Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas og lov om afgift af svovl
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
Henvendelse af 12. maj 1999 fra Århus Kommune
ÅRHUS KOMMUNE. MAGISTRATENS 5. AFDELING
Rådhuset
8100 Århus C
Folketingets Skatteudvalg
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Den 12. maj 1999
Foretræde for Skatteudvalget den 19. maj 1999 L 244, forslag til lov om ændring af lov om afgift af stenkul m.v.
Med henvisning til det aftalte foretræde for Folketingets Skatteudvalg vedrørende L 244 fremsendes vedlagt i 80 eksemplarer
Aros Advokaters notat af 7. maj 1999: Bemærkninger til L 244
Det kan samtidig oplyses, at delegationen forventes at bestå af
Poul B. Skou, rådmand for Magistratens 5. Afdeling, Århus Kommune
Nils Petersen, direktør for Magistratens 5. Afdeling
Niels Jørgen Ravn Sørensen, direktør for Århus Kommunale Værker
Jørgen Holst, Aros Advokater, advokat for Århus Kommune
Poul B. Skou
Rådmand
Frede Markussen
Fuldmægtig
Underbilag
AROS ADVOKATERNE
07.05.1999
Bemærkninger til L 244
1. Skatteministerens begrundelse for det fremsatte lovforslag.
Skatteministeren fremsatte den 4. maj 1999 lovforslag nr. L 244 om ændring af kulafgiftsloven m.v.
Af ministerens fremsættelsestale fremgår bl.a.
»Dette lovforslag er et led i tilpasningen af den danske afgiftsstruktur på energiområdet til de nye liberaliserede forhold på elmarkedet. Forslaget skal ses i sammenhæng med de af miljø- og energiministeren fremsatte lovforslag på dette område.
Afgiftslovgivningen er i dag udformet således, at der er fritagelse for den del af brændselsforbruget, der er medgået til fremstilling af elektricitet og indregnet i elektricitetsprisen. Den resterende del af brændselsforbruget anses for anvendt til fremstilling af varme og er dermed afgiftspligtig.
Med principaftalen om elreformen, der blev indgået i foråret 1999, liberaliseredes elmarkedet. Denne liberalisering medfører, at den gældende hjemmel til fritagelse for afgift af brændsel henregnet til produktion af elektricitet på kraftvarmeværker ikke længere har mening.
Aftalen gør det derfor nødvendigt at sikre den gældende fritagelse for afgift af brændsel henregnet til fremstilling af elektricitet. I modsat fald ville der skulle opkræves afgift både af den forbrugte elektricitet og brændslerne til fremstillingen af elektricitet.
Lovforslaget fastholder i øvrigt fuldstændig den praksis, som er fastlagt af myndighederne på grundlag af gældende lovgivning.«
Endvidere anføres det samme sted
»Den eneste ændring, der således foreslås, er, at der indføjes en bestemmelse, som angiver på hvilket grundlag afgiftspligtige varer (kul, olie etc.) indregnet i elektricitetsprisen skal opgøres, når en sådan beregning af elektricitetsprisen reelt ikke længere finder sted.«
Yderligere anføres det samme sted
»I nærværende forslag er der alene tale om bestemmelser, der her og nu sikrer, at der ikke i strid med lovgivningens intentioner opkræves dobbelte afgifter ved elproduktionen.«
Til de ovennævnte begrundelser for det fremsatte lovforslag kan anføres følgende
Af lovforslagets § 5 fremgår det, at den foreslåede lovgivning skal træde i kraft den 1. juli 1999.
Som en afgørende begrundelse for det fremsatte lovforslag angives som ovenfor anført, at dette er nødvendiggjort af principaftalen om et liberaliseret elmarked. Synspunktet er tilsyneladende nærmere det, at betingelsen for afgiftsfritagelse i f.eks. kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 2. punktum: » og som indregnes i elektricitetsprisen«, fremover ikke længere kan opfyldes i et liberaliseret elmarked, idet det tilsyneladende er opfattelsen, at den del af brændslet, der medgår til produktion af elektricitet, ikke i et liberaliseret marked kan siges at være indregnet i elektricitetsprisen.
Af ovennævnte årsag er det tilsyneladende opfattelsen, at de centrale kraftvarmeværker omfattet af bilaget til kulafgiftsloven ikke fremover i det liberaliserede marked vil kunne opfylde betingelsen for afgiftsfrihed, hvorfor der alt andet lige i et liberaliseret marked skal betales afgift af såvel den fremstillede elektricitet samt den totale brændselsmængde, som er anvendt i det centrale kraftvarmeværk.
Lovforslaget angiver at skulle forebygge den ovennævnte konsekvens ved direkte i loven at fastslå, hvorledes den afgiftsfritagende brændselsmængde, der anvendes ved elektricitetsfremstillingen, skal beregnes.
Lovforslaget angiver som sin hovedregel, at der som fordelingsnøgle i forbindelse med beregningen af den del af det anvendte afgiftsfritagende brændsel anvendt i forbindelse med elproduktionen og indregnet i elektricitetsprisen skal anvendes af den af Elprisudvalget godkendte kontrakt mellem kraftvarmeværket og varmeaftageren, som var gældende pr. 1. juli 1998. Det er dog en forudsætning for anvendelsen af det nævnte grundlag, at mere end 25 pct. af kraftvarmeværkets produktion af elektricitet til indenlandsk anvendelse afsættes til ikke-omkostningsbestemte priser.
Til ovennævnte udgangspunkt knytter der sig særlige regler for beregning af nævnte fordelingsnøgle i de tilfælde, hvor der ikke pr. 1. juli 1998 forelå en godkendt kontrakt.
Af forslaget til lov om elforsyning L 234 fremgår det nærmere af dette lovforslags § 93, at tidspunktet for denne lovs ikrafttræden fastsættes af miljø- og energiministeren. Af bemærkningerne til dette lovforslags § 93 fremgår det nærmere, at der sigtes mod, at denne lovgivning i sin helhed kan sættes i kraft pr. 1. januar 2000.
Som ovenfor anført af skatteministeren har liberaliseringen af elmarkedet været den afgørende begrundelse for lovforslagets fremsættelse. På denne baggrund er det uforståeligt, at lovforslaget skal træde i kraft pr. 1. juli 1999 og ikke vedrørende ikrafttrædelsen skal koordineres med lovforslag L 234 om lov om elforsyning.
Det forekommer i øvrigt ikke ganske indlysende, hvorfor et centralt kraftvarmeværk med forbundet produktion af el og varme ikke ved sin priskalkulation af elektricitetsprisen skulle indregne en andel af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer. I hvilket omfang de afgiftspligtige varer, der er medgået til produktionen af elektricitet, er indregnet i elektricitetsprisen, vil i en forbunden produktion afhænge af den til enhver tid gældende markedspris i et liberaliseret marked.
På den ovenfor nævnte baggrund kan det således overvejes, i hvilket omfang det overhovedet har været en nødvendighed at objektivisere den fordelingsnøgle, der skal anvendes, som det er sket i lovforslaget, for at undgå, at betingelserne for afgiftsfritagelse brister i et liberaliseret marked, således som det anføres i lovforslaget.
Med hensyn til fremgangsmåden i forbindelse med kalkulation af de marginale brændselsomkostninger ved elproduktion i en forbunden produktion af el og varme under forskellige pris- og markedsforhold kan det overvejes i givet fald at indhente en sagkyndig udtalelse herom.
2. Skattelovgivning med tilbagevirkende kraft.
Sædvanligvis antages det ikke, at der er forfatningsretlige hindringer mod skattelovgivningen med tilbagevirkende kraft, dvs. at loven har virkning fra dispositioner foretaget forinden lovens kundgørelse. Der har dog i den forfatningsretlige teori hidtil været enighed om, at materielt tilbagevirkende kraft i videre omfang er uønskværdigt og alene kan accepteres i særlige undtagelsestilfælde. Det er således navnligt uønskværdigt, at den materielle tilbagevirkende kraft omfatter dispositioner, som foretages, forinden de skattepligtige kunne forudse den senere lovgivning ved fremsættelse af lovforslag.
