kunne opfylde betingelserne for at opnå bevilling til netvirksomhed. Skulle der mod forventning forekomme virksomheder, hvor indflydelseskravene ved lovens fremsættelse ikke er opfyldt, vil der kunne dispenseres fra kravet efter bestemmelsen i § 40, stk. 4. For så vidt angår de forsyningspligtige virksomheder, vil der i tilsvarende situationer kunne dispenseres efter bestemmelsen i § 43, stk. 3.«

3.2.7. Statens forkøbsret

Bestemmelsen i lovudkastets § 35 har følgende ordlyd

»§ 35. Inden et transmissionsnet på 200 kV eller derover eller en netforbindelse til udlandet, som ejes af en bevillingshaver, eller ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne net, kan afstås til andre, skal staten forud tilbydes at købe transmissionsnettet, netforbindelsen eller ejerandelen. Forkøbsretten udøves på statens vegne af miljø- og energiministeren

Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse ved afståelse af ejerandele i en systemansvarlig virksomhed.

Stk. 3. Forkøbsretten bortfalder, hvis ministeren ikke inden 3 måneder, fra tilbuddet er kommet frem, tilkendegiver at ville udnytte denne. Prisen fastsættes på almindelige markedsvilkår. Ved uenighed fastsættes prisen samt betalingsvilkårene af taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 4. En aftale, som indgås i strid med stk. 1 og 2, er ugyldig.«

I lovudkastets bemærkninger er bl.a. anført følgende

»Bestemmelsen har til formål at sikre, at staten, såfremt de eksisterende ejere måtte ønske at sælge, får mulighed for at varetage de offentlige interesser, som er knyttet til driften af det overordnede transmissionsnet igennem statsligt ejerskab. Dette kunne eksempelvis vise sig at være ønskværdigt for at sikre uafhængighed af kommercielle ejerinteresser.«

3.3. Adgangen til at fastsætte priser m.v.

Lovudkastets § 69, stk. 2, har følgende ordlyd

»

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger og for opgørelsen af virksomhedernes kapital, herunder eventuel indskudskapital samt de satser, der kan anvendes ved indregning af forrentning efter stk. 1. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om regnskabsføring og budgettering, herunder om regnskabsmæssig adskillelse mellem forskellige aktiviteter.«

I bemærkningerne til bestemmelsen er bl.a. anført følgende

»Efter stk. 2 kan miljø- og energiministeren bl.a. fastsætte regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger. Formålet er at sikre ensartede principper for afskrivningerne under hensyntagen til investeringens omfang og levetid og virksomhedens finansieringsbehov.

Endvidere kan miljø- og energiministeren fastsætte regler for opgørelsen af virksomhedernes kapital, herunder eventuel indskudskapital. Det er ikke alle offentliggjorte elforsyningsvirksomheder, som i dag har en opgjort og veldefineret indskudskapital, men bestemmelsen giver mulighed for at fastslå størrelsen af indskud, som ejerne har foretaget i virksomhederne under den hidtil gældende elforsyningslov og i tiden forud for denne lov. Endvidere kan bestemmelsen anvendes til at fastsætte et reguleringsmæssigt kapitalbegreb for net- og transmissionsvirksomhed, som ikke nødvendigvis afspejler virksomhedernes konkrete kapitalforhold, men som er det kapitalgrundlag, der kan anses for nødvendigt for at opretholde og drive et net af en konkret udstrækning og sammensætning. Hensigten hermed er at kunne etablere et veldefineret, ensartet grundlag for forrentning.

Bestemmelsen giver også mulighed for at fastsætte de forrentningssatser, der kan anvendes ved indregning af forrentning af kapital, herunder indskudskapital. Satserne vil blive fastsat som et maksimum under hensyn til risikoforholdene og forrentningsniveauet i sammenlignelige brancher. De konkrete forhold i den enkelte virksomhed vil være afgørende for, om og i givet fald i hvilket omfang overskud i form af forrentning vil kunne opnås for virksomheden og dennes ejere, jf. herved § 70, stk. 4, og § 71, stk. 2.«

Miljø- og Energiministeriet har oplyst, at det »reguleringsmæssige kapitalbegreb«, der nævnes i bemærkningerne, går ud på at fastsætte, hvilken kapital der kan danne grundlag for forrentning (ud over den kapital, der efter de gældende regler må anses for fri).

Det fremgår herudover af bemærkningerne til bestemmelsen, at elforsyningsvirksomhedernes nuværende adgang til på forhånd at indregne beløb som henlæggelser til nyinvesteringer bortfalder.

I lovudkastets § 70, stk. 1-4, fastsættes

»§ 70. Priser for net- og transmissionsvirksomhedernes ydelser fastsættes i overensstemmelse med de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i § 69 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af virksomheden.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om generelle indtægtsrammer for alle berørte virksomheder for et nærmere angivet antal år. Inden for de nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årligt en indtægtsramme for hver af de berørte virksomheder.

Stk. 3. Energitilsynet kan give dispensation fra de af tilsynet fastsatte rammer, såfremt det er nødvendigt for, at virksomheden kan gennemføre forpligtelser, som er pålagt i bevillingen, i loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.

Stk. 4. Enhver form for indtægt i virksomheden skal medgå til dækning af udgifter ved de bevillingspligtige aktiviteter. Dette gælder dog ikke overskud i form af forrentning af indskudskapital og ekstraordinære effektiviseringsgevinster i forhold til indtægtsrammerne. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvad der kan anses for ekstraordinære effektiviseringsgevinster, og om fastsættelsen af størrelsen heraf.«

I bemærkningerne til bestemmelsen er der bl.a. anført følgende

»Bestemmelsen regulerer priser og tariffer for net- og transmissionsvirksomheders ydelser. Bestemmelsen fastlægger et nyt princip for prisfastsættelsen, idet tilladte indtægter til dækning af omkostninger ved net- og transmissionsvirksomheders drift, vedligeholdelse, administration og anlæg af net samt måling og fakturering fastsættes i medfør af indtægtsrammer, det vil sige rammer for, hvor meget der kan opkræves over tarifferne for virksomhedens ydelser. I indtægtsrammen indgår således også forrentning af den kapital, som jf. § 69, stk. 2, og efter Energitilsynets godkendelse er den reguleringsmæssige kapitals størrelse. Indtægtsrammerne skal fastlægges med udgangspunkt i omkostningerne ved en effektiv drift af virksomheden. I det omfang selskaberne har omkostninger, der overstiger det tilladte niveau for opkrævning over tariffen, opnår selskaberne et underskud.

Hensigten med bestemmelsen er, at ministeren fastsætter generelle krav om, at indtægtsrammen reduceres med en procentdel for hvert år for alle selskaber, således at hver virksomhed må foretage en løbende effektivisering for at holde deres omkostninger inden for rammen for indtægter.

Ministeren kan fastsætte niveauer for forrentning af den reguleringsmæssige kapitalstørrelse, som nævnt i bemærkningerne til stk. 1, 1. afsnit, der kan indgå i fastlæggelsen af indtægtsrammen. Fastsættelsen skal ske bl.a. under hensyn til en rimelig forrentning af indskudskapitalen.

I medfør af stk. 3 kan Energitilsynet dispensere fra indtægtsrammerne, som er fastsat af tilsynet selv, hvis det er nødvendigt for, at virksomheden kan gennemføre forpligtelser, der er pålagt i medfør af loven. Bestemmelsen sigter ikke på at holde hånden over virksomheder, der vedvarende undlader at effektivisere, men på at sikre opretholdelsen af netydelser til alle. Hensynet til forsyningssikkerheden vejer således tungere end hensynet til effektivitet. Bestemmelsen er kun møntet på helt særlige tilfælde og kan især tænkes benyttet, hvor forholdene, der forhindrer virksomheden i at leve op til indtægtsrammen, ikke kan lægges virksomheden til last.«

Det bestemmes endvidere i lovudkastets § 71, at systemansvarlige virksomheder i priserne kan indregne nødvendige omkostninger til bl.a. indkøb, driftsomkostninger m.v.

For så vidt angår forsyningspligtige virksomheder, fremgår det af lovudkastets § 72, at virksomhederne i deres priser kan »indkalkulere et overskud, som er rimeligt i forhold til omsætningens størrelse og effektiviteten ved indkøb af elektricitet og andre omkostninger.«

Hermed opnås efter bemærkningerne til bestemmelsen, at forsyningspligtige virksomheder pålægges »en prisregulering, som tager hensyn til, at virksomhederne skal kunne agere kommercielt.«

Lovudkastets § 74, stk. 3, indeholder herudover følgende bestemmelse

»

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i §§ 69-72 vil offentlige elforsyningsvirksomheder og disses ejere frit kunne disponere over kapital og indtægter, som de i medfør af den hidtil gældende elforsyningslov frit kunne disponere over.«

For så vidt angår produktionsvirksomheder, fremgår det af lovudkastets § 75, at priser og leveringsbetingelser for elproduktionsvirksomheders salg af elektricitet som udgangspunkt fastsættes ved aftale.

3.4. Andre vilkår for bevilling

Bestemmelsen i lovudkastets § 50, stk. 1, har følgende ordlyd

»§ 50. I bevillinger kan der ud over de vilkår, der kan fastsættes i medfør af kapitlerne 3-6, i særlige tilfælde af hensyn til opfyldelse af lovens formål fastsættes sådanne vilkår, som er begrundet i den pågældende virksomheds særlige forhold. Endvidere kan der fastsættes vilkår, som er nødvendige af hensyn til overholdelsen af EU-regler eller EU-henstillinger på området.«

Bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., svarer til den gældende elforsyningslovs § 5, stk. 2. Miljø- og Energiministeriet har i den forbindelse oplyst, at bestemmelsen ikke har været anvendt i praksis.

I lovudkastets bemærkninger til bestemmelsen er der bl.a. anført følgende

»Der vil fortsat i særlige situationer være mulighed for at stille specielle bevillingsvilkår, som er begrundet i den pågældende virksomheds særlige forhold. Vilkårene skal i så fald gives ud fra objektive kriterier og kan kun vedrøre forhold, hvor loven rummer mulighed for, at miljø- og energiministeren kan stille vilkår.«

Bestemmelsen i lovudkastets § 52 har følgende ordlyd

»§ 52. Efter 5 år og med et forudgående varsel på 1 år kan der fastsættes nye vilkår i en bevilling.«

I bemærkningerne til bestemmelsen er anført følgende

»Bevillinger gives for mindst 20 år til virksomhed med fysiske anlæg. Bevillingsperioden for den systemansvarlige virksomhed gives for 20 år og for forsyningspligtselskaber for 5 år. § 52 giver mulighed for, at der 5 år efter udstedelsen af en bevilling og med et varsel på 1 år kan fastsættes nye krav i en bevilling. Varslet skal i givet fald fremsættes 4 år efter udstedelsen. Der kan kun stilles sådanne nye vilkår, som har hjemmel i loven.«

3.5. Ikrafttræden

Det fremgår af lovudkastets § 93, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af miljø- og energiministeren.

Efter bemærkningerne til bestemmelsen sigtes mod, at loven i sin helhed kan træde i kraft den 1. januar 2000 (med de fornødne overgangsregler).

4. Grundlovens § 73 om ekspropriation

4.1. Hvilke rettigheder er beskyttet af bestemmelsen?

Grundlovens § 73, stk. 1, har følgende ordlyd

»§ 73. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

Det er kun indgreb i »ejendom«, der kan indebære ekspropriation. Er der tale om et indgreb i en rettighed, der ikke har karakter af en ejendom i grundlovens forstand, vil der således, uanset indgrebets karakter, ikke kunne være tale om ekspropriation, jf. Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, Menneskerettigheder (1997), side 163.

Grundlovens ejendomsretsbegreb er vidt. Det omfatter ikke alene ejendomsret i traditionel forstand, men også f.eks. næringsrettigheder, jf. nærmere Henrik Zahle, a.st., side 164 f.

Med hensyn til spørgsmålet om beskyttelse af retten til at drive erhvervsvirksomhed, når bevillingen er udløbet, anfører Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1973), side 402, bl.a. følgende

»Hvis en koncession eller bevilling til at udøve en vis erhvervsmæssig virksomhed, f.eks. gods- eller passagerbefordring med bil eller fly, færgefart, biografteater eller beværtning, er meddelt for et bestemt åremål, er koncessionshaverens ret i dette tidsrum beskyttet, men en forventning om fornyelse for et nyt tidsrum vil normalt ikke være beskyttet «

4.2. Hvilken personkreds nyder beskyttelse?

Det er i den statsretlige litteratur almindeligt antaget, at beskyttelsen i grundlovens § 73 gælder, uanset hvem der er rettighedens subjekt.

Beskyttelsen gælder således ikke kun til fordel for enkeltpersoner, men også til fordel for juridiske personer, herunder kommuner, jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 728, Max Sørensen, a.st., side 404, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udg. Ved Ole Espersen (1980), side 653 f, Peter Germer, Statsforfatningsret, 2. udg. (1995), side 223, og Henrik Zahle, a.st., side 170 f.

4.3. Hvornår er et indgreb i en beskyttet rettighed ekspropriativt?

4.3.1. Generelt om problemstillingen

Det er ikke enhver regulering i forhold til en ret, som er beskyttet af grundlovens § 73, der udgør ekspropriation.

Det er således almindeligt antaget, at lovgivningsmagten uden at der foreligger ekspropriation kan regulere udøvelsen af de rettigheder, der er beskyttet af § 73, idet lovgivningsmagten kan opstille almindelige regler om begrænsning af borgernes handlefrihed og i deres råden over, hvad de ejer, jf. Max Sørensen, a.st., side 405.

Afgrænsningen mellem på den ene side de indgreb, der er tvangsafståelse i grundlovens forstand, og for hvilke der derfor skal ydes ejeren erstatning, og på den anden side de indgreb, der kun indebærer en regulering af ejendomsrettens udøvelse, og som ejeren derfor må affinde sig med uden erstatning, kan imidlertid give anledning til tvivl.

Det er i den forfatningsretlige litteratur og praksis almindeligt antaget, at afgørelsen af, om et indgreb har karakter af ekspropriation, må bero på et samlet skøn over indgrebets beskaffenhed, jf. bl.a. Henrik Zahle, a.st., side 173 ff, Max Sørensen, a.st., side 412, og Alf Ross, a.st., side 666 f.

Som momenter, der må tillægges betydning ved udøvelsen af dette skøn, peges navnlig på indgrebets formål, i hvilken grad indgrebet i ejendomsretten er generelt eller konkret, herunder om det rammer mange eller få ejere, indgrebets intensitet, om indgrebet angår en aktuel eller kun en fremtidig råden, samt om indgrebet går ud på at overføre ejendomsret fra en hidtidig ejer til en ny eller på en tilintetgørelse af ejendomsretten. Lovgivningspraksis på området antages også at kunne tillægges betydning.

Myndighedernes adgang til at dispensere fra krav, der udgør indgreb i en rettighed, som nyder beskyttelse efter grundlovens § 73, kan indgå som et moment, der taler for, at ordningen ikke indebærer ekspropriation. Det skyldes, at dispensationsbestemmelsen kan anvendes i konkrete tilfælde, hvor indgrebet rammer særligt hårdt, jf. Henrik Zahle, a.st., side 183 f.

Det bemærkes i øvrigt, at ekspropriation kun kan finde sted med hjemmel i lov, jf. Peter Germer, a.st., side 240 ff. Indeholder en lov ikke hjemmel til indgreb af ekspropriativ karakter, kan et sådant indgreb derfor ikke foretages, jf. Henrik Zahle, a.st., side 173.

4.3.2. Særligt om vilkår for erhvervsudøvelse m.v.

4.3.2.1. Litteratur og retspraksis

Henning Skovgaard, Offentlige myndigheders erstatningsansvar (1983), side 135 ff, gennemgår spørgsmålet om, i hvilke tilfælde vilkår for erhvervsudøvelse og virksomhedsindskrænkning eller -forbud udløser erstatning. Herom anføres bl.a.

»Den overvejende del af alle offentligt fastsatte erhvervsvilkår fastsættes og ændres i mere eller mindre olympisk ophøjethed på lovgiver- og departementsniveau, hvor generaliteten i vilkårene og den manglende kontakt til den enkelte skadelidende hæmmer anvendelsen i det traditionelle fejlansvar eller i byrdeansvaret (Grl. § 73). Der vil også typisk være tale om vilkår eller vilkårsfastsættelse, som erhvervsvirksomheder kan assimilere uden alt for stort besvær .

Heller ikke begrænsninger i produktionsvolumen hvem man må handle med eller endog meget byrdefulde ændringer af visse forudsætninger for en given erhvervsvirksomhed som fjernelse af beskyttelsestold højere aldersgrænser for biografpublikum og ændringer af udstyrsbekendtgørelser og lign. i henhold til færdselsloven har givet domstolene anledning til at reagere.

Ligeså giver maksimalpriser i almindelighed ikke domstolene anledning til erstatningsretlige betænkeligheder, men i de par afgørelser, som foreligger i dansk praksis, har der været antydninger af en mulig tålegrænse.

Først ved mere singulære indgreb finder man også tilfælde af erstatningspligt i denne kategori.«

Det er i retspraksis antaget, at der ikke nødvendigvis foreligger ekspropriation i tilfælde, hvor en hidtil lovlig erhvervsaktivitet er blevet helt forbudt, eller hvor en regulering af et erhvervs forhold indebærer, at en næringsdrivende må ophøre med sin virksomhed, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1918, side 953 H (forbud mod handel med spiritus), og 1962, side 276 H (ophør med marketendervirksomhed).

Der foreligger to nyere domme, som giver ekspropriationserstatning for forbud mod fortsættelse af en hidtidig virksomhed. Det drejer sig om højesteretsdommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 157 ff (om forbud mod råstofindvinding) og Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1980, side 955 ff.

Sagens omstændigheder i den nævnte landsretsdom var følgende: Et firma, der i øvrigt drev almindelig handel med Grønland, åbnede i 1972 en fragtrute mellem København og Godthåb med et chartret skib. I 1973 genindførtes ved lov Kongelig grønlandske Handels besejlingsmonopol af hensyn til besejling også af mindre rentable havne i Grønland og til dels også af hensyn til rentabiliteten af Kongelig grønlandske Handels besejlingsafdeling i Danmark. Loven indeholdt dispensationshjemmel, men ministeriet for Grønland nægtede at dispensere fra forbudet for længere tid end indtil udgangen af 1973.

Landsrettens flertal gav firmaet medhold i, at lovens forbud mod søtransport til Grønland, der havde hindret firmaet i at fortsætte sin virksomhed, var ekspropriativt, og firmaet fik erstatning herfor. Flertallet lagde vægt på, at formålet med det offentlige indgreb delvis var af privatøkonomisk karakter, ligesom indgrebet var helt specielt, da det kun ramte dette ene firma.

Om denne doms resultat anfører Henning Skovgaard, a.st., side 140, bl.a.

»Sagen kunne formentlig dele et hvilket som helst juridisk kollegium. Når jeg synes, at flertallets resultat, med en vis tvivl om erstatningsudmålingen, er rigtigt, beror det på den meget korte frist et halvt år til afvikling af virksomheden. Det forekommer mig at være en for ringe hensyntagen til firmaet under de foreliggende omstændigheder, altså et stærkt svækket, men dog e.o. betydningsfuldt fejlmoment. Hvis ministeriet havde givet f.eks. 1 års længere frist ville (burde) resultatet være blevet frifindelse.«

Om betydningen af vilkår m.v. i tilladelser anfører Henrik Zahle, a.st., side 184, endvidere bl.a. følgende

»I denne forbindelse skal nævnes, at offentligretlige tilladelser ofte indeholder vilkår om, at de kan tilbagekaldes eller ændres. Sådanne vilkår giver videre rammer for indgreb over for den berettigede, jf. P. Andersen, side 722-23.

På linje med forbehold til tilbagekald eller ændring kan nævnes, at det i forbindelse med erhvervsretlige tilladelser forekommer, at myndighederne henleder de privates opmærksomhed på, at gældende vilkår kan ændres, og dette moment tillægges betydning ved bedømmelsen af, hvilke indgreb de private senere må tåle, jf. U 1982 109 H.«

4.3.2.2. Lovgivningspraksis

I lovgivningen er der eksempler på, at ejerstrukturen m.v. i en virksomhed reguleres.

I loven om statsautoriserede revisorer er der således i § 6 a, stk. 1, og § 10, stk. 3-5, fastsat følgende

»§ 6 a. En statsautoriseret revisors virksomhed omfatter revision af regnskaber m.v. samt rådgivning og assistance i forbindelse hermed og inden for tilgrænsede områder.

§ 10.

Stk. 3. En statsautoriseret revisor må ikke have en sådan ejerandel i en virksomhed, der driver anden virksomhed end den i § 6 a nævnte, at revisor derved får indflydelse på eller en mere betydelig økonomisk interesse i den pågældende virksomhed. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte en frist for afhændelse af sådanne ejerandele.

Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan undtage fra stk. 3, hvis det skønnes, at den omhandlede virksomhed eller stilling er uden indflydelse på revisors uafhængighed.

Stk. 5. Ønsker en statsautoriseret revisor at udøve virksomhed eller beklæde en stilling, der er uforenelig med stillingen som statsautoriseret revisor, skal den pågældende, inden virksomheden påbegyndes eller stillingen overtages, deponere sin beskikkelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.«

I lovens § 11 er der desuden bl.a. fastsat følgende

»§ 11. Virksomhed som statsautoriseret revisor må kun udøves som enkeltmandsvirksomhed, interessentskab eller i aktie- eller anpartsselskab. Virksomheden må alene drive revisionsvirksomhed og eje revisionsvirksomheder.

Stk. 2. I interessentskaber skal alle interessenterne være statsautoriserede revisorer.

Stk. 3. I aktie- og anpartsselskaber skal flertallet af bestyrelsesmedlemmerne være statsautoriserede revisorer. Er anpartsselskaber uden bestyrelse, skal direktionen alene bestå af statsautoriserede revisorer.

Stk. 4. Aktier og anparter må alene ejes af

1) statsautoriserede revisorer,

2) virksomheder, der i overensstemmelse med denne paragraf driver eller ejer revisionsvirksomheder,

3) personer, der er fuldtidsbeskæftigede i revisionsvirksomheden,

4) personer, der er deltidsbeskæftigede i revisionsvirkomheden, og som derudover ikke har anden erhvervsmæssig beskæftigelse,

5) medarbejderforeninger i den pågældende revisionsvirksomhed, der er uafhængige af revisionsvirksomhedens ledelse og alene ejer aktier eller anparter i revisionsvirksomheden samt alene har de under nr. 3 og 4 nævnte personer som medlemmer samt

6) personer, der har erhvervet aktierne eller anparterne som led i en medarbejderordning.«

Tilsvarende regler er fastsat i § 4 a, stk. 1, § 6 a, stk. 3-5, og § 6 b i loven om registrerede revisorer.

Der blev under lovforslagets behandling i Folketinget rejst spørgsmål om, hvorvidt reglerne i § 11 i loven om statsautoriserede revisorer og § 6 b i loven om registrerede revisorer udgjorde ekspropriation i forhold til de fysiske eller juridiske personer, der blev pålagt at afhænde deres ejerandele. Justitsministeriet antog ud fra en samlet vurdering at dette ikke var tilfældet. Der henvises herom til bilag 1 til Erhvervsudvalgets betænkning af 18. maj 1994 (Folketingstidende 1993-94, Tillæg B, sp. 1559).

Det kan desuden nævnes, at der i loven om landbrugsejendomme er foretaget en detaljeret regulering af, hvem der kan erhverve en landbrugsejendom. Der er bl.a. fastsat regler om, at et selskab m.v. som udgangspunkt ikke må erhverve en landbrugsejendom, medmindre landbrugsministeren giver tilladelse til det, jf. lovens §§ 20-21.

4.4. Justitsministeriets udtalelse af 22. maj 1975 og Kammeradvokatens udtalelse af 26. november 1975

Den 22. maj 1975 afgav Justitsministeriet en udtalelse til brug for den daværende handelsministers besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Energipolitiske Udvalg om det lovforslag, der blev fremsat i marts 1975 og senere førte til den nugældende elforsyningslov af 1977.

I skrivelsen anførte Justitsministeriet, at bestemmelserne i det daværende lovforslags § 9 og § 13 (om prisregulering og hjemmel til et påbud om at indrette elforsyningsvirksomheder på en nærmere angiven måde) havde karakter af erstatningsfrie reguleringer, der ikke var omfattet af grundlovens § 73.

Justitsministeriet vurderede endvidere, om der ville være tale om ekspropriation, hvis der fremover i de enkelte bevillinger blev fastsat vilkår om, at virksomhedens produktionsanlæg m.v. skulle afstås ved bevillingens fortabelse eller ophør.

Justitsministeriet var mest tilbøjelig til at antage, at et vilkår herom ville indebære ekspropriation, i hvert fald i forhold til elforsyningsvirksomheder, der før lovens ikrafttræden udøvede en virksomhed, som fremover ville kræve bevilling.

Det nævnte lovforslag bortfaldt ved folketingsårets udgang. Den daværende handelsminister fremsatte derfor i oktober 1975 et nyt forslag til lov om elforsyning.

Efter det nye lovforslag kunne der i modsætning til det tidligere lovforslag ikke i forhold til eksisterende elforsyningsvirksomheder stilles vilkår om overførsel af virksomhedens anlægsaktiver m.v. ved bevillingens ophør eller fortabelse. Der kunne heller ikke i medfør af lovforslagets § 5, stk. 2, stilles særlige vilkår til eksisterende virksomheder.

I en skrivelse af 26. november 1975 vurderede Kammeradvokaten, at bestemmelsen om fastsættelse af vilkår vedrørende en bevillings ophør eller fortabelse ikke længere rejste spørgsmål i forhold til grundlovens § 73.

5. Justitsministeriets vurdering

5.1. Problemafgrænsning

Efter lovudkastets § 97, stk. 1, har en elforsyningsvirksomhed, som ved lovens ikrafttræden lovligt udøver virksomhed, retskrav på at opnå bevilling, hvis virksomheden opfylder de krav til virksomheden, der er fastsat i lovudkastet.

Spørgsmålet er derfor, om disse krav må anses for at udgøre ekspropriation i forhold til eksisterende elforsyningsvirksomheder.

Miljø- og Energiministeriet har i den forbindelse oplyst, at der ønskes en vurdering af forholdet mellem grundlovens § 73 og de bestemmelser, der ifølge høringssvarene fra Danske Elværkers Forening og NESA A/S har ekspropriativ karakter, nemlig bestemmelserne i lovudkastets § 35, § 36, § 38, §§ 40-43, § 50, § 52, § 69, stk. 2, § 70, stk. 2, og § 97. Der henvises herom til pkt. 5.3 - 5.5 nedenfor.

En forudsætning for, at der kan rejses spørgsmål om ekspropriation, er, at adgangen til at drive elforsyningsvirksomhed nyder beskyttelse efter grundlovens § 73. Dette spørgsmål behandles i pkt. 5.2 nedenfor.

Under pkt. 5.6 behandles forholdet mellem den vurdering, der foretages i dette notat, og vurderingerne i de ovenfor under pkt. 4.4 nævnte udtalelser af 1975 fra Justitsministeriet og Kammeradvokaten om forslag til den nugældende elforsyningslov.

Notatets konklusioner sammenfattes under pkt. 5.7.

5.2. Nyder adgangen til at drive elforsyningsvirksomhed beskyttelse efter grundlovens § 73?

Efter Justitsministeriets opfattelse må adgangen til at drive elforsyningsvirksomhed anses for at nyde beskyttelse efter grundlovens § 73, se hertil pkt. 4.1 ovenfor.

Det gælder, selv om den pågældende virksomhed (som f.eks. distributionsvirksomhed) i dag kan drives uden bevilling, og selv om erhvervet er underlagt hvile i sig selv-reglerne i den gældende elforsyningslov.

Det spørgsmål kan imidlertid rejses, om elforsyningsvirksomheder, der drives i henhold til bevilling, har en ret, der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73, til at fortsætte deres virksomhed, når bevillingerne udløber.

På den ene side kan det bl.a. henset til, at elforsyning er en samfundsmæssig nødvendighed gøres gældende, at virksomhederne har en forventning om at kunne fortsætte deres drift i en eller anden form, og at denne forventning må nyde beskyttelse efter grundlovens § 73.

Heroverfor står imidlertid, at bevillingerne netop er tidsbegrænset, og at bevillingsperioden på 20 år er fastsat under hensyn til levetiden for produktionsanlæg m.v. Det kan desuden anføres, at formålet med ændringen af elforsyningslovens §§ 3 og 17 i 1998 var at gøre det muligt for lovgivningsmagten at gennemføre en omfattende elreform uden at være begrænset af de rettigheder, der er knyttet til en bevilling til elforsyningsvirksomhed, jf. pkt. 2.2 ovenfor. Der henvises endvidere til det, som Max Sørensen har anført i pkt. 4.1 ovenfor.

