Legislator Case Law & Legislation
199814L00537 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om udnyttelse af vedvarende energikilder m.v.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 237 Valid

Betænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 21. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om udnyttelse af vedvarende energikilder m.v.

(Ændring af afregningspris for vindkraftanlæg m.m.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet et spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt. Udvalget har endvidere til forslag til lov om elforsyning, L 234, stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren vedrørende den samlede elreform.

Endvidere har udvalget til lovforslaget og/eller lovforslag nr. L 234 modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Danmarks Sportsfiskerforbund,

Dansk Industri,

Danske Elværkers Forening,

Danske Fjernvarmeværkers Forening,

Det Danske Stålvalseværk A/S,

East Consult A/S

Elkraft,

Eltra,

Energi Horsens,

Indukraft og

Nesa.

Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af udvalget) henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.

Et andet mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.

Et tredje mindretal inden for flertallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.

Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Dansk Folkeparti finder, at lovforslaget indebærer, at elproduktionstilskuddet til vindmøller allerede fra den 1. juli 1999 flyttes fra statskassen til forbrugernes elregning. Ikrafttrædelsestidspunktet er fastsat for, at staten så hurtigt som muligt kan undlade at betale tilskuddet til vindmølleel, som det er aftalt i finanslovaftalen.

Dansk Folkeparti er ikke enig i, at tilskuddet uden kompensation skal udløse en ekstrabetaling på forbrugernes elregning.

Dansk Folkeparti finder generelt, at tilskud til vindmøller er for høje, og at dette har været medvirkende til, at udbygningen med vindmøller på land har nået et uacceptabelt niveau. De danske landskabsværdier har lidt ubodelig skade ved en voldsom og ofte uhensigtsmæssig placering af vindmøller. Ligeledes har de mange naboer til vindmøller ikke nogen mulighed for at få økonomisk kompensation i forbindelse med tab af livskvalitet med hensyn til gener fra støj og blink eller de beviseligt faldende ejendomsværdier.

Det kan tilføjes, at den stadige udbygning med vindmøller indebærer, at forbrugernes elregning i stigende grad belastes med kravet om øget tvangsaftag af dyr prioriteret el.

Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det under nr. 1 stillede ændringsforslag.

Mindretallet henviser til sin udtalelse i betænkningen over lovforslag nr. L 234.

Ændringsforslag

Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF, SF, CD og RV)

Til § 1

1) I det under nr. 4 foreslåede § 11 a, stk. 2, indsættes efter »mod legitimation«: »og uden retskendelse «.

Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF og EL)

2) I den under nr. 4 foreslåede § 11 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Med henblik på at miljø- og energiministeren kan varetage de tilsyns- og kontrolfunktioner, som skal sikre, at tilskud anvendes i overensstemmelse med de vilkår, som er fastsat i medfør af loven, er det efter nøje overvejelser fundet nødvendigt i stk. 2 at medtage en bestemmelse, som giver ministeren eller personer, der af ministeren bemyndiges hertil, adgang til privat ejendom mod legitimation uden retskendelse.

Denne adgang omfatter besigtigelse af de støttede aktiviteter, gennemsyn af regnskabsmateriale samt konstatering af aktivers tilstedeværelse og aktiviteters gennemførelse.

Adgangen er begrænset til de lokaliteter på ejendommen, hvor de oplysninger, der er nødvendige for varetagelse af tilsyns- og kontrolfunktioner, forefindes. Der vil i almindelighed være tale om forretningslokaler.

Der er i overensstemmelse med fast lovgivningspraksis ikke i bestemmelsen fastsat krav om retskendelse, da der ikke er et retsindhold for retten at tage stilling til.

Til nr. 2

Bestemmelsen fastsætter, at det er politiet, som yder bistand ved fysiske hindringer for gennemførelsen af beføjelserne efter stk. 2.

Martin Glerup (S) fmd. Helge Mortensen (S) Lis Greibe (S) Erik Mortensen (S) Henning Gjellerod (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Søren Kolstrup (EL) Peter Hansen-Nord (V) Harald Kjøller (V) Helga Moos (V) Kim Andersen (V) Frank Dahlgaard (KF) Tom Beck (KF) Aase D. Madsen (DF) nfmd. Kim Behnke (FP)

Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →