Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og en række afgiftslove
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål og skatteministerens (spørgsmål 4, 6, 10, 17, 19, 23, 27, 28, 30-33, 35, 36, 39 og 47) og justitsministerens (spørgsmål 39, 42 og 43) svar herpå
Spørgsmål 4
Vil ministeren overveje, om der kan anvendes andre reguleringsmodeller end de i lovforslaget foreslåede beføjelser?
Skatteministerens svar
Adgangen til at foretage kontrolbesøg i virksomheden vil kun blive anvendt i de tilfælde, hvor myndigheden skønner det nødvendigt. Hvor ofte beføjelsen til at foretage virksomhedskontrol efter forudgående aftale med virksomheden vil blive anvendt i fremtiden, er uvist. Idet lovforslaget i så henseende ikke indeholder materielle udvidelser, er der ikke grundlag for at antage en stigning i antallet af sådanne administrative kontrolbesøg.
Det skal i den forbindelse nævnes, at et stort antal virksomheder skønnes at foretrække et virksomhedsbesøg frem for selv at skulle indsende det af myndighederne ønskede regnskabsmateriale m.v., idet myndighederne således selv kan fremfinde det relevante materiale, medens den erhvervsdrivende udfører sin daglige virksomhed. Når myndighederne har adgang til selv at fremfinde regnskabsmaterialet m.v., undgår den erhvervsdrivende at skulle bruge tid på at finde og indsende materiale. Hvis de indsendte oplysninger er mangelfulde, skal den erhvervsdrivende efterfølgende bruge tid på at finde yderligere materiale frem. Adgangen til at foretage kontrol i virksomheden vil derfor ofte være tidsbesparende for den erhvervsdrivende, der ikke har noget at skjule for myndighederne.
For så vidt angår hjemlen til at foretage kontrolbesøg med politiets bistand, så er det kun relevant for myndighederne at anvende beføjelsen i få tilfælde. Det kræves, at myndighederne har en begrundet formodning om, at adgangen vil blive nægtet, eller at der vil opstå problemer af en sådan karakter, at det kræver politiets tilstedeværelse fra starten af besøget, hvis politiets bistand rekvireres forud for kontrollens iværksættelse. Dertil bemærkes, at politiets opgave alene er at overvinde fysiske hindringer for kontrollens gennemførelse. Det er således forudsat, at beføjelsen til at indhente politibistand kun anvendes i sjældne situationer.
I forbindelse med myndigheders muligheder for at foretage kontrol med overholdelse af lovgivningen indgår det naturligvis altid i overvejelserne, hvorledes sådanne beføjelser skal udformes. Dette nødvendiggør en afvejning af på den ene side borgerens retssikkerhed og på den anden side nødvendigheden af administrativ kontrol.
Det påhviler de danske myndigheder at overholde de retssikkerhedsgarantier, der er givet den enkelte borger dels i medfør af grundloven og dels i medfør af internationale traktater, og de beføjelser, der følger af L 73, er på ingen måde i strid med de grundlæggende retssikkerhedsgarantier. I øvrigt kommer disse garantier først og fremmest til udtryk i forbindelse med straffeprocessuelle indgreb, hvor samfundet har mistanke om, at borgeren har begået et strafbart forhold. De beføjelser, der fremgår af L 73, er af en ganske anden karakter, idet der netop ikke er tale om, at myndighederne har mistanke om, at borgeren har begået et strafbart forhold, men derimod, som nævnt under besvarelsen til spørgsmål 2, at myndighederne kontrollerer overholdelsen af skatte- og afgiftslovgivningen.
Idet det danske skattesystem er indrettet på grundlag af regnskabsoplysninger m.v., som skatteyderen er pligtig at indberette til myndighederne, vil det reelt ikke være muligt for myndighederne at påse overholdelsen af lovgivningen, hvis de ikke er beføjet til at gennemgå og kontrollere baggrunden for de oplysninger, som de modtager fra skatteyderen. Afskæres myndighederne således fra at foretage virksomhedskontrol, vil det ikke i alle tilfælde være muligt at kontrollere, om den erhvervsdrivende har givet fyldestgørende og korrekte oplysninger, der er i overensstemmelse med de faktiske forhold i virksomheden.
Når beføjelser til at foretage kontrol i virksomheder findes nødvendige, skal det naturligvis tilstræbes, at kontrollen foretages til mindst mulig gene for den erhvervsdrivende, hvilket bl.a. kommer til udtryk i kravet om, at virksomhedsbesøg så vidt muligt foregår efter forudgående aftale med virksomheden og i samarbejde med denne, jf. retningslinierne i bemærkningerne til lovforslaget.
Ved ovennævnte afvejning er det forsøgt at imødekomme såvel hensynet til den enkelte borger som hensynet til offentlighedens interesse i overholdelse af gældende lovgivning.
Spørgsmål 6
Hvilke retsgarantier har borgere, der underkastes kontrolvirksomhed, og hvor denne kontrolvirksomhed fører til en strafferetlig efterforskning?
Skatteministerens svar
Den form for myndighedskontrol, der er omhandlet i L 73, sker med et generalpræventivt og ordensmæssigt sigte og for at kontrollere forhold uden for strafferetten det vil sige, uden at der foreligger mistanke om en konkret strafbar lovovertrædelse. Der er således tale om en almindelig løbende kontrol med overholdelse af skattelovgivningen og vejledning herom, uden at der foreligger en situation, hvor skatteyderen kan bebrejdes en adfærd på en sådan måde, at straf kan komme på tale.
Heroverfor står de straffeprocessuelle tvangsindgreb. Denne type tvangsindgreb foretages som led i strafforfølgning, hvilket vil sige, at borgeren befinder sig i en situation, hvor samfundet påtænker at straffe netop den pågældende for en adfærd, der er uacceptabel for samfundet, og borgeren har derfor i disse tilfælde behov for en særlig sikring af, at de straffeprocessuelle garantier overholdes.
Den særlige retsbeskyttelse, der tilkommer personer, der er sigtet i en straffesag, hviler på internationalt anerkendte principper, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er lovfæstet her i landet ved lov nr. 285 af 29. april 1992. Denne retsbeskyttelse har også fundet udtryk i retsplejeloven, der indeholder bestemmelser om retten til en beskikket forsvarer, in dubio pro reo-princippet (princippet om, at enhver berettiget tvivl kommer tiltalte til gode) samt kravet om en dommerprøvelse som betingelse for gennemførelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb. Årsagen til denne særlige retsbeskyttelse af sigtede skal søges i, at der på tidspunktet for tvangsindgrebets foretagelse allerede er formodning om et strafbart forhold.
Disse forhold gør sig ikke gældende i de kontrolbesøg, der omhandles i L 73.
Såfremt skattemyndighederne inden et sådant kontrolbesøgs foretagelse har en formodning om et strafbart forhold og vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser. Skattemyndighedernes anvendelse af administrative kontrolbeføjelser er således begrænset til de tilfælde, hvor kontrollen ikke foretages med henblik på at straffe den pågældende, men med henblik på at kontrollere, om der er overensstemmelse mellem det, der fremgår af regnskabsmaterialet m.v., og de faktiske forhold i virksomheden.
Der findes ikke i retsplejeloven eller lovgivningen i øvrigt udtrykkelige kriterier for, hvornår en person skal anses for sigtet i en straffesag. Spørgsmålet afgøres ud fra en konkret vurdering af mistankens styrke. Er mistanken mod skatteyderen så stærk, at vedkommende må anses for sigtet, skal skatteyderen gøres bekendt med sigtelsen, med retten til at nægte at udtale sig og med adgangen til at få en beskikket forsvarer.
Den situation kan naturligvis forekomme, at skattemyndighederne under en gennemgang af skatteyderens regnskabsmateriale hos ham konstaterer, at der klart foreligger en strafbar lovovertrædelse, eller får en bestyrket mistanke om et strafbart forhold. Kun i de tilfælde, hvor skatteyderen er indforstået hermed, kan skattemyndighederne efter princippet i skattekontrollovens § 20 fortsætte behandlingen af sagen med henblik på en administrativ afgørelse og skal samtidig vejlede vedkommende med hensyn til den pågældendes rettigheder, jf. skattekontrollovens § 19, stk. 1, og reglerne i forsvarerbistandsloven om forsvarerbeskikkelse.