Justitsministeriet finder det ikke nødvendigt at tage endelig stilling til det rejste spørgsmål. Det skyldes, at en virksomhed, hvis bevilling er udløbet, under alle omstændigheder efter Justitsministeriets opfattelse må tåle en mere intensiv regulering af sin erhvervsudøvelse, se hertil også det, som Henrik Zahle har anført i pkt. 4.3.2. ovenfor.

Efter Justitsministeriets opfattelse giver det herudover anledning til tvivl, om adgangen til at drive systemansvarlig virksomhed overhovedet nyder beskyttelse efter grundlovens § 73. Denne tvivl skyldes, at en systemansvarlig virksomhed i højere grad end at drive almindelig erhvervsvirksomhed kan siges at udføre opgaver af regulerende og kontrollerende karakter ud fra samfundsmæssige hensyn.

5.3. Ejerstruktur m.v.

5.3.1. Lovudkastets § 47

Bestemmelsen i § 47 indebærer, at en eksisterende virksomhed som betingelse for at opnå bevilling til en bestemt elforsyningsform som hovedregel skal udskille sine øvrige aktiviteter i særlige selskaber.

Ved vurderingen af, om vilkåret om selskabsmæssig udskillelse har ekspropriativ karakter, må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på, at der er tale om et generelt indgreb, der gennemføres som led i en omfattende elreform, og at indgrebet bl.a. er begrundet i, at der indføres forskellige regler om prisfastsættelse for de enkelte elforsyningsydelser.

Herudover må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på, at de nuværende virksomheders ejerkreds kan videreføre sin bestemmende indflydelse i de nye selskaber. Det må også tillægges vægt, at der efter det oplyste ikke er grundlag for at antage, at en elforsyningsvirksomhed reelt må ophøre som følge af vilkåret om selskabsudskillelse i lovudkastets § 47.

Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse, at der inden lovens ikrafttræden om nødvendigt vil blive taget højde for den eventuelle situation, at krav mod elforsyningsvirksomhederne aktualiseres som følge af vilkåret om selskabsudskillelse.

Endelig må det tages i betragtning, at bestemmelsen i § 47 i forhold til den form for elvirksomhed, som i dag drives efter bevilling først gælder fra det tidspunkt, hvor bevillingen udløber, jf. lovudkastets § 98 og se hertil pkt. 5.2 ovenfor.

Sammenfattende må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at lovudkastets § 47 ikke udgør ekspropriation.

5.3.2. Lovudkastets § 97, stk. 2-3.

Efter lovudkastets § 97, stk. 2, er det en betingelse for at opnå bevilling til netvirksomhed, at ejerandele i elproduktionsvirksomheder, transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse besiddes af netvirksomheden eller af virksomheder, der besidder ejerandele i netvirksomheden, overføres til netvirksomheden. Tilsvarende er det en betingelse for at opnå bevilling til transmissionsvirksomhed, systemansvarlig virksomhed og forsyningspligtig virksomhed, at ejerandele heri overføres til den eller de berørte netvirksomheder.

Efter lovudkastets § 97, stk. 3, kan miljø- og energiministeren dispensere fra bestemmelsen i stk. 2, såfremt særlige hensyn tilsiger det. Formålet med bestemmelsen er at undgå, at kravet i stk. 2 indebærer ekspropriation.

Bestemmelsen indeholder således ikke hjemmel til ekspropriation, jf. herved det, som er anført i pkt. 4.3.1 ovenfor.

I bemærkningerne til bestemmelsen er det forudsat, at der ikke vil være tale om ekspropriation i forhold til elvirksomhederne eller deres ejere, hvis opfyldelse af vilkåret i stk. 2 alene betyder, at der overføres ejerandele inden for samme ejerkreds, uden at det indbyrdes forhold mellem ejerne samtidig forrykkes (herunder i form af ændret stemmefordeling).

Spørgsmålet er herefter, om denne forudsætning er rigtig, eller om der i en sådan situation skal dispenseres efter stk. 3 for at undgå ekspropriation med den følge, at bestemmelsen i stk. 2 ikke får nogen praktisk betydning.

Justitsministeriet finder, at forudsætningen er rigtig, og lægger i den forbindelse navnlig vægt på,

- at indgrebet er af generel karakter og indgår som led i en omfattende elreform;

- at indgrebet sker på et område, der i forvejen er undergivet intensiv erhvervsmæssig regulering, navnlig gennem hvile i sig selv-princippet;

- at indgrebet varetager det saglige formål at sikre, at de værdier, som er opsparet under den gældende elforsyningslov, også under den fremtidige lovgivning vil komme forbrugerne til gode;

- at elforsyningsvirksomhederne ikke har en grundlovsbeskyttet forventning om at få en friere adgang til at foretage udlodning m.v. eller om frit at kunne råde over den værdistigning på virksomhedernes aktiver, som lovændringen måtte bevirke;

- at omorganiseringen ikke begrænser virksomhedernes nuværende mulighed for at foretage udlodning, jf. herved lovudkastets § 74, stk. 3;

- at bestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2 for så vidt angår distributionsvirksomheder (netvirksomheder), der ikke ejes af en virksomhed, som ejer andre elforsyningsvirksomheder ikke nødvendiggør, at virksomheden for at opnå bevilling afhænder ejerandele i andre elforsyningsvirksomheder. Bestemmelsen gør det alene nødvendigt, at ejerandele, som dets datterselskaber m.v. har i andre elforsyningsvirksomheder, overføres til netselskabet, således at netselskabet bliver direkte ejer af de andre elforsyningsvirksomheder;

- at bestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2 med hensyn til de øvrige virksomheder (f.eks. produktionsselskaberne) kun finder anvendelse i situationer, hvor der er et fuldstændigt ejersammenfald i de berørte selskaber. Ejerne af selskaberne skal således ikke overføre værdier til det offentlige eller andre, men alene foretage en »intern« omstrukturering af deres selskabers indbyrdes ejerforhold. Og prisen for ejerandelene fastsættes ved aftale mellem de berørte selskaber;

- at bestemmelsen i § 97, stk. 2, gælder fra det tidspunkt, hvor bevillingen udløber, jf. lovudkastets § 98, og se hertil pkt. 5.2 ovenfor.

Den omstændighed, at bestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2, lægger vægt på ejerstrukturen ved lovforslagets fremsættelse, kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke antages i sig selv at indebære, at der skal dispenseres efter § 97, stk. 3, for at undgå ekspropriation.

Justitsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at virkningstidspunktet efter det oplyste er fastsat for at modvirke, at eksisterende distributionsselskaber f.eks. ved at ændre ejerkredsen inden lovens ikrafttræden kan komme uden om bestemmelsens krav om ejerstruktur som vilkår for bevilling til elforsyningsvirksomhed efter den nye lov. I så fald ville det ikke være muligt fuldt ud at opfylde formålet med lovudkastets § 97, stk. 2, jf. herom under pkt. 3.2.5 ovenfor.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at de eksisterende virksomheder efter det oplyste via deres brancheorganisation m.v. må antages at være bekendt med, at der i forslaget til en ny elforsyningslov bl.a. vil indgå krav om en bestemt ejerstruktur som vilkår for fremtidig bevilling efter den nye lov. Se hertil det, som Henrik Zahle har anført i pkt. 4.3.2 ovenfor.

Det tilføjes i øvrigt, at advokat Claus Høeg Madsens notat af 22. april 1999 synes at bygge på en misforståelse af lovudkastets rækkevidde. Bestemmelserne i lovudkastets § 36 og § 97, stk. 2, er ikke til hinder for, at en netvirksomhed afhænder ejerandele i en elproduktionsvirksomhed til andre virksomheder end søster- og dattervirksomheder. Det er således ikke korrekt, når det anføres, at bestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2, »gør det til en betingelse, at en eldistributionsvirksomhed, som søger bevilling, skal vedblive at stå som ejer af elproduktionsvirksomheder, som man hidtil har ejet« (notatets side 1). Det samme gælder bemærkningen om, at distributionsvirksomheder »ved det videregående skridt, der gennem udkastets §§ 36 og 97, stk. 2, er taget, berøves muligheden for at afhænde deres andele i produktionsvirksomhederne« (notatets side 2).

Det er heller ikke korrekt, når det anføres, at en eldistributionsvirksomheds andele i en produktionsvirksomhed i princippet bliver »værdiløse«. Det bemærkes herved, at lovudkastet dels ikke begrænser salg til tredjemand, dels ikke indeholder regler for, til hvilken pris ejerandele i en produktionsvirksomhed kan afhændes. Derimod indeholder lovudkastets § 70 regler om, i hvilket omfang en distributionsvirksomhed (netvirksomhed) vil kunne udlodde overskud ved et sådant salg. Det fremgår i den forbindelse af lovudkastets § 74, stk. 3, at udlodning under alle omstændigheder kan ske i samme omfang som efter den gældende elforsyningslov.

5.3.3. Lovudkastets § 38

Efter lovudkastets § 38, stk. 1, må elproduktions- og elhandelsvirksomheder og deres datterselskaber tilsammen ikke eje mere end 15 pct. af en offentlig elforsyningsvirksomheds samlede kapital. Virksomhederne må desuden ikke besidde en bestemmende indflydelse i kraft af særlige stemmerettigheder i en offentlig elforsyningsvirksomheds ledende organer.

Endvidere må forsyningspligtige virksomheder tilsammen ikke eje mere end 15 pct. af en netvirksomheds, transmissionsvirksomheds eller systemansvarlig virksomheds samlede kapital eller besidde en bestemmende indflydelse i kraft af særlige stemmerettigheder i de nævnte virksomheders ledende organer, jf. bestemmelsens stk. 2.

Lovudkastets § 38, stk. 1-2, regulerer alene adgangen til fremtidige erhvervelser af ejerandele i elforsyningsvirksomheder og nødvendiggør således ikke, at eksisterende elproduktionsvirksomheder afhænder ejerandele i en anden elforsyningsvirksomhed.

Lovudkastets § 38, stk. 1-2, har imidlertid den virkning, at kredsen af mulige købere til virksomheden begrænses, og spørgsmålet er derfor, om denne indskrænkning i køberkredsen er ekspropriativ.

Ved vurderingen heraf må der efter Justitsministeriets opfattelse navnlig lægges vægt på, at bestemmelsen, der har generel karakter og gennemføres som led i en omfattende elreform, har til formål at beskytte hensynet til en effektiv konkurrence. Bestemmelsen skal modvirke, at kommercielle ejerinteresser opnår væsentlig indflydelse i en net-, transmissions-, forsyningspligtig eller systemansvarlig virksomhed. Bestemmelsen tager også sigte på at fjerne risikoen for, at kommercielle elforsyningsvirksomheder tilgodeser egne interesser til skade for forbrugerne og andre brugere af elnettet.

Bestemmelsen går desuden ikke ud på at overføre ejendomsret fra de berørte virksomheder til det offentlige eller andre.

Med hensyn til intensiteten af indgrebet bemærkes følgende

Bestemmelsen vedrører virksomheder, som i dag er undergivet hvile i sig selv-princippet, og må ses i sammenhæng med lovudkastets øvrige regler, som bl.a. indebærer, at hvile i sig selv-princippet ophæves for elproduktionsvirksomheder. Dette forventes at medføre en værdistigning på produktionsanlæggenes markedsværdi. Denne stigning vil kunne komme ejerne til gode, i det omfang de efter de gældende regler i elforsyningsloven kan råde over salgssummen, jf. herved lovudkastets § 74, stk. 3.

Bestemmelsen er desuden ikke til hinder for salg til andre elforsyningsvirksomheder. Bestemmelsen har derfor ikke karakter af et generelt salgsforbud.

Særligt for kommunernes vedkommende må det også indgå i vurderingen, at kommunal fortjeneste på salg af ejerandele i elforsyningsvirksomheder allerede i dag reduceres med et tilsvarende beløb i det statslige bloktilskud, jf. § 10 b i den gældende elforsyningslov.

Lovgivningen indeholder endelig en række eksempler på regler, hvor ejerstrukturen reguleres, herunder gennem en begrænsning af den personkreds, som en virksomhed på det pågældende område kan afhændes til. Der henvises herved til pkt. 4.3.2.2 ovenfor.

På den anførte baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at bestemmelserne i lovudkastets § 38, stk. 1 og 2, ikke indebærer ekspropriation.

Det tilføjes, at det ikke er korrekt, når advokat Claus Høeg Madsen i sit notat af 22. april 1999 anfører, at bestemmelsen i lovudkastets § 38, stk. 2, afskærer »de nuværende distributionsvirksomheder fra at eje mere end 15% af en netvirksomhed, transmissionsvirksomhed eller systemansvarlig virksomhed« (notatets side 3). Efter lovudkastet vil de nuværende distributionsvirksomheder ikke skulle opløses, men vil kunne fortsætte som netvirksomheder.

5.3.4. Lovudkastets § 36, stk. 1

Efter lovudkastets § 36, stk. 1, må en netvirksomhed ikke afstå ejerandele i en elproduktionsvirksomhed til en virksomhed, hvori netvirksomheden direkte eller indirekte besidder ejerandele. Det samme gælder i forhold til en virksomhed, som direkte eller indirekte er helt eller delvis ejet af en virksomhed, der tillige direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden.

I vurderingen af, om dette forbud vil udgøre ekspropriation, må det efter Justitsministeriets opfattelse ud over forbudets generelle karakter som led i en omfattende elreform navnlig indgå, at forbudet har til formål dels at opretholde den ejerstruktur, der følger af lovudkastets § 97, stk. 2, dels at sikre, at forbrugerne får andel i den gevinst, som realiseres ved et salg, og som elforsyningsvirksomhederne efter de gældende regler ikke frit må råde over.

Hertil kommer, at der vil blive dispenseret fra forbudet med hensyn til den del af virksomhedens værdi, som ejerne frit kan råde over efter de gældende regler i elforsyningsloven, jf. lovudkastets § 36, stk. 2.

Bestemmelsen går desuden ikke ud på at overføre netselskabernes ejendomsret til det offentlige eller forbrugerne.

Endelig er der alene tale om et forbud mod salg til nærstående virksomheder. En netvirksomhed vil således fortsat kunne afhænde elproduktionsvirksomheder til virksomheder, der ikke ligger inden for samme ejerkreds. Hertil kommer, at gennemførelse af lovudkastets regler om ophævelse af hvile i sig selv-reglerne for virksomhed med elproduktion som tidligere nævnt forventes at medføre en værdistigning i elproduktionsanlægs markedsværdi, som også vil komme ejerne af produktionsselskaberne til gode i det omfang, de efter de gældende regler i elforsyningsloven kan råde over salgssummen, jf. herved lovudkastets § 74, stk. 3.

På den anførte baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at bestemmelsen i lovudkastets § 36, stk. 1, ikke vil have ekspropriativ karakter.

5.3.5. Lovudkastets §§ 40-43

Efter lovudkastets § 40, jf. §§ 41-42, skal flertallet af en netvirksomheds bestyrelsesmedlemmer vælges af forbrugere i netvirksomhedens forsyningsområde eller af en eller flere kommuner i forsyningsområdet.

For forsyningspligtige virksomheder gælder det, at en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne skal vælges af forbrugerne eller kommunerne i virksomhedens forsyningsområde, jf. § 43.

Som anført ovenfor under pkt. 3.2.6 vil vilkåret om forbrugerindflydelse ikke blive stillet i forhold til de virksomheder, der ikke måtte opfylde dette vilkår ved lovforslagets fremsættelse, jf. herved miljø- og energiministerens adgang til at dispensere i lovudkastets § 40, stk. 4, og § 43, stk. 3.

Reglerne om forbrugerindflydelse vil imidlertid begrænse muligheden for at afhænde ejerandele i virksomhederne til andre end forbrugerne, herunder kommuner. Dette gælder særligt kravet om bestemmende forbrugerindflydelse i lovudkastets § 40.

Spørgsmålet er derfor, om denne begrænsning må antages at indebære ekspropriation. Herom bemærkes navnlig følgende

Bestemmelserne om forbrugerindflydelse er af generel karakter og gennemføres som tidligere nævnt som led i en omfattende elreform.

Bestemmelserne har til formål at sikre, at de værdier, som er opsparet under den gældende elforsyningslov, også fremover vil komme forbrugerne til gode. Bestemmelserne sigter endvidere på at bevare den nuværende struktur på elforsyningsområdet, hvor distributionsvirksomhederne (netvirksomhederne) udgør kernen i den ejermæssige opbygning.

Virksomhederne har som tidligere nævnt ikke en grundlovsbeskyttet forventning om frit at kunne råde over den værdistigning på virksomhedernes aktiver, som lovændringen måtte bevirke. Virksomhederne har heller ikke en grundlovsbeskyttet forventning om, at der gennemføres en større liberalisering end den, der er lagt op til i lovudkastet.

Der henvises i øvrigt til de synspunkter, der er angivet i pkt. 5.3.3 ovenfor.

Sammenfattende må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at de krav om forbrugerindflydelse, der er i lovudkastets § 40 og § 43, ikke har karakter af ekspropriation.

Den omstændighed, at bestemmelserne i lovudkastets § 40 og § 43 lægger vægt på ejerstrukturen ved lovforslagets fremsættelse, kan ikke i sig selv antages at indebære, at der for at undgå ekspropriation skal dispenseres fra kravet om forbrugerindflydelse efter § 40, stk. 4, eller § 43, stk. 2. Herom henvises til pkt. 5.3.2 ovenfor.

Det tilføjes, at det ikke er korrekt, når det i advokat Claus Høeg Madsens notat anføres, at lovudkastets § 43 vil betyde, »at mindst 2/3 af selskabets bestyrelse udpeges af andre end selskabets ejere« (fremhævet her) (notatets side 4). Lovudkastet betyder, at det forsyningspligtige selskab vil være ejet af netselskabet, og netselskaberne opfylder i dag efter det oplyste de foreslåede krav til forbrugerindflydelse. Ejerne af et netselskab vil herigennem kunne udpege medlemmerne af bestyrelsen i forsyningsselskabet.

5.3.6. Bestemmelsen i lovudkastets § 35

Lovforslagets § 35 tillægger staten forkøbsret til større transmissionsnet, netforbindelser til udlandet og ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne net, samt ejerandele i systemansvarlige virksomheder.

Ved vurderingen af, om bestemmelsen udgør ekspropriation, må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på, at lovudkastets § 35 har generel karakter og indgår som led i en samlet elreform.

Hertil kommer, at bestemmelsen ikke tvinger de berørte virksomheder til at sælge, men alene giver en forkøbsret for staten, når en elvirksomhed ønsker at frasælge de nævnte aktiver m.v.

Endvidere må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på, at bestemmelsen i lovudkastets § 35 er udformet således, at den pågældende virksomhed ikke lider tab, hvis staten vælger at udnytte sin forkøbsret. Det skyldes, at prisen efter bestemmelsens stk. 3 fastsættes på almindelige markedsvilkår, og at prisen i tilfælde af uenighed skal fastsættes af taksationskommissionen efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Det bemærkes i øvrigt, at der i lovgivningen findes eksempler på bestemmelser, der tillægger det offentlige forkøbsret, uden at der herved er tale om ekspropriation. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til jordkøbslovens §§ 20-26 og naturbeskyttelseslovens § 57, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 967 af 16. december 1998 om amtsrådenes beføjelser ved genopretning af vådområder.

På den anførte baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at bestemmelsen i lovudkastets § 35 ikke indebærer ekspropriation.

Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse, at forkøbsretten om nødvendigt viger for eventuelle eksisterende forkøbsrettigheder.

5.4. Prisregler

5.4.1. Lovudkastets § 69, stk. 2.

Efter lovudkastets § 69, stk. 2, kan miljø- og energiministeren bl.a. fastsætte regler for opgørelsen af en forsyningsvirksomheds kapital som grundlag for prisreguleringen efter de øvrige bestemmelser i lovudkastets kapitel 10.

Bestemmelsen er præciseret i forhold til det tidligere lovudkast af 9. april 1999, som bl.a. dannede grundlag for advokat Claus Høeg Madsens notat af 22. april 1999. Det fremgår nu af bestemmelsen, at ministeren til brug for prisreguleringen kan »opgøre« en elforsyningskapital, men ikke »fastsætte« (regulere) kapitalens størrelse.

Bestemmelsen giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte et »reguleringsmæssigt kapitalbegreb«, dvs. den kapital, der kan danne grundlag for forrentning ud over den kapital, der efter de gældende regler i elforsyningsloven må anses for fri.

Bestemmelsen i lovudkastets § 69, stk. 2, giver således ikke hjemmel til at udstede regler, der indebærer ekspropriation over for de eksisterende elforsyningsvirksomheder, jf. herved pkt. 4.3.1. ovenfor.

5.4.2. Lovudkastets § 70, stk. 2.

Efter lovudkastets § 70, stk. 2, fastsætter miljø- og energiministeren generelle indtægtsrammer for netvirksomheder for et nærmere angivet antal år.

Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen kan miljø- og energiministeren »fastsætte niveauer for forrentning af den reguleringsmæssige kapitalstørrelse, som nævnt i bemærkningerne til stk. 1, 1. afsnit, der kan indgå i fastlæggelsen af indtægtsrammen. Fastsættelsen skal ske bl.a. under hensyn til en rimelig forrentning af indskudskapitalen.«

Den nuværende affattelse af bemærkningerne til § 70 udgør en præcisering i forhold til et tidligere lovudkast af 9. april 1999, hvor det i bemærkningerne bl.a. var anført, at ministeren »for at fremme en normalisering af selskabernes kapitalstruktur fastsætte, at selskaber med ekstraordinær stor soliditet i en overgangsperiode kun har begrænsede muligheder for at opnå dækning af omkostninger til finansiering af investeringer i indtægtsrammen«.

Bestemmelsen giver mulighed for ved fastsættelsen af prisregler at tage hensyn til den kapital, som virksomhederne efter den gældende elforsyningslov skal anvende til enten at opføre og drive elforsyningsanlæg m.v. eller at nedbringe elpriserne.

Bestemmelsen i lovudkastets § 70, stk. 2, giver derimod ikke hjemmel til at fastsætte regler, der indskrænker virksomhedernes adgang til at råde over deres frie kapital, jf. herved også lovudkastets § 74, stk. 3.

5.5. Andre vilkår

Det fremgår bl.a. af lovudkastets § 50, stk. 1, at miljø- og energiministeren ud over de vilkår, der fastsættes efter kapitlerne 3-6 - »i særlige tilfælde kan fastsætte sådanne vilkår, der er begrundet i den pågældende virksomheds forhold«. Efter lovudkastets § 52, stk. 1, kan der efter 5 år og med et forudgående varsel på 1 år fastsættes nye vilkår i en bevilling.

Bestemmelserne indeholder ikke hjemmel til at fastsætte vilkår, der har karakter af ekspropriation.

Den omstændighed, at miljø- og energiministeren efter de nævnte bestemmelser har hjemmel til at fastsætte særlige vilkår eller til efter en årrække at fastsætte nye vilkår, udgør endvidere efter Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv ekspropriation i forhold til de eksisterende elforsyningsvirksomheder.

5.6. Justitsministeriets og Kammeradvokatens udtalelser fra 1975 om forslag til den nugældende elforsyningslov

I Justitsministeriets og Kammeradvokatens udtalelser fra 1975 om forslaget til den gældende elforsyningslov er det forudsat, at den adgang, der hidtil havde været til uden bevilling at drive elforsyningsvirksomhed, var beskyttet efter grundlovens § 73.

Det afgørende spørgsmål var derfor, om de nærmere betingelser, hvorunder en bevilling kunne opnås, ville indebære ekspropriation, jf. herved også det, der er anført ovenfor under pkt. 4.3.3.

Dette harmonerer med den retsopfattelse, der er givet udtryk for i dette notat, jf. pkt. 5.1-5.2 ovenfor.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det ikke udledes af Justitsministeriets og Kammeradvokatens udtalelser fra 1975, at de vilkår om ejerstrukturen m.v., der i Miljø- og Energiministeriets lovudkast stilles som betingelse for at få bevilling, udgør ekspropriation. I disse udtalelser tog hverken Justitsministeriet eller Kammeradvokaten således stilling til spørgsmålet om ejerstruktur m.v. som betingelse for at opnå bevilling.

5.7. Sammenfatning

Sammenfattende må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at bestemmelserne i lovudkastets § 35, § 36, § 38, §§ 40-43, § 50, § 52, § 69, stk. 2, § 70, stk. 2, og § 97, ikke indebærer ekspropriation efter grundlovens § 73.

KAMMERADVOKATEN

Den 28. april 1999

Miljø- og Energiministeriet

Att.: Departementschef Leo Larsen

Højbro Plads 4

1200 København K

I anledning af anmodningen om at vurdere Justitsministeriets notat vedrørende en række bestemmelser i udkastet til den nye elforsyningslov, herunder specielt forholdet til grundlovens § 73, skal jeg for god ordens skyld oplyse, at Kammeradvokaten har bistået Energistyrelsen med rådgivning vedrørende udformningen af lovudkastet.

Min bistand til Energistyrelsen har navnlig omfattet følgende

I løbet af foråret/sommeren 1998 deltog jeg i en række møder med Energistyrelsen. Under disse møder drøftedes mulighederne for at omlægge elsektoren til en anden styreform, og det drøftedes generelt, hvilke selskabskonstruktioner der kunne tænkes etableret, ligesom det blev drøftet, hvorledes der ville kunne sikres en fortsat forbrugerindflydelse i sektoren. Der var tale om overordnede drøftelser, og der blev ikke fra min side taget stilling til, hvorvidt konkrete løsningsmuligheder eventuelt ville kunne stride mod grundlovens § 73, men jeg redegjorde mere generelt for bestemmelsens fortolkning.

Jeg deltog herefter i løbet af december 1998/januar 1999 i en række møder med Energistyrelsen, hvor det på ny drøftedes, hvilke selskabsretlige konstruktioner der kunne etableres i sektoren, samtidig med at der blev sikret fortsat forbrugerindflydelse i netvirksomheder og forsyningspligtsvirksomheder samt offentlig indflydelse i systemansvarlige virksomheder. På grundlag af disse drøftelser udarbejdede jeg et notat af 21. januar 1999 om de omtalte problemstillinger, hvor jeg fremhævede, at notatet ikke behandlede de ekspropriationsretlige problemer, idet jeg havde forstået, at styrelsen havde forelagt disse for Justitsministeriet.

Jeg har dog i en udtalelse af 26. marts 1999 taget stilling til, i hvilket omfang Energistyrelsen vil kunne regulere netvirksomheders anvendelse af de udbytter og eventuelle salgsavancer af ejerandele i elproduktionsvirksomheder, der vil kunne optjenes i forbindelse med den påtænkte liberalisering og delvise deregulering af elsektoren. Også her forblev en problemkreds ubehandlet under hensyn til opgavefordelingen i forhold til Justitsministeriet.

Jeg har endelig i perioden fra slutningen af marts 1999 og indtil d.d. bistået styrelsen med rådgivning vedrørende formuleringen af en række bestemmelser i det foreliggende udkast til elforsyningslov samt bemærkninger til disse bestemmelser. Min rådgivning har bl.a. vedrørt de bestemmelser, som Danske Elværkers Forening nu kritiserer for at være stridende mod grundlovens § 73.

Det har også i forbindelse med min rådgivning i denne fase vedrørende konkrete bestemmelser i lovudkastet været forudsat såvel fra Energistyrelsens som fra min side at den endelige juridiske vurdering af bestemmelsernes grundlovsmæssighed skulle foretages af Justitsministeriet.

På den anførte baggrund ville jeg anse det for mindre heldigt, hvis jeg nu skulle fremkomme med en vurdering af Justitsministeriets juridiske vurdering af bestemmelser, som er udformet bl.a. under hensyntagen til rådgivningen fra mig. En redegørelse ville kunne fremstå som en vurdering af den rådgivning, jeg selv har ydet, og værdien som en analyse af Justitsministeriets udtalelse ville derfor være beskeden.

Med venlig hilsen

Kammeradvokaten

v/K. Hagel-Sørensen

§ 38 har til formål at beskytte hensynet til en effektiv konkurrence, og bestemmelsen skal modvirke, at kommercielle ejerinteresser opnår væsentlig indflydelse i netvirksomhed, transmissionsvirksomhed eller forsyningspligtig eller systemansvarlig virksomhed. § 38 har den virkning, at kredsen af mulige købere til de kollektive elforsyningsvirksomheder begrænses. Dette vil også være tilfældet, hvis der er tale om aktiver ejet af et børsnoteret selskab.

Det er min vurdering, at de foreslåede regler, herunder ugyldighedsvirkningen efter § 38, stk. 3, og § 39 om underretning til Energitilsynet, med et konstruktivt samarbejde mellem myndighederne og de kollektive elforsyningsvirksomheder om løsningen af eventuelle praktiske problemer, vil vise sig at være tilstrækkelige til at sikre overholdelse af reglerne.

