Legislator Case Law & Legislation
199814L00511 DK

Betænkning over Forslag til lov om forlængelse og fornyelse af overenskomster og aftaler for sygeplejersker, radiografer, hjemmesygeplejersker m.fl.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 248 Valid

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 20. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om forlængelse og fornyelse af overenskomster og aftaler for sygeplejersker, radiografer, hjemmesygeplejersker m.fl.

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en mundtlig henvendelse fra Dansk Sygeplejeråd.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet finder, at indgrebet tilsidesætter den frie forhandlingsret på en uhørt grov måde, som rummer en udfordring for hele fagbevægelsens forhandlingsret, idet der er tale om et indgreb, hvor der gribes ind efter ganske få dages reel konflikt, uden at der fremlægges skygge af dokumentation for, at konflikten berører livsvigtige områder. Under udvalgsarbejdet har arbejdsministeren med besvarelsen af spørgsmål 2 bekræftet, at der »er aftalt nødberedskab, der sikrer, at opgaver, der er livsvigtige, uopsættelige eller påkrævede for at undgå helbreds- eller varigt førligshedstruende følger, udføres.«

Der er således tale om et indgreb, der alene begrundes med regeringens subjektive vurderinger af konfliktens foreløbige effekter af ikke livsvigtig, uopsættelig, helbreds- eller førlighedstruende karakter. Hvis sådanne subjektive kriterier for indgreb kommer til at danne grundlag for fremtidige lovindgreb i overenskomstmedholdelige konflikter, kan det blive en praksis, der i væsentlig højere grad end hidtil undergraver den frie forhandlingsret for hele fagbevægelsen. Indgrebets begrundelse og hast har derfor principiel betydning for hele fagbevægelsen. Dermed er lovindgrebet i sin form et yderst kritisabelt angreb på den konfliktret, der er et altafgørende element i den danske aftalemodel, som regeringen hævder, den ønsker bevaret på bl.a. det offentlige arbejdsmarked.

Indgrebet er et udemokratisk indgreb i sygeplejerskernes og radiografernes demokratiske mulighed for at få indflydelse på egne løn- og ansættelsesvilkår. Mindretallet kan ikke fortænke sygeplejersker og radiografer i at betragte indgrebet som en hån mod deres demokratiske ret til selv at tage stilling til et forhandlingsresultat.

Lovforslaget vil få vidtrækkende negative konsekvenser for sundhedsvæsenet. En fortsat udvikling i sundhedsvæsenets ydelser og kvalitet forudsætter et engageret personale, der værdsættes for deres indsats. Med indgrebet skabes der det modsatte heraf. Mindretallet frygter, at indgrebet vil få den konsekvens, at flere sygeplejersker og radiografer vil se indgrebet som et diktatorisk nej til en løsning på deres lønproblem og derfor søge væk fra det offentlige sundhedsvæsen. Mindretallet frygter yderligere, at indgrebet også vil få negativ betydning for nyrekrutteringen til sygepleje- og radiograffaget. Hvis disse ting sker, vil det øge sundhedsvæsenets problem med rekruttering og fastholdelse og dermed vanskeliggøre politiske bestræbelser på at nedbringe ventelister og udvikle behandlingskvaliteten.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Det er Dansk Folkepartis principielle opfattelse, at sundhedssektoren skal være effektiv og velfungerende, og at det offentlige skal stille de nødvendige ressourcer til rådighed for området. Det betyder, at bygninger og udstyr skal være moderne, og at de ansatte skal være veluddannede. Dansk Folkeparti støtter ethvert ansvarligt økonomisk tiltag til forbedringer på sundhedsområdet og vil ikke tolerere forringelser i den service, som det offentlige må yde borgerne.

Dansk Folkeparti mener, at der på overenskomstområdet for ansatte i sundhedssektoren må gælde løn- og arbejdsvilkår, der matcher sammenlignelige offentlige faggrupper.

Dansk Folkeparti er enig med de strejkende sygeplejersker og radiografer i, at de ansatte på området fortsat lider under et lønefterslæb på trods af, at en del af lønefterslæbet blev indhentet ved konflikten i 1995.

Dansk Folkeparti anerkender den frie strejkeret som et lovligt konfliktredskab, men mener omvendt, at det er problematisk, at der konfliktes på følsomme og vitale områder, der som her rammer syge og ældre medborgere.

Det er Dansk Folkepartis generelle opfattelse, at der på sundhedsområdet må skabes løn- og ansættelsesvilkår, der ikke giver anledning til strejker.

I den konkrete situation mener Dansk Folkeparti, at de strejkende sygeplejerskers og radiografers løn må suppleres med en kompensation for fratagelse af den lovlige strejkeret. Der henvises til de af Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag.

Derudover mener Dansk Folkeparti, at den kommende periode må anvendes til at skabe en overenskomst, der én gang for alle bringer overensstemmelse mellem sygeplejersker og radiografer og sammenlignelige offentlige faggrupper, mod at strejkevåbenet af sygeplejerskerne og radiograferne frivilligt afskrives som kommende konfliktredskab.

På nogle overenskomstområder på det private arbejdsmarked har parterne afskrevet strejkeretten som konfliktredskab og har indgået andre aftaler for justering af løn- og arbejdsvilkår og om bilæggelse af stridigheder. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at parterne på sundhedsområdet må anstrenge sig for at skabe tilsvarende overenskomster, som bidrager til, at strejker fremover kan undgås.

Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet tiltrådte ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (DF)

Ny paragraf

1) Efter § 3 indsættes som ny paragraf

»§ 01. Der ydes en kompensation til de strejkende for fratagelsen af strejkeretten i den konkrete situation svarende til 21,25 mio. kr. pr. år i den treårige overenskomstperiode. Udmøntningen sker i henhold til den model, som sygeplejerådet har forelagt forligsinstitutionen til fordeling af de ønskede 42,5 mio. kr., dog således, at satserne er 50 pct. heraf.«

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (KRF)

Ny paragraf

2) Efter § 4 indsættes som ny paragraf

»§ 02. Der nedsættes et udvalg mellem parterne, som skal udarbejde forslag til en aftale, hvorefter der gives afkald på strejkeretten samt de nærmere betingelser (kompensation) herfor.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at sygeplejerskerne får en kompensation for, at det lovlige konfliktvåben fratages dem.

Til nr. 2

Med ændringsforslaget pålægges det parterne at forhandle en model for, hvordan bortfald af strejkeretten i fremtiden kan kompenseres gennem forbedrede løn- og arbejdsvilkår.

Carsten Hansen (S) Poul Erik Dyrlund (S) fmd. Bjarne Laustsen (S) Jytte Madsen (S) Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF) nfmd. Susanne Clemensen (CD) Anders Samuelsen (RV) Frank Aaen (EL) Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Henning Urup (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) Bendt Bendtsen (KF) Mogens Andreasen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →