Betænkning over Forslag til lov om anlæg af rute 21, strækningen Holbæk-Vig
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 18. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om anlæg af rute 21, strækningen Holbæk-Vig
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til trafikministeren.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danmarks Naturfredningsforening,
Madsen, Egon og Janni, Grevinge,
NOAH,
Rasmussen, Joan og Klaus, Grevinge og
Socialistisk Folkepartis Ungdom, Holbæk.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
En del af mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) finder, at der har været alt for kort tid til behandlingen af lovforslaget i Folketinget. Socialistisk Folkeparti finder ikke, at det foreliggende beslutningsgrundlag i tilstrækkelig grad belyser behovet for det foreslåede vejprojekt, ligesom alternative løsninger ikke findes at være tilstrækkeligt belyst.
En anden del af mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) kan ikke støtte lovforslaget. Enhedslisten har anbefalet, at vejprojektet skulle underlægges Transportrådets anbefalinger til, hvordan man burde analysere og vurdere trafikanlæg, herunder en reel overordnet vurdering af de trafikmæssige problemer, der er i det vestsjællandske område. En sådan analyse kunne indbefatte en undersøgelse af effekten ved at bibeholde og måske endda øge færgeforbindelsen via Kalundborg frem for via Odden samt en analyse af effekten ved at udbygge eller måske omlægge jernbaneforbindelsen til Nykøbing Sjælland. En sådan analyse burde efter Enhedslistens opfattelse være selvskrevet, men i stedet fremlægges der med lovforslaget et konkret forslag til et vejprojekt, som bidrager til at flytte mere biltrafik ud på spidsen af et i forvejen hårdt trafikbelastet naturområde, som udløser, at egnene ved Lammefjorden og andre naturområder skal ødelægges, og som udløser mere biltrafik og mere CO2-udslip.
Ændringsforslag
Af et mindretal (V, KF og CD)
Til § 1
1) I 1. pkt. indsættes efter »Trafikministeren bemyndiges til«: »som motorvej«.
2) 2. pkt. udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene indebærer, at hele den omhandlede vejstrækning anlægges som motorvej.
Helge Mortensen (S) Holger Graversen (S) Poul Andersen (S) nfmd. Jytte Wittrock (S) Søren Hansen (S) Margrete Auken (SF) Arne Melchior (CD) fmd. Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Svend Heiselberg (V) Kristian Jensen (V) Svend Erik Hovmand (V) Erik Jacobsen (V) Kaj Ikast (KF) Brian Mikkelsen (KF) Ole Donner (DF) Klaus Kjær (DF)
Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.