Ved i lovforslaget som udgangspunkt at fastlåse den fordelingsnøgle mellem afgiftsfritaget og afgiftspligtigt brændsel ved samproduktion af el og varme i centrale kraftvarmeværker i forhold til de civilretlige kontrakter, der pr. 1. juli 1998 var indgået mellem producent og aftager, og uden at tage hensyn til eventuelt efterfølgende bindende aftaler mellem parterne om ændring af beregningsgrundlaget foretaget på grundlag af den gældende lovgivning, f.eks. i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, og den dertil hørende mere end 16 år gamle fortolkningspraksis, synes den foreliggende lovgivning at kunne indebære betydelig risiko for, at der i forhold til de af loven omfattede centrale kraftvarmeværker lovgives med tilbagevirkende kraft.
Skattelovgivning med tilbagevirkende kraft er forbundet med betydelige, navnlig retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Afgørende er især, at kravet om beskatningens lovmæssighed, jf. herved grundlovens § 43, reduceres til en tom formalitet, når forudberegneligheden i beskatningen går tabt. Når henses til, at beskatningen ofte sker i forhold til gensidige privatretlige dispositioner, kan de skattepligtige som udgangspunkt ikke frigøre sig fra den nye lovgivning ved omgørelse af de foretagne dispositioner, selv om skattemyndighederne måtte anerkende dette.
Det bør således konkluderes, at skattelove med tilbagevirkende kraft ikke bør forekomme, medmindre nødretslignende omstændigheder foreligger.1
3. Forfatningsretlige overvejelser om det foreliggende lovforslag.
Som et generelt udgangspunkt må det i forhold til almindelig dansk lovgivningstradition forventes, at lovgivningen er formuleret generelt, således at magtadskillelsen i grundlovens § 3 har et reelt indhold.
Dette synspunkt indebærer bl.a., at der ved lovgivning rettet mod enkeltindivider sker en sammenblanding mellem den lovgivende og den udøvende magt, og at der ikke efterlades rum for domstolenes fortolkning af de gældende retsregler.
Når skatteministeren i sin fremsættelsestale fastslår, at lovforslaget i øvrigt fuldstændigt fastholder den praksis, som er fastlagt af myndighederne på grundlag af gældende lovgivning, synes lovgivningsmagten herved med virkning for de centrale kraftvarmeværker, der er nævnt i bilaget til kulafgiftsloven, at have afgjort den uoverensstemmelse, der består mellem A/S Midtkraft og Skatteministeriet, idet det med loven fastslås, at kontraktsindholdet pr. 1. juli 1998 udgør den korrekte fortolkning af indholdet i kulafgiftslovens § 7, stk. 1. Efter grundlovens § 3 henhører en sådan afgørelse ikke under lovgivningsmagten, men under den dømmende magt med de deri liggende retsgarantier for borgerne, jf. i det hele Højesterets dom af 19. februar 1999 i sag L 295/1998 (»Tvind-sagen«).
Det ovennævnte resultat støttes på følgende
Parternes anmeldte aftale pr. 1. juli 1998 er under givne omsætningsbetingelser vedrørende el udtryk for gældende ret, idet ministeren anfører, at lovforslaget er udtryk for gældende ret (praksis).
Parternes anmeldte aftale pr. 1. januar 1999 må under opfyldelse af den opstillede omsætningsbetingelse være udtryk for gældende ret, når lovgivningen på dette tidspunkt i øvrigt var uændret i forhold til 1. juli 1998, idet det er tilfældigt, at denne aftale ikke var indgået pr. 1. juli 1998.
Lovgivningen afgør således, at en hvilken som helst anmeldt aftale efter 1. juli 1998, der opfylder den opstillede betingelse, og som er indgået før ændringen af f.eks. kulafgiftslovens § 7, stk. 1, er udtryk for gældende ret.
Lovgivningen er dermed udtryk for en fortolkning af f.eks. kulafgiftslovens § 7, stk. 1, indtil loven ændres. Denne fortolkning sorterer under domstolene og er derfor i strid med grundlovens § 3.
4. Vilkårlig byrdefordeling.
Med den foreslåede lovgivning, hvorefter indholdet af civilretlige kontrakter mellem enkeltpersoner bliver ophøjet til lov og indholdet af disse kontrakter må antages at afspejle mange individuelle forskelle, vil en afgiftsregulering på dette grundlag give anledning til en vilkårlig byrdefordeling. Alf Ross antager i »Dansk Statsforfatningsret«, 2. udgave, bind 2, pag. 666, at lovgivningen ikke må medføre en vilkårlig byrdefordeling, men at lovgivningen skal være bestemt ud fra almene, saglige kriterier.
5. Forholdet til landsskatteretsklagen.
Som anført ovenfor under punkt 1 fastholder lovforslaget fuldstændigt gældende ret, således som den er opfattet af skatteministeren på grundlag af gældende lovgivning.
Som anført ovenfor under punkt 3 må dette standpunkt indebære, at en hvilken som helst anmeldt aftale, der er indgået før ændringen af kulafgiftslovens § 7, stk. 1, og som Elprisudvalget ikke har underkendt, således udgør indholdet af gældende ret vedrørende fordeling af brændsel mellem el- og varmeproduktion.
Lovforslaget kan derfor opfattes således, at der hermed i realiteten fra ministerens side er taget bekræftende til genmæle i klagesagen ved Landsskatteretten.
1 Se herved Skatteretten 1, Jens Olav Engholm Jakobsen m.fl., 2. udgave, pag. 71 f. og Dansk Statsforfatningsret, Alf Ross, 2. udgave, bind 1, side 363 f.
Bilag 2
Skatteministerens kommentar til henvendelse af 12. maj 1999 fra Århus Kommune
Skatteministeriet
Den 18. maj 1999
Til
Folketingets Skatteudvalg
Hermed fremsendes min kommentar til en henvendelse fra Århus Kommune, Magistratens 5. afdeling, udarbejdet af Aros Advokater, Århus. (L 244 - bilag 5)
Ole Stavad
/John Fuhrmann
Underbilag
De nedennævnte kommentarer knytter sig til de enkelte afsnit i brevet fra Aros Advokater. Der benyttes advokatfirmaets kapiteloverskrifter.
1. Skatteministerens begrundelse for det fremsatte lovforslag
I dette afsnit anføres det for det første, at det er uforståeligt, at L 244 skal træde i kraft 1. juli 1999 og ikke sammen med eller koordineres med L 234, forslag til lov om elforsyning.
For det andet anføres, at det i det hele taget kan overvejes, i hvilket omfang det overhovedet har været en nødvendighed at objektivisere den fordelingsnøgle, der skal anvendes, for at undgå, at betingelserne for afgiftsfritagelse brister i et liberaliseret marked, således som det anføres i lovforslaget.
Kommentar: Som det vil være de fleste bekendt og navnlig de centrale kraftvarmeværker er elliberaliseringen allerede i fuld gang. Dette fremgår klart af bemærkningerne til L 234. Pr. 1. januar 1998 blev der således givet markedsadgang for bl.a. elforbrugere med et årligt forbrug over 100 GWh pr. forbrugssted. Ved en bekendtgørelse i februar 1999 er der endvidere givet netadgang for alle producenter til afsætning af deres produktion. Der er etableret en nordisk børs for køb og salg af elektricitet. »Hvile i sig selv«-princippet er således under stigende pres fra markedsbestemte priser.
Skatteministeriets lovgivning var oprindelig planlagt gennemført allerede i 1998, men afventede afslutningen af elreformdrøftelserne, således at de politiske forhandlere kunne få det fornødne helhedsbillede af den samlede omlægning på energiområdet. Umiddelbart efter indgåelsen af elreformaftalen den 3. marts 1999 indledte skatteministeren drøftelser med partierne bag aftalen om et lovforslag med et mere fremadrettet perspektiv. Da der ikke kunne opnås enighed om dette forslag på nuværende tidspunkt, er resultatet blevet L 244, som knytter sig til L 234, men også regulerer allerede eksisterende forhold, som er uafhængige af ikrafttrædelsen af L 234.
Med hensyn til »objektivisering af fordelingsnøglen« bygger lovforslaget som udgangspunkt på allerede indgåede kontrakter, der var gældende 1. juli 1998, og som var godkendt af Elprisudvalget. Det er således kontraktsparternes fordeling af udgifterne herunder fordelingen af kraftvarmefordelen som danner udgangspunktet for forslaget.
De hidtidige bestemmelser om fastsættelsen af elprisen har bygget på, at elselskaberne økonomisk skulle hvile i sig selv. Det vil sige, at der i prisen for elektricitet alene har kunnet indregnes nødvendige udgifter til produktion og distribution af elektricitet, driftsmæssige afskrivninger samt forrentning af fremmedkapital. Endvidere kunne der med Elprisudvalgets tilslutning indregnes henlæggelser til nyinvestreringer og forrentning af indskudskapital.
De omkostningsbestemte priser betød, at der som udgangspunkt var modstående interesser mellem el- og varmesiden i spørgsmålet om fordelingen af brændselsomkostningerne på elproduktion og varmeproduktion. Fordelingen havde direkte betydning for elprisen og for varmeprisen.
Fremover vil det være markedsprisen, som bestemmer, hvor mange udgifter som kan siges at indregnes i elektricitetsprisen. Hermed er der sket et afgørende skifte. El- og varmesiden har ikke længere direkte modstående interesser, idet en aftalt fordeling af brændselsforbruget ikke længere vil have betydning for elprisen.
For at fastholde det nuværende afgiftsniveau men heller ikke mere er det derfor nødvendigt at opstille regler for afgiftsberegningen, og som nævnt er der taget udgangspunkt i kontrakter, som parterne selv har aftalt.
2. Skattelovgivning med tilbagevirkende kraft
Det anføres, at den foreliggende lovgivning synes at indebære betydelig risiko for, at der lovgives med tilbagevirkende kraft.
Kommentar: Jeg er enig i, at lovgivning på skatteområdet med tilbagevirkende kraft kun bør benyttes i ganske særlige situationer. Som oftest sker det, når der er tale om regler til gunst for de skattepligtige.
I det foreliggende tilfælde er det min klare opfattelse, at der ikke er tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Som det fremgår af lovens § 5, træder den i kraft den 1. juli 1999. Loven har også virkning fra den dag. Allerede af den grund må det afvises, at der er tale om tilbagevirkende kraft. Loven baserer sig på kontrakter, som var gældende 1. juli 1998. Mange ændringer af skattelovene vil gribe ind i allerede eksisterende retsforhold. På købstidspunktet for en bil vil det fremtidige afgiftsniveau jo heller ikke være kendt eller blive fastfrosset på det niveau, som var gældende på købstidspunktet.
Dernæst skal det erindres, at der er tale om et forslag, som sikrer mod betaling af afgift både i forbindelse med produktion og forbrug af el. Der ligger således ikke nogen stramning i forslaget i forhold til gældende regler.
Det må således afvises, at der på nogen måde er tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft.
3. Forfatningsretlige overvejelser om det foreliggende lovforslag
Det anføres i dette afsnit, at det i fremsættelsestalen til forslaget er anført, at det i øvrigt fuldstændigt fastholder den praksis, som er fastlagt af myndighederne på grundlag af gældende lovgivning. Lovgivningsmagten synes herved med virkning for de centrale kraftvarmeværker at have afgjort den uoverensstemmelse, der består mellem A/S Midtkraft og Skatteministeriet, idet det med loven fastslås, at kontraktsindholdet pr. 1. juli 1998 udgør den korrekte fortolkning af indholdet i kulafgiftslovens § 7, stk. 1. Der henvises til Højesterets dom i Tvindsagen.
Dernæst anføres det synspunkt, at når forslaget opretholder gældende ret, må også parternes indgåede aftale 1. januar 1999 være gældende ret.
Kommentar: Der er efter min opfattelse tale om en grov fordrejning af de faktiske kendsgerninger, når det helt forties, hvad der er anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om netop dette forhold. Landsskatteretssagen drejer sig om kraftvarmefordelens placering i afgiftsmæssig henseende. Jeg citerer fra side 5 i lovforslagets bemærkninger
»Som nævnt er der ikke noget ønske om at ændre den allerede gældende praksis om den afgiftsmæssige behandling af kraftvarmefordelen. Skatteministeriet vil derfor også acceptere, at en endelig dom, som underkender Skatteministeriets synspunkt om kraftvarmefordelens placering i afgiftsmæssig henseende, medfører en forpligtigelse for afgiftsmyndighederne til at genoptage og ændre andre afgiftsansættelser, svarende til den ansættelse, hvor myndighederne blev underkendt.«
Der foreligger altså en helt klar tilkendegivelse fra regeringen om, at der ikke med forslaget på nogen måde tilsigtes at gribe ind i den verserende klagesag, og at der yderligere gives et tilsagn om genoptagelse af andre lignende sager, hvis Skatteministeriet bliver underkendt ved en endelig afgørelse.
Det har været af afgørende betydning for regeringen at understrege netop det modsatte af det, som fremføres fra Aros Advokater. Der tilsigtes med det foreliggende forslag alene en fastholdelse af gældende regler og praksis. Underkendes Skatteministeriet i sin opfattelse heraf, er der netop med dette lovforslag og de tilsagn, der er givet i bemærkningerne, ikke skabt en ny retstilstand, som forhindrer genoptagelse af afgiftsbetalinger efter 1. juli 1999. En ny retstilstand kan i givet fald først etableres med det lovforslag, som regeringen vil søge tilslutning til i det nye folketingsår.
I lovforslaget er det præciseret, at det som hovedregel er kontrakterne, som var gældende pr. 1. juli 1998, som danner udgangspunkt for afgiftsfritagelsen af brændslerne. Der er i bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 1, redegjort for baggrunden for denne bestemmelse, der ikke ændrer på principperne for f.eks. kraftvarmefordelens afgiftsmæssige placering.
Aftaler indgået efter den 1. juli 1998 er naturligvis gældende mellem parterne. Det ændrer forslaget ikke på. Men i afgiftsmæssig henseende skal der i de tilfælde, som er omfattet af lovforslaget, tages udgangspunkt i den gældende kontrakt pr. 1. juli 1998 for at finde størrelsen af de fritagne brændselsmængder.
4. Vilkårlig byrdefordeling
Det anføres i dette afsnit, at lovforslaget vil give anledning til vilkårlig byrdefordeling, da lovforslaget bygger på mange individuelle forskelle (kontrakter). Det anføres med henvisning til Alf Ross, at lovgivningen skal være bestemt ud fra almene, saglige kriterier.
Kommentar: Afgiftsbelastningen af de centrale kraftvarmeværker har allerede på grund af særbestemmelser i lovgivningen været særlig gunstig for et mindre antal (17) værker omfattet af det såkaldte bilag til loven og nævnt ved navn i dette bilag. Jeg er helt enig med Aros Advokaterne i, at den særstilling, som disse værker har haft i afgiftsmæssig henseende, ikke er hensigtsmæssig, og regeringen vil som nævnt allerede til efteråret tage initiativ til en ændring, så afgifterne vil blive generelle og ensartede for alle værker.