Er situationen derimod den, at skatteyderen ikke er indforstået med skattemyndighedernes fortsatte behandling af sagen, må skattemyndighederne enten opgive kontrolbesøget eller anmode politiet om iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler, jf. retsplejeloven. Hvis det skønnes nødvendigt typisk såfremt der er en begrundet formodning om, at skatteyderen vil fjerne materiale fra virksomheden kan skattemyndighederne blive på stedet, indtil politiet kommer. Skattemyndighederne kan derimod ikke på et senere tidspunkt gennemtvinge et kontrolbesøg med bistand fra politiet, da dette vil være en omgåelse af de straffeprocessuelle regler.
Der jævnføres til besvarelsen af spørgsmål 2 til L 77 bilag 4, (1997-98, 1. samling).
Spørgsmål 10
Ministeren bedes redegøre for, hvilke betingelser der skal være opfyldt, inden lovens muligheder om myndighedernes adgang til private virksomheder vil blive anvendt.
Skatteministerens svar
Det er en betingelse for anvendelse af beføjelsen til at foretage kontrolbesøg i en privat virksomhed, at besøget er nødvendigt af hensyn til kontrollen med overholdelse af den gældende skatte- og afgiftslovgivning. Dette vil eksempelvis være tilfældet, såfremt skattemyndighederne ønsker at kontrollere baggrunden for et afgivet regnskab det vil sige, at man vil konstatere, om den beskrivelse af aktiviteterne i virksomheden, der er givet i regnskabsmaterialet, stemmer overens med de faktiske forhold i virksomheden.
Det er den enkelte skattemyndighed, der afgør kontrolbehovet. Den regnskabsførende/erhvervsdrivende vil således normalt ikke have krav på anden begrundelse for kontrolmidlets anvendelse, end at skattemyndigheden skønner det nødvendigt at anvende dette kontrolmiddel og en henvisning til den lovbestemmelse, hvori der gives hjemmel for kontrolmidlet.
Beføjelsen må ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Skattemyndighederne må således ikke forsøge at omgå de straffeprocessuelle regler og anvende de almindelige administrative kontrolbeføjelser i tilfælde, hvor man rent faktisk har forsøgt at anvende straffeprocessuelle indgreb, men ikke har kunnet opnå rettens tilladelse hertil.
Spørgsmål 17
Vil ministeren oversende de forskrifter, der gælder for myndighedspersoners kontrolbesøg?
Skatteministerens svar
Der foreligger ikke særlige generelle forskrifter for myndighedspersoners kontrolbesøg. Imidlertid er der i L 73 fastlagt retningslinier for, hvorledes sådanne kontrolbesøg skal foregå. Det skal påpeges, at der kun kan foretages kontrolbesøg, hvis den enkelte skattemyndighed finder det nødvendigt.
Skattemyndighederne kan inden kontrolbesøget træffe aftale med virksomheden om, at en undersøgelse af regnskabsmateriale m.v. foretages på forretningsstedet eller på bopælen. Det skal i den forbindelse sikres, at virksomhedens ansvarlige leder bliver bekendt med besøget, inden kontrolbesøget påbegyndes. Henvendelse om kontroleftersyn rettes til den erhvervsdrivende på den adresse, hvorunder virksomheden m.v. er registreret. Er registreringen sket under den erhvervsdrivendes bopæl, rettes henvendelsen hertil, men kontrolbesøget har i øvrigt intet med privatboligen at gøre.
Når kontrolbesøget indledes, skal de kontrolførende henvende sig til virksomhedens repræsentant, hvad enten der er tale om indehaveren eller ansat personale. Der skal ved henvendelsen ske forevisning af legitimation. Ved henvendelsen skal der ligeledes oplyses om årsagen til kontrolbesøget. Normalt vil virksomhedens repræsentant ikke have krav på anden begrundelse for besøget, end at skattemyndigheden skønner det nødvendigt at anvende dette kontrolmiddel. Der skal dog ske en henvisning til den lovbestemmelse, hvori kontrolmidlet er givet. Samtidig skal kontrolbesøget foretages til mindst mulig gene for virksomheden og inden for virksomhedens normale åbningstid.
