Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 21. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion
(Ophævelse af tilskud til vedvarende energi)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet et spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt. Udvalget har endvidere til forslag til lov om elforsyning, L 234, stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren vedrørende den samlede elreform.
Endvidere har udvalget til lovforslaget og/eller lovforslag nr. L 234 modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danmarks Sportsfiskerforbund,
Dansk Industri,
Danske Elværkers Forening,
Danske Fjernvarmeværkers Forening,
Det Danske Stålvalseværk A/S,
East Consult A/S,
Elkraft,
Eltra,
Energi Horsens,
Indukraft og
Nesa.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af udvalget) henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.
Et andet mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.
Et tredje mindretal inden for flertallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.
Et fjerde mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.
Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Dette lovforslag er en følge af, at regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti indgik et finanslovforlig for 1999, der på energiområdet skal forbedre statens finanser med ca. 2 mia. kr. om året til og med år 2002.
Dansk Folkeparti finder, at det er uacceptabelt, at omlægningen af tilskud til vedvarende energi på 2 mia. kr. om året ikke medfører kompensation fra statens side, således at der ved betaling af andre afgifter eller skatter sker en tilsvarende nedsættelse. Ellers betales tilskuddet til vedvarende energi i realiteten to gange, og lovforslagets virkninger bliver ikke udgiftsneutrale i forhold til elforbrugerne. Ikke mindst derfor virker lovforslagets undertitel »Ophævelse af tilskud til vedvarende energi« misvisende. Der bliver ikke ophævet et eneste tilskud, opkrævningsmetoden ændres, og der sker efter Dansk Folkepartis mening en dobbelt betaling.
Dansk Folkeparti frygter tillige, at lovforslaget indebærer, at tilskuddenes overflytning til elregningen, hvor de er relativt usynlige for den almindelige forbruger, og tilskuddene til vedvarende energi indgår som et led i de stadige afgiftsforhøjelser på elregningen.
Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.
Martin Glerup (S) fmd. Helge Mortensen (S) Lis Greibe (S) Erik Mortensen (S) Henning Gjellerod (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Søren Kolstrup (EL) Peter Hansen-Nord (V) Harald Kjøller (V) Helga Moos (V) Kim Andersen (V) Frank Dahlgaard (KF) Tom Beck (KF) Aase D. Madsen (DF) nfmd. Kim Behnke (FP)
Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.