Med hensyn til det foreliggende lovforslag tilsigter dette alene at fastholde det gældende afgiftsniveau for de forskellige værker. Da den gældende lovgivning på en række områder giver værkerne mulighed for individuelt at fastsætte deres kontrakter og dermed også i et vist omfang afgiftsbelastningen mellem varme- og elproduktion, afspejler dette sig naturligvis i lovforslaget. Det har netop i den foreliggende situation været vigtigt at tage individuelle hensyn, men med det fælles kriterium, at brændsel, der er indregnet i elprisen, fritages for afgift. For de centrale kraftvarmeværker beregnes afgiften således også fremover efter almene, saglige kriterier.
5. Forholdet til landsskatteretssagen
Det anføres, at lovforslaget opretholder gældende ret. Det anføres endvidere, at det standpunkt må medføre, at en hvilken som helst anmeldt aftale, der indgår før ændringen af kulafgiftsloven, og som Elprisudvalget ikke har underkendt, udgør gældende ret vedrørende fordeling af brændsel mellem el- og varmeproduktion. Lovforslaget kan derfor opfattes således, at der i realiteten fra ministerens side er taget bekræftende til genmæle i klagesagen ved Landsskatteretten.
Kommentar: I afsnit 3 kritiserede Aros Advokaterne lovforslaget for at have afgjort uoverensstemmelsen mellem A/S Midtkraft og Skatteministeriet. I afsnit 5 udlægges lovforslaget, som om Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle ved domstolene. Ingen af delene er korrekte. Jeg henviser til min kommentar til afsnit 3, hvor det netop er fremhævet, at forslaget ikke på nogen måde griber ind i den verserende klagesag.
Jeg henviser i øvrigt også til min kommentar under afsnit 3 om, at det rent faktisk er det kontraktstidspunkt, som er anført i lovteksten, som er gældende for beregningen af afgiftsfritagelsen for brændslerne til elproduktion.
Bilag 3
Henvendelse af 19. maj 1999 fra Århus Kommune
ÅRHUS KOMMUNE MAGISTRATENS 5. AFDELING
Rådhuset
8100 Århus C
Folketingets Skatteudvalg
Den 19. maj 1999
Afgifter på centrale kraftvarmeværkers brændselsforbrug
Med henblik på at reducere forbruget af kul i forbindelse med varmeproduktionen blev der i Århus i årene 1980-85 investeret i transmissionsledning og produktionsudstyr, således at den overskudsvarme, der fremkommer i forbindelse med en ren elproduktion, kan anvendes til at forsyne Århus m.fl. med fjernvarme.
Samproduktionen betyder, at varmen som følge af brændselsbesparelsen kan produceres ca. 80 mio. kr. billigere, end hvis den skulle være produceret på et rent varmeproducerende anlæg. Med henblik på at kunne finansiere de store investeringer blev det aftalt, at omkostningsbesparelsen frem til 1. januar 1997 fuldt ud tilfaldt varmesiden.
For så vidt angår afgiftsproblematikken, så er elproduktionen afgiftsfri, idet afgiften opkræves af elforbruget ved stikkontakten. Derfor betales der alene afgift af det mer-brændselsforbrug, der medgår til produktionen af den nødvendige fjernvarmeproduktion.
Brændselsafgifterne er siden leveringsaftalens indgåelse afregnet på basis heraf, og Told og Skat er frem til 1. januar 1997 enige i disse afgiftsberegninger.
Afregningen mellem Midtkraft og Århus Kommunale Værker blev principielt fastlagt i et aftalegrundlag fra 1984, hvor det blev aftalt, at elsiden fra og med 1. januar 1997 skal have en ekstra ydelse fra varmesiden. Ændringen skyldes ikke et ændret forbrug af brændsel eller en ændret fordeling heraf, men alene en på forhånd aftalt prisstigning på varmeleverancen. Derfor blev der heller ikke foretaget ændringer i afgiftsberigtigelsen.
Den 20. august 1998 udsendte Told- og Skattestyrelsen et cirkulære om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug, der indebærer, at den aftalte prisstigning på køb af varme på 40 mio. kr. indebærer en afgiftsstigning til staten på ca. 220 mio. kr. om året. Argumentet for denne voldsomme afgiftsændring er alene, at prisstigningen i den gamle aftale blev knyttet op på følgende formulering: »Der tilkommer elsiden en ydelse fra varmesiden svarende til halvdelen af den sparede brændselsomkostning«. Denne fortolkning er indklaget for Landsskatteretten, der endnu ikke har behandlet sagen.
Med virkning fra 1. januar 1999 er der på kommercielle vilkår indgået en ny leveringsaftale mellem Midtkraft A/S og Århus Kommunale Værker. Denne aftale knytter ikke fastlæggelsen af varmeprisen op på den omtalte formulering, og aftalen er herved ikke omfattet af cirkulæret af 20. august 1998.
Aftalen er på sædvanlig vis anmeldt til Elprisudvalget, som har bekræftet modtagelsen.
Det bemærkes i denne sammenhæng, at aftaler ikke fremsendes til Elprisudvalget til godkendelse, som det tilsyneladende forudsættes i lovforslaget, men netop anmeldes. Aftalerne kan herefter anvendes som grundlag, medmindre udvalget forkaster aftalen.
Lovforslag L 244 om ændring af kulafgiften m.v., som udvalget har til behandling, vil for så vidt angår de afgiftsmæssige problemstillinger tilsidesætte denne aftale, idet hovedindholdet af loven er, at afgifterne skal beregnes efter den kontrakt, som var gældende mellem kraftvarmeværkerne og varmeaftagerne pr. 1. juli 1998.
Det er således ikke korrekt, når skatteministeren senest i sit brev af 18. maj 1999 til Folketingets Skatteudvalg hævder, at lovforslaget alene fastholder det gældende afgiftsniveau. Det fremgår i øvrigt af ministerens egne bemærkninger, at det er i overensstemmelse med gældende lovgivning at indgå en aftale som ovenfor beskrevet.
Heri ligger jo netop også, at lovforslaget reelt har tilbagevirkende kraft.
Skatteministeren peger på, at mange skattelovsændringer griber ind i eksisterende retsforhold. Som billede herpå anvendes, at det fremtidige afgiftsniveau for en bil ikke vil være kendt eller fastfrosset til det niveau, der var kendt på købstidspunktet. Det er vi naturligvis enige i, men det er heller ikke det, der er problemstillingen. Hvis man skal blive i billedet, ville lovforslaget svare til, at man ved beregning af vægtafgift ikke anvendte den bil, man aktuelt var ejer af, men derimod den bil, man pr. 1. juli 1998 var ejer af.
Det fastholdes derfor, at lovforslaget reelt har tilbagevirkende kraft, som tilsidesætter bindende civilretlige aftaler, der i mellemtiden er indgået mellem parterne på grundlag af den gældende lovgivning, og vi hilser med tilfredshed, at skatteministeren er enig i, at dette på skattelovsområdet kun bør benyttes i særlige situationer.
I den forbindelse skal der peges på det retssikkerhedsmæssige problem, at kravet om beskatningens lovmæssighed (jf. Grundlovens § 43) bliver indholdsløs, hvis forudsigeligheden i beskatningen går tabt. Dette vil være tilfældet, såfremt lovforslag L 244 vedtages.
Den afgørende begrundelse for lovforslag L 244 er ifølge ministeriet, at principaftalen om liberaliseringen af elmarkedet kræver det. Som det fremgår af den til udvalgets medlemmer tidligere fremsendte juridiske vurdering fra firmaet Aros Advokater, forekommer det ikke indlysende, hvorfor den kommende elliberalisering kræver den foreslåede lovændring. Der ses heller ikke at være nogen teknisk begrundelse herfor.
Ministerens bemærkning om, at der i det liberaliserede marked ikke længere er direkte modstridende interesser, forekommer uforståelig. Tværtimod måtte man forvente, at der ikke mindst i det liberaliserede marked var modstående interesser, når elproduktionen alene kan afsættes på markedet, mens varmen ikke er konkurrenceudsat.