Der er tale om en generel regulering, som virker ens for danske og udenlandske investorer. Bestemmelsen vil medvirke til at sikre en effektiv konkurrence i overensstemmelse med formålet i eldirektivet. Reguleringen er således ikke i strid med almindelige lighedsprincipper og EU´s regler.

Spørgsmål nr. 62

Af lovforslaget fremgår det, at nye aktører på det danske konkurrencemarked ikke er underlagt de samme stramme vilkår med hensyn til selskabsorganisering og finansiering som de eksisterende elselskaber.

Kan ministeren bekræfte denne forskelsbehandling og i givet fald give en begrundelse herfor?

Svar

Der er ikke tale om, at nye aktører efter lovforslaget stilles bedre på det danske konkurrencemarked med hensyn til selskabsorganisering og finansiering end eksisterende virksomheder. Lovforslaget sigter mod at skabe ensartede rammer for såvel eksisterende som nye aktører på den konkurrenceudsatte del af det danske elmarked.

På konkurrencemarkedet vil eksisterende aktører have en række fordele som følge af ejendomsretten til produktionsanlæg, der er finansieret under de nuværende favorable betingelser, og som følge af den goodwill, man har oparbejdet som eneleverandør på området. De eksisterende aktører vil også have fordele forbundet med betjeningen af forsyningspligtkunder.

I det omfang spørgsmålet vedrører de fremtidige betingelser for aftag af el fra elværksejede miljøvenlige anlæg, henvises til min besvarelse af spørgsmål 11 (L 234 bilag 7).

Spørgsmål nr. 63

Den politiske aftale om elreformen af 3. marts 1999 omhandler placering af ejerandele, men ikke umiddelbart noget om anvendelse af overskud.

Hvor i den politiske aftale fremgår det, at det overskud, der fremkommer i elproduktionsvirksomhederne, skal tilgå netselskabets kunder og dermed medgå til at nedsætte forbrugerpriserne?

Svar

Det fremgår af den politiske aftales afsnit om selskabsregulering blandt andet: »Hvis distributionsselskaberne vil påtage sig andre opgaver end netdrift, skal sådanne aktiviteter være selskabsmæssigt udskilt. Ved en selskabsmæssig udskillelse af handelsselskaber fra de nuværende distributionsselskaber skal de nuværende distributionsselskabers ejerandele i kraftværker og overordnede transmissionsnet placeres i netselskabet.« Det fremgår endvidere af afsnittet om selskabsregulering, at »I netselskaber er der bortset fra en rimelig forrentning af indskudskapital ikke mulighed for afkast til ejerne.«

Hvis netselskabet som ejer af kraftværksselskabet vælger at trække overskud ud af kraftværksselskabet, vil indtægterne herfra blive omfattet af prisreguleringen af netselskabet. Netselskabernes muligheder for anvendelse af overskud fra kraftværksselskaberne er således bestemt af prisreguleringen af netselskabet. Der er i forbindelse med energireformdrøftelserne nærmere redegjort herfor i bilag 75 »Notat om prisregulering af netselskaber for så vidt angår udbytte fra kraftværkerne« og bilag 159 »Notat om anvendelse af udbytte fra kraftværksselskaberne«, som vedlægges til udvalgets orientering.

MILJØ- OG ENERGIMINISTERIET

Energistyrelsen

Den 14. december 1998

§ 46, stk. 1 og 2, regulerer de kollektive elforsyningsvirksomheders muligheder for efter lovens ikrafttræden at yde lån til eller stille sikkerhed for andre virksomheder. Bestemmelsen indebærer blandt andet, at netselskaberne ikke vil kunne påtage sig nye forpligtelser i form af hæftelse eller sikkerhedsstillelse for produktionssektorens finansiering ud over, hvad der er nævnt i § 74. Bestemmelserne i § 46 griber imidlertid ikke ind i eksisterende forhold.

Det følger af § 47, stk. 3, at netselskabernes deltagelse i elproduktionsvirksomhed fremover vil skulle ske i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. § 46, stk. 1, regulerer ikke sikkerhedsstillelse eller låneforpligtelser, som påtages i forbindelse med virksomhedernes etablering. Det er udelukkende § 102, der regulerer, hvilke aktiver og passiver der kan henføres til de juridiske enheder, der ved lovens ikrafttræden etableres med henblik på at leve op til lovens krav om selskabsmæssig udskillelse. Det præciseres i § 102, 2. pkt., at fordelingen af passiverne udelukkende vedrører det interne forhold mellem de selvstændige juridiske enheder, der vil skulle etableres. Der sker således ikke et lovbestemt debitorskifte i forhold til de eksisterende virksomheders kreditorer.

Spørgsmål nr. 17

I lovforslag nr. L 235 regnes med relativt kortvarige, bindende kvoter. Gasleverancer er karakteristiske ved, at der kræves store infrastrukturinvesteringer for at kunne udvinde gassen og bringe den frem til kunden. Dette betyder, at der kun kan opnås konkurrencedygtige priser, hvis der tegnes gaskontrakter af længere varighed. Hvorledes forestiller ministeren sig, at det skal være muligt for kommercielle elselskaber at tegne langsigtede gaskontrakter, når det ikke er sikkert, at der er en CO2-kvote, som muliggør, at gassen kan anvendes?

Svar

Lovforslag L 235 vedrører umiddelbart kun perioden 2000-2003. Denne periode er fastsat i reformaftalen af 3. marts 1999, og der er derfor ikke mulighed for at udmelde CO2-kvoter for en længere periode, uanset at dette ville give elproducenterne større sikkerhed for langsigtede dispositioner til ændringer i CO2-emissionen.

Elsektoren råder imidlertid over en række muligheder til ændring af CO2-emissionen også på kortere sigt med ingen eller meget begrænsede investeringer. Dels kan produktionsomfanget ændres, dels kan der varieres på forholdet mellem anvendelse af kul og olie, og dels er der en vis fleksibilitet i gasanvendelsen år for år på de værker, der allerede anvender gas. Åbningen af gasmarkedet forventes at forøge fleksibiliteten på naturgasaftaget yderligere, herunder at kortfristede gaskøbsaftaler bliver mere almindelige.

På længere sigt må det antages, at der etableres et internationalt system for handel med CO2-kvoter som opfølgning på Kyoto-aftalen fra december 1997. Dette giver elproducenterne en yderligere fleksibilitet i forhold til langsigtede dispositioner.

Spørgsmål nr. 18

Ved en vedtagelse af lovforslaget er de elværksejede decentrale anlæg en del af et konkurrenceudsat produktionssystem fra den 1. januar 2000. Vil ministeren i den anledning tage skridt til, at disse anlæg tilsvarende fra denne dato vil kunne købe gas på kommercielle vilkår, og at der sikres transport af elværkernes gas igennem de regionale gasnet?

Svar

EU s gasdirektiv lægger op til, at der skal ske en gradvis markedsåbning. For Danmark betyder gasdirektivet, at vi ved gasliberaliseringens start, som er fastsat til senest 10. august år 2000, er forpligtiget til at åbne op for mindst 30 pct. af markedet. Gasdirektivet åbner dog mulighed for, at markedsadgangen kan begrænses, såfremt gasselskaber kan dokumentere alvorlige økonomiske problemer på grund af take-or-pay-kontrakter.

Regeringen lægger vægt på, at åbningen af det danske gasmarked sker på en afbalanceret måde og i takt med, at der sker en reel åbning i vore nabolande. Hvor hurtigt åbningen af det danske marked kommer til at foregå, vil således blandt andet afhænge af tempoet i de andre EU-lande. Regeringen ønsker ikke at åbne op for naturgasmarkedet, uden at DONG har tilsvarende muligheder for at sælge naturgas uden for Danmark.

Implementeringen af gasdirektivet i Danmark er endnu i en overvejelsesfase, men den gradvise åbning betyder, at det i første omgang kun vil være de største gasforbrugere, herunder de største kraftvarmeanlæg, der vil få markedsadgang.

Spørgsmål nr. 19

EU s udbudsdirektiv er under revision bl.a. i lyset af eldirektivets introduktion af konkurrence i elsektoren. Der er nu stort set enighed i EU s Ministerråd om et forslag, hvorefter konkurrenceudsat energivirksomhed efter ansøgning til EU kan blive helt fritaget for at foretage indkøb og licitation af bygge- og anlægsprojekter efter offentligt EU-udbud. Kan ministeren bekræfte, at lovreformen introducerer konkurrence i overensstemmelse med eldirektivet, således at elselskaberne fremover kan blive fritaget for denne meget tunge bureaukratiske udbudsprocedure? Vil ministeren tage kontakt til erhvervsministeren herom?

Svar

Europa-Kommissionen har endnu ikke fremlagt et officielt forslag til ændring af forsyningsvirksomhedsdirektivet. Det foreliggende udkast til forslag til revision af direktivet kan blive ændret af Kommissionen, og det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt for mig at svare på, om elselskaberne fremover kan blive fritaget for udbudsproceduren. Når direktivet er endeligt vedtaget, vil jeg tage kontakt til erhvervsministeren for nærmere at klarlægge, hvad direktivændringerne har af betydning for elselskaberne.

Spørgsmål nr. 20

Lovforslaget implementerer direktivets regler, men er EU s grundlæggende princip om fri bevægelighed, herunder om fri bevægelighed af kapital, overholdt, når f.eks. produktionen bindes til netselskabet, jf. § 97, stk. 2, ikke kan frasælges frit, jf. § 36, og ejeren ingen økonomisk gevinst får ved et salg, jf. § 37, stk. 7? Hertil kommer, at investorers interesse generelt kan ligge på et lille sted. Med CO2-lovens begrænsninger på eksporten og elreformlovens mange udgiftskrævende pålæg til produktionen er der i det hele taget ikke meget forretning tilbage i produktionen. Det vil derfor næppe være interessen for at drive forretning, der tiltrækker kapital, herunder udenlandsk kapital. Således er der reelt tale om at beholde ejerskabet på danske hænder. Ministeren bedes oplyse, om dette ikke tillige er i strid med EU s diskriminationsforbud.

Svar

De nævnte bestemmelser, § 97, stk. 2, § 36 og § 37, stk. 7, indebærer ikke særlige begrænsninger i ejernes muligheder for at afhænde de eksisterende elproduktionsvirksomheder til udenlandske investorer eller særlige begrænsninger i udenlandske investorers muligheder for at indskyde kapital i selskaberne, og bestemmelserne vurderes derfor ikke at være i strid med EU´s princip om fri bevægelighed for kapital. CO 2-kvoteloven og de øvrige forpligtelser, som pålægges elproduktion i Danmark, diskriminerer ikke mod udenlandske investorer og vurderes derfor heller ikke at være i strid med EU´s diskriminationsforbud.

Spørgsmål nr. 21

Lovforslaget indebærer, at produktionsselskaberne kan pålægges en forsyningspligt for kraftvarme i et nærmere fastlagt forsyningsområde. Ministeren bedes redegøre for de vilkår, denne forsyningspligt er givet under, herunder også om forsyningspligten modsvares af en eksplicit forsyningsret.

Svar

Det er tanken med bestemmelsen om forsyningspligt, at den kan anvendes til at skabe en fornuftig balance mellem monopolområdet (varme) og konkurrenceområdet (elektricitet), hvis der under de kommende markedsforhold opstår problemer med stabile fjernvarmeleverancer fra kraftvarmeproducenterne.

Vilkårene for en sådan forsyningspligt vil tage udgangspunkt i de kontraktsmæssige forhold, der etableres. Monopolforholdene på varmesiden medfører, at produktionsselskaberne i praksis som eneleverandør har adgang til forsyning af det pågældende fjernvarmeområde.

Spørgsmål nr. 22

Ministeren bedes redegøre for, om produktionsselskaberne er sikret omkostningsdækning for kraftvarme for centrale kraftvarmeværker også i situationer, hvor en sådan omkostningsbaseret pris overstiger substitutionsprisen.

Svar

Pris- og leveringsbestemmelserne på varmeområdet er reguleret i varmeforsyningsloven. På nuværende tidspunkt varetages administrationen af disse bestemmelser af Gas- og Varmeprisudvalget. I henhold til den kommende lovgivning skal også disse opgaver fremover varetages af Energitilsynet.

Prisbestemmelserne i varmeforsyningsloven fastlægger, at fjernvarmeselskaber med videre kan indregne nødvendige omkostninger i varmeprisen. I praksis betyder dette, at et fjernvarmeselskab, der aftager varme fra et centralt kraftvarmeværk, ikke skal betale mere for varmen end den laveste pris af enten den omkostningsbestemte kraftvarmepris eller substitutionsprisen (fjernvarmeselskabets egenproduktionspris eller prisen ved køb fra tredjemand). Det kan derfor ikke udelukkes, at der kan opstå situationer, hvor produktionsselskaberne ikke opnår en fuldstændig omkostningsdækning for deres kraftvarme.

I sådanne situationer vil kraftvarmeproducenten dog være omfattet af den beskyttelse, som ligger i, at den nuværende såkaldte kraftvarmegaranti videreføres, jf. også besvarelsen af spørgsmål 28 (L 234 bilag 13).

Spørgsmål nr. 23

Ministeren bedes redegøre for kriterier, der vil blive lagt til grund for bemyndigelsen i § 57, stk. 3.

Svar

Idet der henvises til besvarelsen af spørgsmål 11 (L 234 bilag 7), kan det oplyses, at der endnu ikke er sket en endelig afklaring af spørgsmålet om produktionsselskabernes økonomiske forpligtelser blandt andet i forhold til miljøvenlige produktionsanlæg omfattet af § 57, stk. 3. Der er derfor heller ikke fastlagt kriterier for anvendelsen af bemyndigelsen. Dette vil først ske, når de decentrale produktionsselskabers vilkår er nærmere afklaret.

Spørgsmål nr. 24

Ministeren har til udvalget fremsendt en kopi af Kammeradvokatens brev af 28. april 1999, jf. L 234 bilag 2, hvoraf fremgår, at Kammeradvokaten har været inddraget i rådgivningen af Energistyrelsen, men at den endelige vurdering af lovteksten er overladt til Justitsministeriet. På den baggrund erkender Kammeradvokaten sig i princippet inhabil i denne sag. Hvilke initiativer vil ministeren iværksætte for at leve op til tilsagnet om at få en tredjepartsvurdering af, om lovforslaget rummer grundlovsstridige formuleringer?

Svar

Lovforslagets forhold til grundlovens ekspropriationsbestemmelse har været grundigt vurderet forinden fremsættelsen i Folketinget.

Efter ønske fra forligspartierne er Justitsministeriet således blevet anmodet om at udarbejde en skriftlig vurdering af lovforslagets forhold til grundloven. Justitsministeriet udarbejdede på den baggrund den 19. april 1999 et udkast til notat om forholdet mellem grundlovens § 73 og en række bestemmelser om ejerstrukturen i det udkast til lovforslag, som blev sendt i høring den 9. april 1999.

På et møde med forligspartierne den 26. april 1999 drøftedes Justitsministeriets udkast til notat. På dette tidspunkt forelå ligeledes Danske Elværkers Forenings høringssvar af 23. april 1999, hvori blandt andet indgik et notat udarbejdet af advokatfirmaet Jonas Bruun, som konkluderer, at en række bestemmelser i høringsudkastet af 9. april 1999 indebærer ekspropriation. På dette møde blev der ytret ønske i forligskredsen om, at Kammeradvokaten blev inddraget i spørgsmålet om lovforslagets grundlovsmæssighed. Jeg gav på den baggrund tilsagn om at ville spørge Kammeradvokaten, hvorvidt denne var enig i Justitsministeriets vurdering, som den fremgik af ovennævnte udkast.

Efterfølgende færdiggjorde Justitsministeriet sin vurdering blandt andet i lyset af Danske Elværkers Forenings høringssvar. I vurderingen indgår ligeledes spørgsmålet om forholdet til de udtalelser, som Justitsministeriet og Kammeradvokaten afgav i 1975 i forbindelse med den nuværende elforsyningslovs tilblivelse.

Justitsministeriets konklusion er, at lovforslaget ikke indebærer ekspropriation efter grundlovens § 73.

Kammeradvokaten har i et brev af 28. april 1999 tilkendegivet, at han anser det for mindre heldigt at afgive en juridisk vurdering vedrørende bestemmelser, som er udarbejdet under hensyntagen til rådgivning fra Kammeradvokaten, ligesom det helt i overensstemmelse med praksis har været forudsat, at den endelige juridiske vurdering foretages af Justitsministeriet.

Da Kammeradvokaten således i vid udstrækning har bistået ministeriet i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget, og da Justitsministeriets vurdering af grundlovsspørgsmålet er ganske klar, er det regeringens opfattelse, at lovforslaget ikke rummer elementer, der er i strid med grundloven. Jeg agter derfor ikke at tage initiativ til, at lovforslagets grundlovsmæssighed vurderes af andre parter.

Spørgsmål nr. 27

Ministeren bedes oplyse, hvor meget prioriteret strøm udgør af det samlede elsalg i Danmark, og om der med lovforslaget sker nogle ændringer i opgørelsen af, hvad der er prioriteret strøm i forhold til de gældende regler.

Svar

I 1998 udgjorde de to systemansvarlige virksomheders køb og videresalg af prioriteret strøm 10.602 GWh, hvilket svarer til 31 pct. af den samlede produktion til indenlandsk forsyning på 34.361 GWh.

Den prioriterede produktion er i dag defineret i to bestemmelser i elforsyningsloven. Decentral produktion, herunder vindmøller, samt central kraftvarmeproduktion, der under nærmere fastsatte betingelser kan blive prioriteret. Der har hidtil været forskellige afregningsbestemmelser. Vindmøller afregnes til en pris, der er indekseret til forbrugsprisen, private decentrale anlæg afregnes til en pris, der afspejler elselskabernes sparede omkostninger, og endelig har elværksejede anlæg været afregnet til omkostningsbestemte priser.

Med elreformen sker der visse ændringer i, hvilken type produktion der kan prioriteres. VE-anlæg, herunder vindmøller, der etableres fra år 2000 og frem, vil ikke være omfattet af prioriteringen, men producenten har mulighed for at sælge VE-beviser, som forbrugerne har pligt til at købe. Over en årrække vil også VE-anlæg, der er etableret før år 2000, overgå fra den hidtidige prioritering til markedet for VE-beviser. Decentral kraftvarme på naturgas og affald vil fortsat være prioriteret, men der er givet ministeren bemyndigelse til at undtage de elværksejede anlæg fra prioriteringen. Hvorvidt dette vil ske, afhænger blandt andet af den vurdering af vilkårene for de centrale produktionsvirksomheder, som skal finde sted, jf. det, som er anført i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2 g, s. 30 og 31.

Spørgsmål nr. 38

Kan ministeren oplyse, i hvilket omfang europæiske atomkraftværker skønnes at være konkurrencedygtige i forhold til danske kulværker, og i givet fald, hvor store markedsandele a-kraften kan formodes at erobre i Danmark, når elliberaliseringen slår fuldt igennem efter 2003? Spørgsmålet skal ses i lyset af, at den del af elmarkedet, som ikke dækkes via prioriteret strøm, åbnes helt for importeret strøm.

Spørgsmål nr. 39

Kan ministeren bekræfte, at det i rapporten »International kernekraftstatus 1998« fra Risø pointeres, at atomkraftværker, der er gældfrie, kan producere el til lavere priser end danske kulkraftværker?

Svar på spørgsmål nr. 38 og 39

Et nyopført europæisk kernekraftværk kan, når investeringerne tages i betragtning, producere elkraft til en pris, der ligger på samme niveau som for danske kulfyrede kraftværker. De kernekraftværker, som er i drift, og hvor der ikke skal tages hensyn til forrentning eller afskrivning af den investerede kapital, kan forventes at producere elkraft til væsentlig lavere omkostninger end danske kulkraftværker.

Hvor stor en rolle importeret kernekraft vil komme til at spille herhjemme, når elliberaliseringen slår fuldt igennem efter år 2003, er det vanskeligt at udtale sig om. Som bekendt har den svenske og den tyske regering planer om at afvikle deres kernekraftværker. Realisering af disse planer vil i høj grad komme til at påvirke kernekraftens andel i Europas elforsyning.

Spørgsmål nr. 40

Kan ministeren oplyse, i hvilket omfang EU s kernekraftværker forventes at ville gøre brug af den nyeste reaktorteknologi og dermed forlænge levetiden for reaktorerne?

Svar

Da der er meget betydelige investeringer bundet i kernekraftværker, og driftsomkostningerne er lave, vil det være økonomisk attraktivt at forlænge levetiden for disse investeringer, såfremt dette kan gøres på basis af en begrænset merinvestering.

Der har overalt i verden vist sig en klar tendens til, at levetiden for kernekraftværker forlænges. Oprindelig regnede man med en levetid på 25-30 år, men denne er gradvis ved at blive sat op til 40 år, og der er selskaber, som overvejer at få den sat op til 60 år. Denne levetidsforlængelse er ikke uden omkostninger, idet sikkerhedsmyndighederne i forbindelse med levetidsforlængelser stiller krav om udskiftning af komponenter og indførelse af sikkerhedsforbedringer, men alt i alt vil levetidsforlængelse kunne betale sig for de fleste værker.

Spørgsmål nr. 43

Dansk Industri har udbedt sig relevante konsekvensberegninger af de omkostningsmæssige konsekvenser for forbrugerne i forbindelse med elreformens intentioner, der skal sikre forbrugerne adgang til billig el.

Ministeren bedes oplyse grunden til, at Dansk Industris henvendelse af 30. marts 1999 til ministeren endnu ikke er besvaret den 6. maj 1999?

Svar

Dansk Industri henvendte sig med brev af 30. marts 1999 til mig vedrørende forudsætninger for beregningerne af elreformens konsekvenser for elprisen. Henvendelsen blev besvaret den 16. april 1999 og vedlægges til udvalgets orientering. (Er optrykt som underbilag a til bilag 1). Desuden har Energistyrelsen den 15. april gennemgået beregningerne og forudsætningerne med Dansk Industri, der også har modtaget udskrifter fra beregningerne. Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af 26. april 1999 af spørgsmål nr. S 1764 stillet af Frank Dahlgaard (KF). Besvarelsen vedlægges til udvalgets orientering. (Er optrykt som underbilag b til bilag 1).

Spørgsmål nr. 44

Ministeren bedes kommentere artiklen i Ugemagasinet »Industrien« af 10. maj 1999: »Elsam bruger kun 45 pct. af sin kapacitet om tre år. Elproducent raser over elreformens grønne elementer«.

Svar

Det er naturligt, at Elsam er kritisk over for rammer for værkernes CO2-udledning, fordi de under givne forhold vil kunne begrænse produktionsselskabernes muligheder for at udnytte kapaciteten fuldt ud. Det er imidlertid min opfattelse, at elværkerne efter skrotning af de ældste og mest forurenende anlæg, selv inden for de fastsatte CO2-kvoter vil kunne opnå en kapacitetsudnyttelse, der overstiger den udnyttelse, der i perioder har været opnået under den nuværende regulering.

De nye CO2-rammer er nødvendige under hensyn til opfyldelsen af Danmarks internationale miljøforpligtelser. Danmarks nabolande har tilsvarende også forpligtet sig til at begrænse udledningen af drivhusgasser. Man kan derfor ikke konkludere, som det gøres i artiklen, at CO2-regulering i Danmark fører til øget forurening i vores nabolande. Tværtimod er det min opfattelse, at den forestående miljøregulering vil være et vigtigt argument for Danmark med hensyn til at sikre sig adgang til et integreret nordisk elmarked.

Spørgsmål nr. 48

Høringssvarene bedes oversendt med ministerens kommentarer.

Svar

Udvalget fik tilsendt kopi af høringssvar den 3. maj 1999 og den 12. maj 1999.

Indledningsvis skal jeg henvise til det resumé af de indkomne høringssvar, som er vedlagt min besvarelse af spørgsmål nr. 42 (L 234 bilag 16). Som det fremgår heraf, udtrykkes der tilfredshed med aftalen om elreformen og med hovedtrækkene i det foreliggende lovforslag i en stor del af høringssvarene.

En række af de indkomne bemærkninger vedrører selve aftalen om elreformen og finanslovsaftalen. Disse bemærkninger har det ikke været muligt at tage højde for, da opgaven har været at fremlægge et lovforslag, som ligger inden for forligets rammer.

Der er endvidere flere høringssvar, som ikke vedrører de her fremlagte lovforslag, men den del af lovgivningen, som Skatteministeriet står for, herunder især den nærmere udformning af distributionsafgiften. Jeg har gjort skatteministeren bekendt med disse høringssvar.

Flere høringssvar vedrører forslag og bemærkninger til det lovforslag om energibesparelser, som er aftalt fremsat i reformaftalen. Disse svar vil naturligvis indgå i det igangværende arbejde med udarbejdelsen af dette lovforslag.

Mange af høringssvarene vedrører spørgsmålet om de fremtidige økonomiske forhold for produktionssektoren. Som det er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget og i mine besvarelser af en række spørgsmål hertil, er dette spørgsmål ikke afklaret på indeværende tidspunkt, og er derfor heller ikke endeligt reguleret i lovforslaget.

Der har endvidere været spørgsmål om den nærmere udformning af markedet for vedvarende energi. Hertil kan jeg bemærke, at udredningsarbejdet om udformningen af et marked for vedvarende energi påbegyndes snarest muligt, og de regler, der er nødvendige for at kunne udstede, tildele og omsætte VE-beviser, vil blive udfærdiget hurtigst muligt efter, at udredningen foreligger. De indkomne høringssvar, der vedrører denne del af elreformen, vil indgå i forbindelse med udarbejdelsen af udredningen og den efterfølgende regulering. I overensstemmelse med aftalen om elreformen vil udredningsarbejdet blive gennemført under inddragelse af erfaringer fra udlandet og i dialog med interessenter på området, herunder industrien, faglige eksperter og organisationer, som arbejder med problemstillingerne. Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af 28. april 1999 på spørgsmål nr. 111 (Alm. del bilag 370).

Flere høringsparter finder, at lovforslaget indeholder for mange bemyndigelser til ministeren. Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål 107 (L 234 bilag 43) finder jeg, at der med det aftalte samarbejde med Folketingets Energipolitiske Udvalg om udstedelse af yderligere regler, er skabt betryggende rammer for lovforslagets udmøntning.

Fra kommunal side er der blevet fremsat ønske om, at kommunerne også fremover kan drive netvirksomhed og elproduktion ved affaldsforbrænding, uden at dette skal ske i særlige selskaber. Dette ønske er imødekommet, jf. forslagets § 4. Kommuner har endvidere ønsket at kunne fortsætte adgangen til at drive såkaldt sideordnet virksomhed, hvilket ligeledes er imødekommet, jf. § 4, stk. 2. Denne form for virksomhed skal dog som i dag ske på kommercielle vilkår i selvstændige selskaber.

En række høringssvar beskæftiger sig med spørgsmålet om forholdet til grundloven. Jeg har i min besvarelse af spørgsmål 24 (L 234 bilag 8) redegjort for baggrunden for, at regeringen ikke finder, at det fremsatte lovforslag rummer bestemmelser, som er i strid med grundloven.

I forhold til det lovudkast, som blev sendt i høring den 9. april 1999, er der i det fremsatte lovforslag foretaget enkelte ændringer af bestemmelser, hvis grundlovsmæssighed har været draget i tvivl. Ændringer er foretaget på baggrund af den dialog om visse af høringssvarene, som Energistyrelsen har haft med Justitsministeriet. Der er således foretaget en ændring af bestemmelsen i § 69, stk. 2, således at ministeren kan »opgøre« og ikke »fastsætte« elforsyningsvirksomhedernes kapital, jf. hertil Justitsministeriets notat af 28. april 1999, side 38. Desuden er bemærkningerne til bestemmelsen i § 70, stk. 2, om indtægtsrammer ændret, jf. hertil Justitsministeriets notat af 28. april 1999, side 39.

Der er endvidere i det fremsatte lovforslag indsat en adgang til at dispensere fra kravene til forbrugerindflydelse i en forsyningspligtig virksomhed, såfremt særlige hensyn tilsiger det, jf. bestemmelsen i § 43, stk. 3.

Særligt til høringssvaret fra Danske Elværkers Forening skal jeg gøre opmærksom på, at udtalelsen fra advokat Claus Høeg Madsen på visse punkter baserer sig på forhold, som ikke er korrekte, jf. hertil det, som er anført i Justitsministeriets notat af 28. april 1999, side 32 og 34.

Derudover gives der i høringssvarene en række kommentarer af teknisk karakter. Der er i lovforslaget taget højde for en række af disse kommentarer, hvilket har ført til ændringer på blandt andet følgende områder

Definition af decentrale kraftvarmeanlæg er præciseret. (§ 5 og § 10, stk. 6)

»Offentlige net hhv. virksomheder« er ændret til »kollektive net hhv. virksomheder«.

