Betænkning over Forslag til lov om forurenet jord

Bilag

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 16

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at det skal være muligt for erhvervslivet at forsikre sig ud af myndighedspåbudet efter forslagets § 41.

Ministeren bedes til brug for vurderingen af lovforslagets økonomiske konsekvenser for erhvervslivet konkretisere det forventede præmieniveau for forsikringen for

- autoreparatører,

- cykelsmede og

- malermestre,

der driver mindre håndværksvirksomheder i egen ejendom.

Ministeren bedes i besvarelsen opstille samt præcisere de forudsætninger, der er lagt til grund for beregningen af præmieniveauet.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som på baggrund af drøftelser med forsikringserhvervet vurderer, at det kan lade sig gøre inden for rammerne af almindelige forsikringsbetingelser at udvide forsikringsdækningen til tilfælde, hvor der gives myndighedspåbud efter forslagets § 41.

Forsikringserhvervet har imidlertid ikke kunnet fastlægge en fast præmiestørrelse herfor, idet denne vil afhænge af en række helt konkrete forhold, herunder den forsikringsmæssige risikovurdering af den virksomhed, der ønsker at tegne forsikring, de nærmere vilkår i forsikringen, og hvor stort et antal virksomheder der vil tegne forsikringer.

Lovforslaget pålægger ikke virksomhederne en pligt til at tegne forsikring mod det ubetingede ansvar. Af denne grund er det forventede præmieniveau ikke indregnet i lovforslagets økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Som anført i svaret på spørgsmål 10 (L 183 - bilag 13) har forsikringsbranchen oplyst, at den er godt i gang med at se på mulighederne for at forsikre erhvervsvirksomheder og allerede kan starte med at udbyde et forsikringsprodukt fra august 1999.

Spørgsmål 19

Ministeren bedes redegøre for det forhold, at lovforslaget lægger op til en registrering af de forurenede arealer frem for en egentlig tinglysning.

Svar

Efter lovforslaget skal de ejendomme, der omfattes af kortlægningen, indføres i matrikelregisteret, der administreres af Kort- og Matrikelstyrelsen. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om registreringen. Efter Kort- og Matrikelstyrelsens gængse rutiner overføres oplysningerne til det fælleskommunale ejendomsdataregister og til notering i tingbogen for den pågældende ejendom.

Ved indlæggelse i matrikelregisteret sikres, at der altid vil foreligge præcise oplysninger om, hvorvidt ejendomme er berørt af kortlægningen, selv om deres størrelse og form ændres ved udstykning, sammenlægning eller andre matrikulære forandringer.

Med såvel registreringen i matrikelregisteret som notering i tingbogen er det unødvendigt at fastholde en egentlig tinglysning som hidtil af forureningsregistrerede ejendomme.

Spørgsmål 22

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt værditabslovens indhold og intentioner videreføres uændret, som det er anført i bemærkningerne til lovforslaget.

Svar

Lovforslaget opretholder værditabslovens ordning, hvorefter boligejere, der i god tro har erhvervet en boligejendom, der senere viser sig at være forurenet, kan søge om en hurtig oprydning. Ordningen muliggør iværksættelse af oprydninger til sikring af den aktuelle boliganvendelse. Forureninger, der ikke udgør nogen risiko for boliganvendelsen, men f.eks. alene grundvandet, ryddes ikke op for værditabsmidler.

Dette er i overensstemmelse med den nugældende værditabslovs bestemmelser og intentioner som nærmere afgrænset i værditabslovforslagets bemærkninger.

Oprydninger efter lovforslagets værditabsordning gennemføres på en måde og i et omfang, der svarer til den boligoprydning, som amtsrådet ville have foretaget af hensyn til boliganvendelsen efter bestemmelserne om den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats (lovforslagets kapitel 3). Der er således tale om at fremrykke tidspunktet for en offentligt finansieret oprydning.

Dette svarer til den nuværende lov, hvor der også er parallelitet mellem omfanget af oprydninger efter værditabslov og affaldsdepotlov (af hensyn til boliganvendelsen).

Denne parallelitet medfører dog i lovforslaget, at der ikke kan kræves en værditabsoprydning, såfremt den sundhedsmæssige risiko kan imødegås ved anbefalinger, påbud eller generelle regler efter lovforslagets § 9. Beklageligvis må jeg konstatere, at det kan virke meningsforstyrrende, at der i bemærkningerne til § 28 ikke er indføjet et »ikke« i sætningen. »I det omfang en sundhedsmæssig risiko kan afværges ved en begrænset indsats på udendørs arealer, for eksempel dækning af bar jord, bund i sandkasser og lignende, vil sådanne foranstaltninger (ikke) blive udført efter ordningen«.

Foruden ovennævnte justering i forhold til § 9 er der foreslået en skærpende præcisering og nogle teknisk-administrative justeringer.

Som ovenfor nævnt er der parallelitet mellem omfanget af oprydninger efter værditabsordningen og den almindelige offentlige oprydning.

Dette indebærer, at oprydningsniveauet i en værditabssag ikke vil være større end ved en oprydning efter lovforslagets kapitel 3. Der vil kunne efterlades restforurening, hvis denne ikke har sundhedsmæssig betydning.

Dette har givet anledning til den skærpende præcisering, således at paralleliteten i oprydningernes omfang direkte fremgår af lovteksten. Dette er ikke udtryk for en egentlig ændring i forhold til den gældende værditabslovs indhold, men gør det tydeligt, at en oprydning efter værditabsordningen, jf. ovenfor, ikke nødvendigvis er en fuldstændig oprydning af den pågældende ejendom. Anledningen til den skærpende præcisering er, at der i praksis undertiden har været misforståelser eller tvivl om oprydningens omfang efter værditabsloven.

Den væsentligste teknisk-administrative justering er forslagets bestemmelse om, at retten til en værditabsoprydning kan overdrages, så snart ansøgning er indsendt. Med denne justering indføres en lettelse i en salgssituation. Efter den eksisterende lov kan retten først overdrages, når amtsrådet har meddelt det endelige tilsagn om oprydning.

Spørgsmål 26

Hvor mange af de ca. 50 sager årligt, som ifølge bemærkningerne til lovforslaget skønnes påbudt opryddet efter jordforureninger, der sker efter lovens ikrafttræden, ville blive omfattet af en bestemmelse om ansvar for forurenerne efter et culpalignende ansvar i stedet for den regel om objektivt ansvar, som ministeren foreslår? Hvad skønnes omkostningerne for det offentlige til afværgeforanstaltninger at stige med, hvis der i stedet for den foreslåede regel om objektivt ansvar blev indsat en bestemmelse om et culpalignende ansvar?

Svar

Som det fremgår af lovbemærkningerne, skønnes de samlede omkostninger for forurenere til oprydning af 50 sager pr. år eksklusive villaolietanke til ca. 60 mio. kr. pr. år.

Hvis det foreslåede ansvar blev ændret til et culpa-ansvar, ville en betydelig del af de 50 årlige sager skulle indgå i den offentlige indsats. Dette skønnes at ville medføre en stigning i de offentlige omkostninger til afværgeforanstaltninger på ca. 20 mio. kr. pr. år. Det forudsættes, at det offentlige ikke fjerner mere forurening end nødvendigt i forhold til aktuel arealanvendelse og prioriterede grundvandsressourcer.

Hertil kommer, at et culpa-ansvar medfører øgede administrative omkostninger for myndighederne, når de skal bevise, at forureninger skyldes culpøse handlinger.

Jeg vil gøre opmærksom på, at forureninger fra villaolietanke ikke er med i skønnet på 50 årlige tilfælde af forurening. Hvis lovforslaget blev ændret til et culpa-ansvar også for villaolietanke, ville vi få en fortsættelse af den nuværende situation. Det skønnes, at der sker ca. 140 uheld med villatanke hvert år. Hvis det antages, at 100 af disse indgår i den offentlige indsats, vil det koste i størrelsesordenen 30 mio. kr. pr. år.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at lovforslagets bud på antallet af forureninger, som vil ske i fremtiden, kun kan være et skøn, og mange forhold kan indvirke på tallet. For eksempel kan man forestille sig, at tallet vil blive større med et culpa-ansvar, fordi virksomhederne i så fald måske vil være mindre tilbøjelige til at sikre sig mod forureningshændelser.

Spørgsmål 27

Ministeren bedes oplyse, hvad der gælder med hensyn til undtagelser fra det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven, og hvad der er begrundelsen for de eventuelle forskelle.

Svar

For så vidt angår spørgsmålet om undtagelser fra det objektive ansvar i lov nr. 225 fra 1994 om erstatning for miljøskader, har Justitsministeriet oplyst følgende

»Efter miljøerstatningsloven er der objektivt ansvar for forurening, der er en påregnelig følge af en af de former for erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet, som er anført i bilaget til loven.

Det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven gælder kun i forbindelse med udøvelsen af visse særligt miljøfarlige eller forurenende former for aktivitet. Skyldes forureningen forhold, der ikke har nogen forbindelse med disse særligt farlige eller forurenende aktiviteter, er virksomheden således ikke objektivt ansvarlig efter loven, men alene efter dansk rets almindelige erstatningsregel (culpareglen). Er f.eks. en virksomhed omfattet af det objektive ansvar, alene fordi den har en nedgravet olietank på mindst 6.000 liter, vil virksomheden derfor kun være objektivt erstatningsansvarlig, hvis der sker en forureningsskade, der er forårsaget af olie fra virksomhedens olietank.

Efter loven gælder det objektive ansvar ikke, hvis forureningen skyldes, at aktiviteten er udøvet i overensstemmelse med ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed.

Det objektive ansvar gælder som ovenfor nævnt for forureninger, der er en påregnelig følge af den særligt miljøfarlige aktivitet. I det almindelige erstatningsretlige krav om påregnelighed ligger, at den indtrufne forurening skal være et typisk udslag af den skadevoldende aktivitets farlige egenskaber. Risikoen for den pågældende forurening skal således have været forøget som følge af den skadevoldende aktivitet.

Det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven er også på andre områder undergivet dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar og ansvarsfrihedsgrunde m.v. Det gælder f.eks. spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af erstatningen på grund af skadelidtes tilsidesættelse af sin tabsbegrænsningspligt og om ansvarsfrihed på grund af nødværge.

Med hensyn til spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af medvirken i form af egen skyld fra skadelidtes side eller på grund af accept af risiko indeholder loven særlige regler, som svarer til reglerne i færdselsloven. Ved personskade kan erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket forsætligt. Har skadelidte medvirket ved grov uagtsomhed, kan erstatningen nedsættes eller i særlige tilfælde bortfalde. Ved tingsskade kan erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket ved forsæt eller uagtsomhed.

Skadevolderens ansvar efter miljøerstatningsloven kan nedsættes eller bortfalde i henhold til den almindelige regel i erstatningsanvarslovens § 24, stk. 1, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende, eller når ganske særlige forhold i øvrigt gør det rimeligt. I det pågældende lovforslags bemærkninger (L 123, fremsat den 9. december 1993) nævnes bl.a., at virksomhedens erstatningsansvar over for skadelidte i særlige tilfælde vil kunne lempes, hvis skaden er forårsaget af tredjemand forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Endvidere finder almindelige regler om konkurrerende eller samvirkende årsager til en forurening anvendelse. Herom anføres bl.a. følgende i det pågældende lovforslags bemærkninger

»Har en virksomhed forårsaget en forurening i samspil med naturkræfter, således at disse optræder som den skadesudløsende begivenhed, er udgangspunktet, at der ifaldes ansvar efter bestemmelsen. Dette forudsætter dog, at der er tale om en forudsigelig eller forudberegnelig begivenhed. En virksomhed vil således kunne pådrage sig et objektivt ansvar, hvis den udløsende faktor er en naturbegivenhed, der optræder med regelmæssige mellemrum (frost, storm, betydelig nedbør osv.).

Hvis der derimod er tale om naturkatastrofer såsom jordskælv, orkaner, tyfoner eller lignende force majeure-tilfælde, ifaldes der ikke ansvar efter bestemmelsen, uanset at denne ikke indeholder udtrykkelig undtagelse med hensyn til disse tilfælde.««

Om forslaget til lov om forurenet jord kan jeg oplyse følgende

Påbud kan som altovervejende hovedregel alene meddeles til forurenere. Det vil sige, at der foreslås et driftsherreansvar i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet. Hvis der er flere forurenere, kan påbud meddeles til dem alle efter de særlige regler i forslagets § 43.

Undtaget fra det fulde forureneransvar er forureninger som følge af ikke-erhvervsmæssige aktiviteter. Sådanne forurenere vil alene kunne meddeles påbud, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. Det fulde forureneransvar gælder dog (med forsikringspligt) for de mindre olietanke til boligopvarmning.

Det fulde forureneransvar kan herefter opdeles i et undersøgelsesansvar og et oprydningsansvar.

Der er ingen undtagelser fra det fulde undersøgelsesansvar i § 40. Dette skyldes, at omkostningsniveauet ved undersøgelsespåbud normalt er af et mere begrænset omfang, at en enkel og klar regel kan administreres mere ensartet, og at udstedelse af undersøgelsespåbud vanskeliggøres, såfremt miljømyndighederne inden udstedelse af undersøgelsespåbud først skal afklare, hvorvidt en forurening eventuelt kan være opstået ved en naturkatastrofe, hærværk eller lignende.

For så vidt angår det fulde oprydningsansvar, er der i selve loven fastsat nogle enkelte undtagelser. Der kan således ikke udstedes oprydningspåbud i de tilfælde, hvor forureningen er opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer, jf. forslagets § 41, stk. 2.

Som det ses, baserer miljøerstatningsloven og forslaget til jordforureningslov sig på to principielt set forskellige juridiske reguleringsformer, nemlig henholdsvis (civil) erstatningsret og offentlig ret.

I relation til spørgsmålet om undtagelser fra det fulde forureneransvar fremgår det imidlertid af ovenstående, at der næppe herudover er nogen forskel mellem miljøerstatningsloven og forslaget til jordforureningslov med hensyn til oprydningsansvaret vedrørende forureninger, der er opstået på grund af force majeure-lignende forhold, dvs. naturkatastrofer m.v.

Det fulde forureneransvar i forslaget til jordforureningslov undtager ikke forureninger, der er opstået på grund af hærværk og brand. Dette er begrundet i ønsket om en klar regel, der fastholder ansvaret hos den, der driver den potentielt forurenende aktivitet.

For alle påbud gælder i øvrigt, at de er underlagt almindelige forvaltningsretlige regler, herunder om, at der skal være proportionalitet mellem det miljøproblem, der skal løses, og de udgifter, der er forbundet hermed.

Spørgsmål 34

Kan ministeren oplyse, hvor store værditabene for grundejerne som følge af kortlægningen skønnes at blive, og hvilke konsekvenser værditabene får for ejendomsvurderingerne og for muligheden for at optage realkreditforeningslån?

Svar

Når man skal vurdere mulige værditab for grundejerne som følge af kortlægningen, vil der være mange forhold, der skal tages i betragtning. Der kan således ikke gives et generelt bud på, om kortlægningen medfører et værditab, eller i givet fald hvor stort det vil være.

Værditab må forstås som en nedgang i ejendommens handelsværdi. Et eventuelt værditab vil afhænge af forholdene på ejendomsmarkedet på det givne tidspunkt. Også ejendommens anvendelse og eventuelle muligheder for ændret anvendelse har betydning. Endelig betyder det også noget, hvor i landet eller i et givent område ejendommen er lokaliseret.

Det værditab, som eventuelt måtte opstå for boligejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1, søges under alle omstændigheder imødegået, idet det er hensigten, at alle boligejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1, skal kortlægges frem til vidensniveau 2 inden for en årrække. Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 33 (L 183 - bilag 34), er jeg indstillet på at drøfte en fastsættelse af en rimelig tid for, hvor længe boligejere maksimalt skal vente på at få deres boligejendom kortlagt fra vidensniveau 1 til 2.

Anderledes forholder det sig med ejendomme uden for indsatsområderne, jf. besvarelsen af spørgsmål 33 (L 183 - bilag 34), f.eks. de industriejendomme, hvor der ikke er risiko for drikkevandsressourcerne. Sådanne ejendomme kan ikke forvente en videre offentlig kortlægning end på vidensniveau 1. De økonomiske konsekvenser vurderes dog at være begrænsede, blandt andet fordi sådanne ejendomme ikke på grund af kortlægningen skal søge om tilladelse til fortsat industriel anvendelse eller nyt byggeri.

Et eventuelt værditab som følge af kortlægning på vidensniveau 1 må i givet fald i det væsentligste tilskrives det faktum, at der foreligger viden om aktiviteter, der kan have været kilde til jordforurening. Tilsvarende må et eventuelt værditab som følge af kortlægning på vidensniveau 2, hvor jordforurening er konstateret, i det væsentligste tilskrives det faktum, at ejendommen er forurenet. Kortlægningen afspejler således blot de forhold, der eventuelt kan give anledning til værditab.

Som det fremgår af lovforslaget, er det seneste initiativ til undersøgelse af indvirkningen på ejendomsvurderingerne taget af Told- og Skattestyrelsen i 1997. Undersøgelsen viste, at registreringer efter affaldsdepotloven kun har haft indvirkning på ejendomsvurderingerne i godt 1/3 af tilfældene. Told og Skat har på baggrund af undersøgelsen konkluderet, at det lave antal, hvor forureningen har haft indflydelse på ejendomsvurderingen, primært skyldes, at det har været meget vanskeligt for vurderingsmyndighederne at få et samlet overblik i de konkrete sager over forureningens omfang, placering på lokaliteten og de samlede oprydningsomkostninger.

Det er ikke muligt at vurdere kortlægningens betydning for muligheden for at optage realkreditforeningslån. De forhold, som kortlægningen afspejler, indgår imidlertid i den konkrete vurdering i den enkelte lånesag.

Spørgsmål 40

Efter lovforslagets § 74 kan myndighederne vælge mellem, om jordforureningsloven eller miljøerstatningsloven skal anvendes ved jordforureninger fra listevirksomheder. Ministeren har i svar på spørgsmål 27, jf. L 183 - bilag 60, tilkendegivet, at en myndighed vil kunne meddele påbud efter forslagets § 40 til en listevirksomhed omfattet af miljøerstatningsloven, selv om myndigheden ikke vil have noget krav efter miljøerstatningsloven uanset årsagen hertil. Det ønskes på denne baggrund oplyst, om en myndighed vil kunne meddele påbud om oprydning efter forslagets § 41 til en listevirksomhed omfattet af miljøerstatningsloven, selv om myndighedens krav efter miljøerstatningsloven ville være bortfaldet eller nedsat som følge af

- myndighedens egen skyld (f.eks. godkendt deponeringen)

- myndighedens tilsidesættelse af sin tabsbegrænsningspligt.

Svar

Indledningsvis bemærkes, at bestemmelsen i lovforslagets § 74 ikke er tænkt anvendt i situationer, hvor der er eller kan meddeles påbud. Hvis myndigheden i disse situationer selv bekoster en oprydning, kan denne kræve sine udgifter dækket efter bestemmelserne i § 73. Forurenerens betalingsforpligtelse er således den samme, uanset om det er forureneren selv eller myndigheden, der rent faktisk forestår oprydningen.

Adgangen til at meddele påbud er reguleret af bestemmelserne i jordforureningslovforslaget suppleret med almindelige forvaltningsretlige regler. Miljøerstatningslovens regler er således uden betydning ved fastlæggelsen af, hvornår der kan meddeles påbud. Et påbud efter lovforslagets § 41 kan herefter meddeles i de situationer, der nævnes i spørgsmålet.

Det følger endvidere af lovforslagets § 68, stk. 2, at tilsynsmyndigheden har pligt til i tilfælde af overhængende alvorlig fare og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse at foretage det nødvendige uden påbud.

For god ordens skyld kan det anføres, at det fremgår af miljøerstatningslovens § 3, stk. 2, at en virksomhed bliver ansvarsfri, hvis skaden skyldes, at aktiviteten er udøvet i overensstemmelse med ufravigelige forskrifter. Dette vil sjældent være tilfældet, idet der sædvanligvis alene fastsættes grænser for virksomhedens udledninger og lign. uden en udtrykkelig normering af produktionsproces eller -udstyr. Af bemærkningerne til miljøerstatningslovforslaget fremgår, at bestemmelsen ikke udelukker, at en virksomhed kan blive erstatningsansvarlig på objektivt grundlag, selv om virksomheden har handlet i overensstemmelse med en tilladelse, der er givet af en offentlig myndighed. I disse tilfælde vil virksomhedens erstatningsansvar dog kunne begrænses af den »tålegrænse«, som indgår i forureningsdefinitionen.

Spørgsmålet om, hvorvidt en myndighed har handlet erstatningspådragende, eller om en myndighed skal bære et medansvar for udgifterne til genopretning af miljøet, må i sidste ende afgøres af domstolene.

Spørgsmål 41

Ministeren har i svar på spørgsmål 10, L 183 - bilag 35, givet en redegørelse for, hvad der ligger i kravet om genopretning, hvor det understreges, at der i alle tilfælde gælder et proportionalitetsprincip. Ministeren bedes på denne baggrund oplyse, om der er nogen forskel på de økonomiske krav, som kan rejses på grundlag af miljøerstatningslovens § 2, nr. 4, om dækning af udgifter til genopretning, og de krav, som kan rejses på grundlag af jordforureningsloven. Såfremt svaret er bekræftende ønskes oplyst, om ministeren kan garantere for, at kravene efter jordforureningsloven altid vil være mindre omfattende end efter erstatningsreglerne.

Svar

I lovforslagets § 41 er genopretningsprincippet lovfæstet. Dette er en videreførelse af princippet i miljøbeskyttelsesloven.

Ved genopretning af miljøet forstås som udgangspunkt, at miljøet bringes i samme stand, som før skaden/forureningen indtraf.