Det fastholdes, at fastlåsningen til aftaleindholdet pr. 1. juli 1998 yderligere har den konsekvens, at der vil ske en vilkårlig byrdefordeling. De indgåede kontrakter mellem producenter og aftagere afspejler mange individuelle forskelle, og dermed opstår der forskellige afgiftsmæssige konsekvenser. Som eksempel kan det nævnes, at Amagerværket blok 3, Avedøreværket og Skærbækværket ikke vil få pålagt en højere afgift, idet disse værker pr. 1. juli 1998 ikke som f.eks. Århus har nået det tidspunkt, hvor deres aftale indebærer, at elsiden skal have » en ydelse svarende til halvdelen af den sparede brændselsomkostning«.
Denne ene formulering, som i øvrigt ikke er gældende mere og heller ikke var det, da lovforslag L 244 blev fremsat, er således afgørende for, om borgerne i blandt andet Århus skal betale en afgift på 220 mio. kr. for brændsel, der ikke er forbrugt.
Afslutningsvis skal det i øvrigt bemærkes, at lovforslaget, der som nævnt er begrundet i elloven, uden at det er uddybet hvorfor, træder i kraft allerede 1. juli 1999, mens elloven i sin helhed først sættes i kraft 1. januar 2000.
Alt i alt er det indtrykket, at der ikke, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er tale om en reparationslov i forhold til elloven, men derimod en reparationslov i forhold til at fastholde et ifølge den nuværende lovgivning uberettiget afgiftsprovenu.
Det skal på den baggrund anbefales, at der under udvalgsarbejdet foretages en kritisk vurdering af, hvorvidt liberaliseringen af elmarkedet nødvendiggør lovforslaget, samt at det i bekræftende fald sikres, at lovgivningen på området sker med respekt for aftaler, der i overensstemmelse med gældende lovgivning var indgået, før lovforslaget blev fremsat.
Med venlig hilsen
Poul B. Skou
Rådmand
Nils Petersen
Direktør
Bilag 4
Århus Kommunes talepapir brugt under foretræde den 19. maj 1999
Indledning
Tak fordi I vil høre på os. Jeg vil gerne først præsentere os. Jeg tror, meget kunne have været undgået, hvis vi havde haft en tættere dialog og været lidt mere åben og det er alle parter.
Det har i processen været lad mig bruge udtrykket stærkt antydet, at flere har forsøgt at snyde eller omgå reglerne. Der er ikke noget, der ligger os mere fjernt. Faktisk støder det os ganske meget. For at forstå vores synspunkt kan det være hensigtsmæssigt med lidt historie.
Det vil jeg om ganske kort tid gennemgå, ligesom jeg vil påpege tre faktuelle fejl i de svar, som er fremsendt på vores akterskrivelse, og Frede Markussen vil redegøre for nogle af de mere juridiske problemstillinger, herunder spørgsmålet om tilbagevirkende kraft, og endelig vil jeg selv afrunde.
Forhistorie
Med henblik på at reducere forbruget af kul i forbindelse med varmeproduktionen blev der i Århus i årene 1980-85 investeret i transmissionsledning og produktionsudstyr, således at den overskudsvarme, der fremkommer i forbindelse med ren elproduktion, kan anvendes til at forsyne Århus m.fl. med fjernvarme.
Samproduktion betyder, at varmen som følge af brændselsbesparelsen kan produceres ca. 80 mio. kr. billigere, end hvis den skulle være produceret på et rent varmeproducerende anlæg. Med henblik på at kunne finansiere de store investeringer blev det aftalt, at omkostningsbesparelsen frem til 1. januar 1997 fuldt ud tilfaldt varmesiden.
For så vidt angår afgiftsproblematikken, så er elproduktionen afgiftsfri, idet afgiften opkræves af elforbruget ved stikkontakten. Derfor betales der alene afgift af det mer-brændselsforbrug, der medgår til produktionen af den nødvendige fjernvarmeproduktion.
Brændselsafgifterne er siden leveringsaftalens indgåelse afregnet på basis heraf, og Told og Skat er frem til 1. januar 1997 enige i disse afgiftsberegninger.
Afregningen mellem Midtkraft og Århus Kommunale Værker blev principielt fastlagt i et aftalegrundlag fra 1984, hvor det blev aftalt, at elsiden fra og med 1. januar 1997 skal have en ekstra ydelse fra varmesiden. Ændringen skyldes ikke et ændret forbrug af brændsel eller en ændret fordeling heraf, men alene en på forhånd aftalt prisstigning på varmeleverancen. Derfor blev der heller ikke foretaget ændringer i afgiftsberigtigelsen.
Cirkulære af 20. august
Den 20. august 1998 udsendte Told- og Skattestyrelsen et cirkulære om centrale kraftværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug, der indebærer, at den aftalte prisstigning på køb af varme på 40 mio. kr. indebærer en afgiftsstigning til staten på ca. 220 mio. kr. om året. Argumentet for denne voldsomme afgiftsændring er alene, at prisstigningen i den gamle aftale blev knyttet op på følgende formulering: »Der tilkommer elsiden en ydelse fra varmesiden svarende til halvdelen af den sparede brændselsomkostning«. Denne fortolkning er indklaget for Landsskatteretten, der endnu ikke har behandlet sagen.
Ny aftale
Med virkning fra 1. januar 1999 er der på kommercielle vilkår indgået en ny leveringsaftale mellem Midtkraft A/S og Århus Kommunale Værker. Denne aftale knytter ikke fastlæggelsen af varmeprisen op på den omtalte formulering, og aftalen er herved ikke omfattet af cirkulæret af 20. august 1998.
Aftalen er på sædvanlig vis anmeldt til Elprisudvalget, som har bekræftet modtagelsen.
Det bemærkes i denne sammenhæng, at aftaler ikke fremsendes til Elprisudvalget til godkendelse, som det tilsyneladende forudsættes i lovforslaget, men netop anmeldes. Aftalerne kan herefter anvendes som grundlag, medmindre udvalget forkaster aftalen.
I svarskrivelsen fra skatteministeren står der på første side: »Med hensyn til »objektivisering af fordelingsnøglen« bygger lovforslaget som udgangspunkt på allerede indgåede kontrakter, der var gældende den 1. juli 1998, og som var godkendte af Elprisudvalget.« Som lige anført så godkendes kontrakter som hovedregel ikke de anmeldes. Vi har ingen godkendte kontrakter overhovedet hverken før eller efter 1. juli 1998 1. faktuelle fejl.
Lovforslag L 244 om ændring af kulafgiften m.v., som udvalget har til behandling, vil, for så vidt angår de afgiftsmæssige problemstillinger, tilsidesætte denne aftale, idet hovedindholdet af loven er, at afgifterne skal beregnes efter den kontrakt, som var gældende mellem kraftvarmeværkerne og varmeaftagerne pr. 1. juli 1998.
Det er således ikke korrekt, når skatteministeren senest i sit brev af 18. maj 1999 til Folketingets Skatteudvalg hævder, at lovforslaget alene fastholder det gældende afgiftsniveau. Det fremgår i øvrigt af ministerens egne bemærkninger, at det er i overensstemmelse med den gældende lovgivning at indgå en aftale som ovenfor beskrevet. 2. faktuelle fejl. Da vi fra 1. januar 1999 ikke længere deler kraftvarmefordelen, vil lovforslaget betyde en stigning for en almindelig parcelhusejer i størrelsesordenen 2-3000 kr. om året.
Heri ligger jo netop også, at lovforslaget reelt har tilbagevirkende kraft.
Skatteministeren peger på, at mange skattelovsændringer griber ind i eksisterende retsforhold.
Den afgørende begrundelse for lovforslag L 244 er ifølge ministeriet, at principaftalen om liberaliseringen af elmarkedet kræver det. Som det fremgår af den til udvalgets medlemmer tidligere fremsendte juridiske vurdering fra firmaet Aros Advokater, forekommer det ikke indlysende, hvorfor den kommende elliberalisering kræver den foreslåede lovændring. Der ses heller ikke at være nogen teknisk begrundelse herfor.