Definition af »transit« og »transmissionsnet« er præciseret. (§ 5)

Måleperioden for forbrugets opgørelse er præciseret. (§ 7, stk. 2)

Visse omkostninger, herunder til energibesparelser og selskabskrav, henregnes nu til netvirksomheden mod i høringsudkastet til alle danske elforbrugere. (§ 9)

Forsknings- og udviklingsprojekter, som de systemansvarlige virksomheder skal sikre udførelsen af, er ikke mere begrænset til »ikke-kommercielle«. (§ 29, stk. 1)

Amtskommuner nævnes på linje med kommuner i § 40, stk. 1, og § 41, stk. 1.

Der er givet ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at net- og forsyningspligtige virksomheders vedtægter godkendes inden for rammerne af en af ministeren fastlagt standardvedtægt. (§ 44)

Muligheder for at stille særlige bevillingsvilkår er indsnævret. (§ 50, stk. 1)

Ministeren fastsætter regler om kollektive elforsyningsvirksomheders regnskabsføring i overensstemmelse med bestemmelserne i årsregnskabsloven efter § 69, i stedet for som i høringsudkastet, at disse virksomheder skal aflægge regnskab efter årsregnskabsloven, jf. § 85. Dette har betydning for tilpasning af den kommunale regnskabsaflæggelse vedrørende elforsyningsvirksomhed.

Energitilsynets medlemmer skal foruden den i høringsudkastet nævnte også repræsentere forbrugermæssig sagkundskab.

Endelig er der en række høringskommentarer, der ikke har givet anledning til ændringer i lovforslaget. Mine kommentarer hertil er for en stor dels vedkommende givet i svar på spørgsmål stillet af udvalget. Dette gælder blandt andet

Bemærkninger vedrørende uklarhed om afregningsregler for decentral kraftvarme. Spørgsmålet er behandlet i besvarelsen af spørgsmål 23 (L 234 bilag 8) samt min besvarelse af 26. april 1999 af spørgsmål 90-93 (Alm. del bilag 291).

Industriens vilkår for egenproduktion af prioriteret strøm. Der henvises til min besvarelse af spørgsmål 59 (L 234 bilag 23).

Elprisernes udvikling. Der henvises til min besvarelse af spørgsmål 2 (L 234 bilag 6) samt min besvarelse af 26. april 1999 af spørgsmålene S 1782 og S 1764.

Udligning mellem Øst- og Vestdanmark af omkostninger til den prioriterede produktion. Der henvises til min besvarelse af spørgsmål 1 (L 234 bilag 4).

Fastsættelse af afregningsregler for VE-elektricitet produceret på eksisterende anlæg, afregningsregler for VE-elektricitet, indtil der indføres et marked for vedvarende energi, samt skatteforhold i forbindelse med nye afregningsregler og udskiftningsordning for gamle og uheldigt placerede vindmøller.

Afregningsreglerne vil blive fastsat i en bekendtgørelse efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. De indkomne høringssvar vil indgå i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen. I øvrigt henvises til min besvarelse af 28. april 1999 af spørgsmål nr. 111 (Alm. del bilag 370).

Definitionen af VE-elektricitet i forhold til elektricitet produceret på vandkraftanlæg eller ved hjælp af affald. Der henvises til min besvarelse af spørgsmål nr. 99 (L 234 bilag 35) og 127 (L 234 bilag 43).

Spørgsmål nr. 49

Kammeradvokatens notat af 21. januar 1999 bedes oversendt.

Svar

Kammeradvokatens notat af 21. januar 1999 vedlægges. (Er optrykt som underbilag c til bilag 1).

Spørgsmål nr. 50

Det bedes oplyst, hvilke ændringer der er foretaget i lovforslaget efter, at dette har været forelagt Justitsministeriet.

Såfremt der er sket ændringer i lovtekst eller bemærkninger af betydning for grundlovsspørgsmålet, bedes ministeren indhente ny udtalelse hos Justitsministeriet.

Svar

Efter udsendelse af et høringsudkast til lovforslaget den 9. april 1999 har lovforslaget været til lovteknisk gennemgang i Justitsministeriets lovafdeling. Denne gennemgang har resulteret i en række ændringer af lovteknisk karakter.

Justitsministeriets grundlovsvurdering baserer sig på et udkast af 26. april 1999. I det fremsatte lovforslag er der ikke foretaget ændringer vedrørende bestemmelser, hvorom der er rejst spørgsmål om forholdet til grundloven, og der er derfor ikke grundlag for at anmode Justitsministeriet om en fornyet udtalelse.

Spørgsmål nr. 51

Hvordan stemmer ministerens udtalelse under lovforslagets første behandling: »jeg kan overhovedet ikke se, at der skulle være et grundlovsproblem« med Kammeradvokatens bemærkninger om, at han allerede i foråret/sommeren 1998 i møder med Energistyrelsen redegjorde for grundlovens bestemmelse om ekspropriation, ligesom Kammeradvokaten i notat af 21. januar 1999 fremhævede, at han ikke havde medtaget de ekspropriationsretlige problemer, fordi disse problemer var blevet forelagt Justitsministeriet?

Svar

Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 24 (L 234 bilag 8), er det regeringens opfattelse, at det fremsatte lovforslag ikke indeholder bestemmelser, der er af ekspropriativ karakter. For at kunne udarbejde et lovforslag, der holder sig inden for grundlovens grænser har det naturligvis været nødvendigt at foretage undersøgelser og vurderinger af forskellige løsningsmuligheder, herunder også vurderinger af grundlovsspørgsmål. Kammeradvokatens bistand har navnlig været anvendt i rådgivning omkring selskabsretlige forhold. Justitsministeriet har dels foretaget en grundlovsvurdering af en række bestemmelser, jf. Justitsministeriets notat af 28. april 1999, dels foretaget en lovteknisk gennemgang af forslaget.

Spørgsmål nr. 52

Betyder ministerens ord under lovforslagets første behandling: »når der er en grundlovsprøvelsesret, at der kan opstå i ekstreme situationer en tilsidesættelse af loven « et forbehold om, at lovforslaget alligevel kan blive underkendt af Højesteret som grundlovsstridigt?

Svar

Da det som nævnt i svaret på spørgsmål 51 er regeringens opfattelse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser, der er af ekspropriativ karakter, forventer regeringen ikke, at lovforslaget kan blive kendt grundlovsstridigt ved domstolene.

Spørgsmål nr. 53

Betyder ministerens udtalelser under lovforslagets første behandling: »ejendomsretten regulerer vi hver dag i vores lovgivning«, at der ville være tale om ekspropriation, såfremt der var tale om et mindre antal virksomheder, der var reguleret af loven, og er ministeren enig i, at lovforslaget er udtryk for en erstatningsfri regulering som f.eks. »bræmmesagen «, der af Højesteret blev accepteret som værende inden for grundlovens rammer?

Svar

Med de refererede udtalelser fra førstebehandlingen ønskede jeg alene at understrege, at grundloven ikke forbyder regulering af ejendomsretten, og at det faktisk ofte sker, at Folketinget regulerer ejendomsretten.

De juridiske vurderinger, som der lægges op til i spørgsmålet, finder jeg ikke anledning til at tage stilling til.

Spørgsmål nr. 54

Ministeren bedes nærmere eventuelt efter fornyet udtalelse i Justitsministeriet uddybe, hvorfor det er nødvendigt med dispensationsbestemmelser i lovforslaget for at undgå, at der bliver tale om ekspropriation, og over for udvalget redegøre for, om dette alligevel betyder, at der er tale om ekspropriation, men at man vil komme uden om ekspropriationserstatning gennem dispensation. Vil ministeren redegøre for, hvorledes dispensationsbestemmelserne vil blive forvaltet og efter hvilke kriterier?

Svar

Jeg skal til spørgsmålet henvise til det til udvalget oversendte notat fra Justitsministeriet af 28. april 1999, side 21, hvoraf det fremgår, at det i den forfatningsretlige litteratur og praksis er almindeligt antaget, at afgørelsen af, om et indgreb har karakter af ekspropriation, må bero på et samlet skøn over indgrebets beskaffenhed. Om betydningen af dispensationsadgang hedder det blandt andet i notatet

»Myndighedernes adgang til at dispensere fra krav, der udgør indgreb i en rettighed, som nyder beskyttelse efter grundlovens § 73, kan indgå som et moment, der taler for, at ordningen ikke indebærer ekspropriation. Det skyldes, at dispensationsbestemmelsen kan anvendes i konkrete tilfælde, hvor indgrebet rammer særligt hårdt, jf. Henrik Zahle, a.st., side 183 f.«

Med hensyn til det helt generelle spørgsmål, hvorledes bestemmelser om dispensationsadgang i loven vil blive forvaltet, skal jeg henvise til lovforslagets specielle bemærkninger. Herudover har jeg i min besvarelse af spørgsmål 67 (L 234 bilag 24) givet et eksempel, hvor en dispensation fra indflydelseskravene efter § 40, stk. 4, ville være relevant.

Spørgsmål nr. 55

Hvordan stemmer indholdet af lovforslaget med den omstændighed, at man i 1975 ændrede et lovforslag om elforsyning for at undgå ekspropriation, jf. Justitsministeriets notat side 26, og er nærværende lovforslag udtryk for en ændring i opfattelsen af ekspropriation i forhold til, hvad Justitsministeriet udtalte dengang?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Justitsministeriet, hvis vedlagte svar jeg kan henholde mig til.

JUSTITSMINISTERIET

Lovafdelingen

Den 17. maj 1999

Ved skrivelse af 11. maj 1999 har Energistyrelsen anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for miljø- og energiministerens besvarelse af spørgsmål nr. 55 og 58 fra Folketingets Energipolitiske Udvalg vedrørende forslag til lov om elforsyning (L 234 bilag 21).

Spørgsmålene har følgende ordlyd

»Spørgsmål nr. 55

Hvordan stemmer indholdet af lovforslaget med den omstændighed, at man i 1975 ændrede et lovforslag om elforsyning for at undgå ekspropriation, jf. Justitsministeriets notat side 26, og er nærværende lovforslag udtryk for en ændring i opfattelsen af ekspropriation i forhold til, hvad Justitsministeriet udtalte dengang?«

»Spørgsmål nr. 58

Efter hvilke retsprincipper kan Justitsministeriet i notatet side 32 udtale, at det har betydning for retsstillingen, at de eksisterende virksomheder gennem deres brancheorganisationer måtte være orienteret om et kommende lovforslag?«

I den anledning skal Justitsministeriet udtale følgende

Ad spørgsmål nr. 55

1. Det forslag til en elforsyningslov, som blev fremsat i marts 1975, indeholdt i § 8 en bestemmelse, hvorefter der i en bevilling til at drive elforsyningsvirksomhed kunne fastsættes vilkår om, at virksomhedens produktionsanlæg m.v. skulle afstås ved bevillingens fortabelse eller ophør.

I en udtalelse, som Justitsministeriet afgav den 22. maj 1975 til brug for den daværende handelsministers besvarelse af et spørgsmål fra Folketingets Energipolitiske Udvalg, anførte Justitsministeriet, at ministeriet var mest tilbøjelig til at antage, at et vilkår herom ville indebære eksproprioriation, i hvert fald i forhold til elforsyningsvirksomheder, der før lovens ikrafttræden udøvede en virksomhed, som fremover ville kræve bevilling.

Justitsministeriet lagde herved vægt på, at vilkåret ville give ministeren hjemmel til at overføre ejendomsretten over produktionsanlæggene m.v. til det offentlige eller andre mod den oprindelige ejers ønske.

Det lovforslag, som den daværende handelsminister fremsatte i oktober 1975, gav på denne baggrund alene hjemmel til, at vilkår om overførsel af virksomhedens anlægsaktiver m.v. ved bevillingens ophør eller fortabelse kunne stilles i forhold til nye elforsyningsvirksomheder.

2. Miljø- og energiministerens forslag til lov om elforsyning indeholder ikke bestemmelser om, at der i en bevilling til at drive elforsyningsvirksomhed kan fastsættes vilkår om, at virksomhedens produktionsanlæg m.v. skal afstås ved bevillingens fortabelse eller ophør.

Lovforslaget indeholder derimod en række vilkår til den ejerstruktur, som elforsyningsvirksomhederne fremover skal opfylde for at opnå bevilling.

Som der nærmere er redegjort for i punkt 5 i Justitsministeriets notat af 28. april 1999, må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at disse vilkår ikke har ekspropriativ karakter.

Da det lovforslag, der førte til den nugældende elforsyningslov, ikke indeholdt bestemmelser om elforsyningsselskabernes ejerstruktur, havde Justitsministeriet ikke i sin udtalelse af 22. maj 1975 anledning til at vurdere, i hvilket omfang der uden at der ville være tale om ekspropriation kunne fastsættes vilkår herom.

Justitsministeriet har således ikke i udtalelsen af 22. maj 1975 givet udtryk for synspunkter, der strider mod de synspunkter, der er kommet til udtryk i notatet af 28. april 1999.

Tværtimod bygger notatet af 28. april 1999 på den samme forståelse af grundlovens § 73 som den, der er lagt til grund i udtalelsen af 22. maj 1975.

I såvel notatet som udtalelsen antages det således, at en hidtidig adgang til at drive elforsyningsvirksomhed uden bevilling udgør en rettighed, der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73. I såvel notatet som udtalelsen antages det endvidere, at afgørelsen af, om et indgreb har karakter af ekspropriation, beror på et samlet skøn over indgrebets beskaffenhed.

Der henvises i øvrigt til punkt 5.6 i notatet af 28. april 1999.

Ad spørgsmål nr. 58

1. Efter § 97, stk. 2, i forslaget til lov om elforsyning er det en betingelse for at opnå bevilling til netvirksomhed, at ejerandele i elproduktionsvirksomheder, transmissionsvirksomheder, systemansvarlige virksomheder og forsyningspligtige virksomheder, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse besiddes af netvirksomheden eller af virksomheder, der besidder ejerandele i netvirksomheden, overføres til netvirksomheden. Tilsvarende er det en betingelse for at opnå bevilling til transmissionsvirksomhed, systemansvarlig virksomhed og forsyningspligtig virksomhed, at ejerandele heri overføres til den eller de berørte netvirksomheder.

Efter lovforslagets § 97, stk. 3, kan miljø- og energiministeren dispensere fra bestemmelsen i stk. 2, hvis særlige hensyn tilsiger det. Formålet med bestemmelsen er at undgå, at kravet i stk. 2 indebærer ekspropriation. Bestemmelsen indeholder således ikke hjemmel til ekspropriation.

I bemærkningerne til bestemmelsen er det forudsat, at der ikke vil være tale om ekspropriation i forhold til elvirksomhederne eller deres ejere, hvis opfyldelse af ejervilkåret i stk. 2 alene betyder, at der overføres ejerandele inden for samme ejerkreds, uden at det indbyrdes forhold mellem ejerne samtidig forrykkes (herunder i form af ændret stemmefordeling).

Justitsministeriet antager som det fremgår af punkt 5.3.2 i notatet af 28. april 1999 at forudsætningen er rigtig.

2. Særligt med hensyn til det forhold, at bestemmelsen i § 97, stk. 2, lægger vægt på ejerstrukturen ved lovforslagets fremsættelse, anføres i notatet følgende (side 31 f)

»Den omstændighed, at bestemmelsen i lovudkastets § 97, stk. 2, lægger vægt på ejerstrukturen ved lovforslagets fremsættelse, kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke antages i sig selv at indebære, at der skal dispenseres efter § 97, stk. 3, for at undgå ekspropriation.

Justitsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at virkningstidspunktet efter det oplyste er fastsat for at modvirke, at eksisterende distributionsselskaber f.eks. ved at ændre ejerkredsen inden lovens ikrafttræden kan komme uden om bestemmelsens krav om ejerstruktur som vilkår for bevilling til elforsyningsvirksomhed efter den nye lov. I så fald ville det ikke være muligt fuldt ud at opfylde formålet med lovudkastets § 97, stk. 2. .

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at de eksisterende virksomheder efter det oplyste via deres brancheorganisation m.v. må antages at være bekendt med, at der i forslaget til en ny elforsyningslov bl.a. vil indgå krav om en bestemt ejerstruktur som vilkår for fremtidig bevilling efter den nye lov. Se hertil det, som Henrik Zahle har anført i punkt 4.3.2 ovenfor.«

Henvisningen sigter til følgende bemærkninger hos Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (2. udg. 1997), side 184

»Advarsel

På linje med forbehold om tilbagekald eller ændring kan nævnes, at det i forbindelse med erhvervsretlige tilladelser forekommer, at myndighederne henleder de privates opmærksomhed på, at gældende vilkår kan ændres, og dette moment tillægges betydning ved bedømmelsen af, hvilke indgreb de private senere må tåle, jf. UfR 1982 109 H «

Sagens omstændigheder i den af Henrik Zahle nævnte højesteretsdom var følgende

I slutningen af 1969 afslog Fiskeriministeriet en ansøgning fra et rederi om dispensation fra forbudet i saltvandsfiskerilovens § 22, stk. 8, mod formaling af fisk om bord på skibe. Fiskeriministeriet gav samtidig udtryk for, at forbudet ikke gjaldt uden for dansk fiskeriterritorium. Ministeriet anførte samtidig, at det ikke kunne udelukkes, at »der ud fra hensynet til beskyttelse af fiskebestanden indføres restriktioner som følge af vedtagelser inden for kommissionen vedrørende fiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav eller ændringer i den danske fiskerilovgivning, hvorved formaling af fisk om bord forbydes også uden for fiskeriterritoriet.«

I de følgende år fangede og formalede rederiets skib fisk uden for det danske fiskeriterritorium. Med virkning fra 1. januar 1977 udvidede Danmark sammen med de øvrige EF-lande sit fiskeriterritorium fra 12 til 200 sømil. Og ved en EF-forordning blev formaling af fisk forbudt i alle EF-staternes fiskeriterritorium, der omfatter hele Nordsøen. Forbudet blev senere forlænget, dels ved EF-forordninger, dels i perioder, hvor England ikke ville medvirke ved danske bekendtgørelser, der var udstedt i forståelse med de øvrige EF-staters fiskeriministre, der traf lignende foranstaltninger. Rederiet påstod herefter, at Fiskeriministeriet var pligtig til at betale erstatning for ekspropriation, idet man anførte, at enhver økonomisk anvendelse af rederiets fartøj var blevet umuliggjort.

Højesteret afviste rederiets påstand med følgende begrundelse

»Appellanterne (Rederiet) havde inden de anskaffede og indrettede et større specialfartøj til formaling om bord, ved indstævntes (Fiskeriministeriets) skrivelse af 10. december 1969 fået afslag på en ansøgning om dispensation fra det i § 22 i saltvandsfiskeriloven af 1965 indeholdte forbud mod sådan formaling på dansk fiskeriterritorium, og de blev ved samme anledning advaret om muligheden for, at fremtidige danske eller internationale regler kunne forbyde formaling af fisk om bord også uden for dansk fiskeriområde.

Det tiltrædes, at bestemmelserne i EF-forordningen af 18. februar 1977 og 30. september 1980 og i bekendtgørelse nr. 49 af 10. februar 1978 må anses som led i en efter almene saglige hensyn foretaget regulering af fiskerierhvervets forhold. Dette gælder også det i kontrolmæssige hensyn begrundede formalingsforbud, som for så vidt angår bestemmelsen i § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen af 10. februar 1978 findes at have fornøden hjemmel i lov nr. 210 af 19. maj 1971, som i § 1, stk. 1, indeholdt bemyndigelse for regeringen til at afslutte internationale aftaler om indretning og brug af fiskeredskaber og tilbehør og om international kontrol med overholdelsen af aftalte ordensregler for fiskeriet.

Den begrænsning, som formalingsforbudet medførte i appellanternes mulighed for at udøve deres uden særlig dansk næringsadkomst drevne virksomhed i de områder af Nordsøen, der er omfattet af de øvrige EF-medlemmers højhedsområder og jurisdiktion, findes herefter ikke at kunne anses som et ekspropriationsindgreb, der hjemler appellanterne et grundlovsmæssigt krav på erstatning hos den danske stat for et muligt tab« (fremhævet her).

3. Det tilføjes, at der i lovgivningspraksis findes regler, der tillægges virkning fra lovforslagets fremsættelse, uden at der af den grund er tale om ekspropriation.

Som eksempel kan nævnes § 34, stk. 2, i lov nr. 238 af 21. april 1999 om forsikringsmæglervirksomhed. Ved denne lov indføres bl.a. et krav om teoretisk uddannelse og praktisk erfaring for at kunne drive virksomhed som forsikringsmægler. Efter lovens § 34, stk. 2, skal Finanstilsynet meddele tilladelse til personer, der ved lovforslagets fremsættelse (den 25. november 1998) drev virksomhed som forsikringsmæglere, selv om de pågældende ikke opfylder kravene til teoretisk uddannelse og praktisk kunnen. En person, der ikke ved lovforslagets fremsættelse drev virksomhed som forsikringsmægler, vil således ikke kunne omgå kravet om uddannelse og praktisk erfaring ved at påbegynde sin virksomhed inden lovens ikrafttræden den 1. januar 2000.

Frank Jensen/Torsten Hesselbjerg

Spørgsmål nr. 56

Hvordan kan man tale om, at lovforslaget er en generel regulering, når antallet af elselskaber og deres nuværende ejerforhold og status i øvrigt er så forskellige og antallet begrænset?

Svar

Med udtrykket generel regulering sigtes til det forhold, at lovgivningen har til hensigt at regulere hele elsektoren og ikke kun er en særregulering af enkelte elforsyningsvirksomheder eller lignende.

Spørgsmål nr. 57

Ministeren bedes eventuelt efter indhentet udtalelse hos justitsministeren redegøre for de i notatet side 29 anførte forudsætninger, der skal opfyldes, inden loven sættes i kraft mht. § 47.

Svar

Justitsministeriets forudsætning på notatets side 29 må forstås således, at det inden lovforslagets ikrafttræden må klarlægges, om vilkåret om selskabsudskillelse i § 47 i enkelte situationer kan aktualisere krav mod virksomheden. Sådanne krav kunne eksempelvis være krav om indfrielse af gæld eller krav om ventepenge fra tjenestemandsansat personale.

Jeg har på baggrund af Justitsministeriets notat af 28. april 1999 bedt Energistyrelsen tage kontakt med relevante elforsyningsvirksomheder, herunder kommuner, for at undersøge, om der kan tænkes at kunne forekomme sådanne situationer.

Spørgsmål nr. 58

Efter hvilke retsprincipper kan Justitsministeriet i notatet side 32 udtale, at det har betydning for retsstillingen, at de eksisterende virksomheder gennem deres brancheorganisationer måtte være orienteret om et kommende lovforslag?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Justitsministeriet, hvis vedlagte svar jeg kan henholde mig til. (Svaret er optrykt i forbindelse med svaret på spørgsmål nr. 55 ovenfor.)

Spørgsmål nr. 60

Efter § 97, stk. 3, kan ministeren dispensere fra bestemmelsen i § 97, stk. 2.

NESA har af hensyn til adskillelse mellem monopolaktiviteter og konkurrenceudsatte aktiviteter dannet et netselskab, hvortil netselskabets aktiviteter er overført. Dette forhold er tillige ministeren bekendt. Endvidere fremgår det af NESA's høringssvar, at investeringen i Sjællandske Kraftværker er foretaget fra NESA's frie egenkapital.

Vil ministeren give NESA dispensation for bestemmelsen, for så vidt angår placering af ejerskabet til Sjællandske Kraftværker?

Svar

Som det fremgår af bemærkningerne til § 97, stk. 3, forudsættes dispensationsadgangen kun benyttet i netop de tilfælde, hvor håndhævelse af hovedreglen i § 97, stk. 2 om placering af ejerandele i netselskabet ville kunne udgøre et ekspropriativt indgreb.

Efter de oplysninger, som foreligger for mig, om NESA A/S og NESA NET A/S, vurderer jeg umiddelbart ikke, at der vil være grundlag for en dispensation fra bestemmelsen i § 97, stk. 2, men det står naturligvis NESA A/S frit for at ansøge om en sådan dispensation.

Spørgsmål nr. 61

Efter § 38 må elproduktions- og elhandelsvirksomheder ikke eje mere end 15 pct. af en kollektiv elforsyningsvirksomhed.

Kan ministeren bekræfte, at ovennævnte forbud begrænser omsætteligheden af et børsnoteret selskabs aktiver, og at det i praksis er umuligt at håndhæve reglen om, at elhandelsvirksomheder ikke må eje mere end 15 pct. af en kollektiv elforsyningsvirksomhed?

Ministeren bedes ligeledes bekræfte, at bestemmelsen i § 38 strider imod almindelige lighedsprincipper og er i strid med EU s regler.

Svar

§ 58 er en videreførsel af den nugældende elforsyningslovs § 9, indført med lov nr. 1088 af 20. december 1995. Bestemmelsen vedrører afregning af el produceret på decentrale kraftvarmeværker, og hensigten er at sikre en rimelig afregningspris for el produceret på decentrale kraftvarmeværker m.v. § 58 regulerer anlæggenes indtægter i form af den pris, der kan opnås ved salg af el produceret på anlæggene. Denne afregningspris afspejler omkostningerne på et referenceværk, men ikke omkostningerne ved produktion på det enkelte decentrale kraftvarmeværk, som er sikret denne prioriterede afsætning.

Spørgsmål nr. 11

Ministeren bedes redegøre for lovens skelnen mellem elværksejet og ikke-elværksejet produktionskapacitet på det fremtidige konkurrencemarked. Hvorledes og hvor længe ønsker ministeren at opretholde denne forskelsbehandling?

Svar

I § 57, stk. 3, § 58, stk. 3, og § 59, stk. 1 og 3, i det fremlagte lovforslag er der hjemmel til, at ministeren efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg kan fastsætte særlige regler om betingelserne for aftag af elektricitet fra miljøvenlige, elværksejede produktionsanlæg. Elværksejede anlæg er i § 5 defineret som »anlæg ejet af virksomhed, som var berettiget til at indregne henlæggelser efter § 9 i den hidtil gældende elforsyningslov«. Herudover giver lovforslaget mulighed for at videreføre eksisterende påbud om udbygning med miljøvenlig elproduktionskapacitet, jf. § 10, stk. 4. Denne skelnen i lovforslaget mellem »elværksejet og ikke-elværksejet produktionskapacitet« har baggrund i elreformaftalen afsnit 6 om vilkårene for de centrale produktionsselskaber. Videreførelsen af denne skelnen vil afhænge af den fastlagte nærmere afklaring af kraftværkernes økonomiske forpligtelser under de kommende markedsvilkår.

Spørgsmål nr. 12

Ministeren bedes redegøre for lovforslagets opretholdelse af »lex-NESA« (§ 37) i lyset af regeringens bestræbelser på at overtage de regionale naturgasselskaber under vilkår, som indebærer, at ejerkommunerne må beholde det fulde provenu fra salget.

Svar

Folketingets Energipolitiske Udvalg stillede mig den 22. februar 1999 et tilsvarende spørgsmål.

Jeg skal derfor henvise til min besvarelse den 26. marts 1999 af spørgsmål nr. 80 (Alm. del - bilag 241).

Spørgsmål nr. 13

Hovedstadsområdets kraftvarmenet er etableret på et grundlag, som medfører, at elforbrugerne i en årrække har bidraget til afskrivning af rørsystemet ved at tildele hele kraftvarmefordelen til varmesiden. Efter afskrivningen af rørsystemet indebar aftalerne, at kraftvarmefordelen skulle deles ligeligt mellem el- og varmesiden. Herved opstod en balance i fordelingen af den økonomiske byrde ved etableringen. Elreformen ændrer nu fundamentalt ved disse aftaler til ugunst for elforbrugerne. Ministeren bedes kommentere dette forhold.

Svar

Varmeprisen i de varmeleveringskontrakter, der er indgået mellem ejeren af et centralt kraftvarmeværk og varmeselskaberne i de store byer, er forhandlet bilateralt mellem aftaleparterne. I dag deles kraftvarmefordelen typisk mellem varmesiden og elsiden. På visse af produktionsanlæggene i hovedstadsområdet får varmeforbrugerne fortsat hele den økonomiske fordel ved kombineret produktion. Aftaleforholdet i eksisterende varmeleveringskontrakter, herunder kontrakterne i hovedstadsområdet, er ikke reguleret i eksisterende lovgivning. Der er ingen bestemmelser i den nye elreform, der omhandler de eksisterende varmeleveringskontrakter.

Den bilateralt forhandlede fordeling af omkostninger på el- og varmesiden på et kraftvarmeanlæg har aldrig stillet elproduktion på et kraftvarmeanlæg økonomisk ringere end ved separat produktion.