Efter miljøerstatningsloven er det en forudsætning for at kunne kræve udgifter til genopretning af miljøet dækket, at den, der foretager genopretningen, anerkendes som erstatningsberettiget.

Det er kun »rimelige omkostninger« til genopretning af miljøet, der erstattes. Det er ikke i miljøerstatningsloven eller dens forarbejder fastlagt, hvilke genopretningsforanstaltninger som er dækket af begrebet »rimelige omkostninger«. Det fremgår dog af bemærkningerne til miljøerstatningsloven, at i det omfang miljømyndighederne har ret og pligt til at foretage afværgeforanstaltninger og genopretning af miljøet efter miljøbeskyttelsesloven, jf. §§ 69-70, vil omkostningerne kunne erstattes.

Om betingelserne for erstatning efter miljøerstatningsloven henviser jeg i øvrigt til mit svar på udvalgets spørgsmål nr. 27.

Efter jordforureningslovforslaget gælder generelt, at miljømyndigheden vil kunne kræve udgifter dækket, som er afholdt i medfør af loven, af den, som var eller kunne være adressat for et påbud, jf. forslagets § 73.

Genopretningsprincippet er underkastet de begrænsninger, der følger af almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger; hvis f.eks. afværgen af miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere metoder, så skal den billigste vælges.

Der skal endvidere være en miljø- og sundhedsmæssig begrundelse for, at myndigheden kan give påbud. Som eksempel på, at myndighederne også skal være opmærksomme på dette, er i lovbemærkningerne anført, at myndigheden må vurdere, hvorvidt forureningen nu eller i fremtiden vil kunne udgøre noget problem. Om dette vil være tilfældet, vil afhænge af den enkelte konkrete situation.

Der skal således være et rimeligt forhold mellem omkostningerne til genopretning og den tilsigtede miljøgevinst (proportionalitetsprincippet).

For en sammenligning af omkostninger, der kan pålægges forureneren efter henholdsvis jordforureningslovforslaget og civilretlige erstatningsregler i anden situation, henviser jeg i øvrigt til bemærkningerne side 24 og 25. Det fremgår heraf, at der meget vel kan være forskel.

Spørgsmål 42

Hvad forstås ved, at foranstaltningen skal være »miljømæssigt begrundet«, og kan ministeren nævne andre eksempler på, at en foranstaltning ikke er miljømæssigt begrundet ud over det tilfælde, hvor en konstateret jordforurening ligger i det dybere jordlag og ikke er mobil?

Svar

I lovforslagets § 41 er lovfæstet det såkaldte genopretningsprincip, hvilket indebærer, at intentionen er, at forureningen fjernes svarende til situationen, før forureningshændelsen indtraf. Dette er en videreførelse af princippet i miljøbeskyttelsesloven. Dette princip er underkastet de begrænsninger, der følger af almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger; hvis f.eks. afværgen af miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere metoder, så skal den billigste vælges.

Herudover er det i lovbemærkningerne til § 41 omtalt, at der skal være en miljø- og sundhedsmæssig begrundelse for foranstaltningen. Som eksempel på, at myndighederne også skal være opmærksom på dette, er i lovbemærkningerne anført den i spørgsmålet omhandlede situation, hvor myndigheden må vurdere, hvorvidt forureningen nu eller i fremtiden vil kunne udgøre noget problem. Om dette vil være tilfældet, vil afhænge af den enkelte konkrete situation.

Der skal således være et rimeligt forhold mellem oprydningsomkostningerne og den tilsigtede miljøgevinst (proportionalitetsprincippet).

Spørgsmål 43

Ministeren har i svar på spørgsmål 13, jf. L 183 - bilag 57, tilkendegivet, at påbudsmodellen ikke er »begrænset af krav om årsagsforbindelse« . I ministerens svar på spørgsmål 7, jf. L 183 - bilag 62, er derimod anført, at »myndighederne skal godtgøre, at forureningen hidrører fra påbudsadressaten «. Ministeren bedes på denne baggrund tydeliggøre, hvilken forskel der er mellem kravet om årsagsforbindelse og »hidrører«, herunder om det er korrekt forstået, at myndighederne ikke skal godtgøre, at forurenerens virksomhed er årsag til forureningen.

Svar

I fortsættelse af min besvarelse af spørgsmål nr. 11 og 13 vil jeg gerne præcisere, at vurderingen af, om betingelserne for at meddele påbud er til stede, ikke afgøres efter erstatningsrettens regler.

Det er dog efter forslagets § 41, stk. 3, en betingelse for at kunne meddele påbud om afværgeforanstaltninger og genopretning, at forureningen stammer (hidrører) fra den pågældende virksomhed, det anvendte anlæg eller en aktivitet. Det er således ikke tilstrækkeligt for at kunne meddele påbud om oprensning, at der findes en forurening på grunden.

I den forstand skal årsagen til forureningen altså kunne henføres til virksomheden m.v. Dette følger som sagt ikke af de civilretlige regler, men af forslagets § 41, stk. 3.

Efter erstatningsretten stilles der bl.a. krav om, at det skal kunne godtgøres, at forureningen er forårsaget af en handling (eller undladelse), og at skaden er opstået som følge heraf.

Spørgsmål 44

Ministeren bedes bekræfte, at det følger af grundlovens § 63, at borgeren er forpligtet til at efterkomme et påbud, når de administrative ankemuligheder er udtømt uden hensyn til, om borgeren har meget gode grunde til at antage, at påbud skulle være rettet til en anden. I forlængelse heraf bedes ministeren oplyse, om der ikke er en meget begrænset realitet i, at myndigheders krav om erstatning for omkostninger til gennemførelse af påbud skal rejses ved domstolene og om der i den anledning har været overvejelser om det hensigtsmæssige i, at myndighederne bevæger sig ind på domstolenes område.

Svar

Den altovervejende hovedregel er, at der ikke er opsættende virkning af et sagsanlæg ved domstolene. Dette medfører, at den, et påbud er rettet til, skal efterkomme dette, uanset om vedkommende anlægger sag ved domstolene.

Såfremt virksomheden ikke efterkommer et påbud, kan myndigheden søge at håndhæve dette ved en politianmeldelse. Myndigheden kan endvidere vælge selv at udføre foranstaltningen. I så fald sker det på påbudsadressatens regning, jf. lovforslagets § 68, stk. 1, og § 73, stk. 1.

I modsætning til, hvad der gælder efter miljøbeskyttelsesloven i dag og Jordforureningsudvalgets forslag til betænkning, er der ikke udpantningsret for sådanne udgifter. Det er netop retssikkerhedsmæssige hensyn, der har ført til denne ændring. Denne ordning indebærer, at myndighederne ved manglende betaling selv må anlægge en retssag. I en sådan situation vil berettigelsen af kravet således skulle afgøres af domstolene.

Jeg er enig i, at langt de fleste afgørelser, som myndigheder træffer, bliver efterlevet uden domstolenes mellemkomst. Sådan bør det efter min opfattelse også være også på jordforureningsområdet.

Netop på dette område har vi dog i de senere år set en række sager indbragt for domstolene. Dette skyldes antagelig, at der har været stor usikkerhed hos alle parter om den gældende retstilstand. Et af formålene med lovforslagets påbudsbestemmelser er at minimere den retsusikkerhed, der har været, og som i et vist omfang stadig består efter gældende regler.

Jordforureningslovforslaget er en miljølov, der skal varetage miljø- og sundhedsmæssige hensyn. Et sædvanligt reguleringsinstrument i denne henseende er udstedelse af påbud, hvor dette er hjemlet og skønnes nødvendigt. Jeg er ikke bekendt med, at der har været overvejelser i retning af at betragte påbudsinstrumentet som et, hvor man »bevæger sig ind på domstolenes område «.

Spørgsmål 45

I ministerens svar på spørgsmål 17, jf. L 183 - bilag 47, anføres, at påbud om afværgeforanstaltninger på kortlagte arealer efter § 9, stk. 2 og 3, forudsætter et »vidensgrundlag«. Skal dette forstås således, at der for brug af påbudshjemmelen kræves mere viden end for registrering?

Svar

Der kan ikke pålægges en grundejer handlepligt, hvis ejendommen slet ikke er kortlagt. Den viden, der skal danne baggrund for en handlepligt, vil således altid være mindst den viden, der foreligger, når ejendommen kortlægges på vidensniveau 1.

Alt afhængig af den konkrete situation vil der efter omstændighederne kunne pålægges handlepligter på dette vidensgrundlag. Disse handlepligter skal opfylde forvaltningsrettens krav om proportionalitet.

I øvrigt vil amtsrådet skulle fortsætte kortlægningsarbejdet for de ejendomme, der ligger inden for det offentliges indsatsområde (risiko for grundvand, boliger m.v.), jf. § 6, stk. 1. Her vil der i en løbende proces blive tilvejebragt en udbygget viden om forureningsforholdene på disse ejendomme og dermed en viden, der kan danne grundlag for handlepligter, f.eks. opretholdelse/vedligeholdelse af et dækkende græsdække eller tilsvarende slidlag på en boldbane.

Spørgsmål 46

Ministeren betoner i samme svar, jf. L 183 - bilag 47, at »forureneren betaler« er lovens hovedprincip, og at hjemmelen til at påbyde en grundejer at afskærme en forurening fremkaldt af trafik eller tredjemand udgør en undtagelse. Ministeren bedes på denne baggrund oplyse, om loven skal forstås således, at en grundejer, der pålægges sådanne handlepligter, kan rejse erstatning mod forureneren, og på hvilket grundlag dette skal ske, herunder om borgeren har en tilsvarende mulighed som myndigheden for at gøre ansvar gældende på objektivt grundlag.

Svar

Grundejerens ret til at forlange erstatning fra forureneren afgøres efter de civilretlige regler. Lovforslaget regulerer ikke spørgsmålet.

Spørgsmålet, om grundejeren vil kunne kræve erstatning på objektivt grundlag, vil afhænge af de erstatningsregler, som forholdet skal bedømmes efter, og de mangelsbeføjelser, der i øvrigt kan gøres gældende over for forureneren, hvis denne er sælger af ejendommen.

Grundejerens adgang til at forlange erstatning eller godtgørelse kan således ikke uden videre sammenlignes med myndighedernes adgang til på objektivt grundlag at meddele påbud.

Spørgsmål 47

Lovforslaget sondrer mellem ejere af olietanke på over og under 6000 liter olie.

Ejere af de store olietanke er som anført i ministerens svar på spørgsmål 11, jf. L 183 - bilag 62, omfattet af miljøerstatningslovens objektive ansvar, der alene kan rettes mod driftsherren (ikke ejeren), og er i øvrigt undergivet de almindelige civilretlige regler, som ministeren har tilkendegivet ikke bør gælde for jordforurening, jf. f.eks. svar på spørgsmål 13, jf. L 183 - bilag 57.

Ejere af de mindre tanke følger det ubetingede ansvar efter § 48.

Da ministerens tilkendegivelser forudsætter, at der er en forskel mellem det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven og jordforureningsloven, bedes ministeren redegøre for, hvori forskellene består.

Svar

Efter miljøerstatningsloven er virksomheder, herunder udlejningsejendomme, der har nedgravet olietanke med et rumindhold på 6000 liter og derover, omfattet af bilaget til loven, punkt J, nr. 9, og dermed bestemmelserne om objektivt erstatningsansvar. For så vidt angår de nærmere erstatningsbetingelser, kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 27.

De virksomheder, der er omfattet af bilaget til miljøerstatningsloven, vil også være omfattet af jordforureningsloven § 41, stk. 3, nr. 1. Efter § 41, stk. 3, nr. 1, kan der meddeles virksomheden påbud om afværgeforanstaltning og genopretning, uanset hvordan forureningen er sket. Virksomhedsbegrebet omfatter også udlejningsejendomme til boligformål.

Herudover kan der efter forslaget til jordforureningsloven, § 48, meddeles påbud til ejere af olietanke på under 6000 liter til boligopvarmning.

Når det af min besvarelse af spørgsmål nr. 11 fremgår, at olietanke på over 6000 liter til boligopvarmning er omfattet af påbudsadgangen i forslagets § 41, stk. 3, nr. 2, hvor påbud er betinget af, at påbudsadressaten har udvist en uforsvarlig adfærd, kan der være grund til at præcisere, at denne regel kun gælder for de (store) olietanke, der ikke anvendes erhvervsmæssigt.

For så vidt angår forskellene mellem ansvar efter miljøbeskyttelseslovgivningen og de civilretlige erstatningsregler, henvises i øvrigt til min besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 27 og bemærkningerne til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.3 (s. 22 ff.).

Spørgsmål 48

I forlængelse heraf ønskes oplyst, om det er rigtigt forstået, at myndighederne ikke alene har en videre skønsadgang over for villaejeres små olietanke end over for de store tanke, men tillige kan holde sig til et grundejeransvar.

Svar

Jeg forstår spørgsmålet således, at det ønskes oplyst, om der er en videre adgang til at meddele påbud til ejere af små olietanke (villaolietanke) end ejere af store olietanke.

Der er i jordforureningslovforslaget indført en adgang for myndighederne til at meddele påbud til ejere af villaolietanke på under 6000 liter, uanset hvordan forureningen er sket. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der også foreslås en obligatorisk forsikringsordning for ejerne.

For olietanke på 6000 liter eller mere, der af ejeren anvendes til ikke-erhvervsmæssigt formål, forudsætter påbud om afværgeforanstaltning og genopretning, at ejeren af tanken har udvist en uforsvarlig adfærd, jf. forslagets § 41, stk. 3, nr. 2.

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at der således ikke er tale om at gøre ansvar gældende over for grundejeren, men derimod ejeren eller brugeren af en olietank.

Spørgsmål 49

Efter forslagets § 46 skal myndigheden tinglyse et påbud om oprydning på den forurenede ejendom også i de tilfælde, hvor påbudet ikke er rettet til den forurenede ejendoms ejer, men til en tredjeperson. Samtidig har ministeren i flere svar tilkendegivet, at der ikke gennemføres et grundejeransvar. Betyder dette, at tinglysningen af påbud rettet til tredjemand ikke hviler som en byrde og rådighedsbegrænsning på den forurenede ejendom, og i bekræftende fald, hvorledes er dette foreneligt med tinglysningslovens regler?

Svar

Det følger af bestemmelsen i § 46, at oplysninger om påbud skal tinglyses på den ejendom, påbudet vedrører. Tinglysning er ingen gyldighedsbetingelse, hvorfor påbudene kan håndhæves også uden tinglysning.

I situationer, hvor der er meddelt påbud til f.eks. en fraflyttet forurener, sker tinglysningen bl.a. for at informere eventuelle købere om, at en tredjemand må forventes at skulle gennemføre en undersøgelse eller oprydning. Der er således alene tale om en oplysning, og selve tinglysningen har særlig lovhjemmel.

Påbud til den aktuelle ejer om at tåle, at der gennemføres undersøgelser eller oprydning, skal derimod ikke tinglyses. Dette skyldes, at et sådant påbud kan udstedes når som helst også til en senere køber.

Spørgsmål 50

Skal forslagets § 43 forstås således, at en forurener kan pålægges at rydde op for andre forurenere, og er det rigtigt forstået, at dette som udgangspunkt vil være grundejeren, hvis grundejeren ikke kan nå til enighed med de andre forurenere?

Svar

Bestemmelsen omhandler situationer, hvor en forurening kan henføres til flere forurenere. Bestemmelsen i § 43 forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end en ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen kan henføres til hver enkelt af de implicerede forurenere.

Formålet med forslaget er, i det omfang det er muligt, at tage et rimeligt hensyn til den økonomiske byrdefordeling mellem flere forurenere i forbindelse med udstedelsen af et påbud.

Udgangspunktet i bestemmelsen er således, at hver forurener skal betale for oprydning af den forurening, vedkommende selv har forårsaget.

Det foreslås, at miljømyndigheden, hvis det ikke er muligt at vurdere én eller flere af forurenernes andele af en forurening, i påbudet skal fastsætte, at ligelige andele af forureningen, herunder den resterende forurening, stammer fra disse forurenere. Er der således tre forurenere, og vurderer miljømyndigheden, at halvdelen stammer fra den ene forurener, mens der ikke foreligger nærmere vurderingsgrundlag for de to andres andele, skal påbudet til disse omfatte ¼ af forureningen. I denne situation kan en forurener komme til at betale for en mindre del af en anden forureners forurening.

Ligeledes kan myndigheden træffe afgørelse på baggrund af samtlige foreliggende oplysninger i sagen om, at en forurener kun har bidraget med en ubetydelig andel af forureningen. Er det tilfældet, kan påbud ikke rettes til denne forurener. Denne ubetydelige del af forureningen indgår i stedet i de øvrige forureneres andele.

Hvis en forurener ikke kan gives påbud efter lovforslagets øvrige bestemmelser, f.eks. hvis et selskab er blevet opløst, vil denne del af forureningen være omfattet af bestemmelserne om den offentlige indsats, jf. kapitel 3. Dette indebærer, at denne del af forureningen ikke indgår i myndighedens beregning af forurenernes andele, og de andre forurenere vil ikke blive pålagt at oprydde denne del af forureningen.

Myndigheden forudsættes i påbudet nøje at redegøre for, hvilke andre forurenere der er udstedt påbud til, og indholdet heraf. Miljømyndigheden vil i påbudet skulle angive en fremgangsmåde med hensyn til en fælles efterkommelse af påbudene i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed herom mellem forurenerne.

Gennemtvingelsen helt eller delvist af et påbud efter stk. 1 vil således normalt forudsætte, at forurenerne er enige om at følge den af miljømyndigheden påbudte fremgangsmåde.

Såfremt der ikke er enighed blandt forurenerne, kan en eller flere af disse give meddelelse herom til miljømyndigheden. Da påbudet efter almindelige forvaltningsretlige regler skal varsles over for de implicerede forurenere, vil disse bl.a. have lejlighed til at udtale sig om fremgangsmåden i forbindelse med opfyldelsen af påbudet.

Såfremt forurenerne ikke kan blive enige, foreslås det, at miljømyndigheden efter stk. 3 skal kunne meddele påbud vedrørende den samlede forurening til den, der har forårsaget den største del af forureningen.

Hvis miljømyndigheden har lagt til grund, at forurenerne har ligelige andele i forureningen, kan påbud rettes til den forurener, der har rådighed over ejendommen, eller hvis ingen har det, til den, der sidst havde rådigheden.

Det bemærkes afslutningsvis, at bestemmelsen i stk. 3 ikke regulerer det indbyrdes forhold mellem forurenere. Dette må afklares efterfølgende efter almindelige erstatningsretlige regler.

Spørgsmål 51

Hvad er retsstillingen, når en forurening må anses fremkaldt af flere forurenere, hvis det ikke er muligt at bedømme hver enkelts bidrag, og ingen af forurenerne har eller har haft rådighed over den forurenede ejendom hvilket f.eks. kan være aktuelt for en boligejendom beliggende i et blandet bolig- og industrikvarter?

Svar

Indledningsvis kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål 50.

Såfremt det ikke er muligt at vurdere én eller flere af forurenernes andele af en forurening, og ingen af forurenerne har eller har haft rådighed over ejendommen, og der opstår uenighed mellem forurenerne om at følge den af miljømyndigheden påbudte fremgangsmåde, er der ikke i § 43 fastsat regler om, hvem af dem der skal kunne få påbud om at rydde op. I denne situation må miljømyndigheden iværksætte de nødvendige afværgeforanstaltninger og herefter ved regres søge at få udgifterne dækket af de ansvarlige forurenere.

Hvis flere forureneres andele af forurening på en ejendommen med sikkerhed kan skilles ad, finder § 43 heller ikke anvendelse. I sådanne tilfælde finder de normale påbudsbestemmelser i forslagets kapitel 5 anvendelse.

Spørgsmål 52

I bemærkningerne til § 45 anføres, at hvis en jordforurening både skyldes den tidligere og den nuværende driftsherre, har myndighederne valgfrihed mellem, om påbud skal meddeles til den tidligere eller den nuværende driftsherre. Af § 43 fremgår imidlertid, at myndighederne ikke har valgfrihed, hvis myndigheden mener, en jordforurening er forårsaget af flere forurenere. Det ønskes på denne baggrund oplyst, om § 45 skal forstås som en specialregel, der kun angår forvarslede påbud.

Svar

Bestemmelsen i § 43 omhandler den situation, hvor en forurening kan henføres til flere forurenere. Bestemmelsen forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end en ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen kan henføres til hver enkelt af de implicerede forurenere. Hvis ovennævnte betingelse er opfyldt, kan myndighederne efter den foreslåede § 43 meddele påbud til alle. Udgangspunktet i bestemmelsen er således, at hver forurener skal betale for oprydning af den forurening, vedkommende selv har forårsaget.

Bestemmelsen i § 45 omhandler den situation, hvor en ny driftsherre har erhvervet en virksomhed, hvor der før erhvervelsen er meddelt eller forvarslet et påbud til den tidligere driftsherre for en forurening, denne har forårsaget. I denne situation er det givne påbud også bindende over for den senere driftsherre, som altså ikke selv har forårsaget forureningen.

De 2 bestemmelser i lovforslaget regulerer således forskellige situationer.

Spørgsmål 53

Af lovforslagets § 41, stk. 3, fremgår, at det ubetingede forureneransvar alene gælder for »den, der i erhvervsmæssigt og offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender det anvendte anlæg, hvorfra forureningen hidrører«. Skal udtrykket »erhvervsmæssigt« forstås på samme vidtgående måde, som det fortolkes efter miljøbeskyttelseslovens § 42, eller kan der angives andre kriterier?

Svar

Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 41 skal begrebet erhvervsmæssigt øjemed forstås snævrere end ved fortolkningen af begrebet virksomhed i miljøbeskyttelsesloven. Hvad angår kriterier for denne snævrere fortolkning kan jeg henvise til bemærkningerne s. 63, 2. spalte, 2. afsnit.