Ministerens bemærkning om, at der i det liberaliserede marked ikke længere er direkte modstridende interesser, forekommer uforståelig. Tværtimod måtte man forvente, at der ikke mindst i det liberaliserede marked var modstående interesser, når elproduktionen alene kan afsættes på markedet, mens varmen ikke er konkurrenceudsat. 3. faktuelle fejl.
Alt i alt er det indtrykket, at der ikke, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er tale om en reparationslov i forhold til elloven, men derimod en reparationslov i forhold til at fastholde et ifølge den nuværende lovgivning uberettiget afgiftsprovenu.
Det skal på den baggrund anbefales, at der under udvalgsarbejdet foretages en kritisk vurdering af, hvorvidt liberaliseringen af elmarkedet nødvendiggør lovforslaget, samt at det i bekræftende fald sikres, at lovgivningen på området sker med respekt for aftaler, der i overensstemmelse med gældende lovgivning var indgået, før lovforslaget blev fremsat.
INDLÆG
Lovforslaget tager som bekendt udgangspunkt i de aftaler mellem kraftvarmeværk og varmeaftager, som var gældende den 1. juli 1998.
Der ses således i hvert fald i afgiftsmæssig sammenhæng bort fra aftaler, der er indgået efter denne dato. Dette er i sig selv bemærkelsesværdigt.
Det er nødvendigt et øjeblik at beskæftige sig en smule med karakteren af de aftaler, der er indgået mellem kraftvarmeværk og varmeaftager. Dette sker med udgangspunkt i aftalen mellem Midtkraft og Århus Kommunale Værker.
Afregningen var heri aftalt således, at merbrændselsforbruget blev betalt af varmesiden og naturligvis afgiftsberigtiget.
Indtil 1. januar 1997 tilfaldt synergifordelen kaldet kraftvarmefordelen fuldt ud varmesiden.
Efter denne dato var der på forhånd aftalt en prisstigning på varmeleverancen, idet kraftvarmefordelen herefter skulle ligedeles.
Rent teknisk udtrykkes kraftvarmefordelen som den mængde brændsel, der er sparet, hvis den kombinerede produktion sammenlignes med særskilt produktion af de samme mængder el og varme.
Det siger sig selv, at det faktiske forbrug af brændsel er uafhængigt af, om den økonomiske værdi af samproduktionen placeres alene på varmesiden eller ligedeles.
Som bekendt er der ikke enighed mellem Skatteministeriet og bl.a. Århus Kommune om, hvorvidt den ændrede deling af kraftvarmefordelen har den afgiftseffekt, som fremgår af 20. august-cirkulæret.
Dette spørgsmål verserer som bekendt ved Landsskatteretten og skal naturligvis ikke afgøres her.
Der er imidlertid nogle kendsgerninger i tilknytning hertil, som er ubestridte
1. at merbrændselsforbruget gennem alle årene er afgiftsberigtiget
2. at beregningen heraf indtil 1. januar 1997 er korrekt ifølge Told og Skat også i forhold til 20. august-cirkulæret
3. at det stod aftalepartnerne frit for at indgå nye aftaler om prisdannelsen på varme, der ikke relaterede sig til den sparede brændselsmængde, men som på anden objektiv måde fastlagde, at varmesiden betalte for den anvendte produktionskapacitet. Sådanne aftaler skal naturligvis anmeldes til Elprisudvalget.
Den fortolkningstvivl, der er opstået som følge af formuleringen af aftalerne, kunne således ryddes af vejen ved at præcisere aftalernes reelle indhold.
Dette er sket i aftalen mellem Midtkraft og Århus Kommunale Værker med virkning fra 1. januar 1999.
Lovforslagets fastlåsning i afgiftsmæssig forstand til kontraktsindholdet pr. 1. juli 1998 indebærer således, at lovligt indgåede aftaler de facto tilsidesættes.
Lovforslaget har derfor et potentiale, der med tilbagevirkende kraft ændrer den eksisterende retsstilling.
Af fremsættelsesbemærkningerne til lovforslaget fremgår som en afgørende begrundelse, at lovforslaget er nødvendiggjort af principaftalen om et liberaliseret elmarked.
Uanset om denne begrundelse måtte være holdbar eller ej, medfører den ikke et behov for at fastfryse fordelingen af brændsel til kontraktsindholdet pr. 1. juli 1998.
I forhold til denne begrundelse er det erklærede formål jo at sikre fortsat afgiftsfritagelse af brændsel til elproduktion.
Dette formål kunne lige så vel opfyldes ved at lægge de gældende aftaler f.eks. ved lovforslagets fremsættelse til grund.
Begrundelsen for at fastfryse retstilstanden til den 1. juli 1998 må derfor være en anden, nemlig at afskære de afgiftsmæssige virkninger af de aftaler, der er indgået mellem aftaleparterne efter 1. juli 1998 i fuld overensstemmelse med gældende ret, herunder også det omstridte 20. august-cirkulære.
Hvis lovforslagets fastfrysning til kontraktsgrundlaget 1. juli 1998 gennemføres, og hvis Skatteministeriet mod forventning vinder den verserende sag, opnås jo, at det omstridte kontraktsgrundlag får afgiftsmæssig virkning, selv om der er etableret et nyt grundlag for afregningen mellem parterne, der ikke er omfattet af afgiftpålæg efter 20. august-cirkulæret.
En sådan løsning kan vælges, hvis formålet er at beskytte afgiftsprovenuet. Men det kan ikke samtidig hævdes, at lovforslaget ikke har tilbagevirkende kraft.
Vi forstår, at skatteministeren er enig i, at der ikke på skatteområdet bør lovgives med tilbagevirkende kraft, medmindre der er tale om ganske særlige situationer typisk kun til gunst for de skattepligtige.
En sådan situation kan ikke siges at foreligge.
Bilag 5
Henvendelse af 20. maj 1999 fra Århus Kommune
Borgmesteren i Århus
Rådmanden for Magistratens 5. Afdeling
Til
Skatteminister Ole Stavad
Miljø- og energiminister Svend Auken
Skatteudvalgets medlemmer
Det Energipolitiske Udvalgs medlemmer.
Den 20. maj 1999
Vedrørende lovforslag L 244 om ændringer i kulafgiftsloven
Onsdag den 19. maj havde repræsentanter for Århus Kommune foretræde for Folketingets Skatteudvalg m.h.p. at redegøre for kommunens synspunkter på lovforslag L 244 om ændringer i kulafgiftsloven.
Foretrædet gav det indtryk, at Skatteudvalgets medlemmer havde forståelse for kommunens synspunkter, men at man følte sig bundet af allerede indgåede politiske aftaler på el-området.
Som Borgmester og Rådmand har vi naturligvis stor forståelse for, at det efter lange og vanskelige forhandlinger kan være svært at ændre på indgåede forlig. Vi mener dog samtidig, at når et forlig og de deraf følgende konkrete lovforslag bygger på misforståelser og samtidig medfører absurde tilstande såvel afgifts- som miljømæssigt, så er det de ansvarliges pligt at rette op på dette. Alt andet vil være uklædeligt for folkestyret og undergrave den tillid og respekt, der bør stå om landets lovgivere.
Derfor bør der ske ændringer i lovforslag L 244.
Det skal ikke skjules, at vort hovedsynspunkt er, at lovforslaget er unødvendigt, og evt. ændringer bør afvente Skatteministeriets bebudede samlede lovpakke. Der er intet i de indgåede aftaler om elliberalisering m.v., der nødvendiggør, at der er behov for at haste en så kompliceret sag igennem.
Som nævnt vil vedtagelse af L 244 få uheldige og formentlig utilsigtede miljø- og afgiftsmæssige konsekvenser.
For en lang række af de områder, der forsynes med varme fra centrale kraftvarmeværker, betyder loven en prisstigning på 25-30 pct. Dette vil uden for al diskussion forringe denne miljørigtige varmeproduktions konkurrenceevne i forhold til mere miljøbelastende produktionsformer. Rent faktisk var vi i Århus ved at være i en situation, hvor det ville være en fordel for en række virksomheder at gå over til fjernvarmeleverance. Denne situation ødelægges fuldstændigt med denne lovgivning.
Hertil kommer den helt barokke situation, at en vedtagelse af forslaget vil indebære, at jo mere man i producentledet sparer på brændselsforbruget, jo større vil den beregnede kraftvarmefordel blive, og jo større vil afgiften blive. Omvendt vil et større forbrug føre til en mindre afgift.
Da afgiften samtidig er større end prisen for kul, vil loven give et incitament til at øge kulforbruget.
Det er vor bestemte opfattelse, at der såvel i Århus som ved de øvrige centrale kraftværksanlæg kan gennemføres miljømæssige tiltag, der yderligere reducerer brændselsforbruget ved den kombinerede produktion.
Det vil kræve store investeringer, men med de ovenfor nævnte afgiftsmæssige konsekvenser vil der ikke være økonomisk incitament hertil tværtimod.
Dette kan næppe være lovgivernes hensigt.
Den beskrevne situation bekræfter endvidere vort synspunkt om, at der gennem det foreliggende lovforslag generelt vil ske en afgiftspålæggelse af sparet brændselsforbrug.
For så vidt angår de afgiftsmæssige konsekvenser, så vil lovforslaget betyde, at fjernvarmekunderne i Århus skal betale 220 mio. kr. ekstra i afgift for en kulmængde, som rent faktisk ikke er forbrugt.
Af lovforslagets fremsættelsesbemærkninger fremgår det, at der ikke vil være tale om nogen afgiftsforhøjelse, men dette er slet og ret ikke sandt. Faktum er, at man ved at lade skæringsdatoen for, hvilke kontraktforhold der skal være gældende mellem køber og sælger, være 1. juli 1998 afgiftsmæssigt tilsidesætter gældende lovligt indgåede kontrakter. Der er således afgiftsmæssigt tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Midtkraft A/S og Århus Kommunale Værker har med virkning fra 1. januar 1999 på kommercielle vilkår indgået en kontrakt, hvorefter kraftvarmefordelen ikke deles, hvorfor der jf. gældende love og cirkulærer ikke skal betales afgift af den sparede brændselsmængde.
Aftalen er fremsendt til Elprisudvalget, som har bekræftet anmeldelsen den 23. februar og ikke efterfølgende har gjort indsigelse.
I konsekvens heraf er der fra og med 1. januar 1999 ikke ved de månedlige afgiftsberigtigelser indbetalt en afgift på det sparede brændselsforbrug, hvilket Told og Skat ikke har gjort indsigelser imod.
Med de eksisterende love og cirkulærer og de indgåede aftaler kan Skatteministeriet således ikke lovligt opkræve en afgift for det sparede brændelsforbrug.
Vedtages L 244, tilsidesættes alt dette, og dermed vedtager Folketinget en stigning i skatte- og afgiftstrykket.
Af bemærkningerne til lovforslaget og af den megen diskussion, der har været i forbindelse hermed, fremgår det, at det ikke er hensigten at øge afgiftstrykket og gennemføre miljøskadelige beslutninger, men alene at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig som følge af den kommende liberalisering af el-markedet.
Som nævnt mener vi ikke, at denne liberalisering kræver de foreslåede ændringer, men hvis man i Folketinget vurderer, at det er nødvendigt, så kan der peges på en løsning, der både løser de miljømæssige og de afgiftsmæssige problemer i forslaget.
Dette kan gøres meget enkelt ved, at man, som det i øvrigt er normal praksis, fastfryser de kontraktmæssige aftaler til tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden.
Vi vil gerne indtrængende opfordre til, at man som minimum vælger denne løsning, andet vil skade såvel miljøet og Folketingets omdømme.
Med venlig hilsen
Flemming Knudsen, Borgmester
Poul B. Skou, Rådmand
Bilag 6
Skatteministerens kommentarer til henvendelser af 19. og 20. maj 1999 fra Århus Kommune og Århus Kommunes talepapir brugt under foretræde den 19. maj 1999
Skatteministeriet
Den 21. maj 1999
Til
Folketingets Skatteudvalg
Hermed fremsendes bemærkninger til henvendelser samt talepapir fra Århus Kommune (L 244 - bilag 9, 10 og 12).
Ole Stavad
/John Fuhrmann
Underbilag
Århus Kommune fremfører i deres henvendelser samt i foretrædet for Skatteudvalget, at der er flere faktuelle fejl i min kommentar til den første henvendelse fra Århus Kommune, jf. L 244 - bilag 8.
For det første anfører Århus Kommune, at det er fejlagtigt, når der i L 244 anvendes ordbrugen »godkendte« kontrakter. Kontrakter godkendes ikke, de anmeldes.
For det andet mener Århus Kommune ikke, at det er korrekt, når jeg siger, at lovforslaget alene fastholder gældende afgiftsniveau, eftersom Århus ikke længere deler kraftvarmefordelen fra 1. januar 1999, men alligevel vil medføre afgiftsstigninger for husholdningerne, da der skal anvendes kontrakter fra 1. juli 1998.
For det tredje anfører Århus Kommune, at bemærkningen om, at der i det liberaliserede marked ikke længere er modstående interesser, er uforståelig.
Herudover fremfører Århus Kommune en række andre kritikpunkter og argumenter i deres henvendelser.
Det anføres således videre, at L 244 har tilbagevirkende kraft, da der efter lovforslaget skal anvendes kontrakter, der var gældende den 1. juli 1998.
Århus Kommune bestrider også, at der skulle være behov for L 244, da de nu gældende kontrakter blot kunne lægges til grund.
Århus Kommune anfører endvidere, at der er miljømæssige problemer forbundet med lovforslaget, at kontrakten må anses for godkendt af Elprisudvalget, og at Told og Skat ikke har anfægtet den afgift, der er indbetalt efter den 1. januar 1999.
Endelig giver Århus Kommune sin fremstilling af forløbet frem til indbringelsen af sagen for Landsskatteretten.
Hertil bemærkes
Indledningsvis vil jeg henvise til mit svar på den første henvendelse fra Århus Kommune til Skatteudvalget, jf. L 244 - bilag 8, som jeg mener giver svar på de fleste af de påstande, Århus Kommune nu fremfører. Jeg vil dog i det følgende uddybe min besvarelse på ovennævnte punkter.
»1. faktuelle fejl«
Med hensyn til det, Århus Kommune kalder 1. faktuelle fejl, kan jeg konstatere, at man i Århus Kommune enten ikke har læst lovforslaget i sin fulde udstrækning eller bevidst glemmer dele af bemærkningerne. Der er således anført følgende på side 4 i bemærkningerne til L 244
»Når der i lovforslaget bruges udtrykket »godkendt af Elprisudvalget«, henvises til den praksis, at prisanmeldelser fremsendes til udvalget. Sker der ikke yderligere, anses anmeldelsen for godkendt, i modsætning til den situation, hvor en prisanmeldelse tages op til vurdering og underkendes af udvalget.«
»2. faktuelle fejl«
Med hensyn til den 2. faktuelle fejl, jeg tilsyneladende skulle have begået, kan jeg igen slå fast, at L 244 ikke har til hensigt at ændre på det gældende afgiftsniveau.
Allerede fordi den nye kontrakt er indgået på et tidspunkt, hvor Midtkraft har afsat sin elproduktion til markedsvilkår og derfor ikke reelt har indregnet i de faktiske elpriser, er der behov for at anvende den gamle kontrakt, jf. også nedenfor.