Med den nye elforsyningslov er i § 75 indføjet: »Ejere af kraftvarmeproduktionsanlæg må ved fastsættelsen af priser og leveringsbetingelser for fjernvarme ikke udnytte deres stilling til at fordele deres omkostninger på en måde, der må anses for urimelig for fjernvarmeforbrugerne.« Herved sikres, at ejeren af produktionsanlægget ikke overvælter omkostninger fra den konkurrenceudsatte elproduktion til varmesiden, der fortsat er et monopolområde.

Spørgsmål nr. 14

Kan ministeren bekræfte, at bestemmelsen i § 46, stk. 1 og 2, medfører, at netselskaberne efter den 1. januar 2000 ikke vil kunne deltage i hæftelse eller sikkerhedsstillelse for produktionssektorens finansiering ud over, hvad der er nævnt i § 74?

Spørgsmål nr. 15

Kan ministeren bekræfte, at de nuværende hæftelsesforhold i relation til produktionssektorens låntagning efter den 1. januar 2000 ikke vil være lovlig?

Spørgsmål nr. 16

Kan ministeren bekræfte, at såfremt det nuværende hæftelsesforhold efter den 1. januar 2000 er ulovligt, og under forudsætning af, at forholdet skal lovliggøres, er den afledte konsekvens, at hele produktionssektorens låntagning på i alt ca. 9 mia. kr. forfalder til kontant betaling, hvorved den danske elsektor risikerer at træde i betalingsstandsning?

Svar på spørgsmål nr. 14, 15 og 16

Bilag 75

Notat om prisregulering af netselskaber for så vidt angår udbytte fra kraftværkerne

Ved opsplitning af de nuværende distributionsselskaber foreslås ejerandele i kraftværker og transmissionsnet placeret i netselskaberne. Netselskaber vil derved foruden at varetage netfunktionen også have ejerandele i en række tilknyttede virksomheder.

I det omfang netselskaber som ejere af kraftværker ønsker at få udbetalt udbytte fra deres ejerandele, vil indtægterne herfra blive omfattet af prisreguleringen af netselskaber. Dette gælder både indtægter fra kraftværkernes løbende driftsoverskud og eventuelle ekstraordinære indtægter opnået ved frasalg af ejerandele.

Midlerne kan anvendes til formål, som ligger inden for netselskabernes lovdefinerede aktiviteter, herunder f.eks. til energibesparelser eller til finansiering af F&U-aktiviteter i andre dele af elsystemet. Alternativt kan midlerne udbetales direkte til forbrugerne som »dividende«.

Som beskrevet i bilag 33: »Notat om benchmarking af netselskaber og anvendelse af overskud« vil netselskaberne blive underlagt en prisregulering med normerede omkostningsrammer og benchmarking. Netselskabets økonomi skal holdes adskilt fra økonomien i tilknyttede virksomheder. Dette indebærer, at omkostningsrammer og benchmarking skal fungere uafhængigt af eventuelle indtægter fra ejerandele i kraftværker.

Tilsvarende må det ikke kunne belaste nettarifferne, at der opstår underskud i et kraftværk. Bortset fra såkaldt »fri egenkapital« (egenkapital fra før 1. januar 1977 samt lovligt optjent overskud efter 1. januar 1977) får netselskaberne således ikke mulighed for at overføre kapital til konkurrenceudsatte aktiviteter.

For at minimere den økonomiske risiko for netselskaberne vil der endvidere blive stillet krav om, at ejerandele i konkurrenceudsatte aktiviteter skal organiseres i selskaber med begrænset hæftelse.

MILJØ- OG ENERGIMINISTERIET

Energistyrelsen

Den 29. januar 1999

§ 75, stk. 2, er den eneste bestemmelse i lovforslaget, der regulerer kraftvarmeselskabernes prissætning over for varmekunderne. Varmeforbrugerne kan ikke vælge frit, men er bundne i forhold til deres varmeleverandør. Bestemmelsen sigter på at beskytte varmeforbrugerne mod urimelig overvæltning af omkostninger fra elsiden, når elproduktion frigøres fra hvile i sig selv-princippet, og elprisen dermed ikke længere er reguleret.

Det er ikke hensigten, at bestemmelsen skal anvendes til krydssubsidiering til skade for elforbrugerne. Med lovforslaget videreføres en række bestemmelser, hvorefter omkostninger ved kraftvarme er en offentlig forpligtelse for elforbrugerne. Hermed er det fastlagt, hvilke arter af omkostninger elforbrugerne skal bære. I disse tilfælde er det Energitilsynet, der kontrollerer, at omkostningerne ved elproduktionen fra kraftvarme er lovligt opgjort og fordelt, og at elforbrugerne kun pålægges de omkostninger, der er nødvendige for at opfylde de offentlige forpligtelser. Prisdannelsen i elproduktionsleddet i øvrigt er omfattet af konkurrenceloven og dermed af det almindelige konkurrencetilsyn.

Der er med § 75, stk. 2, ikke tale om en afvigelse fra det konkurrenceretlige princip om, at der ikke må krydssubsidieres til skade for en forbrugergruppe.

Spørgsmål nr. 9

Ministeren bedes oplyse, hvorledes produktionsselskaberne skal kunne finansiere biomasse-påbudet, som opretholdes i medfør af lovforslagets § 10, stk. 4, når de eksisterende biomasseanlæg på trods af tretidstarif og fuldt elproduktionstilskud fortsat opererer med store underskud, som i dag dækkes af elforbrugerne.

Svar

Lovforslag L 234 giver mulighed for, at ministeren kan videreføre biomassepålæg givet efter den eksisterende elforsyningslov samt fastsætte regler om afregningspriser for blandt andet de elværksejede biomasseanlæg. Forinden disse bemyndigelser udmøntes, skal der i overensstemmelse med elreformaftalen foretages en vurdering af kraftværkernes økonomiske muligheder for at finansiere blandt andet biomasseanlæggene under hensyn til ønsket om en fortsat konkurrencedygtig elsektor.

Spørgsmål nr. 10

Ministeren bedes redegøre for, om »kraftvarmegarantien« i § 58 medfører omkostningsbaserede priser?

Svar

Bilag 159

Notat om anvendelse af udbytte fra kraftværksselskaberne

Et dansk distributionsselskab såvel som et udenlandsk selskab, der er ejer eller medejer af et kraftværksselskab, kan frit trække udbytte ud af kraftværksselskabet eller lade det forblive i selskabet til nye investeringer.

Hvis netselskabet som ejer af kraftværksselskabet vælger at trække et overskud ud af kraftværksselskabet, vil indtægterne herfra efter reformforslaget blive omfattet af prisreguleringen af netselskaber.

Med de nye regler ophæves den eksisterende forskelsbehandling, hvor der er restriktioner på, i hvilket omfang og til hvilke formål kraftværkerne kan optjene og udnytte overskud.

Spørgsmål nr. 64

Under de politiske forhandlinger optrådte en model, der blev kaldt »kontraktmodellen«. Ministeren bedes oplyse, hvad den reelle forskel er mellem lovforslagets bestemmelser og den såkaldte »kontraktmodel«.

Svar

Forud for påbegyndelsen af de politiske forhandlinger om aftalen om elreformen var der udarbejdet en række modeller og forslag til den fremtidige regulering af elsektoren. Heriblandt var også et forslag, som i debatten gik under navnet »kontraktmodellen«. Dette forslag indebar, at de eksisterende elproducenter i en årrække ved en leveringskontrakt med distributionsselskaberne skulle levere el til de hidtidige forbrugere til priser, der dækkede de variable omkostninger ved produktionen.

I modsætning til denne model er udgangspunktet i lovforslaget og i elreformaftalen, at elproduktionen skal afsættes på markedsvilkår.

Spørgsmål nr. 65

I debatten omkring lovforslaget har det været fremme, at de danske elproduktionsselskaber risikerer at gå konkurs, da de er finansielt svage og har svært ved at rejse den fornødne kapital til at klare en længere periode med lave elpriser på den nordiske elbørs.

Kan ministeren oplyse, hvem der vil være villig til at indskyde ansvarlig kapital i en konkurrenceudsat elproduktionsvirksomhed, hvor der ikke kan øves indflydelse, og hvor udbyttet er begrænset af en ministerbestemmelse?

Kan ministeren samtidig bekræfte, at der vil være en betydelig risiko for, at udenlandske selskaber overtager danske elproduktionsselskaber, hvis disse går konkurs?

Svar

Vedrørende en afklaring af kraftværkernes økonomiske situation henvises til min besvarelse af spørgsmål 14 (L 234 bilag 7).

Produktionsselskaberne bliver fremover ligestillet med øvrig virksomhed for så vidt angår finansiering af nye investeringer. Det er normalt muligt at finde finansiering, men vilkårene vil afhænge af produktionsselskabets evne til at tjene penge.

Ved indførelse af konkurrence i sektoren vil produktionsselskaber kunne gå konkurs. Jeg finder ikke anledning til at vurdere, hvem der ved en eventuel konkurs ville være interesseret i at overtage selskaberne.

Spørgsmål nr. 66

Flere danske distributionsselskaber udtaler, at lovforslaget indebærer, at ejerskabet af elproduktionsselskaber er værdiløst, og overvejer derfor at skille sig af med dem. Disse tendenser ses i dag allerede tydeligt i Jylland.

Kan ministeren bekræfte, at der dermed er en betydelig risiko for, at den danske elproduktionssektor vil blive overtaget af de store kapitalstærke udenlandske elselskaber, også selv om provenuet fra et sådant salg skal føres tilbage til forbrugerne?

Svar

Det står netselskaberne frit for at sælge deres andel i produktionsselskaberne. Jeg kan imidlertid ikke se, hvilken tilskyndelse et netselskab skulle have til at afhænde ejerandelen i produktionen. Det er min vurdering, at ophævelsen af »hvile i sig selv-reguleringen« af elproduktionsselskaberne vil føre til, at produktionsselskaberne stiger i værdi som følge af den nye regulering. Jeg vurderer, at distributionsselskaberne ville få større incitament til at afhænde ejerandele i produktionsselskaberne, hvis der åbnes op for, at de kan overføre salgsprovenuet til investeringer i egne kommercielle aktiviteter som for eksempel elhandelsselskaber.

Det er derfor min opfattelse, at lovforslaget vil reducere risikoen for, at den danske elproduktionssektor overtages af kapitalstærke udenlandske selskaber. Jeg mener også, at lovforslaget vil styrke interessen for at sikre en strukturudvikling af den danske produktionssektor, som kan forbedre selskabernes konkurrenceevne over for udenlandske selskaber.

Spørgsmål nr. 67

Lovforslagets § 40 stiller krav om, at flertallet af en netvirksomheds bestyrelsesmedlemmer skal vælges af forbrugere i forsyningsområdet eller af en eller flere kommunale eller amtskommunale bestyrelser i forsyningsområdet. Hvis NESA s ejere sælger deres aktier til andre, medfører denne bestemmelse sammen med aktieselskabslovens regler om medarbejderrepræsentation, at den nye ejer ikke kan få bestemmende indflydelse i selskabet.

Kan ministeren bekræfte, at bestemmelsen i væsentlig grad forringer aktieværdien i NESA eller ligefrem afskærer de nuværende aktionærer fra salg?

Hvorledes vil ministeren dække dette tab for aktionærerne?

Svar

Kursværdien på børsnoterede aktier bestemmes af en række forhold, herunder også investorernes forventning til den fremtidige regulering af sektoren. Jeg har forstået, at NESA s bestyrelse har orienteret Fondsbørsen om selskabets høringssvar på lovforslaget, men denne orientering synes ikke at have fået kursen på aktierne til at falde nævneværdigt.

Jeg deler ikke den vurdering, at den foreslåede regulering sammenlignet med den gældende lovgivning reducerer NESA-aktiernes værdi. Selskabets mulighed for at forrente indskudskapital reduceres efter min opfattelse ikke som følge af den ændrede regulering.

Jeg gør i øvrigt opmærksom på, at der i § 40, stk. 4, er hjemmel til, at miljø- og energiministeren, hvis særlige hensyn tilsiger det, kan dispensere fra hovedregelen om indflydelse efter § 40, stk. 1.

Der kan forekomme særlige tilfælde, hvor en fastholdelse af kravet om forbrugerindflydelse vil forekomme urimelig, og hvor en dispensation efter bestemmelsen i stk. 4 derfor kan være relevant.

Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor ejerne af en netvirksomhed hæfter for gæld, som blev optaget før lovens ikrafttræden af elproduktionsvirksomheden, eller som i forbindelse med den selskabsmæssige udskillelse ved lovens gennemførelse er blevet henført til elproduktionsvirksomheden. En sådan hæftelse kan for eksempel være en følge af bestemmelsen i § 102, stk. 1, hvorefter den selskabsmæssige udskillelse, der kræves i medfør af en række af lovforslagets bestemmelser, ikke indebærer et debitorskifte.

Såfremt ejeren/ejerne af netvirksomheden er en/flere juridisk(e) person(er), og såfremt kravet om forbrugerindflydelse i netvirksomheden er opfyldt i medfør af bestemmelsen i § 40, stk. 3, har de(n) pågældende juridiske person(er) på tidspunktet for lovens ikrafttræden i kraft af ejerskabet af netvirksomheden, der i medfør af § 97 vil være ejer af produktionsvirksomheden, afgørende indflydelse på de beslutninger, der træffes af produktionsvirksomheden. Såfremt ændring af ejerkredsen i de(n) juridiske person(er), der ejer netvirksomheden, indebærer, at betingelserne i lovforslagets § 40, stk. 3, ikke længere er opfyldt, vil en opretholdelse af kravet om forbrugerindflydelse i netvirksomheden kunne få den konsekvens, at netvirksomhedens ejer(e) hæfter for produktionsvirksomhedens gæld, selv om de(nne) er uden indflydelse på de driftsmæssige beslutninger, der træffes af produktionsvirksomheden.

I et sådant tilfælde er det hensigten at bringe dispensationsbestemmelsen i § 40, stk. 4, i anvendelse, indtil netvirksomhedens ejere ikke længere hæfter for gæld, som påhviler produktionsvirksomheden, og som er optaget inden lovens ikrafttræden.

Spørgsmål nr. 68

Kan ministeren bekræfte, at dispensationsbestemmelsen i § 36, stk. 2, indebærer, at en netvirksomhed kan overdrage sine ejerandele i en elproduktionsvirksomhed inden for samme ejerkreds, hvis produktionsselskabets indskudskapital er af fri egenkapital?

Svar

Dispensation efter stk. 2 vil blive meddelt i det omfang, der ved afståelsen disponeres over ejerandele til kapital, der er nævnt i § 74, stk. 3. Hvis en netvirksomheds ejerandele i en elproduktionsvirksomhed repræsenterer kapital og indtægter, som virksomheden frit kan disponere over i medfør af den hidtil gældende lovgivning, vil denne således kunne overdrage sine ejerandele inden for samme ejerkreds.

Spørgsmål nr. 96

Vil ministeren sende udvalget en beskrivelse af, hvorledes finanslovsaftalens løfte om billigere strøm bliver indfriet, gerne med en tidsangivelse?

Svar

I finanslovsaftalen for 1999 står der under energiområdet blandt andet: »Omlægning og effektivisering af elsektoren kan sikre forbrugerne billige priser, betale udviklingen af et grønt elmarked og desuden forbedre statsfinanserne ved beskatning af gevinsterne som følge af liberaliseringen.«

Aftalen om elreformen forener de tre nævnte hensyn. For så vidt angår løftet om billige elpriser blev det ved elreformaftalen vurderet, at elprisen holdes nogenlunde på det hidtidige niveau. Visse forbrugergrupper vil endda opleve et mindre fald i forhold til prisen i 1998.

De statsfinansielle forbedringer vil isoleret set forøge elpriserne nogle øre/kWh. Men man skal være opmærksom på, at det sker oven på det seneste års betydelige fald i prisen på ikke-prioriteret el. Desuden forventes rationaliseringer i sektoren inden for de nærmeste år at reducere elprisen yderligere.

Spørgsmål nr. 97

Vil ministeren lave en udtømmende liste over, hvad vi i Danmark indregner i PSO-afgiften? Vil ministeren sammenligne listen med, hvad andre EU-lande har eller forventes at ville indregne i deres PSO-afgift?

Svar

PSO (Public Service Obligations) består af en række offentlige forpligtelser, som finansieres over elprisen. En del af omkostningerne fordeles forholdsmæssigt på alle elforbrugere i Danmark, mens de øvrige omkostninger til offentlige forpligtigelser afregnes via netselskabernes tariffer og således betales af alle, der anvender det danske forsyningsnet.

Offentlige forpligtelser, hvis omkostninger betales af alle elforbrugere i Danmark, omfatter

- Aftag af prioriteret produktion, som er produktion fra decentrale anlæg, vedvarende energi og produktion fra affaldsforbrændingsanlæg samt produktion fra andre kraftvarmeværker bestemt til at levere fjernvarme, i det omfang elektriciteten ikke kan afsættes til priser, der dækker de nødvendige omkostninger ved den pågældende produktion

- Udjævning af variationerne for den prioriterede produktion

- Opretholdelse af beredskabslagre

- Forskning og udvikling, som er nødvendig for udbygning med miljøvenlige elproduktionsanlæg

Offentlige forpligtigelser, hvis omkostninger afregnes via nettariffer

- Opretholdelse af forsyningssikkerhed

- Opretholdelse af den tekniske kvalitet og balance i elforsyningen

- Sikring af den fornødne eloverføringskapacitet

- Forskning og udvikling med henblik på effektiv energianvendelse

- Forbrugerbeskyttelse

- Tilslutning af vindmøller til elnettet

Jeg har ikke kendskab til, at der findes en opgørelse over, hvad de øvrige EU-lande forventes at ville indregne i deres PSO-udgifter. Så det har ikke været muligt at sammenligne de danske PSO-udgifter med udgifterne i de øvrige EU-lande.

Spørgsmål nr. 100

I forlængelse af besvarelsen af spørgsmål nr. S 1534 bedes ministeren oplyse, om besvarelsen skal forstås således, at ordningen med VE-beviser for strømproducerende vedvarende energianlæg betyder, at elforsyningsselskaber må markedsføre såkaldt grøn strøm svarende til ejerskab af grønne certifikater, uanset hvorledes selskabets solgte strøm i øvrigt er produceret.

Svar

VE-beviser er dokumentation for, at VE-strømmen reelt er produceret og distribueret med henblik på at opfylde VE-kvoten. VE-beviser kan opkøbes fra VE-producenter i elforsyningsselskabets eget område såvel som andre elforsyningsområder. Markedsføring af grøn strøm i form af VE-beviser vil blive tilstræbt. Betingelserne herfor er endnu ikke afklaret, men vil blive behandlet i den udredning om VE-markedet, som skal foreligge inden udgangen af 1999.

Spørgsmål nr. 103

Ministeren bedes oplyse, hvorledes målsætningen om de 20 pct. vedvarende energi i Danmark sikres, når det er muligt at købe grønne VE-beviser i udlandet.

Svar

Den danske målsætning om, at 20 pct. af det danske elforbrug ved udgangen af 2003 skal komme fra vedvarende energi, sikres ved dokumentation i form af VE-beviser. Såfremt udenlandske VE-beviser indgår i opfyldelsen, skal de efterleve de danske krav til VE-strøm, jf. spørgsmål 101 (L 234 bilag 36) og det vil endvidere forudsætte, at der er indgået en aftale med de pågældende lande, eller at der er etableret fælles EU-regler på området. I forbindelse med sådanne internationale aftaler vil der fra dansk side blive lagt vægt på at sikre en ligeværdig indsats i de enkelte lande for at fremme udbygningen med VE. Regeringen lægger til grund, at danske VE-producenter vil være konkurrencedygtige med udenlandske VE-producenter, og at en eventuel udvidelse af VE-markedet til at omfatte flere lande ikke vil forringe muligheden for at nå 20 pct.-målsætningen, men snarere tværtimod kan øge efterspørgslen efter dansk VE-produktion.

Spørgsmål nr. 107

Ministeren bedes oplyse, hvor mange bemyndigelser til ministeren lovforslaget samlet indeholder. Alene 14 paragraffer i kapitel 9 angiver 28 bemyndigelser til ministeren om at fastsætte regler i medfør af loven. Kan ministeren oplyse, hvorvidt han hvis han ikke havde været minister ville have fundet en sådan lovgivning betryggende?

Svar

Det er forudsat i aftalen om en lovreform for elsektoren, at der til den konkrete udmøntning på visse punkter skal foretages nærmere udredninger og vurderinger vedrørende dels handlen med vedvarende energi og dels de økonomiske forpligtelser, som kraftværkerne under markedsvilkår skal bære, forinden den endelige udmøntning kan ske.

Lovforslaget indeholder de nødvendige lovgivningsmæssige rammer, inden for hvilke den nærmere udmøntning af disse forhold kan finde sted i form af regler udstedt af miljø- og energiministeren efter forudgående forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. Lovforslaget har i alt syv bemyndigelser, som eksplicit forudsætter forelæggelse for udvalget. Herudover indeholder lovforslaget 68 forslag til bemyndigelser med henblik på blandt andet udstedelse af regler vedrørende afregning af VE-elektricitet og udstedelse af regler af mere teknisk karakter. For nogle af disse bemyndigelser er der i elreformaftalen fastlagt detaljerede retningslinjer, som vil skulle indgå i regelsættet. Uanset at det ikke følger direkte af de enkelte bemyndigelsesbestemmelser, vil jeg naturligvis orientere Folketingets Energipolitiske Udvalg inden udstedelse af de nærmere regler af politisk interesse i relation til udmøntning af reformaftalen. Derudover følger det af forslagets § 3, at Folketingets Energipolitiske Udvalg vil blive orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende landets elforsyning.

Jeg finder derfor, at den parlamentariske kontrol i forbindelse med lovforslaget er fuldt ud sikret og mener i den forbindelse, at rammelovgivning under sådanne rammer og former er betryggende.

Spørgsmål nr. 127

Det fremgår af § 55 og bemærkningerne hertil, at affald ikke betragtes som en vedvarende energikilde. I betragtning af, at affald ikke er et konventionelt brændsel, og at det er en fornybar kilde, bedes årsagen til den særlige status for affald oplyst.

Svar

Det er en målsætning i Danmarks affaldspolitik at begrænse mængden af affald og at bortskaffe og behandle affald på en hensigtsmæssig måde, blandt andet gennem forbrænding på kraftvarmeanlæg. Det primære formål med elproduktion ved hjælp af affald er således at udnytte den del af affaldet, som hensigtsmæssigt bortskaffes ved forbrænding, til energiformål.

Såfremt elektricitet produceret ved hjælp af affald defineres som VE-elektricitet, vil denne elektricitet også blive tildelt VE-beviser. Afsætningen af elektricitet produceret ved hjælp af affald og dermed selve bortskaffelsen af affaldet vil dermed ikke være sikret, men vil afhænge af konkurrenceforhold og markedsmekanismer.

Bestemmelsen i § 57 sikrer, at elektricitet produceret ved hjælp af affald fortsat vil være prioriteret. Elektriciteten vil blive afregnet til en betaling, der fastsættes efter § 58, stk. 1. Hermed kan man sikre, at affaldsbortskaffelse ved afbrænding på kraftvarmeanlæg kan ske under hensyn til affaldsplanlægningen.

Spørgsmål nr. 136

Ministeren anmodes om at kommentere vedlagte artikel fra Berlingske Tidende den 14. maj 1999: »Elsam taber én milliard kr.«

Svar

I artiklen beskrives, at Elsam som følge af den aktuelt lave markedspris på el har fået udhulet økonomien i kraftværkerne, hvilket sammen med elreformen vil resultere i et tab på mellem ½ og 1 mia. kr. om året de kommende år. Der refereres herunder til den aftalte CO2-regulering og de forpligtelser, der er pålagt elselskaberne de kommende år. Desuden overvejer Elsam at anvende kraftvarmegarantiens mulighed for salg af el til omkostningsbestemte priser.

Med hensyn til den aktuelt lave elpris og de problemer, den skaber for danske producenter, henvises til min besvarelse af spørgsmål 4 (L 234 bilag 7). Det er klart, at de meget lave priser i Norge og Sverige kombineret med markedsåbningen sætter de danske kraftværksselskaber under pres. Dette vil også indgå i de vurderinger, som i overensstemmelse med elreformaftalen skal foretages af kraftværkernes økonomiske muligheder for at bære en række forpligtelser. Det aktuelle prisniveau understreger også vigtigheden af, at produktionssektoren selv er i stand til at samle kræfterne for at styrke konkurrenceevnen mest muligt.

Spørgsmål nr. 137

Ministeren bedes oplyse, hvor meget omkostningerne for staten er, hvis de seks centrale elværker i Elsam benytter sig af elreformens konkursgaranti. Dette skulle angiveligt kunne blive aktuelt i forbindelse med elreformens påbud til elværkerne om etablering af biomasseanlæg, havvindmøller og de pålagte CO2-kvoter.

Svar

Der foreslås ikke nogen »konkursgaranti«. Hvis der med spørgsmålet tænkes på den såkaldte »kraftvarmegaranti «, så resulterer denne ikke i øgede statslige udgifter, idet den sikrer, at kraftvarmeværkerne under bestemte forudsætninger kan sælge den varmebundne elproduktion til en pris, som dækker de nødvendige omkostninger.

Spørgsmål nr. 157

Lovforslaget fastlægger, at netselskaberne skal varetage en række opgaver på besparelsesområdet, hvor netselskaberne og de systemansvarlige virksomheder får mulighed for at opkræve midler til offentlige forpligtelser hos samtlige elforbrugere. Ministeren bedes oplyse, hvorvidt netselskaberne, når de skal fungere på samtlige forbrugeres vegne og skal levere el fra konkurrerende distributionsselskaber, er afskåret fra at markere deres tilhørsforhold til bestemte distributionsselskaber i forbindelse med deres besparelsesaktiviteter.

Svar

Indledningsvis vil jeg understrege, at netvirksomhederne ikke skal levere elektricitet til forbrugerne, således som det omtales i spørgsmålet, men transportere elektricitet til forbrugerne fra de elleverandører, som forbrugerne har mulighed for at vælge imellem. Lovforslaget indebærer, at driften af nettene og andre ydelser i de hidtidige distributionsselskaber, herunder energirådgivning af forbrugerne, bliver fastholdt som en offentlig forpligtelse i netvirksomhederne, der udfører aktiviteter, der ikke er styret af markedspriser, men er omfattet af særlig prisregulering, jf. i øvrigt lovforslagets § 70. Lovforslaget medfører også, at hvis de hidtidige distributionsselskaber vil sælge elektricitet, skal disse aktiviteter udskilles i særlige selskaber, således at der bliver en klar adskillelse af de offentlige tjenester og de kommercielle interesser.

Det følger af disse principper, at netvirksomhederne skal yde energirådgivningen som en del af deres forpligtelser ifølge loven. En netvirksomhed kan yde energirådgivning, selvom et selvstændigt selskab, som er udskilt fra netvirksomheden efter bestemmelserne i lovforslaget, samtidig udfører opgaver som forsyningspligtigt selskab eller elhandelsselskab. Det forudsættes naturligvis, at netvirksomheden udfører sin opgave uvildigt og ikke giver fordele til de udskilte salgsselskaber.

Spørgsmål nr. 167

I hvilken grad mener ministeren, at EU's forslag om Fællesskabets klimastrategi, jf. Miljøstyrelsens notat af 5. maj 1999 om Fællesskabets klimastrategi, gør brugen af danske nationale CO2 -kvoter overflødige eller mindre relevante på kort, mellemlang og lang sigt?

Svar

Miljøstyrelsens notat af 5. maj 1999 om Fællesskabets klimastrategi vedrører de rådskonklusioner, som der ikke kunne opnås enighed om på rådsmødet (miljø) den 11. marts 1999, og som derfor har været yderligere forhandlet efterfølgende. Som det fremgår af notatet, giver konklusionerne, der nu er vedtaget, blandt andet udtryk for, at Rådet finder, at det fremtidige arbejde inden for EU især bør rette sig mod opstilling af konkrete forslag for principper, regler, betingelser og retningslinjer for Kyoto-mekanismerne, udvikling af et effektivt system for sanktioner samt videreudvikling af EU's positioner vedrørende andre dele af Buenos Aires action-planen.

I konklusionerne gentager Rådet ligeledes, at de nationale tiltag skal udgøre den væsentligste del af opfyldelsen af Kyoto-målsætningen.

På den baggrund vil danske foranstaltninger som for eksempel CO2-kvoter med videre fortsat være relevante og helt i overensstemmelse med Rådets konklusioner.

Kommissionen forventes i øvrigt med udgangspunkt i disse og tidligere rådskonklusioner i juni at fremlægge et udkast til egentlig fælles EU-strategi på klimaområdet, der siden skal drøftes af Rådet. Udkastet forventes at indeholde et bud på en konkretisering af, hvordan Kyoto-mekanismerne kan udvikles og anvendes i forbindelse med Fællesskabets samlede reduktionsforpligtelser.

Spørgsmål nr. 169

Ministeren bedes fremlægge konkrete konsekvensberegninger over elreformlovforslagene, sådan som Dansk Industri senest efterlyser det i »Ugemagasinet Industrien« nr. 18 af 17. maj 1999.

Svar

Dansk Industri har i brevet af 6. maj 1999 til Folketingets Energipolitiske Udvalg efterlyst mere detaljerede konsekvensberegninger. Dette brev har jeg kommenteret i min besvarelse af spørgsmål 2 (L 234 bilag 6). Jeg kan ikke se, at Dansk Industri i det nævnte nummer af »Ugemagasinet Industrien« er fremkommet med nye oplysninger eller ønsker i forhold til brevet af 6. maj 1999. Jeg kan derfor henholde mig til mit svar på spørgsmål 2.

Spørgsmål nr. 170

Kan ministeren bekræfte, at § 44 betyder, at der skal udarbejdes standardvedtægter med et indhold som beskrevet i notat vedrørende kriterier for standardvedtægten, jf. alm. del bilag 172 (underbilag 106)? I modsat fald bedes ministeren beskrive begrundelsen for, at tilsagnet i notatet fraviges.

Svar

Jeg kan oplyse, at jeg, når loven er vedtaget, har til hensigt at fastsætte regler vedrørende en standardvedtægt, som angivet i § 44, stk. 2, og i den forbindelse vil jeg tage udgangspunkt i de kriterier, som er beskrevet i nævnte notat, der blev udarbejdet i forbindelse med energireformdrøftelserne, og som også afspejles i lovforslagets bemærkninger til denne bestemmelse.

Spørgsmål nr. 171

Ministeren bedes nærmere beskrive rammerne for standardvedtægterne.

Svar

De net- og forsyningspligtvirksomheder, som fremover skal have godkendt deres vedtægter for at kunne få bevilling, vil have meget forskellig organisatorisk opbygning og vil formentligt spænde fra aktieselskaber til forbrugerejede andelsselskaber. Der bør som udgangspunkt gives disse virksomheder et spillerum til at vedtage vedtægtsbestemmelser vedrørende virksomhedens egne forhold. Bestemmelsen i § 44, stk. 2, indebærer derfor ikke, at virksomhederne skal vedtage en bestemt standardvedtægt, men derimod at vedtægterne skal udarbejdes inden for rammerne af en af miljø- og energiministeren fastsat standardvedtægt.

Med hensyn til indholdet af standardvedtægten henviser jeg til det, som er anført til bestemmelsen på side 59 i lovforslaget. Jeg kan tilføje, at jeg har til hensigt at drøfte indholdet af standardvedtægten med de relevante parter, inden det nærmere indhold fastsættes.

Spørgsmål nr. 173

Ministeren bedes bekræfte, at affald ikke bidrager til VE-målsætningen, og at affalds-el alene er prioriteret el, jf. besvarelsen af S 1434.

Svar

Jeg kan med henvisning til besvarelsen af spørgsmål 127 (L 234 bilag 43) svare bekræftende på spørgsmålet.

Spørgsmål nr. 175

Ministeren bedes oplyse, hvor stort et provenu det vil indbringe, hvis pristillægget på 17 øre/kWh bortfalder for alle typer vindmøller pr. 31. december 1999 og til og med forligsperiodens udløb 2003.

Svar

Den samlede omkostning til pristillægget på 17 øre/kWh skønnes at ville udgøre knap 2 mia. kr. for den 4-årige periode 2000-2003 forudsat uændrede afregningsvilkår. Når pristillægget udfases som aftalt i elreformaftalen, vil den samlede omkostning blive mindre.

Spørgsmål nr. 176

Hvor meget regner ministeren med, at den samlede værdi af VE-beviser vil udgøre årligt? Hermed menes den værdi, som elforbrugerne skal betale over elregningen, hvis målsætningen om, at 20 pct. af elforbruget ved udgangen af 2003 skal være VE-elektricitet.

Svar

Markedet for VE-beviser vil ikke omfatte hele kvoten på 20 pct. VE-elektricitet i 2003, idet blandt andet eksisterende elværksejede vindmøller og biomasse på centrale værker som udgangspunkt ikke vil modtage VE-beviser i det omfang, anlæggene er finansieret ved henlæggelser. Derudover vil der være vindmøller under overgangsordningen, som ikke er berettiget til VE-beviser, før deres fuldlasttimetillæg bortfalder. Der er således tale om, at markedet for VE-beviser vil bestå af nye VE-anlæg der etableres i perioden 2000 til 2003, samt vindmøller, der udfases af overgangsordningen, i takt med at deres fuldlasttimer ophører. Hvis værdien af VE-beviser forudsættes lav (10 øre/kWh), skønnes den samlede værdi at udgøre ca. 50 mio. kr. i år 2000 stigende til ca. 260 mio. kr. i år 2003. Hvis værdien af VE-beviser forudsættes høj (27 øre/kWh), skønnes den samlede værdi at udgøre ca. 140 mio. kr. i år 2000 stigende til ca. 710 mio. kr. i år 2003.

Spørgsmål nr. 177

I den forbindelse bedes ministeren oplyse om de samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis kravet om andelen af prioriteret elektricitet (PSO) nedsættes til 10 pct. Heri bedes også medtaget den samfundsøkonomiske virkning i form af bedre konkurrenceevne for det danske erhvervsliv.

Svar

I forhold til besvarelsen af spørgsmål 176 omhandler denne besvarelse al prioriteret elproduktion, ligesom der tages udgangspunkt i kendte budgettal for 1999. Prioriteret elproduktion forventes at udgøre ca. 33 pct. af den samlede elproduktion i 1999. Såfremt aftageforpligtelsen for alle forbrugere ændres til 10 pct., vil producenterne af den prioriterede elektricitet ikke få dækket deres produktionsomkostninger. Hvis aftageforpligtelsen reduceres til 10 pct. for alle forbrugere, vil der i 1999 være 7,65 TWh som skal sælges på markedsvilkår. Det vil resultere i, at producenterne af prioriteret elektricitet vil miste en indtjening på 1,5 mia. kr.

Såfremt det alene er momsregistrerede kunder, der får nedsat aftageforpligtelsen til 10 pct., og omkostningerne overvæltes på øvrige forbrugere, vil disse forbrugeres elpris forøges med ca. 6 øre/kWh.

Der foreligger imidlertid ikke nogen samlet opgørelse af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved omtalte nedsættelse af andelen af PSO-elektricitet til 10 pct. En egentlig samfundsøkonomisk vurdering vil, foruden de direkte effekter af ændrede priser, også inddrage bredere samfundsøkonomiske faktorer såsom afledte erhvervsmæssige effekter og sparede miljømæssige omkostninger.

Spørgsmål nr. 178

Ministeren bedes oplyse, om der foreligger beregninger over, hvor stor en andel »grøn el« forbrugerne vil aftage uden tvang til den overpris, lovforslaget indebærer. Her tænkes på, at mange erhvervsvirksomheder og andre forbrugere af forskellige grunde gerne vil betale en merpris. Det er efterspørgslen på økologiske varer et godt eksempel på.

Svar

Der foreligger ikke begrundede vurderinger af elforbrugernes villighed til på et frivilligt grundlag at købe VE-elektricitet til en merpris. Dette forventes at blive belyst i forbindelse med det kommende VE-marked, hvor forbrugerne får mulighed for at købe mere VE-elektricitet, end de er forpligtet til at aftage.

Spørgsmål nr. 179

Ad ministerens besvarelse af spørgsmål 6, jf. L 234 bilag 52.

Ministeren bedes oplyse, om han har til hensigt at sikre, at den konkurrenceudsatte produktionssektor fremover ikke vil være underlagt offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Svar

Spørgsmålet har samme indhold som første spørgsmål i det nu besvarede spørgsmål 6. Jeg skal derfor henvise til min besvarelse af spørgsmål 6 (L 234 bilag 7).

Spørgsmål nr. 180

Ad ministerens besvarelse af spørgsmål 14, 15 og 16, jf. L 234 bilag 53.

Kan ministeren bekræfte, at netselskaberne efter lovens ikrafttræden fortsat vil have mulighed for at deltage i hæftelser og sikkerhedsstillelser for produktionssektoren, for så vidt angår forpligtelser, som er en følge af igangværende investeringer samt pålæg givet før lovens ikrafttræden?

Spørgsmål nr. 181

Kan ministeren yderligere bekræfte, at netselskaberne har mulighed for at deltage i forpligtelser, som måtte opstå som konsekvens af lovforslagets selskabsmæssige udskillelse af produktionsaktiviteter i selskaber med begrænset hæftelse?

Svar på spørgsmål nr. 180 og 181

Netselskaberne vil, medmindre der er tale om forhold omfattet af § 46, stk. 2, efter lovens ikrafttræden ikke kunne påtage sig nye forpligtelser i form af hæftelse eller sikkerhedsstillelse for produktionsvirksomhederne. Dette gælder også, selv om der måtte være tale om forpligtelser for produktionsvirksomhederne, som er en følge af igangværende investeringer eller pålæg givet før lovens ikrafttræden.

Den selskabsmæssige udskillelse af produktionsaktiviteterne, som er en konsekvens af lovforslaget, indebærer ikke et lovbestemt debitorskifte i forhold til de eksisterende virksomheder. Hvis en netvirksomhed ved lovens ikrafttræden hæfter for en given forpligtelse, vil virksomheden således ikke i forhold til kreditor blive frigjort for denne forpligtelse i forbindelse med den selskabsmæssige udskillelse af produktionsaktiviteterne. I det indbyrdes forhold mellem netvirksomheden og produktionsvirksomheden vil der skulle ske en fordeling af aktiver og passiver, jf. også bemærkningerne til § 102. Netvirksomheden vil ikke i forbindelse med den selskabsmæssige udskillelse kunne påtage sig nye forpligtelser i form af hæftelse eller garantier for produktionsvirksomheden, ud over hvad der i forhold til kreditorerne er nødvendigt for at gennemføre den selskabsmæssige udskillelse.

Spørgsmål nr. 183

Ad ministerens besvarelse af spørgsmål 3, jf. L 234 bilag 52.

Som ministeren erkender i besvarelsen, er det overvejende sandsynligt, at de danske elværker under de nuværende prisvilkår vil gå konkurs. Hvorledes er dette foreneligt med den politiske aftale, der lægger vægt på en fortsat konkurrencedygtig elsektor?

Svar

Spørgsmål 3 ses ikke at vedrøre spørgsmålet om produktionssektorens økonomi.

Derimod har jeg i min besvarelse af spørgsmål 4 (L 234 bilag 52) gjort opmærksom på, at de danske kraftværker ved en vedvarende lav elpris på 10 øre/kWh ikke i længden vil være konkurrencedygtige. Dette gælder efter min opfattelse, uanset hvilke øvrige forpligtelser kraftværkerne måtte være pålagt. Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 4.

Spørgsmål nr. 187

Ad ministerens besvarelse af spørgsmål 22, jf. L 234 bilag 53.

Vil ministeren på baggrund af besvarelsen af spørgsmål 22 garantere, at han ikke agter at fastsætte regler, der behandler de elværksejede kraftvarmeværker anderledes og stiller dem ringere end ikkeelværksejede kraftvarmeværker?

Svar

Kraftvarmegarantien for de centrale kraftvarmeværker, som udmøntet i gældende bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998, omfatter alene de anlæg, som er nævnt i bekendtgørelsens bilag 1. Alle er elværksejede anlæg.

Spørgsmål nr. 189

Ministeren bedes redegøre for betydningen af Højesterets dom (UfR, 1997, side 157ff) set i forhold til lovforslaget og grundlovens § 73. Den nævnte højesteretsdom er kort nævnt i Justitsministeriets notat af 28. april 1999 om forholdet mellem grundlovens § 73 og visse bestemmelser om ejerstrukturen m.v. i et udkast til forslag til lov om elforsyning. Mens Justitsministeriet foretager en nærmere analyse af en ældre dom fra Østre Landsret, foretages der ingen vurdering af den forholdsvis nye højesteretsdom. Dommen kom til det resultat, at der forelå ekspropriation ved et afslag på ansøgning om tilladelse til fortsat råstofindvinding.

Svar

I Justitsministeriets notat af 28. april 1999 nævnes den pågældende dom s. 22 i afsnittet om de rettigheder, som antages at være beskyttet af grundlovens § 73. Dommen nævnes som en af to nyere domme, der giver ekspropriationserstatning for forbud mod fortsættelse af hidtidig virksomhed.

Ud over at illustrere det generelle forhold, at forbud mod fortsat erhvervsudøvelse i visse situationer kan give anledning til tildeling af ekspropriationserstatning, mener jeg ikke, at den anførte dom har betydning for vurderingen af det fremlagte lovforslag. Jeg finder derfor ikke anledning til at kommentere dommen nærmere.

Spørgsmål nr. 192

Ministeren bedes redegøre for, hvordan det kan sikres, at der reelt sker en adskillelse af de kommercielle opgaver og monopolopgaver hos de selskaber, der udfører begge typer af opgaver, og hvordan der sikres fuld åbenhed omkring monopolopgaverne.

Svar

Adskillelsen mellem monopolopgaver og kommercielle opgaver hos de selskaber, der udfører begge typer af opgaver, reguleres på forskellig vis i lovforslaget. For det første stilles der i lovforslaget krav om, at kollektive elforsyningsvirksomheder, der ønsker at drive andre aktiviteter end dem, der ligger inden for bevillingen, skal udskille disse aktiviteter i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. For det andet må elproduktions- og elhandelsvirksomheder tilsammen ikke eje mere end 15 pct. af en kollektiv elforsyningsvirksomheds samlede kapital. For det tredje skal flertallet af en netvirksomheds bestyrelsesmedlemmer vælges af forbrugere eller af kommuner i virksomhedens forsyningsområde. Endelig medfører lovforslaget, at der ikke kan overføres kapital fra kollektive elforsyningsvirksomheder til aktiviteter, der ligger uden for bevillingen.

Åbenheden omkring monopolopgaverne sikres fortrinvis ved, at der i lovforslaget indgår et krav om forbrugerindflydelse i net- og forsyningspligtvirksomhederne. Derudover vil virksomhederne på forskellig vis blive forpligtet til at udføre informationsaktiviteter specielt med henblik på at skabe størst mulig gennemsigtighed om markedsforholdene for alle forbrugergrupper. Hertil kommer, at Energitilsynet er forpligtet til at oprette et offentligt tilgængeligt register over eksempelvis anmeldte tariffer, ejerforhold m.v.

Miljø- og energiministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1961 stillet af folketingsmedlem Frank Dahlgaard (KF)

Spørgsmål nr. S 1961

Vil ministeren fremlægge beregninger over elreformens konsekvenser for elprisen vest og øst for Storebælt?

Svar

I forbindelse med indgåelsen af den politiske aftale om elreformen blev der foretaget vurderinger af aftalens virkning på elprisen. Beregningerne blev foretaget som landsgennemsnit for tre forskellige forbrugergrupper. Beregningerne viser, at elprisen holdes nogenlunde uændret på trods af finanslovsaftalens krav om årlige statsfinansielle besparelser på 2 mia. kr. Visse forbrugergrupper vil endda opleve et mindre fald i elprisen.

Der er ikke taget hensyn til fordelingen af den prioriterede elektricitet mellem Øst- og Vestdanmark i disse regnestykker. Som opfølgning på finanslovsaftalen er der i elreformaftalen fastlagt en omlægning af tilskuddet til vedvarende energi. For at skaffe en statsfinansiel forbedring i år træder ændringen i kraft medio 1999. Dette indebærer, at elprisen som følge af tilskudsomlægningen isoleret set vil stige knap 3 øre/kWh vest for Storebælt, mens den øst for Storebælt vil stige med ca. 1 øre/kWh.

Der er imidlertid andre elementer af elprisen, som er forskellige øst og vest for Storebælt. Konkurrencerådet konstaterede eksempelvis i den senest publicerede opgørelse af elpriserne fra 1998, at gennemsnitspriserne for alle forbrugergrupper, bortset fra mindste forbrugerkategori, er lavest vest for Storebælt. Det skønnes herudover, at markedsprisen på ikke-prioriteret el er slået hurtigere igennem i Eltras område end i Elkraft-Systems område. Efterhånden som overgangsordningerne for vindkraft aftrappes, vil der ske en udligning af omkostningerne mellem Øst- og Vestdanmark, fordi handlen med VE-beviser, der gradvist erstatter den prioriterede produktion, foregår på nationalt niveau og købsforpligtelsen for VE-beviser er ens for alle forbrugere.

Underbilag a til bilag 1

Miljø- og energiministerens brev af 16. april 1999 til administrerende direktør Hans Skov Christensen, Dansk Industri, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 43

MILJØ- OG ENERGIMINISTERIET

Ministeren

Den 16. april 1999

Hr. administrerende direktør

Hans Skov Christensen

Dansk Industri

1787 København K

Kære Hans,

Tak for dit brev af 30. marts 1999 angående ellovreformen. Du efterlyser heri forudsætningerne for de beregninger, der ligger bag vurderingen af ellovreformens konsekvenser for elprisen.

Det har været et væsentligt punkt i forhandlingerne omkring reformen, at virksomhedernes konkurrenceevne ikke forringes som følge af elliberaliseringen. Der er derfor også i den indgåede politiske aftale taget hensyn hertil. Det har blandt andet resulteret i, at den kommende distributionsafgift er væsentligt lavere for virksomheder end for almindelige forbrugere.

Samlet set vil forbrugerne afhængigt af markedsprisen på el opleve et mindre fald i elprisen, samtidig med at den politiske aftale indebærer fortsat udbygning af vedvarende energi. Dette til trods for at statens finanser forbedres ved at flytte tilskuddet til den vedvarende energi fra statskassen over på elprisen som aftalt i finanslovsaftalen.

Med hensyn til de beregningsforudsætninger, som du efterlyser, har Energistyrelsen den 15. april gennemgået disse sammen med Dansk Industri, der også har modtaget udskrifter fra beregningerne. Skulle der være yderligere spørgsmål, er I fortsat meget velkomne til at kontakte Energistyrelsen.

Med venlig hilsen

Svend Auken

Underbilag b til bilag 1

Miljø- og energiministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1764, stillet af Frank Dahlgaard (KF), jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 43

Spørgsmål nr. S 1764

Vil ministeren hurtigt fremlægge de beregninger omkring elreformens konsekvenser, som bl.a. Dansk Industri efterlyser?

Svar

Spørgsmålet er foranlediget af en artikel i dagbladet Børsen den 15. april 1999, hvor Dansk Industri efterlyser beregningerne over elreformens konsekvenser for elprisen. Børsen skriver i artiklen, at Dansk Industri ikke kan få udleveret konsekvensberegninger over den nye elreform.

I forbindelse med den politiske aftale om elreformen, der blev indgået den 3. marts 1999, blev der udarbejdet vurderinger af reformens virkninger på tre forskellige forbrugertypers elpris: en typisk husholdningsforbruger, en mindre erhvervsvirksomhed og en større erhvervsvirksomhed. Vurderingerne indgik i baggrundsmaterialet for reformdrøftelserne. De vigtigste forudsætninger for beregningerne vedlægges denne besvarelse i notatform. På baggrund af en henvendelse til mig fra Dansk Industri har Energistyrelsen den 15. april 1999 på et møde med Dansk Industri gennemgået den tekniske model bag beregningerne. Der er naturligvis ikke tale om, at beregningerne omkring elreformens konsekvenser, som påstået i nævnte artikel i dagbladet Børsen, på nogen måde tilbageholdes af Energistyrelsen.

MILJØ- OG ENERGIMINISTERIET

Energistyrelsen

Den 26. april 1999

Notat

Forudsætninger anvendt ved beregning af elreformens påvirkning af elprisen

Nedenfor gennemgås de vigtigste forudsætninger, der er anvendt ved beregningen af elreformens påvirkning af elprisen. Alle tal er tal vægtet på landsplan.

Elpriser fra kraftværk og markedsandele

Der er anvendt to priser for henholdsvis almindelig og prioriteret/VE-elektricitet. Fremskrivningen for den almindelige elektricitet er antaget på baggrund af forventninger til markedsprisen på den nordiske elbørs med tillæg af transportomkostninger for at få strømmen transporteret til Danmark. Prisen på prioriteret/VE-elektricitet er beregnet med udgangspunkt i de afregningspriser, der er garanteret med aftalen, omlægningen af statstilskuddet samt overgangsordningerne fra aftalen.

Elpriser (øre/kWh)

1998

1999

2000

2001

2002

Elpris, alm.

20,0

16,0

16,0

16,0

17,0

Elpris, VE/PSO

32,0

48,8

52,2

47,4

44,9

På baggrund af eksisterende prognoser for udbygningen med vedvarende energi og decentral kraftvarme samt målsætningen i aftalen om 20 pct. VE er det beregnet, hvor stor en del af elforbruget der dækkes af disse teknologier.

Markedsandele

1998

1999

2000

2001

2002

PSO/VE

34,1 pct.

26,8 pct.

26,9 pct.

29,1 pct.

30,3 pct.

Alm.

65,9 pct.

73,2 pct.

73,1 pct.

70,9 pct.

69,7 pct.

Netomkostninger

Den del af elprisen, der går til transmission og distribution, er beregnet med udgangspunkt i systemoperatørernes budgetter samt makroøkonomiske nøgletal for distributionsomkostningerne fra Danske Elværkers Forenings statistik. Der er ikke indregnet en eventuel effektiviseringsgevinst i transmissionsnettet. Transmissionsomkostningerne dækker både omkostninger til transmissionsnet samt omkostninger til systemoperatøren.

I distributionsomkostningerne er indregnet en effektiviseringsgevinst på 10 pct. i 1999 stigende til 20 pct. i år 2000. Desuden er indregnet afgiften på distribution, der introduceres med reformen.

Netomkostninger (øre/kWh)

1998

1999

2000

2001

2002

Transmission

6,4

7,1

7,1

7,1

7,1

Distribution, husholdning

19,9

21,9

19,9

19,9

19,9

Distribution, mindre indus-tri

11,1

11,0

9,9

9,9

9,9

Distribution, stor industri

7,8

7,0

6,2

6,2

6,2

Forbrugerpriser

På baggrund af ovenstående er beregnet de forskellige komponenter i elprisen for tre forbrugertyper.

Sammensætning af elprisen

1998

1999

2000

2001

2002

Øre/kWh

Husholdningskunde

PSO/grønt

10,0

8,6

9,4

10,1

10,4

Almindelig el

13,2

11,7

11,7

11,3

11,8

Transmission

6,4

7,1

7,1

7,1

7,1

Distribution

19,9

21,9

19,9

19,9

19,9

I alt

49,5

49,4

48,1

48,5

49,3

Mindre industri

PSO/grønt

10,0

8,6

9,4

10,1

10,4

Almindelig el

13,2

11,7

11,7

11,3

11,8

Transmission

6,4

7,1

7,1

7,1

7,1

Distribution

11,1

11,0

9,9

9,9

9,9

I alt

40,7

38,5

38,1

38,5

39,3

Stor industri

PSO/grønt

10,0

8,6

9,4

10,1

10,4

Almindelig el

13,2

11,7

11,7

11,3

11,8

Transmission

6,4

7,1

7,1

7,1

7,1

Distribution

7,8

8,0

7,2

7,2

7,2

I alt

37,4

35,5

35,5

35,9

36,7

Underbilag c til bilag 1

Kammeradvokatens notat af 21. januar 1999, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 49

KAMMERADVOKATEN

Vimmelskaftet 47

1161 København K

Tlf. 33 15 20 10

Den 21. januar 1999

NOTAT

Selskabsretlige konstruktioner, der kan sikre forbrugerindflydelse i netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder samt offentlig indflydelse i systemansvarlige virksomheder undergivet udkast til lov om elforsyning

Energistyrelsen har bedt om min bistand med en foreløbig vurdering af mulighederne for selskabsretligt at sikre forbrugerindflydelse i netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder samt offentlig indflydelse i systemansvarlige virksomheder undergivet udkast til lov om elforsyning. Notatet behandler ikke de ekspropriationsretlige problemer, som jeg har forstået, at styrelsen har forelagt for Justitsministeriet, men jeg vil i det følgende henlede opmærksomheden på de ekspropriationsretlige problemer, som visse løsningsmuligheder giver anledning til. Jeg er desuden ikke blevet anmodet om at kommentere den foreliggende lovskitse af 13. november 1998 til lov om elforsyning.

Ifølge Energistyrelsens lovskitse til lov om elforsyning, § 16, stk. 1, har en netvirksomhed til opgave at eje og drive eldistributionsnettet i et nærmere angivet netområde med henblik på at opretholde en tilstrækkelig og sikker elforsyning til forbrugerne.

En netvirksomhed kan i medfør af § 17, stk. 1, kun udøves efter bevilling, som gives af miljø- og energiministeren.

Energistyrelsen har oplyst, at man ønsker at sikre, at »repræsentanter valgt af en flerhed af forbrugerne i netvirksomhedens forsyningsområde skal udøve en bestemmende indflydelse på ledelsen af netvirksomhedens bestyrelse eller tilsvarende organ«, og at »repræsentanterne skal besidde bestyrelsesposter svarende til indflydelsen«.

Baggrunden herfor er ifølge det oplyste bl.a., at forbrugerne igennem elpriserne og de heri indregnede bidrag til investeringer m.v. har bidraget meget væsentligt til opbygningen af de betydelige værdier, der findes i netvirksomhederne, og at man derfor ønsker at sikre forbrugerne bestemmende indflydelse på, hvorledes der disponeres over disse aktiver.

I systemansvarlige virksomheder ønskes miljø- og energiministeren ifølge notatet af 28. oktober 1998 tillagt ret til at udpege 1/3 af bestyrelsens medlemmer. Dette er imidlertid ikke overensstemmende med lovskitsens § 29, der forudsætter 15 pct. af stemmerettighederne, dog minimum 2 bestyrelsesposter.

I forsyningspligtvirksomheder skal 1/3 af medlemmerne af bestyrelse, repræsentantskab eller lignende ledelsesorganer repræsentere forbrugerinteresser.

Systemansvarlig virksomhed og forsyningspligtvirksomhed kan ifølge lovskitsen ligeledes kun udøves efter bevilling.

Det er videre oplyst, at Energistyrelsen anser kravet til forbrugerindflydelse for opfyldt for alle bestående netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder, enten i kraft af at virksomhederne er forbrugerejede, med deraf følgende direkte eller indirekte forbrugerindflydelse på udpegning af bestyrelsesmedlemmer eller medlemmer i tilsvarende ledelsesorganer, eller i kraft af at bestyrelsesmedlemmer eller andre tilsvarende ledelsesmedlemmer udpeges af en kommunalbestyrelse.

Endelig er det oplyst, at man ønsker at sikre forbrugerindflydelse i nye netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder samt i tilfælde, hvor der måtte ske ændringer i ejerstrukturen i bestående virksomheder, således at de ikke længere er forbrugerejede eller ejet af kommunalbestyrelser.

Disse spørgsmål har været drøftet på møder i Energistyrelsen den 17. december 1998 og 13. januar 1999, hvor jeg blev anmodet om at skitsere nogle mulige modeller til sikring af den ønskede forbrugerindflydelse.

1. Kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer

Såfremt en kommune i kraft af aktiebesiddelse eller på anden måde har ret til at udpege flertallet af en netvirksomheds bestyrelse, anses kravet om forbrugerindflydelse for opfyldt. Tilsvarende gælder for kravet i forsyningspligtvirksomheder om, at mindst 1/3 af medlemmerne af bestyrelse, repræsentantskab og lignende skal repræsentere forbrugerinteresser.

Kravet om kommunal indflydelse på udpegning af bestyrelsesmedlemmer er et alternativ til kravet om forbrugervalgte medlemmer i bestyrelse, repræsentantskab m.v., jf. nedenfor pkt. 2.

Det bevillingsmæssige krav bygger på den forudsætning, at en eller flere kommuner faktisk har en bestemmende indflydelse på udpegning af henholdsvis flertallet og 1/3 af bestyrelsens medlemmer i netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder. Drives virksomheden i aktieselskabsform, kan denne indflydelse bero på aktiebesiddelse eller en aktionæroverenskomst.

Det bevillingsmæssige krav kan således opfyldes inden for rammerne af aktieselskabsloven, herunder lovens krav om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer og flertallet af et eventuelt repræsentantskabs medlemmer skal vælges af generalforsamlingen, jf. ASL § 49, stk. 6, og § 59, stk. 1.

Imidlertid afskæres de pågældende kommuner de facto fra at afhænde aktier i et omfang, så de ikke (længere) har bestemmende indflydelse i selskabet. Dette kunne under visse omstændigheder tænkes at forvolde et tab, som kommunen vil ønske erstattet.

2. Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer

Som alternativ til det ovenfor anførte krav om kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer kan der ved udstedelse eller fornyelse af bevilling til netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder stilles krav om, at henholdsvis flertallet og 1/3 af medlemmerne af virksomhedens bestyrelse eller tilsvarende ledelsesorgan er udpeget af forbrugerne i forsyningsområdet.

Drives virksomheden i aktieselskabsform, vil et krav om, at forbrugerne udpeger flertallet af bestyrelsesmedlemmerne være uforeneligt med ASL § 49, stk. 6, hvorefter flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen.

En mulig løsningsmodel kunne være i lov om elforsyning for netvirksomheder at foretage en lovbestemt fravigelse af kravet i ASL § 49, stk. 6, om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen. Dette kunne dog give anledning til overvejelser i henseende til, om noget sådant kan anses for et ekspropriativt indgreb over for aktionærer i eksisterende selskaber.

Derimod er kravet for forsyningspligtvirksomheder om, at 1/3 af medlemmerne af bestyrelse eller repræsentantskab skal repræsentere forbrugerinteresser, ikke uforeneligt med ASL § 49, stk. 6, eller § 59, stk. 1. Heller ikke den omstændighed, at medarbejderne eventuelt har ret til at vælge medlemmer til bestyrelsen efter ASL § 49, stk. 2 og stk. 3, udelukker nødvendigvis, at forbrugerne kan tillægges en lovbestemt ret til at udpege 1/3 af bestyrelsens medlemmer. Medarbejderne har ret til at udpege et antal bestyrelsesmedlemmer svarende til halvdelen af det antal, der vælges af generalforsamlingen eller udpeges af andre i henhold til selskabets vedtægter, hvorimod der ikke ved beregningen tages hensyn til medlemmer udpeget af andre på lovbestemt grundlag, f.eks. det offentligt udpegede medlem af en banks bestyrelse.

Hvis kravet om, at 1/3 af bestyrelsens medlemmer skal udpeges af forbrugerne, beregnes på grundlag af det samlede antal bestyrelsesmedlemmer inklusive medlemmer valgt af medarbejderne, vil dette nødvendiggøre en lovbestemt fravigelse af ASL § 49, stk. 6, om at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen. Er der f.eks. seks generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer, har medarbejderne ret til at vælge tre medlemmer til bestyrelsen. Beregnes antallet af forbrugerudpegede bestyrelsesmedlemmer på grundlag af det samlede antal bestyrelsesmedlemmer valgt eller udpeget af andre, har forbrugerne ret til at udpege tre bestyrelsesmedlemmer, hvorved der vil være paritet mellem antallet af bestyrelsesmedlemmer valgt af generalforsamlingen og medlemmer valgt eller udpeget af andre, og kravet i ASL § 49, stk. 6, vil således ikke være opfyldt.

Beregnes antallet af forbrugerudpegede bestyrelsesmedlemmer derimod alene på grundlag af antallet af bestyrelsesmedlemmer valgt af generalforsamlingen, vil forbrugerne have ret til at udpege to bestyrelsesmedlemmer, nemlig beregnet som 1/3 af de seks medlemmer valgt af generalforsamlingen. Bestyrelsen vil i denne situation bestå af i alt 11 medlemmer, heraf seks valgt af generalforsamlingen, tre medlemmer valgt af medarbejderne og to medlemmer udpeget af forbrugerne, og kravet i ASL § 49, stk. 6, vil være opfyldt.

Kravet til bestyrelsens sammensætning i netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder forudsættes gjort til en betingelse for at opnå bevilling, herunder at få fornyet en hidtidig bevilling, men der sker ikke ved lov om elforsyning et direkte indgreb i ledelsens sammensætning i bestående selskaber, der allerede opfylder betingelserne for at opnå bevilling. Aktionærerne i disse selskaber forudsættes selv i fornødent omfang at træffe beslutning om at ændre selskabets vedtægter, når/hvis dette bliver nødvendigt, med henblik på at opfylde betingelserne for opnåelse af bevilling. Det må særskilt vurderes, hvorvidt betingelserne for fornyelse af bevilling kan anses for et ekspropriativt indgreb i forhold til bestående selskaber.

Gennemførelse af vedtægtsændringer i bestående selskaber til opfyldelse af lovkravet for bevilling, hvorved forbrugerne tillægges ret til at udpege henholdsvis 1/3 og flertallet af bestyrelsens medlemmer, kræver muligvis vedtagelse med 9/10 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital, jf. ASL § 79, stk. 2, nr. 4, idet de bestående aktionærers adgang til at udøve stemmeret til valg af bestyrelsen begrænses herved.

Videre bemærkes, at reglen i ASL § 49, stk. 6, om, at generalforsamlingen vælger flertallet af bestyrelsens medlemmer, og den tilsvarende bestemmelse i § 59, stk. 1, om repræsentantskaber, ikke bygger på EU-direktiver, og at EU-retten derfor ikke umiddelbart er til hinder for lovbestemte fravigelser. EU s forslag til 5. selskabsdirektiv indeholder imidlertid et krav om, at flertallet af kontrolorganets (bestyrelsens) medlemmer skal udpeges af generalforsamlingen, jf. betragtning nr. 12 og artikel 4, dog at det i lovgivningen kan fastsættes, at op til 1/3 af medlemmerne udpeges på anden måde, jf. artikel 4 a.

En lovbestemt fravigelse af ASL § 49, stk. 6, kunne således på et senere tidspunkt komme i strid med EU-retten, hvis 5. selskabsdirektiv vedtages i den nu foreliggende udformning. I den forbindelse bemærkes særligt, at direktivet kun skal gælde for aktieselskaber og ikke for anpartsselskaber.

I stedet for en lovbestemt fravigelse af ASL § 49, stk. 6, og § 59, stk. 1, kunne forbrugernes ret til at vælge flertallet af medlemmerne af bestyrelsen og et eventuelt repræsentantskab opnås i kraft af forbrugernes direkte eller indirekte besiddelse af en aktiepost med bestemmende indflydelse i selskabet. Dette kunne teoretisk f.eks. etableres ved, at selskabet gennemførte en rettet emission til et a.m.b.a. med forbrugerne som andelshavere. En sådan model vil i praksis forudsætte, at det tillades, at andelsselskabets omkostninger ved erhvervelse af en bestemmende aktiepost kan finansieres over elprisen. Jeg har ikke foretaget en nærmere vurdering af dette spørgsmål, og det bemærkes særligt, at modellen næppe tilgodeser ønsket om bevarelse af de ved forbrugernes betalinger skabte værdier, idet der (på ny) skal betales for aktierne.

En sådan rettet emission, hvor tegning af nye aktier forudsættes at ske til markedskurs, kan vedtages af aktionærerne med samme majoritet, som der kræves til ændring af selskabets vedtægter, dvs. normalt 2/3 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital, jf. ASL § 30, stk. 3, og § 78.

Tilsvarende kan kravet i forsyningspligtselskaber om, at forbrugerne udpeger mindst 1/3 af bestyrelsens medlemmer, opfyldes ved, at forbrugerne eller et af dem kontrolleret andelsselskab ved en rettet emission opnår en bestemmende aktiepost i selskabet. Aktieselskabsloven tillægger ikke aktionærerne ret til at vælge et forholdsmæssigt antal bestyrelsesmedlemmer efter størrelsen af deres aktiebesiddelse. Selv om forbrugerne eller et af dem kontrolleret andelsselskab besidder 1/3 af selskabets aktier, vil dette derfor ikke opfylde kravet til forsyningspligtselskaber om, at 1/3 af medlemmerne af bestyrelse og eventuelt repræsentantskab skal vælges af forbrugerne eller repræsentere forbrugerinteresser.

Foretages der en vedtægtsbestemt opdeling i A- og B-aktier, kan der tillægges indehaverne af f.eks. B-aktierne ret til at udpege et bestemt antal af bestyrelsens medlemmer. Forbrugerne eller et af dem kontrolleret andelsselskab kan imidlertid ikke ved en sådan vedtægtsbestemmelse tillægges ret til at udpege 1/3 af samtlige bestyrelsens medlemmer, hvis medarbejderne i selskabet har ret til at vælge medlemmer til bestyrelsen efter ASL § 49, stk. 2 og stk. 3.

Dette skyldes, at medarbejderne har ret til at vælge et antal bestyrelsesmedlemmer svarende til halvdelen af det antal, der vælges af generalforsamlingen eller udpeges af andre efter vedtægterne samtidig med, at generalforsamlingen efter ASL § 49, stk. 6, som nævnt skal vælge flertallet af bestyrelsen.

Samme begrænsning gælder derimod ikke, såfremt der er tale om en lovbestemt udpegningsret for forbrugerne, men heller ikke i dette tilfælde kan forbrugerne som nævnt tillægges ret til at udpege 1/3 af den samlede bestyrelse, uden at der sker en lovbestemt fravigelse af § 49, stk. 6.

Der gælder ikke for anpartsselskaber et tilsvarende krav om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen. Anpartsselskaber er som nævnt heller ikke omfattet af forslaget til 5. selskabsdirektiv og de deri indeholdte begrænsninger for antallet af bestyrelsesmedlemmer, der kan udpeges af andre end generalforsamlingen. Tillades det i lov om elforsyning, at netvirksomheder og forsyningspligtselskaber driver virksomhed i anpartsselskabsform, forudsætter det bevillingsmæssige krav om forbrugernes ret til udpegning af henholdsvis flertallet og 1/3 af bestyrelsens medlemmer derfor ikke en fravigelse af de almindelige selskabsretlige regler.

Bestående aktieselskaber kan omdannes til anpartsselskaber ved vedtagelse på generalforsamlingen med det flertal, der kræves til ændring af selskabets vedtægter, dvs. normalt 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital, jf. ASL § 134, stk. 1, jf. § 78. En senere ændring af anpartsselskabets vedtægter, hvorved der tillægges forbrugerne ret til at udpege flertallet eller 1/3 af bestyrelsens medlemmer, kan som udgangspunkt vedtages med almindelig vedtægtsændringsmajoritet, jf. APSL § 33.

Vedtages omdannelsen af et aktieselskab til et anpartsselskab med henblik på at gennemføre en sådan begrænsning i aktionærernes ret til at vælge selskabets bestyrelse, må omdannelsen til anpartsselskab og den senere ændring i anpartsselskabets vedtægter muligvis betragtes under ét, således at ændringerne kun kan vedtages med samme majoritet som til begrænsning af aktionærernes ret til at vælge bestyrelsesmedlemmer, dvs. et krav om 9/10 flertal, jf. ASL § 79, stk. 2, nr. 4, og ovenfor. På den anden side kan det anføres, at selskabet ved omdannelse til anpartsselskab herefter i enhver henseende er undergivet anpartsselskabslovens regler, og at eventuelle omgåelsesbetragtninger må forudsætte, at det er planen atter at omdanne anpartsselskabet til aktieselskab efter vedtagelse af disse vedtægtsændringer. Det må dog anses for tvivlsomt, om sidstnævnte synspunkt er holdbart.

Med hensyn til et eventuelt krav om, at netvirksomheder og forsyningspligtselskaber skal drives i anpartsselskabsform, bemærkes desuden, at større virksomheder almindeligvis ikke drives som anpartsselskaber, og at det derfor ville være højst usædvanligt at stille lovkrav herom.

Endvidere kan anpartsselskaber ikke noteres på Fondsbørsen, og aktieselskaber, der allerede var noteret, ville være nødt til at lade sig afnotere, hvilket muligvis kunne indebære et økonomisk tab for selskabet og dets aktionærer.

3. Særligt om anvendelse af repræsentantskab

Som et alternativ til direkte bestyrelsesrepræsentation kan forbrugernes indflydelse i netvirksomheder og forsyningspligtvirksomheder, der drives i aktieselskabsform, eventuelt sikres gennem valg af medlemmer til et repræsentantskab.

For bestående selskaber kan et sådant repræsentantskab etableres ved ændring af vedtægterne med almindelig vedtægtsændringsmajoritet, jf. ASL § 59, stk. 1, dvs. normalt 2/3 af såvel afgivne stemmer som den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede kapital, jf. ASL § 78. Hvis det samtidig bestemmes, at flertallet af repræsentantskabets medlemmer skal udpeges af forbrugere, kræver dette som ovenfor nævnt i punkt 2 muligvis vedtagelse med 9/10 flertal, jf. ASL § 79, stk. 2, nr. 4.

Hvis et sådant flertal kan tilvejebringes, kan det efter ASL § 59, stk. 3, i vedtægterne bestemmes, at valg af bestyrelse og fastsættelse af bestyrelsesmedlemmernes vederlag foretages af repræsentantskabet. Herudover har repræsentantskabet til opgave at føre tilsyn med bestyrelsens og direktionens anliggender, og vedtægterne kan bestemme, at bestyrelsen så vidt muligt på forhånd skal gøre repræsentantskabet bekendt med visse nærmere angivne foranstaltninger, der ikke omfattes af den daglige ledelse, dvs. bl.a. dispositioner af usædvanlig art eller stor betydning, jf. ASL § 54, stk. 2. Andre beføjelser kan ikke tillægges repræsentantskabet, jf. ASL § 59, stk. 3, in fine.

Anvendelsen af repræsentantskabsmodellen kan således give forbrugerne en større indflydelse på virksomhedens ledelse end en model, hvor forbrugerne alene er tillagt en lovbestemt ret til at udpege et antal af bestyrelsens medlemmer.

Dog rummer anvendelsen af repræsentantskabsmodellen ikke umiddelbart mulighed for, at forbrugerne kan udpege flertallet af repræsentantskabets medlemmer og derigennem have en bestemmende indflydelse på bestyrelsens sammensætning. Ligesom flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen, jf. ASL § 49, stk. 6, er det i ASL § 59, stk. 1, bestemt, at flertallet af repræsentantskabets medlemmer skal vælges af generalforsamlingen.

Såfremt forbrugere i forsyningsområdet skal udpege flertallet af medlemmerne i en netvirksomheds bestyrelse, forudsætter dette derfor, at forbrugerne udpeger flertallet af repræsentantskabets medlemmer, og at der i lov om elforsyning sker en lovbestemt fravigelse af reglen i ASL § 59, stk. 1, om, at flertallet af repræsentantskabets medlemmer vælges af generalforsamlingen.

Ved en sådan fravigelse af ASL § 59 kunne der eventuelt skabes hjemmel for et særligt selskabsorgan, et forbrugerrepræsentantskab, der alene består af medlemmer valgt af forbrugerne i forsyningsområdet, og som tillægges kompetence til at vælge flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i netvirksomheder og 1/3 af bestyrelsesmedlemmerne i forsyningspligtselskaber, og i øvrigt med samme beføjelser som gældende for repræsentantskabet i ASL § 59. De øvrige medlemmer af bestyrelsen vælges af aktionærerne på generalforsamlingen.

Alternativt kunne repræsentantskabets kompetence vedrørende valg af bestyrelsesmedlemmer begrænses til at opstille en kandidatliste, der er bindende for aktionærernes valg af bestyrelsesmedlemmer på generalforsamlingen. Graden af forbrugerindflydelse på valget af bestyrelsesmedlemmer vil i denne situation være afhængig af det antal »overskydende« kandidater, som der efter lov om elforsyning skal være på denne kandidatliste.

En sådan løsning kunne i praksis vise sig enklere at håndtere, men indebærer på den anden side mindre forbrugerindflydelse end ved direkte valg.

For så vidt angår de EU-retlige aspekter bemærkes, at forslaget til EU s 5. selskabsdirektiv ikke forudsætter etablering af et selskabsorgan svarende til repræsentantskabet i ASL § 59.

Disse modeller giver imidlertid også anledning til spørgsmålet om, hvorvidt der herved sker et ekspropriativt indgreb i de bestående aktionærers ejerråden, idet indgrebenes intensitet dog er varierende.

4. Kombinationsmodel

De ovenfor anførte modeller, hvorefter henholdsvis kommunen og forbrugerne udpeger flertallet af bestyrelsens medlemmer i netvirksomheder, kan kombineres. Der kunne f.eks. opstilles et lovbestemt krav om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer i netvirksomheder udpeges af forbrugerne, eventuelt via et forbrugerrepræsentantskab, eller at flertallet af bestyrelsens medlemmer vælges af kommunen, dog at det i sidstnævnte tilfælde tillige er et krav, at forbrugerne udpeger f.eks. 1/3 af bestyrelsens medlemmer enten direkte eller indirekte gennem det særligt lovbestemte forbrugerrepræsentantskab.

Såfremt forbrugerne ikke skal udpege flertallet af bestyrelsens medlemmer, men flertallet vælges af en eller flere kommuner som majoritetsaktionærer på generalforsamlingen, vil dette ikke i sig selv nødvendiggøre en lovbestemt fravigelse af reglerne i ASL § 49, stk. 6, og § 59, stk. 1, om, at flertallet af henholdsvis bestyrelsens og repræsentantskabets medlemmer skal vælges på generalforsamlingen. Til gengæld ville anvendelse af en sådan model som den eneste mulighed i praksis fastlåse kommunernes aktiebesiddelser i elselskaberne, jf. mine bemærkninger ovenfor om mulige ekspropriationsproblemer.

5. Ministerudpegede bestyrelsesmedlemmer

I systemansvarlige virksomheder forudsættes 1/3 af bestyrelsens medlemmer at skulle udpeges af miljø- og energiministeren.

En sådan lovbestemt udpegningsret, som i en mere begrænset form kendes i f.eks. bank- og sparekasseloven, kan gennemføres inden for rammerne af aktieselskabslovens almindelige regler, herunder ASL § 49, stk. 6, om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen.

Som nævnt medregnes de lovbestemt udpegede bestyrelsesmedlemmer ikke ved beregningen af det antal medlemmer, der kan vælges af medarbejderne i henhold til ASL § 49, stk. 2 og stk. 3. Hvis kravet om, at 1/3 af bestyrelsens medlemmer skal udpeges af ministeren, alene beregnes på grundlag af det antal bestyrelsesmedlemmer, der vælges af generalforsamlingen, vil dette ikke nødvendiggøre en fravigelse af ASL § 49, stk. 6. Anderledes derimod, hvis der ved beregningen også skal tages hensyn til det antal bestyrelsesmedlemmer, der eventuelt vælges af medarbejderne efter ASL § 49, stk. 2 og stk. 3. Der henvises til bemærkningerne ovenfor under punkt 2 vedrørende forbrugernes udpegning af 1/3 af bestyrelsens medlemmer i forsyningspligtvirksomheder.

6. Sammenfatning

Som det vil fremgå af det ovenfor anførte, vil en række af de skitserede modeller indebære, at man ved lov om elforsyning skal fravige ASL § 49, stk. 6, og § 59, stk. 1, om generalforsamlingens ret til at vælge flertallet af henholdsvis bestyrelsens og repræsentantskabets medlemmer. Disse bestemmelser må anses for fundamentale selskabsretlige lovbestemmelser, der for så vidt angår ASL § 49, stk. 6, også forudsættes i forslaget til EU s 5. selskabsdirektiv.

Den mest enkle løsning til imødekommelse af ønsket om forbrugerindflydelse ville efter min opfattelse bestå i en bestemmelse i elforsyningsloven gående ud på, at bevilling kun kan gives til virksomheder, som opfylder visse nærmere angivne krav til forbrugerindflydelse, eventuelt ved lovfæstelse af et særligt forbrugerrepræsentantskab.

Da alle operatørerne på markedet efter det oplyste i dag opfylder kravet om forbrugerindflydelse, må det herefter være op til den enkelte virksomhed, som ønsker at få eller bevare en bevilling, at indrette sig på fortsat at kunne efterleve de krav, som stilles til opnåelse af en sådan bevilling.

Jeg tillader mig i den forbindelse at henvise til drøftelserne på mødet den 13. januar 1999 om, hvorvidt de bestående virksomheder kunne tænkes at have en økonomisk interesse i ikke at få fornyet bevillingen.

Endelig forudsættes det, at Justitsministeriet vurderer, at den begrænsning, der herved reelt sættes for de bestående aktionærers/ejeres råden, ikke er et ekspropriativt indgreb.

Betænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 21. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om elforsyning

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er tillige med et notat fra Justitsministeriet og et brev fra Kammeradvokaten optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Danmarks Sportsfiskerforbund,

Dansk Industri,

Danske Elværkers Forening,

Danske Fjernvarmeværkers Forening,

Det Danske Stålvalseværk A/S,

East Consult A/S,

Elkraft,

Eltra,

Energi Horsens,

Indukraft og

Nesa.

Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Miljø- og energiministeren har over for udvalget oplyst følgende

»Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti indgik 3. marts 1999 aftale om en lovreform for elsektoren. Forligskredsen er enig om i forlængelse af aftalen, at der foretages følgende ændringer og præciseringer i tilknytning til de af miljø- og energiministeren fremsatte lovforslag til aftalens udmøntning, inden lovforslagene færdigbehandles i denne folketingssamling

1) At forøge fleksibiliteten ved den selskabsmæssige opdeling af de nuværende distributionsselskaber til henholdsvis net-, forsyningspligt- og eventuelt handelsselskaber gennem at bemyndige ministeren til efter drøftelse i forligskredsen og dialog med selskaberne at fastsætte regler for den selskabsmæssige opdeling.

2) At præcisere aftalens indhold i forhold til afregningsprisen for eksisterende vindmøller. Der er enighed om, at alle eksisterende møller (herunder vindmøller, der er købt på bindende, ubetinget kontrakt inden udgangen af 1999, og for hvilke der foreligger de fornødne tilladelser), der ikke er elværksejede, er sikret en basispris på 33 øre/kWh i 10 år regnet fra vindmøllens tilslutning til elnettet. Hertil kommer som nævnt i aftalen et pristillæg på 10 øre/kWh (CO2-10-øren). For de i aftalen nævnte fuldlasttimer udbetales yderligere 17 øre/kWh. Partierne er enige om at undersøge mulighederne for at skabe ligestilling mellem enkeltmandsejede og fællesejede møller.

3) At hjælpe de særligt energitunge virksomheder, så meromkostningerne i forbindelse med omlægningen af statens tilskud til vedvarende energi reduceres. Virksomhederne belastes af en meromkostning som følge af, at elproduktionstilskuddet fremover skal indregnes i elprisen som følge af, at elselskaberne forpligtes til at udbetale tilskuddene i form af tillæg til den regulerede afregningspris for VE-produktionen. Reduktionen i meromkostningerne for de særligt energitunge virksomheder sker ved, at meromkostningen kun skal betales for det forbrug, der ligger under 100 GWh per forbrugssted per år.

Miljø- og energiministeren vil i forlængelse heraf fremsætte de nødvendige ændringsforslag.«

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af udvalget) tilslutter sig lovforslaget samt lovforslagene nr. L 235, L 236, L 237 og L 238. Tilslutningen sker med baggrund i finanslovsaftalens målsætninger om at skaffe 1,3 mia. kr. i 1999 og 2 mia. kr. i de efterfølgende år, samt at Danmarks internationale miljøforpligtelser respekteres, og at det danske elmarked liberaliseres med billigere elpriser til følge.

Venstre pålægger ministeren at sikre, at disse målsætninger nås. Det er ligeledes ministerens ansvar, at det lovtekniske grundlag er i orden og i overensstemmelse med elreformaftalen af 3. marts 1999 samt opfølgningen af 20. maj 1999.

Der er under udvalgsarbejdet rejst tvivl om, hvorvidt lovforslaget indebærer ekspropriation. Venstre har stillet spørgsmål om dette problem. Venstre ønsker at tilkendegive, at det først og fremmest er regeringens ansvar, at et fremsat lovforslag er i overensstemmelse med grundloven. Et notat fra Justitsministeriets Lovafdeling samt Kammeradvokatens notat er sammen med udvalgets spørgsmål om forholdet til grundloven optrykt som bilag til betænkningen.

Venstre gør ligeledes opmærksom på, at partiet grundlæggende og principielt er uenig med regeringen i, at myndigheder har adgang til at foretage kontrol uden retskendelse. Venstre henviser i denne forbindelse til de mange forbehold, partiet gennem de seneste år har taget over for denne fremgangsmåde. Venstre har bemærket sig de mange ministerbemyndigelser og erkender, at mange af disse er nødvendige for at løse resterende problemstillinger til gennemførelse af elreformaftalen. Venstre noterer med tilfredshed, at alle politiske bemyndigelser skal forelægges Det Energipolitiske Udvalg.

Vedrørende elreformen generelt er Venstre meget tilfreds med den indgåede aftale og hæfter sig især ved den markant hurtige markedsåbning samtidig med, at forsyningssikkerheden bevares. Venstre glæder sig til at følge den konkurrence, der er en følge af markedsåbningen og aktørernes kamp om kundernes gunst, som partiet er overbevist om vil medføre generelt lavere elpriser for alle forbrugskategorier.

Endvidere er Venstre meget tilfreds med de fastlagte principper for miljøregulering. Mange nyskabelser har i denne forbindelse set dagens lys, herunder kvoter, handel med kvoter, fælles gennemførelse, princippet om, at CO2-kvoter kan overskrides mod en afgift og ubrugte kvoter kan overføres (banking), at VE bliver markedsorienteret og omsættes i grønne certifikater og endelig princippet om at lægge et loft over, hvor meget VE-strøm store industrivirksomheder er forpligtet til at aftage (100 GWh).

Venstre hilser med tilfredshed, at det i de afsluttende forhandlinger lykkedes at skabe ro og sikkerhed omkring både eksisterende og nye vindmøllers vilkår, således at både Dansk Vindmølleindustri og vindmølleejere med langt større sikkerhed kan disponere og kalkulere den økonomiske fremtid. Men lad det ikke blive en sovepude. Venstre hilser ligeledes med tilfredshed, at forligskredsen skal forhandle den selskabsmæssige opdeling for at forøge fleksibiliteten.

Venstre er også tilfreds med, at især den miljømæssige del af aftalen kun rækker frem til 2003, hvorefter partierne står frit.

Venstre gør ligeledes kraftigt opmærksom på, at partierne med denne aftale ikke har ændret deres holdning til den såkaldte NESA-lov, den statslige-kommunale udligning ved salg af elvirksomheder, som Venstre fremdeles er imod, samtidig med at Venstre på ingen måde er blevet part i regeringens »pinsepakke« og de følger, den indebærer for blandt andet elpriserne.

Afslutningsvis hæfter Venstre sig ved de gentagne mundtlige og skriftlige tilsagn om, at forligskredsen er indstillet på at korrigere uhensigtsmæssige virkninger af lovforslagene til opfyldelse af elreformaftalen, herunder for eksempel egenproducenters situation, således, at de ikke stilles principielt ringere efter lovens vedtagelse end før, samt for eksempel tilsagnet om at drøfte udligning af PSO-strøm mellem Øst- og Vestdanmark.

Venstre vil til slut udtrykke håbet om, at den konstruktive dialog og forhandling, der har pågået siden november 1998, kan fortsætte, indtil den fulde markedsåbning har fundet sted.

Et andet mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) hilser liberaliseringen på elområdet velkommen. Der er tale om en liberalisering, der går langt videre, end EU´s eldirektiv påbyder.

Med dette lovforslags vedtagelse og vedtagelsen af de dertil knyttede lovforslag nr. L 235-L 238 realiseres den mest fundamentale del af Det Konservative Folkepartis erhvervspolitik: Det frie marked.

På de fleste andre områder i samfundsøkonomien råder (heldigvis) nogenlunde frie markedsforhold. Nu realiseres markedsøkonomien omsider også på elområdet, ikke i alle detaljer bestemt ikke men grundlæggende bevæger elsektoren sig nu bort fra den totale planøkonomiske styring over til en markedsøkonomisk tilstand med fri prisdannelse og frit forbrugsvalg. Det er helt afgørende positivt.

Med elreformen gennemføres en tilbundsgående markedsåbning på elområdet. Reformen indebærer således, at alle elforbrugere helt ned til den mindste husholdning inden udgangen af 2002 vil få frit forbrugsvalg og dermed få mulighed for selv at vælge elleverandør. Markedsåbningen er altså ikke blot noget, der vedrører store elforbrugende virksomheder. Den omfatter hele erhvervslivet og alle forbrugere.

Afskaffelsen af den hidtidige planøkonomi og indførelse af konkurrence på elområdet vil efter Det Konservative Folkepartis opfattelse afføde en omkostningsbevidsthed, som vil føre til rationaliseringsgevinster. Gevinster, der vil komme elforbrugerne, miljøet og samfundet til gode.

Med reformen sikres det endvidere, at der bliver fri og lige adgang til elledningsnettet for alle, hvilket selvsagt er fundamentalt for den fri konkurrence. Reformen indebærer etablering af et » grønt marked« for miljøstrøm. Det bliver imidlertid et marked med omsættelige grønne certifikater og med konkurrence, hvilket er afgørende for Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti er tilfreds med, at de begrænsninger i elproduktionen og -eksporten, som er foranlediget af de aftalte CO2-kvoter, udløber i år 2003. Kvotesystemet er efter Det Konservative Folkepartis opfattelse til at leve med i den relativt korte aftaleperiode, fordi det er gjort fleksibelt. Det er således muligt at overskride de afstukne CO2-rammer mod betaling af en afgift til staten. Det er endvidere muligt at overføre eventuelle ikkebrugte kvoteandele til efterfølgende år. Begge dele er udtryk for en fornuftig fleksibilitet.

Det Konservative Folkeparti er tilfreds med, at der er skabt klarhed omkring overgangsfasen på vindmølleområdet, ligesom partiet er tilfreds med det særlige hensyn, der nu tages til de helt store og stærkt energiforbrugende virksomheder.

Der er under udvalgsarbejdet fra elsektoren rejst tvivl om, hvorvidt loven indebærer ekspropriation. Svarene på de spørgsmål fra udvalget, der i denne anledning er stillet, er optrykt som bilag til betænkningen. Et notat fra Justitsministeriets Lovafdeling samt Kammeradvokatens notat er ligeledes optrykt til belysning af grundlovsspørgsmålet.

Når Det Konservative Folkeparti stemmer for elreformens lovforslag trods de fremsatte påstande om grundlovsstridige bestemmelser er det, fordi vi vurderer, at disse påstande ikke holder. Vi mener, at lovforslagene holder sig inden for grundlovens rammer. Denne vurdering bygger i høj grad på Justitsministeriets notat om problemet og på de afgivne svar, som er optrykt i betænkningen, ligesom vi har noteret os regeringens gentagne forsikringer om, at grundloven på dette område respekteres fuldt ud her i 150-året for grundlovens tilblivelse.

Det Konservative Folkeparti ønsker at gøre det klart, at vi ikke har ændret holdning til den såkaldte NESA-lov. Den finder vi urimelig og uretfærdig, og vi ønsker den ophævet, så snart det bliver politisk muligt. Det Konservative Folkeparti har selvsagt heller ingen andel i regeringens såkaldte pinsepakke og de følger, den har for bl.a. elpriserne.

Det Konservative Folkeparti er tilfreds med de gentagne tilsagn, som er afgivet i forligskredsen bag elreformen, om, at parterne er indstillet på at korrigere utilsigtede og uhensigtsmæssige virkninger af elreformens love, og at dette i givet fald bør ske allerede i det tidlige efterår 1999.

Et tredje mindretal inden for flertallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) understreger, at EU's krav om liberalisering af hele den europæiske energisektor har været inspirationen til skabelsen af en dansk elreform samtidig med, at partierne bag finansloven for 1999 havde forpligtet sig til at skaffe et provenu på 1,3 mia. kr. i 1999 og 2,0 mia. kr. i de efterfølgende år.

De miljøpolitiske overvejelser og den danske elsektors muligheder for at overleve på et frit marked har for Centrum-Demokraterne været væsentlige spørgsmål under forhandlingerne om »den nye energiverden«. Snittet mellem de fremtidige økonomiske vilkår og CO2-målsætningerne vil være afgørende for elbranchens overlevelsesmuligheder.

Elværkernes åbningsbalance og en række organisatoriske vilkår er udskudt til efteråret 1999. Derfor lægger Centrum-Demokraterne stor vægt på, at det er aftalt at forøge fleksibiliteten ved den selskabsmæssige opdeling af de nuværende distributionsselskaber til henholdsvis net-, forsyningspligt- og eventuelt handelsselskaber gennem bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler for den selskabsmæssige opdeling, så elbranchen kan »bevæge sig« i et åbent europæisk marked.

Centrum-Demokraterne lægger også stor vægt på, at der til sidst blev skabt en acceptabel overgangsordning for vindmølleejere og for en ung industri med et kolossalt eksportpotentiale og en verdensmarkedsandel på op mod 70 pct. Her er en enestående chance for en gennemtænkt industripolitik.

Centrum-Demokraterne hilser også med stor glæde, at store energitunge virksomheder blev friholdt for ekstraomkostninger ved den grønne el på den del af forbruget, der ligger over 100 GWh pr. forbrugssted. Centrum-Demokraterne havde gerne set, at denne grænse havde været væsentligt lavere.

Det er Centrum-Demokraternes holdning, at energiinfrastrukturen skal være selvejende og neutral. Det er en forudsætning for en reel liberalisering. Det har i efterårets forhandlinger vist sig, at der nu er stor enighed på dette område.

Et fjerde mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) bemærker, at Fremskridtspartiet indstiller lovforslagene i elreformen til vedtagelse, det vil sige lovforslagene nr. L 234 - L 238.

Fremskridtspartiet støttede EU s eldirektiv. Fremskridtspartiet støttede lov nr. 486 af 12. juni 1996 om adgang til elforsyningsnettet, og Fremskridtspartiet tilsluttede sig den elreform, en kreds af partier har aftalt. Det gør partiet ud fra følgende argumentation

For det første er det vores opfattelse, at der skal tages hul på en åbning af det danske monopolmarked for el til et åbent konkurrencestyret marked for el.

For det andet er vi optaget af at få den danske elsektor omorganiseret, således at der sker en klar adskillelse mellem produktion, transmission og salg til kunderne. Det vil give gennemsigtighed og ægte konkurrence uden risiko for krydssubsidiering.

For det tredje har Fremskridtspartiet fremsat eget forslag til en reform af den danske elsektor, der tilgodeser ovenstående ønsker. Imidlertid har dette gode forslag ikke nydt fremme. Fremskridtspartiet mener, at det er vigtigere at få denne vigtige proces startet, end at vi skal have egne forslag som ultimative.

For det fjerde skal vi have taget finansieringen af VE-området ud af finansloven og lagt den over på elbranchen uden om finansloven. Det skal så ske gennem PSO-afgifter, som alle kunder medvirker til at betale til, uanset hvorfra de køber strømmen.

For det femte er det vores opfattelse, at de store elforbrugere skal have den hurtigste og største lempelse. For en produktionsvirksomhed er eludgiften en vigtig konkurrenceparameter. For den lille husstand er det dels muligt at spare på elforbruget, dels overkommeligt at betale et par øre ekstra pr. kWh de første år.

For det sjette er det vores forventning, at den åbne konkurrence vil medføre faldende markedspriser på el. Derved bliver den nye transmissionsafgift neutraliseret af lavere priser fra producenterne. Vi har fuld forståelse for, at en branche, der har haft monopol som arena i alle år, nu er bekymret for, hvilken morgendag det frie marked vil bringe. Men forbrugerne, virksomhederne og samfundet vil på sigt få stor glæde af konkurrencen og en mere ægte prisdannelse på el.

For det syvende er det klart, at denne lovgivning vil blive udsat for ændringer mange gange de kommende år. Sammenlignet med liberaliseringen af telesektoren var udviklingen dér sådan, at Folketinget over en årrække måtte tilpasse lovgivningen i takt med, at liberaliseringen fik markedet udviklet. Folketinget kan ikke forudsige, hvad der vil ske, og derfor må Folketinget afvente udviklingen og tilpasse lovgivningen, når behov opstår. Første station bliver at få fastlagt de såkaldte åbningsbalancer for kraftværkerne. Her bliver omdrejningspunktet at give værkerne en god start på konkurrencemarkedet. Regeringen skal ikke være »fedtet«, når åbningsbalancen sammensættes. Hellere give de danske elværker for meget end for lidt i den situation. Det gælder om at skabe gode rammer, gode konkurrencemuligheder og optimisme i sektoren.

For det ottende vil Fremskridtspartiet vise åbenhed og vilje til at hjælpe ændringer gennem Folketinget, når behov opstår.

Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkeparti finder, at hele den politiske procedure, dette komplicerede lovforslag har gennemgået, er så stærkt kritisabel, at det nærmer sig lovsjusk.

For det første har høringsfristen været så kort, at flere høringsberettigede ikke har været i stand til at udarbejde kvalificerede høringssvar.

For det andet modtog udvalget først svar på de ca. 200 stillede spørgsmål de sidste fire dage, inden der skulle afgives betænkning. Det er derfor helt klart, at det politiske arbejde med gennemgang af svarene heller ikke kan blive tilfredsstillende. Samtidig indeholder lovforslaget en uoverskuelig detailregulering gennem ca. 40 ministerbemyndigelser.

Til dette bemærker erhvervsministeren i sit høringssvar, at en sådan mængde bemyndigelser til miljø- og energiministeren skaber usikkerhed for aktørerne på området og aftagerne af elektricitet om den fremtidige regulering og konsekvenserne heraf.

På den baggrund ønskede Dansk Folkeparti lovforslaget eller dele heraf taget af bordet og genoptaget efter sommerferien. Specielt selskabsstrukturen og de uafklarede forhold vedrørende de centrale kraftværkers åbningsbalance og skatteforhold skulle have været helt klarlagt inden lovforslagets vedtagelse. Dette har Danske Elværkers Forening i høringssvaret kraftigt påpeget. Ligeledes skal »Nesa-loven« efter Dansk Folkepartis opfattelse ikke videreføres i dette lovforslag.

Med indgåelsen af aftalen om finansloven for 1999 forpligter regeringspartierne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti sig til at skaffe et statskasseprovenu på op til 2 mia. kr. årligt direkte fra elforbrugerne i de kommende år. Dette provenu er nu indarbejdet i elreformen med det resultat, at elpriserne stiger og det elprisfald, som et konkurrencemarked og effektivitetskravet til elsektoren skulle medføre, ikke kan realiseres inden for et acceptabelt åremål.

For det danske erhvervsliv betyder de nye afgifter og det stigende tvangsaftag af dyr prioriteret el en reduktion i konkurrenceevnen, som kan få meget alvorlige konsekvenser, da de samme pålæg ikke er gældende i de lande, Danmark skal konkurrere med. I høringssvarene har Dansk Industri og andre repræsentanter for dansk erhvervsliv advaret mod disse følger af elreformlovforslaget.

Dansk Folkeparti finder ikke, at lovforslagets ændringer i reglerne for tilskud til vindmølleel eller andre former for PSO-el er så gennemgribende, at der sker en reduktion i VE-tilskuddene. Tværtimod er tilskuddene jævnt stigende i forligsperioden, således at disse i 2002 udgør 1,3 mia. kr.

Dansk Folkeparti er skeptisk over for, om handel med VE-beviser og etablering af en VE-fond kan gennemføres, uden at dette medfører en meget stor og omkostningskrævende administration. Dansk Folkeparti henviser i øvrigt til ministerens svar på spørgsmål 175-178, som er optrykt som bilag til betænkningen.

Dansk Folkeparti finder det i øvrigt positivt, at lovforslaget indebærer en hurtig markedsåbning, således at alle forbrugere inden udgangen af 2002 frit kan vælge elleverandør.

Dansk Folkeparti må med beklagelse konstatere, at lovforslaget har alt for mange løse ender. Men Dansk Folkeparti konstaterer samtidig, at miljø- og energiministeren har erklæret at ville inddrage Det Energipolitiske Udvalg i det kommende arbejde med at færdiggøre og udforme de manglende detailområder, der skulle bevirke, at elreformforslaget bliver overskueligt ikke mindst for aktører og forbrugerne på elområdet. Dette udvalgsarbejde vil Dansk Folkeparti gå meget aktivt ind i.

Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Enhedslisten kan ikke støtte lovpakken omkring elreformen, det vil sige lovforslagene nr. L 234 - L 238. Hele aftalen bag lovpakken betyder en voldsom underminering af den hidtidige danske energipolitik, hvor miljøhensyn og udbygning med vedvarende energi har haft en fremtrædende rolle.

Regeringen og aftalepartierne bag lovpakken har benyttet et krav fra EU om at gennemføre en begrænset liberalisering af elsektoren til at gennemføre en total liberalisering, hvor hovedparten af hele elreformen ikke er forankret i krav fra EU. Enhedslisten har tilbudt regeringen at medvirke til en gennemførelse af en energireform, som holdt liberaliseringsaspektet på det lavest mulige i forhold til EU-direktivets krav mod samtidig at udnytte direktivets muligheder for en fortsat og styrket samfundsmæssig styring af energisektoren. Men regeringen og SF har ikke ønsket at benytte sig af denne realpolitiske mulighed for en energireform, som med en klar grøn profil indeholdt energibesparelser, miljørigtig energiproduktion og styrkelse af udbygningen med vedvarende energi, alt forankret i et fortsat reelt forbrugereje. Man ønskede i stedet at sætte turbo på maksimal markedsgørelse af energisektoren.

Der er således fra de involverede partiers side tale om en bevidst valgt omstrukturering, hvor man har ønsket at fralægge sig ansvaret for Danmarks internationale forpligtelser på CO2 -området ved at indføre en mild bødestraf for overtrædelse af kvoterne, hvor det folkelige engagement i udbygningen af den vedvarende energi skydes totalt i sænk, og hvor de folkelige kræfter, som hidtil har lagt kræfter og ressourcer i at understøtte udbygningen med vedvarende energi, får en lang næse.

Med reformen gennemføres en afvikling af begrebet »prioriteret strøm«, som betyder, at miljørigtigt produceret strøm har forprioritet til kunderne. Det var netop sikringen af den prioriterede strøm, der i 1996 var hovedargumentet, da de samme partier gennemførte den lovændring, som satte hele liberaliseringsprocessen i gang. Nu tager aftalepartierne skridtet fuldt ud og starter en afvikling af den prioriterede strøm, så danske elkunder fremover i stadig stigende grad vil kunne købe atomkraftstrøm eller anden forurenende strøm fra udlandet i stedet.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 27, som er optrykt i bilaget til betænkningen, udgør den prioriterede strøm under 1/3 af den samlede solgte strøm til elkunderne, og denne andel søges aktivt nedsat, idet vindmøllestrømmen ikke længere skal være prioriteret strøm, men konkurrere på lige linje med kulkraftstrøm og importeret atomkraftstrøm. Dermed bliver prioriteret strøm fra vedvarende energi det første, der udsættes for markedskonkurrence. Regeringens reelle hensigter skinner da også igennem i besvarelsen af spørgsmål 127, hvor der som argument for at bevare strøm fra affaldsforbrændingsanlæg som prioriteret strøm og ikke her indføre VE-beviser anføres, at »afsætningen af elektricitet produceret ved hjælp af affald vil dermed ikke være sikret, men vil afhænge af konkurrenceforhold og markedsmekanismer.«

Som Enhedslisten anførte under første behandling af lovforslaget, åbner elreformen og denne lovpakke derfor for en betydelig import af atomkraftstrøm fra udlandet, idet en tredjedel af Vesteuropas elforsyning kommer fra kernekraftværker. Atomkraftstrøm, der kan sælges fra tankstationer og af alle andre, der etablerer sådanne importvirksomheder.

Elreformaftalen vil derfor aktivt medvirke til at skubbe nyt liv i de europæiske atomkraftværker. Der kan henvises til besvarelserne af spørgsmålene 38-40, som er optrykt i bilag 1 til betænkningen. Det fremgår heraf, at atomkraftværker, som er afskrevet, »forventes at producere elkraft til væsentlig lavere omkostninger end danske kulkraftværker«, samt at der er tendens til, at levetiden for kernekraftværker forlænges, for nogle helt op til 60 år. Selv om dette selvfølgelig koster ekstra investeringer, svarer ministeren, »men alt i alt vil levetidsforlængelsen kunne betale sig for de fleste værker.«

Den europæiske atomkraftindustri får nu med den danske energilovpakke og den liberaliseringsproces, den indgår i, ekstra argumenter for at forlænge levetiderne for de gamle nedslidte atomkraftværker.

Endelig skal det fremhæves, at elreformaftalens målsætning om 20 pct. vedvarende energistrøm i 2003 ikke betyder, at der i Danmark skal produceres vedvarende energistrøm svarende til 20 pct. af det danske elforbrug. Som Enhedslisten adskillige gange har påpeget, vedrører kravet om de 20 pct. alene omfanget af VE-beviser, som forsyningsselskaberne skal eje. Disse VE-beviser er under opbygning i hele EU og kan dermed også købes på f.eks. Sicilien om kort tid, sandsynligvis til en pris, som de danske VE-producenter slet ikke kan konkurrere med, og dermed får de danske VE-producenter ikke tilført de ressourcer, som er nødvendige for, at de kan sælge strømmen i konkurrence med kul- og atomkraftstrøm. Det fremgår således af besvarelsen af spørgsmål 103, som er optrykt i bilag 1 til betænkningen, »at målsætningen om, at 20 pct. af det danske elforbrug ved udgangen af 2003 skal komme fra vedvarende energi, sikres ved dokumentation i form af VE-beviser. Såfremt udenlandske VE-beviser indgår i opfyldelsen, skal de efterleve de danske krav til VE-strøm.« Hvordan regeringen har tænkt sig at kontrollere det, står hen i det uvisse, og det er da også helt umuligt i praksis. Med den svindel, som florerer i EU-systemet, skal der ikke megen spådomskunst til at forudsige, at systemet med VE-beviser vil slå bunden ud af de danske VE-producenter i samme øjeblik, VE-beviserne indføres i de øvrige EU-lande, hvilket er på vej med et nyt EU-direktiv herom.

Samtidig fremgår det af besvarelsen af spørgsmål 100, som er optrykt i bilaget til betænkningen, at det er ejerskab af VE-beviser og ikke indkøb af faktisk grøn strøm, som nu kan bruges som grundlag for, at forsyningsselskaber må markedsføre »grøn strøm« over for kunder, som tror, de støtter danske producenter af vedvarende energi. Som lovforslaget er skruet sammen, kan der reelt være tale om atomkraftstrøm.

I andre sammenhænge kaldes dette for bondefangeri, og det er nok den mest rammende betegnelse for hele dette makværk, som den samlede energilovpakke omfatter, og som ikke er blevet bedre af, at den hastes igennem Folketinget på helt uansvarlige vilkår for en så omfattende reform.

Enhedslisten vil under ingen omstændigheder tage noget medansvar for dette knæfald for de nyliberalistiske vinde, der blæser gennem EU og Danmark, og opfordrer i stedet regeringen og SF til hurtigst muligt at benytte første givne lejlighed til at bryde aftalen med de borgerlige partier og i stedet sammen med Enhedslisten gennemføre en helt ny energireform med afsæt i miljømæssige, samfundsmæssige og sociale hensyn.

Ændringsforslag

Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

Til § 5

1) I definitionen af transmissionsnet ændres »Offentligt« til: »Kollektivt«.

Til § 8

2) Stk. 4 affattes således

»Stk. 4. Medmindre andet følger af bestemmelsen i stk. 5, skal enhver elforbruger her i landet afholde en forholdsmæssig andel af de kollektive forsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved at gennemføre de offentlige forpligtelser, som disse er pålagt ifølge denne lov eller anden lovgivning eller regler eller afgørelser i medfør af denne lov, jf. § 9.«

3) Efter stk. 4 indsættes om nyt stykke

»Stk. 5. Netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til det i § 59, stk. 1, 2. pkt., nævnte pristillæg på maksimalt 27 øre pr. kWh opkræves hos elforbrugerne efter følgende principper

For et årligt elforbrug på 100 GWh eller derunder pr. forbrugssted opkræves en forholdsmæssig andel af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders samlede omkostninger til pristillægget inden for et sammenhængende elforsyningssystem, herunder en forholdsmæssig andel af de udgifter til pristillægget, der ikke kan dækkes som følge af bestemmelsen i nr. 2.

2) For det elforbrug, der overstiger 100 GWh pr. forbrugssted, opkræves ikke beløb til dækning af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til det i § 59, stk. 1, nævnte pristillæg.«

Til § 17

4) I stk. 4, nr. 2, indsættes efter »afgrænsning«: »samt afgørelser i forbindelse hermed«.

Til § 21

5) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Bevillingshaveren skal mod en rimelig betaling stille transmissionsnettet til rådighed for den systemansvarlige virksomhed, i det omfang den systemansvarlige virksomhed finder det fornødent til varetagelse af de opgaver, som denne er pålagt.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Til § 25

6) I stk. 1 ændres »netvirksomhederne« til: »net- og transmissionsvirksomhederne«.

Til § 54

7) Efter stk. 3 indsættes som nye stykker

»Stk. 4. Hvis en overtrædelse af bestemmelser, vilkår eller påbud efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven indebærer tilsidesættelse af væsentlige hensyn til forsyningssikkerheden, kan miljø- og energiministeren midlertidigt inddrage bevillingen. Miljø- og energiministeren skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den pågældende om prøvelsesadgangen, jf. stk. 5.

Stk. 5. Den, hvis bevilling er midlertidigt inddraget efter stk. 4, kan forlange inddragelsen prøvet af retten.«

Til § 66

8) I stk. 2 ændres »lovforslagets fremsættelse« til: »den 29. april 1999«.

Til § 79

9) I stk. 1 udgår 3. pkt.

Til § 80

10) Efter ordet »initiativ« indsættes: »eller«.

Til § 97

11) I stk. 2 ændres »på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse« til: »den 29. april 1999«.

Til § 100

12) I stk. 1, 1. pkt., ændres »og efter Energitilsynets nærmere bestemmelse« til: »efter regler fastsat af miljø- og energiministeren«.

13) I stk. 1, 2. pkt., ændres »retningslinjer fastsat af Energitilsynet« til: »regler fastsat af miljø- og energiministeren«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget har alene redaktionel karakter.

Til nr. 2

Den foreslåede omformulering af § 8, stk. 4, er en konsekvens af det foreslåede stk. 5, som indebærer en fravigelse fra princippet om, at alle forbrugerne skal betale en forholdsmæssig andel af omkostningerne ved de offentlige forpligtelser. Princippet vil fortsat være gældende med den i stk. 5 nævnte undtagelse.

Til nr. 3

Efter det foreslåede stk. 5 fastsættes særlige regler for fordelingen af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger ved betaling af det i § 59, stk. 1, nævnte pristillæg til afregningsprisen for VE-elektricitet. Dermed sker der en begrænset fravigelse af hovedprincippet om, at alle elforbrugerne betaler en forholdsmæssig andel af de nødvendige omkostninger, der er forbundet med netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders aftageforpligtelser efter § 57, stk. 1.

Det må forudses, at elforbrugerne i en periode vil kunne få stigende udgifter til køb af elektricitet omfattet af aftageforpligtelsen bl.a. som følge af omlægningen af elproduktionstilskuddet til et pristillæg til afregningsprisen for VE-elektriciteten. Af hensyn til erhvervsvirksomhedernes konkurrenceevne foreslås det, at net- og transmissionsvirksomhedernes meromkostninger som følge af pristillægget til elafregningsprisen for VE-elektricitet på op til 27 øre pr. kWh indregnes i virksomhedernes salgspriser til forbrugerne på en sådan måde, at netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders samlede omkostninger til pristillægget fordeles forholdsmæssigt på det elforbrug inden for et sammenhængende elforsyningssystem, som modsvarer elforbrug på 100 GWh eller derunder opgjort pr. forbrugssted. Hermed opnås, at erhvervsvirksomheder med et årligt forbrug på over 100 GWh fortsat vil være forpligtet til at aftage elektricitet efter § 8, stk. 1, svarende til deres samlede elforbrug uden at skulle betale en forholdsmæssig andel af omkostningerne til pristillægget for den del af deres aftageforpligtelse, som modsvarer forbrug over 100 GWh. Netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders øvrige omkostninger som følge af forpligtelsen til at aftage VE-elektricitet vil fortsat skulle fordeles forholdsmæssigt mellem alle forbrugere inden for et sammenhængende forsyningsområde.

Bestemmelsen rejser spørgsmål i relation til EF-traktatens bestemmelser om statsstøtte (artiklerne 87-89) og vil ikke kunne træde i kraft, før en godkendelse fra Europa-Kommissionen foreligger.

Til nr. 4

Baggrunden for ændringsforslaget er et ønske om at efterleve VVM-direktivets krav, jf. Rådets direktiv 85/337/EØF som ændret ved direktiv 97/11/EF, hvorefter afgørelser, der træffes i forbindelse med afgrænsning af de anlæg, som skal VVM-vurderes, inden tilladelse til etablering af anlægget kan gives, skal offentliggøres.

Til nr. 5

Efter ændringsforslaget skal bevillingshaveren stille transmissionsnettet til rådighed for den systemansvarlige virksomhed, i det omfang den systemansvarlige virksomhed finder det fornødent til varetagelse af de opgaver, som denne er pålagt. Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelser i den hidtil gældende lov.

Transmissionsvirksomhedernes priser og betingelser er i øvrigt reguleret i lovforslagets §§ 69 og 70.

Bevillingshaveren skal efter § 21, stk. 2, der nu bliver stk. 3, stille transmissionsnettet vederlagsfrit til rådighed for den systemansvarlige til brug for dennes efterkommelse af et påbud efter § 20, stk. 2. Hvis en bevillingshaver til transmissions- eller netvirksomhed således ikke opfylder de forpligtelser, som denne er pålagt efter § 20, stk. 1, skal den systemansvarlige virksomhed overtage forpligtelserne, og bevillingshaveren vil i den forbindelse ikke modtage vederlag.

Til nr. 6

Med ændringsforslaget præciseres det, at ikke kun netvirksomhederne, men også transmissionsvirksomhederne er ansvarlige for tariferingen af deres egne net.

Transmissionsvirksomhederne skal som under den hidtil gældende lovgivning mod en rimelig betaling stille transmissionsnettet til rådighed for den systemansvarlige virksomhed, i det omfang den systemansvarlige virksomhed finder det fornødent til varetagelse af de opgaver, som denne er pålagt, jf. det af miljø- og energiministeren stillede ændringsforslag til § 21. For levering eller modtagelse af elektricitet gennem det kollektive elforsyningsnet betales for transport og systemydelser efter generelle tariffer, som skal omfatte betalingen til både transmissionsnet og lokale net, jf. i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 25.

Til nr. 7

Det foreslåede stk. 4 indebærer en fravigelse af hovedreglen i stk. 3, hvorefter beslutning efter stk. 1, nr. 1 og 2, om inddragelse af bevillingen træffes af retten. Bestemmelsen åbner således mulighed for, at der administrativt kan ske en midlertidig inddragelse af bevillingen, hvis der skulle opstå situationer, hvor det af hensyn til forsyningssikkerheden vil være afgørende, at der kan træffes en hurtig afgørelse. Inddragelsen vil efterfølgende kunne prøves af retten.

Til nr. 8 og 11

Da lovforslaget er fremsat den 29. april 1999, er der alene tale om en redaktionel ændring.

Til nr. 9

Med ændringen af retsplejeloven, som blev gennemført ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 i forbindelse med oprettelsen af Domstolsstyrelsen, stilles der ikke længere særlige betingelser for at blive landsdommer ud over, at vedkommende skal have juridisk kandidateksamen. Da der allerede i § 79, stk. 1, stilles krav om, at Energitilsynet bl.a. skal repræsentere juridisk sagkundskab, skønnes der ikke behov for yderligere præcisering af kvalifikationerne herfor.

Til nr. 10

Der er alene tale om en redaktionel tilføjelse, hvorved bestemmelsen tydeliggøres.

Til nr. 12 og 13

Det følger af bestemmelserne i lovforslagets § 100, at det er Energitilsynet, som har kompetence til at fastsætte retningslinjer for udarbejdelse af opgørelser og åbningsbalancer i forhold til de kollektive elforsyningsvirksomheder. Det er endvidere Energitilsynet, der efter bestemmelsen i § 102 påser overholdelsen af bestemmelserne i forhold til de kollektive elforsyningsvirksomheder. Miljø- og energiministeren har således efter lovforslaget ikke mulighed for at fastsætte nærmere regler om disse forhold for de kollektive elforsyningsvirksomheder.

Bl.a. efter ønske fra Danske Elværkers Forening foreslås dette ændret, således at miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler om udarbejdelse af opgørelse og åbningsbalancer efter stk. 1. Miljø- og energiministeren kan i den forbindelse fastsætte nærmere regler om, hvilke aktiver og passiver der naturligt er knyttet til aktiviteter omfattet af loven. Disse regler vil også få betydning i forbindelse med opdelingen af eksisterende virksomheder i overensstemmelse med § 102. Energitilsynet vil på dette grundlag skulle godkende/fastsætte virksomhedernes opgørelser og åbningsbalancer, ligesom Energitilsynet i den forbindelse vil skulle påse overholdelsen af § 102. Reglerne vil blive fastsat efter drøftelser med branchen.

Martin Glerup (S) fmd. Helge Mortensen (S) Lis Greibe (S) Erik Mortensen (S) Henning Gjellerod (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Søren Kolstrup (EL) Peter Hansen-Nord (V) Harald Kjøller (V) Helga Moos (V) Kim Andersen (V) Frank Dahlgaard (KF) Tom Beck (KF) Aase D. Madsen (DF) nfmd. Kim Behnke (FP)

Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.