Jeg skal henlede opmærksomheden på, at formuleringen i § 41, stk. 3, er »Den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed«.

Spørgsmål 54

Ministeren bedes med baggrund i svar på spørgsmål 20, jf. L 183 - bilag 53, oplyse, om myndigheders almindelige pligt til at sikre tilstrækkelige oplysninger (officialmaksimen) kan fraviges i § 4, og i benægtende fald, hvorledes dette skal sikres, når registreringsbekendtgørelsen ophæves.

Svar

Myndighedernes pligt til at sikre tilstrækkelige oplysninger til brug ved en afgørelse gælder også ved beslutningen om kortlægning på vidensniveau 1 efter lovforslagets § 4, der bestemmer, at der skal være tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet.

Kortlægning på vidensniveau 2 svarer til registrering efter gældende affaldsdepotlov. Den gældende registreringsbekendtgørelses bestemmelser videreføres i formuleringen af lovforslagets § 5 og § 7, stk. 1 og 2, vedrørende kortlægning på vidensniveau 2.

Spørgsmål 55

I ministerens svar på spørgsmål 17, jf. L 183 - bilag 47, anføres, at der skal have været en faktisk aktivitet, der kan have forurenet, men at eksistens af en villaolietank ikke er nok. Skal dette forstås således, at alle arealer skal registreres, hvis de er beliggende i nærheden af nuværende eller tidligere trafikåre, og alle arealer, hvor der er eller har været industrielle aktiviteter eller transportvirksomhed, cykel- eller autoværksted eller installatørvirksomhed, skal registreres? I forlængelse heraf ønskes oplyst, om kendskab til den traktose, der er konstateret fra mange byggerier i 1960´erne og 1970´erne, hvor meget forskelligt byggeaffald blev tildækket, kan danne grundlag for registrering.

Svar

Som anført i lovforslagets bemærkninger til §§ 4 og 5 sker kortlægning uden hensyntagen til, hvornår og hvordan en forurening kan være eller er sket. Det betyder, at de i spørgsmålet nævnte arealer principielt vil kunne blive omfattet af kortlægningen.

Men for at kunne kortlægge på vidensniveau 1 skal der foretages en vurdering. Denne vurdering skal efter forslagets § 4 baseres på en konkret viden om de aktiviteter, der er foregået på det pågældende areal. I vurderingen indgår den generelle erfaring om risikoen for forurening efter forskellige virksomheder, aktiviteter eller andre mulige forureningskilder. I vurderingen indgår også mulige forureningskilder uden for det pågældende areal.

Alene en oplysning om traktose på et areal vil ikke være tilstrækkeligt grundlag for en kortlægning. Jeg kan i øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål 17 (L 183 - bilag 25) fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Spørgsmål 56

Hvad gælder for arealer registreret under vidensniveau 1 henholdsvis 2 frem til, at der fastsættes de nærmere regler om registrering i matrikelregistret, som ministeren omtaler i svar på spørgsmål 19, jf. L 183 - bilag 46?

Svar

Retsvirkningerne med hensyn til ejers og brugers råden over et areal, der er kortlagt på vidensniveau 1 henholdsvis vidensniveau 2, er direkte fastlagt i bestemmelser i lovforslagets kapitel 2 og kapitel 6. Retsvirkningerne gælder fra det øjeblik, hvor ejeren eller brugeren af det pågældende areal fra amtet har modtaget meddelelse om kortlægningen. Indførelsen (registreringen) af kortlægningen af det pågældende areal i matrikelregisteret har således ikke nogen betydning for disse retsvirkninger, herunder hvornår disse indtræder.

De nærmere regler, jeg henviser til i mit svar på spørgsmål 19 (L 183 - bilag 27) fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, drejer sig om regler om selve indførelsen (registreringen) af kortlægningen i matrikelregisteret og registerets førelse.

Spørgsmål 57

Med henvisning til ministerens svar på spørgsmål 33, jf. L 183 - bilag 51, bedes ministeren på ny overveje, om der ikke bør indføres en frist for amternes undersøgelser af ejendomme registreret under vidensniveau 1 under hensyn til uskyldige grundejeres retssikkerhed.

Svar

Jeg har anført i mit svar på spørgsmål 33, som der henvises til, at jeg er indstillet på at drøfte anvendelsen af hjemlen i lovforslagets § 15 til at fastsætte en rimelig tid for, hvor længe boligejere maksimalt skal vente på at få deres boligejendom kortlagt fra vidensniveau 1 til 2.

Spørgsmål 58

Hvilken retsvirkning udløser det, hvis registreringen som vidensniveau 2 viser sig at være forkert? Ministeren har i svar på spørgsmål 17, jf. L 183 - bilag 47, anført, at det ikke kan være myndighedens ansvar, hvis en registrering på vidensniveau 1 viser sig at være forkert. Mener ministeren også det gælder vidensniveau 2?

Svar

I spørgsmålet henvises der til mit svar på spørgsmål 17 (L 183 - bilag 25) fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Jeg anførte her, at det ikke kan være myndighedernes ansvar, hvis en undersøgelse af et vidensniveau 1-areal viste, at der ikke er forurenet. Dette begrundede jeg med, at der ved kortlægning på vidensniveau 1 ikke er en påstand om forurening, kun om aktiviteter, f.eks. et tidligere renseri, på grunden.

Jeg forstår derfor spørgsmålet på den måde, at der med udsagnet i spørgsmålet om, at en registrering (kortlægning på vidensniveau 2) viser sig at være forkert, menes, at der på arealet viser sig ikke at være forurening.

Det fremgår af lovforslagets §§ 5 og 7, at der skal være udført undersøgelser, som har påvist en forurening, der kan have skadelig virkning på mennesker og miljø. Kortlægning på vidensniveau 2 svarer til registrering efter affaldsdepotloven. Miljøstyrelsen har oplyst, at styrelsen ikke kender til praktiske tilfælde, hvor der har vist sig ikke at være forurening på en registreret ejendom.

Hvis der imidlertid skulle ske en kortlægning på vidensniveau 2, selvom der ikke er forurening, f.eks. fordi det tilvejebragte dokumentationsgrundlag i form af undersøgelser ikke er tilstrækkeligt eller er vurderet forkert, opstår spørgsmålet, om amtet som forvaltningsmyndighed vil kunne ifalde et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsregler. Dette spørgsmål må i sidste ende afgøres af domstolene.

Supplerende svar

Af min besvarelse af 10. maj 1999 af udvalgets spørgsmål nr. 58 fremgik, at Miljøstyrelsen ikke kender til praktiske tilfælde, hvor der har vist sig ikke at være forurening på en registreret ejendom.

Styrelsen har for god ordens skyld oplyst, at oplysningen relaterer sig til registreringer, der er foretaget siden 1993, hvor bekendtgørelsen om registrering af affaldsdepoter efter lov om affaldsdepoter trådte i kraft.

Spørgsmål 59

Hvilken status har kommunernes arealanvendelsesudpegning efter § 6, stk. 2, og amternes efterfølgende godkendelse heraf i forhold til planlovgivningen?

Svar

Der er ikke tilsigtet nogen sammenhæng mellem fastlæggelsen af anvendelsen af arealer i lovforslaget og planlovgivningen.

Efter lovforslagets bemærkninger til § 6, stk. 2, er der således alene tale om en konstatering af den faktiske anvendelse.

Spørgsmål 60

Efter forslagets bemærkninger til § 6, stk. 2, stilles der ikke formelle krav til beslutningsprocedure som ved kommune- og lokalplaner, selv om udpegningen er tillagt umiddelbare og indgribende virkning for grundejere. Hvad er baggrunden for denne fravigelse af de retssikkerhedsgarantier, som ellers følger af planlovens regler om projektoffentlighed?

Svar

I forlængelse af mit svar på spørgsmål 59 kan jeg oplyse, at udpegningen af bestemte arealers anvendelse alene er en konstatering af de faktiske forhold. Arealernes anvendelse får betydning for, hvorledes myndighederne skal udmønte deres indsats efter lovforslaget på de enkelte kortlagte arealer og dermed ejendommene inden for disse arealer. Den fastlagte anvendelse vil som udgangspunkt svare til den anvendelse, som allerede fremgår i anden sammenhæng, f.eks. BBR-registeret.

Fastlæggelsen af arealanvendelsen indgår i kortlægningen. Som det fremgår af bemærkningerne til § 12, skal grundejeren inddrages efter forvaltningslovens regler, inden amtet træffer afgørelse om kortlægningen. Eventuel tvivl vil kunne afklares i forbindelse hermed.

Spørgsmål 61

Ministeren har i svaret på spørgsmål 20, jf. L 183 - bilag 63, anført, at den 30-årige forældelse efter en forurenings konstatering efter § 41, stk. 4, både udelukker, at den 20-årige forældelse efter Danske Lov 5.14.4. og den femårige forældelse efter 1908-loven finder anvendelse, hvilket ligeledes fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (side 64, 1. sp.). Både i bemærkningerne og i ministerens svar er dette begrundet med, at den 30-årige påbudsmulighed er en offentligretlig forældelsesregel, men den 5-årige forældelsesfrist gælder for erstatningsretlige forhold. Da 1908-lovens 5-årige forældelse bl.a. omfatter myndigheders krav på skatter og afgifter samt tilbagevendende byrder på fast ejendom, bedes ministeren oplyse, hvorfor der er behov for, at myndigheder skal have 30 år til at meddele påbud, efter at en forurening konstateres og om det ikke af hensyn til retssikkerheden var rimeligt at præcisere dette i lovteksten som foreslået af Advokatrådet.

Svar

Jeg må først slå fast, at den foreslåede forældelsesregel i lovforslagets § 41, stk. 4, ikke giver myndigheden 30 år til at meddele påbud, efter at en forurening konstateres. Bestemmelsen i § 41, stk. 4, fastsætter, at påbudsadgangen ophører, når der er gået 30 år efter ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.

Jeg forstår derfor ikke sammenligningen med forældelse vedrørende myndigheders krav på skatter og afgifter. Hvis en myndighed venter i op til 30 år med at reagere på konstateret forurening, vil påbudsadgangen være bortfaldet ud fra forvaltningsretlige regler om passivitet og indrettelsessynspunkter.

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 20. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om forurenet jord

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen,

Danske Entreprenører,

Danske Vandværkers Forening,

Ejendomsforeningen Danmark,

Forsikring & Pension,

Kommunernes Landsforening,

Pagh, Peter, Københavns Universitet og

Realkreditrådet.

Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Miljø- og energiministeren har over for udvalget tilkendegivet følgende

I. Modificering af det fulde forureneransvar

1. Det fulde (ubetingede) forureneransvar sigter ikke mod den uskyldige grundejer

Ministeren har oplyst, at lovforslagets fulde (ubetingede) forureneransvar ikke er et grundejeransvar, men et forureneransvar. Det betyder, at en grundejer, der ikke selv har forårsaget jordforureningen, ikke efter forslagets nye ansvarsregler kan pålægges at foretage en oprydning af en forurenet grund, som han måtte have erhvervet i god tro (det vil sige, at grundejeren ikke vidste eller burde have vidst, at der var varslet eller meddelt påbud til forureneren).

Køberen af en forurenet ejendom kan kun forpligtes til at rydde op efter sælger, hvis der bl.a. er forvarslet eller meddelt påbud til sælgeren eller en tidligere ejer.

2. Det fulde (ubetingede) forureneransvar sigter ikke mod privates (ikkeerhvervsmæssige) forureninger

I øvrigt har ministeren præciseret, at det fulde (ubetingede) forureneransvar ikke omfatter private boligejeres forureninger, bortset fra forureninger fra villatanke, der er omfattet af den obligatoriske forsikringsordning.

3. Det fulde (ubetingede) forureneransvar gælder ikke for udlejer

Endvidere har ministeren præciseret, at det fulde (ubetingede) forureneransvar for oprydninger kun gælder for fremtiden, og at dette ansvar ikke gælder for udlejere af erhvervsejendomme. Det betyder, at en udlejer ikke hæfter for den forurening, som hans lejer forårsager. Derimod gælder det, at for boligejendomme med tanke over 6000 l anses udlejeren som forurener.

Ministeren har i den forbindelse oplyst, at Miljøstyrelsen kun er bekendt med, at der i et enkelt tilfælde anvendes en olietank over 6000 l til villaer.

4. Forpagtning af landbrugsarealer

Ligeledes har ministeren præciseret, at det er driftsherren af en virksomhed, der har ansvaret for en forurening, som virksomheden forårsager. Såfremt der forårsages en forurening af jorden, er det forpagteren i dennes egenskab af driftsherre, som et eventuelt påbud skal rettes til.

Ministeren har oplyst, at såfremt forpagteren undlader at efterkomme et gyldigt påbud og derved påfører ejeren et tab, vil denne ved domstolene kunne kræve dette tab erstattet efter reglerne i enten kontraktsretlige forhold eller dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt.

5. Ikrafttræden af det fulde (ubetingede) forureneransvar for villatanke under 6000 l

Ministeren har oplyst, at ansvaret først sættes i kraft, når der er etableret en forsikringsordning.

Ministeren har præciseret, at det fulde (ubetingede) forureneransvar for villatanke tidligst kan træde i kraft, når der er etableret en forsikringsordning, der er i overensstemmelse med de nationale og EU-retlige konkurrenceregler.

6. Ikke fuldt (ubetinget) forureneransvar ved brand og hærværk

På baggrund af udvalgsbehandlingen har ministeren givet tilsagn om at modificere det fulde (ubetingede) forureneransvar på 2 punkter. Det drejer sig om brand og hærværk. Efter modificeringen vil myndighederne, såfremt en given forurening skyldes hærværk eller brand, kun kunne udstede oprydningspåbud som efter gældende regler. Ministeren har derfor stillet ændringsforslag herom.

II. Lempet ubetinget undersøgelsespåbud

7. Det offentlige afholder udgiften ved »uberettigede« påbud

Ministeren har givet tilsagn om at ændre lovforslaget, således at en forurener, der modtager et undersøgelsespåbud, hvor der ved undersøgelsen ikke konstateres forurening, slipper for at afholde udgifterne. Disse afholdes i stedet af den myndighed, der har udstedt påbudet.

Ministeren fremsætter derfor ændringsforslag, således at § 40, stk. 1, ændres til: »Miljømyndigheden, jf. § 39, kan påbyde en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2, « (ordene »mulig« og »for egen regning« udgår). Det er ikke hermed tanken at ændre på grundlaget, på hvilket et påbud kan meddeles. Derimod vil udgifterne ikke endeligt skulle afholdes af påbudsadressaten, såfremt det måtte vise sig, at der ikke er forurening, eller at den ikke helt eller delvis stammer fra den pågældende.

8. Ansvarsgrundlaget ved undersøgelsespåbud

Formuleringen af lovforslagets § 40, stk. 2, tilsigter ikke nogen tilbagevirkende kraft ud over, hvad der måtte følge af den nuværende § 72 i miljøbeskyttelsesloven. Ministeren har givet tilsagn om at fremsætte ændringsforslag vedrørende undersøgelsespåbud, for så vidt angår gamle forureninger, såfremt Højesterets dom i den verserende retssag om miljøbeskyttelseslovens § 72 medfører, at ansvarsgrundlaget i lovforslagets § 40 har tilbagevirkende kraft. Det er på denne baggrund ikke fundet nødvendigt at indføre noget loft for undersøgelsesudgifter, der vedrører forureninger før lovens ikrafttræden.

III. Sikring af hurtigt offentligt kortlægningsarbejde

9. Pligt til kortlægning af boligejendomme fra V1 til V2 i løbet af 2 år

Ministeren har oplyst, at han er opmærksom på, at det forhold, at en ejendom er under forureningskortlægning, kan give anledning til vanskeligheder for den pågældende grundejer, særligt i en salgssituation.

Ministeren er derfor indstillet på at indføre en pligt for amterne til at føre boligejendomme, som er kortlagt på vidensniveau 1, frem til vidensniveau 2 i løbet af en toårig periode, således at boligejerne ikke skal leve med usikkerheden i en ubestemt lang periode. Undersøgelser for boligejendomme tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje sker fortsat efter denne ordning. Ministeren fremsætter ændringsforslag til § 7 således, at når et areal er kortlagt på vidensniveau 1, kan en boligejer (grundejer) kræve, at de i stk. 1 og 2 omhandlede undersøgelser skal være afsluttet inden for højst to år. Viser undersøgelserne, at arealet ikke er forurenet, skal kortlægning under vidensniveau 1 ophæves.

IV. Kortest mulig ventetid for offentlig oprydning tilstræbes

10. Hvor længe skal en boligejer vente på en offentlig oprydning?

Ministeren er enig i at tilstræbe den kortest mulige ventetid og noterer, at der er enighed om, at en gennemførelse af lovforslaget betyder en fremrykning af oprydningstidspunktet, fordi der sker en målrettet indsats. Samtidig afhænger ventetiden af de årlige bevillinger på finansloven, antallet af kortlagte grunde samt teknologiudviklingen.

11. Brugervenlig registrering

Ministeren har oplyst, at han er indstillet på at forbedre forholdene for den boligejer, som har fået foretaget en offentlig oprydning, hvor de miljø- og sundhedsmæssige problemer af hensyn til arealanvendelsen er blevet løst, men hvor ejendommen fortsat er kortlagt. Ved et ændringsforslag fastsættes en pligt for myndighederne til at registrere oplysningen om denne oprydning.

V. Forsikringsmulighed og fleksibel ikrafttræden

12. Forsikringsdækning af »villatanke«

Ministeren har oplyst, at den lovpligtige forsikringsordning for boligejere med olietanke til opvarmning vil blive iværksat som et servicetilbud fra oliebranchen uden direkte omkostninger for boligejeren.

13. Forsikringsdækning for mindre erhvervstanke

Ministeren har oplyst, at han er positiv med hensyn til at se nærmere på mulighederne for forsikringsdækning af de udgifter, som opfyldelse af påbud om undersøgelser og/eller oprydning efter forureninger fra mindre erhvervstanke medfører.

Ministeren har derfor aftalt med oliebranchen, at den vil undersøge mulighederne for at etablere en forsikringsordning for mindre erhvervstanke. Branchen har tilkendegivet en positiv holdning hertil, og på baggrund heraf vil Miljøstyrelsen indlede et konstruktivt samarbejde med oliebranchen herom.

Ministeren har endvidere tilkendegivet, at det ubetingede forureneransvar først sættes i kraft den 1. januar 2001, som det fremgår af punkt 14.

14. Forsikringsmuligheder i forhold til ikrafttræden af det ubetingede ansvar

Ministeren har med henblik på at give forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning givet tilsagn om at udskyde lovens ikrafttræden af det fulde forureneransvar med 12 måneder til den 1. januar 2001.

VI. Koordineret prioriteringsgrundlag

15. Koordinering med vandforsyningsloven

Ministeren har oplyst, at der ved jordforureningslovens administration skal ske en koordinering med vandforsyningsloven, når det drejer sig om at beskytte grundvand til drikkevandsformål.

16. Amternes afholdelse af udgifter uden for loven

Ministeren har derudover oplyst, at jordforureningsloven ikke hindrer, at amterne kan afholde udgifter uden for lovens indsatsområder.

VII. Fleksibel styring af jordstrømme

17. Pligt til anmeldelse af jordflytninger

Ministeren har oplyst, at lovforslaget indfører en pligt til at anmelde jordflytninger fra kortlagte arealer. Ministeren har bekræftet, at dette er en begrænsning i forhold til Jordforureningsudvalgets forslag, idet Jordforureningsudvalget foreslog anmeldelse af alle jordflytninger. Lovforslagets kortlægningssystem har muliggjort denne begrænsning og dermed et mindre bureaukratisk system. Selv hvis det tages i betragtning, at størstedelen af den jord, der flyttes, stammer fra byområder, kan det anslås, at højst 15 pct. af jordflytningerne vil ske fra kortlagte arealer. Uden den foreslåede kortlægningsmodel måtte man have mistanke til al jord fra byområder.

18. Akutte jordflytninger

Ministeren fremsætter ændringsforslag, som åbner mulighed for i visse tilfælde administrativt og midlertidigt at undtage akutte jordflytninger fra kravet om forudgående anmeldelse.

19. Ubureaukratisk administration

Ministeren har givet tilsagn om, at der med udgangspunkt i lovforslagets bestemmelser om jordflytning lægges op til, at der skal ske en udmøntning i bekendtgørelser, som kan gøre området så administrerbart og så ubureaukratisk som muligt, således at entreprenøren kun skal fremsende brev om anmeldelse til én myndighed (kommunen, hvor opgravning finder sted) samtidig med, at styringen af den forurenede jord fastholdes. En bekendtgørelse om genanvendelse af jord i bygge- og anlægsarbejder er allerede i offentlig høring. Ministeren præciserer, at der kun skal anmeldes til én myndighed ved jordflytning til deponerings- og behandlingsanlæg.

VIII. Udvikling af og fastsættelse af ensartede kriterier

20. Kriteriefastsættelse

Ministeren er enig i, at der med hensyn til kortlægning, oprydning og jordflytning er behov for en tydeliggørelse af, hvorledes begrebet »ren jord« udfyldes ved hjælp af kriterier og metoder i vejledninger og bekendtgørelser. Udviklingen af værktøjer til vurdering af forurenet jord på en ensartet og operationel måde er kommet langt, blandt andet er der udsendt vejledninger med jordkvalitetskriterier og risikovurderingsmetoder. Ministeren er indstillet på snarest muligt at færdiggøre en bekendtgørelse med ensartede kriterier for tungmetal i jord, der må genanvendes. Miljøstyrelsen arbejder videre med at undersøge jords egenskaber med hensyn til udvaskning af forurening fra jorden til grundvandet. Så snart der foreligger resultater af undersøgelserne, har ministeren givet tilsagn om at arbejde for, at bekendtgørelsens kriterier udvides med andre forureninger end tungmetaller.

IX. Forbedret mulighed for tilbagesøgning af udlæg til oprydning

21. Erstatning hos andre forurenere

Ministeren har oplyst, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 43, stk. 3, at i de tilfælde, hvor en forurener mødes med påbud om at iværksætte foranstaltninger over for en forurening, der kan henføres til flere forurenere, afgøres det indbyrdes økonomiske forhold mellem forurenerne efter den almindelige erstatningsret.

Ministeren har tilkendegivet, at han er indstillet på at fremsætte ændringsforslag med henblik på på bedste vis at sikre, at den forurener, der har afholdt udgifterne til en samlet oprydning m.v. på baggrund af et påbud meddelt efter § 43, stk. 3, kan søge regres hos de øvrige forurenere. Ministeren fremsætter derfor ændringsforslag om et nyt § 43, stk. 4, som fastlægger, at den forurener, der har ryddet op, kan søge regres på det ansvarsgrundlag, som fremgår af § 41.

Forpligtelsen for de øvrige forurenere til at bidrage økonomisk til undersøgelser og afværgeforanstaltninger følger således principielt de ansvarsregler, som gælder for myndighedernes adgang til udstedelse af påbud efter loven.

I mangel af enighed må den endelige udgiftsfordeling fastlægges af domstolene.

Ministeren har tilkendegivet, at han, uanset det nævnte ændringsforslag, nøje vil følge, hvorledes de kommende sager vedrørende § 43, stk. 3, forløber, med henblik på at vurdere belastningerne for de involverede forurenere. Såfremt praksis måtte vise sig mod forventning at give anledning til urimelige byrdefordelinger, er ministeren indstillet på at drøfte en ændring af § 43, stk. 3. Ændringen vil sigte på, at myndigheden i det tilfælde, at flere forurenere, til hvilke der er meddelt påbud efter § 43, stk. 1, ikke kan blive enige om sammen at efterkomme påbudene kan iværksætte det påbudte. Hver af forurenerne kan herefter forpligtes til at dække myndighedernes omkostninger, uanset om skaden er hændelig, og uanset hvilken andel den pågældende har i forureningen, jf. stk. 2. Har en forurener betalt myndighedens omkostninger, kan der gøres regres mod andre forurenere i forhold til deres andel i forureningen.

X. Større retssikkerhed

22. Krav om retskendelse

Ministeren har oplyst, at muligheden for adgang til en ejendom uden retskendelse indskrænkes, idet adgangen til en ejendom kræver retskendelse, hvor adgangen sker med henblik på at lade påbudte foranstaltninger gennemføre bortset fra tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævede for at afværge væsentlig forurening eller for at forebygge, at en sådan faresituation opstår.

23. Myndighedernes udpantningsret

Endvidere har ministeren oplyst, at adgangen til udpantning for myndighedernes udgifter bortfalder.

XI. Lovovervågning

24. Lovovervågning

Ministeren har givet tilsagn om i folketingsåret 2002-2003 at fremlægge en redegørelse for Miljø- og Planlægningsudvalget om, hvorledes lovens bestemmelser rent faktisk har virket.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) har ønsket at fremsætte følgende særskilte bemærkninger til lovforslaget

Jordforureninger har især i de senere år givet anledning til betydelige problemer, der ikke har kunnet løses på nogen tilfredsstillende måde på grundlag af den hidtil gældende lovgivning. Mindretallet tilslutter sig, at der er behov for, at myndighederne gennemfører en forbedret registrering og kortlægning af jordforureninger. Mindretallet tilslutter sig ligeledes, at en indsats mod jordforureninger må baseres på forureneren betaler-princippet, således at det er forureneren og ikke uskyldige grundejere eller skatteyderne der skal bære byrden ved jordforureninger. Mindretallet havde foretrukket, at en sådan ordning var blevet gennemført på en mindre bureaukratisk måde, end loven indebærer, men har under indtryk af problemernes alvor og med baggrund i de indrømmelser, mindretallet har fået, valgt at stemme for forslaget.

Det har for mindretallet været afgørende, at de ændringer, der følger af dette forslag til ny jordforureningslov, ikke indebærer en krænkelse af retssikkerheden i form af f.eks. ansvar med tilbagevirkende kraft eller adgang til indgreb mod uskyldige grundejere, der betyder, at disse i længere tid skal leve i uvished om, hvordan de kan bruge deres ejendom. Med baggrund i de forsikringer, der er givet fra ministeren under udvalgsbehandlingen, har mindretallet valgt at stemme for loven med de af ministeren foreslåede ændringer. Såfremt det viser sig, at loven har utilsigtede virkninger, vil mindretallet tage initiativ til ændring og lægger i den anledning vægt på den af ministeren lovede redegørelse om lovens virkning.

Særligt finder mindretallet anledning til at fremhæve, at det med ændringen af § 40 og ministerens tilkendegivelse om ansvarsgrundlag ved undersøgelsespåbud er tydeliggjort, at Folketinget ikke blander sig i en verserende sag ved Højesteret, og at det kun er forureneren, der kan komme til at betale for forureningsundersøgelser. Med den ændrede formulering af § 41, stk. 2, undgås, at borgere og virksomheder kommer til at hæfte for jordforureninger som følge af hærværk eller brand ud over, hvad der følger af de gældende regler.

Mindretallet har ligeledes lagt vægt på, at det med ændringen af § 7 tilsikres, at ejere af grunde registreret under vidensniveau 1 ikke i ubegrænset tid skal affinde sig med en sådan registrering, men har krav på, at undersøgelser afsluttes inden for to år, og at registreringen ophæves, hvis den er uberettiget, som det fremgår af ministerens tilkendegivelse. Samtidig er det sikret, at kommende købere af forurenede ejendomme kun i sjældne undtagelsestilfælde kan påbydes at rydde op, hvilket er understreget af ministerens tilkendegivelse af, at køber kun kan forpligtes til at rydde op, hvis der bl.a. er forvarslet eller meddelt påbud til sælger eller en tidligere ejer. Tinglysning af påbud om oprydning på en ejendom efter § 46 er således ikke ment som en byrde for den uskyldige ejer, men tjener alene som oplysning. Den ændrede formulering af § 43 sikrer, at en forurener i sidste ende ikke kommer til at betale for andres jordforurening.

Mindretallet vil endvidere fremhæve, at der med hensyn til forsikringsdækning er sket flere forbedringer i forhold til det fremsatte forslag. I forhold til villaejere indebærer ministerens præcisering af, at ordningen for olietanke skal godkendes efter de nationale og EU-retlige konkurrenceregler, at det ubetingede ansvar først kan træde i kraft, når disse forhold er afklaret. Hermed sikres, at den enkelte villaejer ikke rammes urimeligt hårdt. I forhold til erhvervsvirksomheder sikrer den udskudte ikrafttrædelse af det ubetingede forureneransvar til 2001, at der er bedre tid til at etablere de fornødne forsikringsordninger.

Endelig lægger mindretallet vægt på, at reguleringen i medfør at § 50 og § 51 efter ministerens tilkendegivelse vil sikre en mere ubureaukratisk ordning, således at anmeldelser alene skal ske til én myndighed, hvormed underretning til de øvrige myndigheder må påhvile denne myndighed. Samtidig tages højde for de problemer, der opstår ved f.eks. ledningsbrud.

Et andet mindretal inden for flertallet (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) finder, at miljøbelastningen af stærkt forurenet jord skal behandles efter forskrifterne. Dansk Folkeparti er også meget opmærksom på, at genbrug af jorden f.eks. til afdækning på lossepladser og anlæg af volde skal prioriteres højt.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet finder, at lovforslaget indeholder en række grundprincipper, som Enhedslisten kan tilslutte sig. Virksomheder skal ikke kunne flytte fra ansvaret, private boligejere får pligt til at forsikre sig mod f.eks. lækager i olietanke, der bliver kontrol med transport af jord, og daginstitutioner kommer med som prioriterede oprydningsområder.

Når Enhedslisten alligevel ikke kan støtte lovforslaget, skyldes det, at loven samtidig er et fravalg af at gøre noget som helst ved de enorme mængder forurenet jord, som ligger uden for de særligt prioriterede områder. Via loven indføres så at sige nu en »oprydningsmæssig fredning« af disse arealer. Enhedslisten har under lovbehandlingen forsøgt at få regeringen til at give tilsagn om, at der sideløbende med loven vil blive taget initiativer, som også tager hånd om disse store jordarealer, men uden held. Således har Enhedslisten f.eks. foreslået, at de mange private jordspekulanter (forsikringsselskaber, banker etc.), der ejer forurenede industriarealer, ikke skal kunne få nedskrevet grundværdien til nul og således helt slippe for at betale ejendomsskat med mulighed for at lade den forurenede jord ligge hen, indtil det offentlige betaler oprydningen, eller indtil kommende lejere i et boligbyggeri betaler over huslejen. Enhedslisten har således foreslået, at der i stedet for en nedskrivning af ejendomsskatten til nul indefryses en del af ejendomsskatten til oprydningsformål. Dette vil medføre en økonomisk motivation for jordspekulanterne til at gennemføre en oprydning, f.eks. ved at udnytte de metoder, som kræver lang tid, men som til gengæld er billigere end de metoder, der skal anvendes, når der kræves en hurtig oprydning. Der tænkes her på f.eks. milekompostering til nedbrydning af organiske stoffer og elektrolytisk behandling til udtrækning af tungmetaller i jorden.

Enhedslisten er enig i princippet om, at det er nødvendigt at prioritere den offentligt finansierede indsats til at beskytte de mest sårbare områder som f.eks. drikkevandsforsyningsområder. Men det er nødvendigt samtidig at indføre tiltag, som fremmer en oprydning uden for disse områder, da alt grundvand er i forbindelse og det derfor kun er et spørgsmål om tid, før forureninger uden for drikkevandsforsyningsområderne vil forurene Danmarks drikkevand.

Jordforureningsloven er derfor en meget kortsigtet lov, som i historiens lys ad åre vil blive udråbt som en af fortidens synder. Denne blåstempling af ikke at tage nogen som helst initiativer uden for de snævert afgrænsede områder kan Enhedslisten ikke tage medansvar for. Derfor stemmer Enhedslisten imod lovforslaget.

Ændringsforslag

Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem)

Til § 7

1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte kortlægning frem til vidensniveau 2 skal gennemføres inden for 2 år efter, at ejeren af en grund med bolig har anmodet herom. Dette gælder dog ikke grunde med boliger, der er tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Til § 21

2) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Amtsrådet skal efter afslutningen af den offentlige indsats af hensyn til arealanvendelsen vedrørende en boligejendom, der fortsat er kortlagt, udfærdige en erklæring om, at forureningen er uden betydning for anvendelsen af grunden til den faktiske anvendelse til bolig, jf. dog § 9, stk. 1 og 2. Oplysning herom indføres i matrikelregisteret, jf. § 14.«

Til § 26

3) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Ejendomme, som blev anvendt til helårsbeboelse den 18. november 1992, er endvidere omfattet af værditabsordningen, hvis forureningen stammer fra en olietank som omhandlet af bestemmelsen i § 48, stk. 3, 1. pkt., og hvis forureningen er konstateret, før den af miljø- og energiministeren i medfør af § 48, stk. 1, fastsatte dato, jf. dog stk. 3.«

Til § 30

4) I stk. 6 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Oplysning herom indføres i matrikelregisteret, jf. § 14.«

Til § 40

5) I stk. 1, 1. pkt., ændres ordene »kan påbyde en mulig forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2, for egen regning« til: »kan påbyde en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2,«.