»3. faktuelle fejl«
Endelig for det tredje er det for mig særdeles klart, at elliberaliseringen må medføre lovgivning på kraftvarmeområdet. Som det fremgår af mit tidligere svar, vil en aftalt fordeling af brændsel (eller andre produktionsomkostninger) ikke have betydning for elprisen på et liberaliseret marked. Elsiden har således ikke længere den samme tilskyndelse til at opnå en rimelig fordeling af brændslet som ved omkostningsbestemte elpriser.
De gældende regler for beregningen af afgifterne er baseret på, at der er disse modstående interesser, samt at priserne på el- og varmeområdet overvåges af Elprisudvalget m.v. Dette er, som det fremgår, ikke længere tilfældet. Der er således ikke længere nogen regulerende mekanisme i lovgivningen.
Hertil kommer, at der, når elektriciteten nu afsættes til markedsbestemte priser, ikke længere er tale om, at der overhovedet foretages nogen indregning af omkostninger i den elpris, som der faktisk sælges til på det liberaliserede elmarked. Med liberaliseringen af elmarkedet mister »indregnet i elprisen« dermed sin mening, og dette må der selvfølgelig rettes op på ved ny lovgivning, sådan som det foreslås i L 244.
Tilbagevirkende kraft
Jeg kan også konstatere, at Århus Kommune må have en anden opfattelse af formuleringen tilbagevirkende kraft end jeg. Jeg kan således fastholde, at L 244 ikke har tilbagevirkende kraft, da lovforslaget alene vil have virkning fra 1. juli 1999, jf. lovforslagets § 5. L 244 har alene virkning for den fremtidige betaling af afgift.
Det er korrekt, at der bruges et »historisk« grundlag for beregningen af, hvor meget brændsel som skal fritages for afgiftsberegningen. I bemærkningerne til lovforslaget er redegjort herfor på side 5
»For de fleste værker vil de kontrakter, der var gældende den 1. juli 1998, have været gældende igennem en årrække, og således også i en periode, hvor der reelt har været omkostningsbestemte priser.
Datoen den 1. juli 1998 er valgt ud fra det hensyn, at der på dette tidspunkt har været modstående interesser mellem elektricitets- og varmesiden. Disse modstående interesser har bl.a. kunnet sikre en rimelig fordeling af omkostningerne til produktionen af henholdsvis elektricitet og varme, herunder også fordelingen af brændslerne. Samtidig har fordelingen været overvåget af Elprisudvalget.
Dermed er de principper, der ligger til grund for disse kontrakter, anvendelige i afgiftslovgivningen.«
Det er endvidere anført side 5 i bemærkningerne til L 244, at Skatteministeriet vil acceptere, at en endelig dom, som underkender Skatteministeriets synspunkt om kraftvarmefordelens placering i afgiftsmæssig henseende, medfører en forpligtigelse for afgiftsmyndighederne til at genoptage og ændre afgiftsansættelser, svarende til den ansættelse, hvor myndighederne er blevet underkendt.
Med andre ord vil en sådan dom også have betydning for afgiftsbetalingen efter 1. juli 1999.
Miljømæssige problemer
Der er med forslaget tale om en fortsættelse af de gældende afgiftsregler på området. Det betyder også, at der ikke i sig selv er særlige miljømæssige problemer forbundet med forslaget. Hvis det er delingen af kraftvarmefordelen, der henvises til som et miljømæssigt problem, må man sige, at så har det problem været der hele tiden. Som jeg også har anført i min kommentar til henvendelsen fra Danske Kraftvarmeværkers Forening (L 244 - bilag 6), er der tale om en række afvejninger, ikke mindst af fordelingsmæssige hensyn, når vi taler om afgiftsbelastningen og de miljømæssige virkninger. Sagt på en anden måde kan man med afgiftsreglerne sagtens favorisere de mest effektive værker, men det bliver med store fordelingsmæssige konsekvenser for varmekunderne i de områder, hvor værkerne ikke er så effektive. Jeg mener, at der med de gældende regler er et fornuftigt snit mellem afgifter og incitament til miljørigtige besparelser ved varme- og elproduktion og på den anden side balancen mellem effektive og mindre effektive værker.
Kontrakten må anses for godkendt af Elprisudvalget, og Told og Skat har ikke anfægtet den afgift, der er indbetalt efter 1. januar 1999
Med hensyn til, at kontrakten er godkendt i Elprisudvalget, henviser jeg til min besvarelse på spørgsmål 1. Det har som anført der ikke været muligt at få oplyst, om kontrakten er eller vil blive behandlet i Elprisudvalget, som nedlægges om kort tid. Det har imidlertid mindre betydning, når det samtidig af oplysninger, som foreligger for Skatteministeriet, fremgår, at tæt ved 100 pct. af den jyske elproduktion allerede fra den 1. januar 1999 blev afsat til markedspriser. Dermed er afgiftslovens bestemmelse om »indregnet i elprisen« jo netop ikke opfyldt og kan ikke opfyldes. Derfor er det nødvendigt med denne reparationslov, og derfor er det nødvendigt at bruge kontrakterne fra 1. juli 1998. Disse kontrakter er indgået på et tidspunkt, hvor en mindre del af elproduktionen blev afsat til markedspriser, og hvor »indregnet i elprisen« således havde betydning også i praksis.
Told og Skat har den 18. februar 1999 modtaget den nye kontrakt fra Midtkraft. Kontrakten vurderes i øjeblikket i Told og Skat sammen med andre afgiftsspørgsmål på dette område, således at der meget snart kan træffes afgørelse i sagen. Der er således ikke tale om accept af den anvendte fremgangsmåde, blot fordi værkets indbetaling af afgift er modtaget.
»Klagesagen«
Med hensyn til Århus Kommunes fremstilling af forløbet op til indbringelsen af klagen til Landsskatteretten er det interessant at konstatere, at man erkender, at man fra 1. januar 1997 har delt kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden, og at det samtidig var aftalt, at dette skulle medføre ændringer i priserne. Fra dette tidspunkt har varmesiden således haft omkostninger til et større brændselsforbrug end tidligere, og elsiden har haft tilsvarende lavere omkostninger til brændsel.
Da princippet i afgiftslovgivningen netop er, at afgiften skal følge den fordeling, værkerne selv har anvendt, og som kommer til udtryk ved de brændselsmængder, der indregnes i elprisen, må denne ændrede fordeling af brændslet mellem el- og varmesiden således også efter Skatteministeriets mening få afgiftsmæssig virkning.
Da sagen nu er indklaget for Landsskatteretten, skal jeg ikke her gå dybere ind i en diskussion af den konkrete sag. Men jeg kan dog tilføje, at told- og skattemyndighederne allerede i løbet af 1996 og i god tid før 1. januar 1997 henvendte sig til Midtkraft og gjorde opmærksom på, at man skulle huske at ændre afgiftsangivelsen fra dette tidspunkt, eftersom kraftvarmefordelen nu skulle deles mellem el- og varmesiden.
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 19. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas og lov om afgift af svovl
(Sikring af hjemmel til fritagelse af brændsel til elproduktion efter elliberaliseringen)
Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danske Fjernvarmeværkers Forening,
Kalundborg Kommune og
Århus Kommune.
Henvendelserne fra Århus Kommune og skatteministerens kommentarer hertil er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter vil et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.
Et flertal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) bemærker, at Venstre og Det Konservative Folkeparti hverken har lod eller del i de meget store varmeprisstigninger, som skatteministeren med sit cirkulære af 20. august 1998 har gennemtvunget i de større provinsbyer. Lovforslaget vil ikke afskære de centrale kraftværker fra at få penge tilbage fra staten, såfremt Skatteministeriet skulle tabe den verserende skattesag anlagt af Midtkraft i Århus. På denne baggrund vil Venstre og Det Konservative Folkeparti undlade at stemme for forslaget.
Et mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)