Til overskriften før § 41

6) I overskriften ændres årstallet »2000« til: »2001«.

Til § 41

7) I stk. 1 ændres årstallet »2000« til: »2001«.

8) I stk. 2 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Påbud kan heller ikke meddeles, hvor forureningen er opstået på grund af brand eller hærværk, som ikke skyldes forurenerens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, hvorefter forureneren er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning.«

Til § 42

9) Årstallet »2000« ændres til: »2001« (2 steder).

Til § 43

10) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke

»Stk. 4. Den, der er forpligtet til at gennemføre påbud efter stk. 3, kan kræve udgifterne dækket af de øvrige forurenere, i det omfang omkostningerne til efterkommelse af påbudet kan henføres til deres andel af forureningen og de øvrige forurenere var eller kunne være adressat for et påbud.«

Til § 44

11) I stk. 1, 2. pkt., ændres ordene »hvis forureneren havde rådighed over den ejendom, der er forurenet, på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse eller på et senere tidspunkt« til »: hvis forureneren den 10. februar 1999 eller senere havde rådighed over den forurenede ejendom«.

Til § 50

12) I stk. 2 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at anmeldelse i særlige tilfælde kan ske efter opgravning og flytning af jorden og om betingelserne herfor.«

Til § 76

13) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke

»Stk. 4. Hvis det af en påbudt undersøgelse, jf. § 40, fremgår, at der ikke er konstateret forurening på det undersøgte areal, eller at forureningen ikke helt eller delvis kan henføres til påbudsadressaten, skal den miljømyndighed, der har påbudt undersøgelsen, dække de udgifter, som påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbudet.«

Til § 90

14) I det under nr. 6 foreslåede § 83 a, stk. 1, 1. pkt., udgår », herunder en mulig forurener,«.

15) I det under nr. 6 foreslåede § 83 a, stk. 1, 1. pkt., udgår ordene »på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse eller på et senere tidspunkt«, og i stedet indsættes: »den 10. februar 1999 eller senere«.

16) Efter nr. 11, indsættes som nyt nummer

»01. I § 110, stk. 7, ændres »og 5« til: », 5 og 6«.

Til § 93

17) Paragraffen udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, skal modvirke, at ejere af ejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1, skal leve med en usikkerhed i en ubestemt lang periode. Bestemmelsen fastslår, at de nævnte grundejere kan kræve, at amtskommunerne fører boligejendomme, som er kortlagt på vidensniveau 1, frem til vidensniveau 2 i løbet af en toårig periode.

Viser undersøgelserne, at boligejendommen ikke er forurenet, skal ejendommen udgå af kortlægningen på vidensniveau 1, jf. § 13.

De af bestemmelsen omfattede boligejendomme svarer til den i § 6, stk. 1, nr. 3, fastlagte afgrænsning af arealer med bolig. Undersøgelser for boligejendomme tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje sker fortsat efter denne ordning.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke de situationer, der er nævnt i § 7, stk. 3, som nu bliver stk. 4.

Til nr. 2

Bestemmelsen har til formål at forbedre forholdene for den boligejer, hvis ejendom efter en offentlig indsats fortsat er kortlagt. Der kan f.eks. være tale om situationer, hvor en oprydning er skønnet upåkrævet, eller hvor der efter en oprydning fortsat er en forurening på ejendommen.

I disse situationer vil de miljø- og sundhedsmæssige problemer af hensyn til den aktuelle arealanvendelse være blevet løst, hvilket skal fremgå af en erklæring. Amtsrådet får pligt til at registrere oplysningen om erklæringen i matrikelregisteret.

Til nr. 3

Bestemmelsen udvider værditabsordningens anvendelsesområde. Ved ændringsforslaget tilgodeses uskyldige grundejere, der i god tro har erhvervet deres ejendom i forurenet tilstand, og hvor forureningen er sket efter den 1. september 1993, når blot denne konstateres inden den af ministeren fastsatte dato, jf. § 48, stk. 3. Det forventes, at datoen bliver fastsat til 1. januar 2000. Forslaget skal ses i sammenhæng med den i § 48 og § 49 fastsatte forsikringsordning.

Det er dog stadig en betingelse, at de øvrige betingelser for, at ejeren og grunden kan omfattes af ordningen, er opfyldt, jf. §§ 26 og 27.

Nærværende forslag får ikke betydning for sager, der er afgjort efter gældende lov eller for oprydninger, der er iværksat, før ændringen træder i kraft.

Til nr. 4

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 21, stk. 3. Amtsrådet får med ændringsforslaget pligt til at registrere oplysningen om erklæringen i matrikelregisteret.

Til nr. 5

Med forslaget tilsigtes ingen ændring i, under hvilke betingelser miljømyndigheden kan meddele undersøgelsespåbud. Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslaget til § 76. Udgifterne til efterkommelse af et påbud vil således ikke endeligt skulle afholdes af påbudsadressaten, såfremt det måtte vise sig, at der ikke er en forurening, eller at forureningen ikke helt eller delvis kan henføres til den pågældende.

Til nr. 6 og 7

Ved ændringen udskydes det ubetingede ansvar for påbud om oprydning med 12 måneder efter lovens ikrafttræden. Dette sker med henblik på at give forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning. Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser vil således regulere påbudsadgangen indtil 1. januar 2001.

Til nr. 8

Ved ændringsforslaget fastsættes det, at forureninger opstået på grund af brand eller hærværk, ikke skal være omfattet af det ubetingede forureneransvar. Der vil således i disse tilfælde ikke kunne meddeles påbud, medmindre branden er opstået som følge af driftsherrens uforsvarlige adfærd eller hærværket er muliggjort af uforsvarlige forhold på ejendommen. Hvis situationen er omfattet af strengere ansvarsregler, f.eks. miljøerstatningsloven eller færdselsloven, vil der ligeledes kunne udstedes påbud.

Til nr. 9

Ved ændringen udskydes det ubetingede ansvar for påbud om oprydning med 12 måneder efter lovens ikrafttræden. Dette sker med henblik på at give forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning. Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser vil således regulere påbudsadgangen indtil 1. januar 2001.

Til nr. 10

Det foreslås, at det i loven bestemmes, at den, der er forpligtet til at efterkomme påbud efter stk. 3, kan søge regres mod de øvrige forurenere.

Forslaget skal sikre, at regres kan søges på det samme ansvarsgrundlag, som gælder for myndighedernes adgang til at udstede påbud efter loven til forurenerne og under hensyn til den pågældende forureners andel af forureningen.

Regresmuligheden er dermed betinget af, at der lovligt er udstedt eller kunne udstedes et påbud efter stk. 1 til de forurenere, som regreskravet rettes imod. Påbudsbetingelserne følger af § 40 og § 41, og ansvarsgrundlaget er nærmere fastlagt i § 41, stk. 2, jf. stk. 3.

Betalingsforpligtelsen for de øvrige forurenere vil dermed ligesom myndighedernes påbudsadgang i kraft heraf være ubetinget for offentlige og private virksomheder, men for øvrige forudsættes det, at det kan påvises, at de pågældende (forurenere) har udvist en uforsvarlig adfærd.

I mangel af enighed må den endelige udgiftsfordeling mellem forurenerne fastlægges af domstolene.

Til nr. 11

Ændringen præciserer datoen for lovforslagets fremsættelse, således at datoen fremgår direkte af loven.

Til nr. 12

Bemyndigelsen til at fravige kravet om forudgående anmeldelse tænkes først og fremmest anvendt i forbindelse med akut nødvendige jordarbejder, der ikke kan afvente myndighedernes stillingtagen til en anmeldelse om opgravning og flytning af jorden. Omfattet af sådanne arbejder vil f.eks. være nødvendig reparation af et ledningsbrud i et vejareal, hvor jorden ikke kan henlægges midlertidigt inden for vejarealet f.eks. af hensyn til trafikken.

Der kan også være tale om akut opstået jordforurening, hvor en øjeblikkelig opgravning og flytning er nødvendig for at imødegå forureningsrisikoen.

For at sikre, at flytning af jorden og en eventuel midlertidig placering af denne sker under miljømæssigt forsvarlige rammer, foreslås det, at ministeren gives bemyndigelse til at fastsætte betingelser for jordarbejdet. Disse betingelser vil bl.a. kunne angå den nærmere håndtering af den opgravede jord, f.eks. krav om overdækning, jordens tilgængelighed for offentligheden eller midlertidig placering på en af kommunen til rådighed stillet plads.

Anmeldelsen i de nævnte tilfælde skal ske efterfølgende med henblik på, at myndighederne får lejlighed til at tage stilling til jordens endelige anvendelse, herunder eventuelt gøre indsigelse, hvis anvendelsen ikke er miljømæssigt forsvarlig, jf. § 50, stk. 5. Formålet er også i disse særlige tilfælde at fastholde myndighedernes kontrol med og styring af jordstrømmene.

Til nr. 13

Ved ændringsforslaget fastsættes det, at den, der modtager et undersøgelsespåbud, hvor der ved undersøgelsen ikke er konstateret en forurening, eller hvor forureningen ikke kan henføres til påbudsadressaten, får de afholdte udgifter refunderet af den miljømyndighed, der har udstedt påbudet.

Til nr. 14

Ved ændringsforslaget foretages en justering af det foreslåede § 83 a, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, idet bestemmelsen alene omfatter påbud om oprydning af jordforurening.

Til nr. 15

Ændringen i miljøbeskyttelsesloven præciserer datoen for lovforslagets fremsættelse.

Til nr. 16

Ændringen indsættes som konsekvens af, at § 21 a indsættes i miljøbeskyttelsesloven, jf. lovforslagets § 90, nr. 2. Bestemmelsen fastsætter, at forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 21 a.

Til nr. 17

Bestemmelsen om stempelfritagelse for dokumenter, der udstedes til sikkerhed over for amtsrådet, jf. § 33, udgår, idet hjemmelen hertil i § 86 i lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 591 af 11. august 1998, ophæves ved vedtagelsen af L 209 (forslag til lov om ændring af lov om stempelafgift, retsafgiftsloven, skattestyrelsesloven samt ophævelse af lov om afgift ved førstegangsoverdragelse af visse ejerlejligheder).

Pernille Blach Hansen (S) Inger Bierbaum (S) Martin Glerup (S) Lis Greibe (S) Margot Torp (S) Steen Gade (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Lene Espersen (KF) nfmd. Frank Dahlgaard (KF) Svend Aage Fauerholdt (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.