Endelig skal det bemærkes, at skattemyndighederne ikke må tage direkte kontakt til virksomhedens revisor uden på forhånd at have fået tilladelse hertil fra virksomhedens ledelse. Uanmeldte besøg skal som udgangspunkt undgås. Der skal foreligge særlige omstændigheder for, at der ikke på forhånd træffes aftale med virksomheden om tidspunktet for en gennemgang af regnskabsmateriale m.v. på stedet. Sådanne særlige omstændigheder vil som udgangspunkt kun foreligge i de tilfælde, hvor kontrolformålet kan forspildes ved en forudgående varsling af virksomheden. Der henvises mere uddybende om uanmeldte kontrolbesøg til besvarelsen under spørgsmål 31-33.
Spørgsmål 19
Hvilke retsgarantier er der forbundet med umiddelbar politibistand sammenlignet med myndighedens skønsmæssige kontrolbesøg?
Skatteministerens svar
Det skal indledningsvis slås fast, at politibistand er en del af myndighedens skønsmæssige kontrolbesøg i de tilfælde, hvor skattemyndigheden har en begrundet formodning om, at adgangen vil blive nægtet, eller at der på grund af kontrollens særlige karakter vil opstå problemer af en sådan karakter, at det kræver politiets tilstedeværelse fra starten af besøget, hvis politiets bistand rekvireres forud for kontrollens iværksættelse. Politiets bistand kan dog også rekvireres under selve kontrolbesøget, hvis det viser sig, at myndigheden formenes adgang til virksomheden, eller der opstår andre uforudsete problemer, således at kontrolbesøget ikke kan gennemføres uden politibistand. Det skal understreges, at politiets opgave i forbindelse med kontrolbesøg alene er at overvinde fysiske hindringer for kontrollens gennemførelse.
Ud over de under besvarelsen til spørgsmål 17 nævnte retningslinier gælder der også visse almindelige forvaltningsretlige principper for, hvorledes myndighederne skal opføre sig under et kontrolbesøg, herunder det såkaldte proportionalitetsprincip. Herefter må der kun gøres indgreb i borgernes frihed og ejendom, når der er behov for det, og der må i givet fald ikke anvendes mere indgribende foranstaltninger end nødvendigt. Dette gælder så meget mere i relation til politibistand.
Endelig skal det bemærkes, at afgørelsen af, om der er behov for umiddelbar politibistand, i overensstemmelse med hidtidig praksis træffes af de statslige told- og skattemyndigheder. Det er således ikke sagsbehandleren i den kommunale skatteforvaltning, men derimod som minimum told- og skatteregionen, der træffer beslutning om rekvirering af umiddelbar politibistand.
Spørgsmål 23
Ministeren bedes uddybe svaret på spørgsmål 6, jf. L 73 bilag 3, og oplyse, hvem der afgør, om en mistankes styrke er så stærk, at der skal rejses en sigtelse, og hvem der afgør dette. Ministeren bedes tillige oplyse, hvorvidt svaret er udtryk for, at en myndighedsperson fra skattevæsenet kan rejse sigtelse.
Skatteministerens svar
Ved mindre overtrædelser af skatte- og/eller afgiftslovgivningen kan sagen afgøres administrativt uden retsforfølgning, såfremt overtrædelsen alene vil medføre en bøde, og den skatte- og/eller afgiftspligtige person kan erkende sig skyldig i overtrædelsen samt erklærer sig rede til at betale en nærmere tilkendegivet bøde.
Bestemmelserne i retsplejeloven finder også anvendelse i disse sager, hvilket indebærer, at reglerne i enhver henseende, herunder også forud for en administrativ afgørelse, skal bringes i anvendelse. En myndighedsperson er derfor forpligtet til under et kontroleftersyn i givet fald at meddele den skatte- og/eller afgiftspligtige, at der kan foreligge en ansvarspådragende overtrædelse af skatte- og/eller afgiftslovgivningen og dermed en formel sigtelse i retsplejelovens forstand. Såfremt skatteyderen ikke er indforstået med skattemyndighedernes fortsatte behandling af sagen, må skattemyndighederne enten opgive kontrolbesøget eller anmode politiet om at iværksætte straffeprocessuelle tvangsmidler.
Hvis skattemyndighederne derimod allerede inden et kontrolbesøgs foretagelse har en mistanke om et strafbart forhold, må de pågældende myndighedspersoner vurdere, om mistanken er så stærk, at der er grundlag for at rejse sigtelse. Hvis dette er tilfældet, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser, og sagen må, såfremt kriterierne for en administrativ afgørelse efter skattekontrollovens § 20 ikke er opfyldt, overgives til politiet. Det er herefter anklagemyndigheden, der på baggrund af materiale fra skattemyndighederne endeligt tager stilling til, hvorledes sagen skal behandles.
Spørgsmål 27
Af hvilke regler fremgår det, at myndighedspersoner skal opføre sig høfligt og hensynsfuldt?
Skatteministerens svar
Det følger ikke af nogen regler, men derimod af god forvaltningsskik, at myndighedspersoner skal optræde korrekt over for borgerne og herunder udvise den fornødne høflighed og hensynsfuldhed. En myndighedsperson optræder jo ikke som privat person i forhold til borgeren, men som repræsentant for den pågældende myndighed. Til gengæld nyder myndighedspersoner i denne egenskab en særlig retsbeskyttelse efter straffelovens §§ 119-122.
Spørgsmål 28
Af hvilke forskrifter fremgår det, at proportionalitetsprincippet skal iagttages?
Skatteministerens svar
Proportionalitetsprincippet er en uskreven retsgrundsætning og fremgår derfor som sådan ikke af nogen forskrifter. Proportionalitetsprincippet er som grundsætning en del af forvaltningsretten, og denne medfører, at forvaltningens sagligt begrundede indgreb over for borgeren skal stå i rimeligt forhold til formålet, og at et mere bebyrdende indgreb ikke må benyttes, når et mindre bebyrdende indgreb er tilstrækkeligt.
Spørgsmål 30
Hvilke forskrifter gælder der for myndighedspersoner, der foretager kontrolbesøg, og som under besøget får mistanke om strafbart forhold, og hvorledes kan man i det praktiske liv opretholde den skarpe sondring mellem forhold inden for og uden for strafferetsplejen, og kan ministeren slet ikke indse, at der er flydende overgange?
Skatteministerens svar
For så vidt angår de forskrifter, der gælder, når skattemyndighederne under et kontrolbesøg får mistanke om et strafbart forhold, henvises til besvarelsen under spørgsmål 6, jf. L 73 bilag 3.
Jeg er enig i, at der ikke er en klar entydig grænse mellem forhold inden for og forhold uden for strafferetsplejen. Der er ganske rigtigt en gråzone, idet konstateringen af ethvert strafbart forhold bl.a. beror på en konkret bevisvurdering, som det i givet fald tilkommer domstolene at foretage. Det er derfor vigtigt, at enhver myndighedsperson er sig denne gråzone bevidst og således udøver myndighedsbeføjelserne under iagttagelse heraf.
Imidlertid skal det som anført under besvarelsen til spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, påpeges, at indførelsen af et krav om retskendelse, hvilket har været et centralt diskussionstema i denne debat i forbindelse med spørgsmålet om borgernes retssikkerhed, ville medføre yderligere begrebsforvirring i relation til, hvornår forhold hører under strafferetsplejen, og hvornår der alene er tale om et kontrolbesøg uden for strafferetsplejen. Betingelserne for adgang til privat ejendom ville stort set blive sammenfaldende, og grænsen for, hvornår skattemyndighederne ikke længere kan anvende de administrative kontrolbeføjelser, ville blive flydende. Ud over det rent praktiske problem som nævnt under besvarelsen til spørgsmål 8 at domstolene uden for strafferetsplejen reelt ikke har noget at tage stilling til ville indførelsen af et krav om retskendelse således udelukkende medvirke til en udvidelse af gråzonen.
Spørgsmål 31
Vil ministeren uddybe svaret på spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, og oplyse, om ikke besvarelsen af, hvornår der kan foretages uanmeldt besøg, netop er et forhold, der nærmer sig strafferetsplejen, hvorfor strafferetsplejens retsgarantier burde være til stede?
Spørgsmål 32
Er uanmeldt besøg som beskrevet i svar på spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, hvor et uanmeldt besøg foretages, fordi kontrolformålet kan forspildes, ikke netop udtryk for en mistanke, der henhører under strafferetsplejen, og hvordan skelner myndigheden, og hvilke forskrifter er der udstedt i den anledning?
Spørgsmål 33
Er nødvendigt besøg, jf. forrige spørgsmål, ikke udtryk for mistanke?
Skatteministerens svar
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal der kun foretages uanmeldt virksomhedsbesøg, hvis kontrolformålet kan forspildes ved en forudgående varsling af virksomheden. Der er ingen generelle forskrifter om virksomhedsbesøg uden forudgående aftale bortset fra reglen om, at virksomhedsbesøg som hovedregel skal finde sted efter forudgående aftale med den pågældende virksomhed. De almindelige principper for, hvorledes myndighedspersoner skal opføre sig under kontrolbesøget samt skatteyderens muligheder for at påklage dette, er naturligvis de samme som ved kontrolbesøg, der er varslet på forhånd.
Det nævnes under besvarelsen til spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, at kontrolformålet typisk vil kunne forspildes ved en forudgående varsling, hvis det må formodes, at virksomheden ønsker at skjule visse forhold og derfor vil stille sig afvisende over for kontrolbesøget. Jeg er ikke af den opfattelse, at dette er et forhold, der nærmer sig strafferetsplejen, idet det ikke er ensbetydende med, at skattemyndigheden har mistanke om et strafbart forhold, jf. nedenfor, og/eller at virksomheden ønsker at skjule en potentiel strafbar lovovertrædelse.
Det beror på den enkelte myndigheds konkrete skøn, om virksomhedsbesøg undtagelsesvis skal finde sted uden forudgående aftale. Dette skøn tager ikke udgangspunkt i skattemyndighedernes mistanke om et strafbart forhold, for hvis der er en formodning om et strafbart forhold, og skattemyndighederne vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de kontrolbeføjelser, der er omhandlet i L 73.
Myndighedens skøn bygger derimod bl.a. på, om myndigheden tidligere forgæves har forsøgt at få en aftale om kontrolbesøg i stand med den pågældende virksomhedsindehaver, om det af hensyn til kontrollens karakter, f.eks. ved arbejdsgiverkontrol, findes hensigtsmæssigt at kunne konstatere de ansattes tilstedeværelse i virksomheden, de ansattes identitet og skatteforhold m.v., om der er en særlig risiko for, at den pågældende virksomhed kan have interesse i at bortskaffe regnskabsmateriale m.v. inden kontrolbesøget, om den pågældende virksomhedstype er i en særlig risikogruppe i skatte- og/eller afgiftsmæssig henseende, eller om den pågældende virksomhed gentagne gange har undladt at selvangive og indsende regnskaber m.v. eller undladt efter myndighedernes opfordring at indsende supplerende regnskabsoplysninger m.v., uden at myndighederne af den grund har en mistanke eller formodning om, at der er begået et strafbart forhold.
At myndigheden skønner, at der er grundlag for at foretage et uanmeldt kontrolbesøg eller et kontrolbesøg i det hele taget er derfor ikke udtryk for en mistanke, der hører under strafferetsplejen. Formålet er både i relation til de kontrolbesøg, der er varslet på forhånd, og de uanmeldte kontrolbesøg udelukkende at kontrollere, om skatte- og afgiftslovgivningen overholdes.
Endvidere må muligheden af myndighedernes uanmeldte kontroleftersyn tillægges en ikke ubetydelig præventiv værdi.
Jeg skal i øvrigt gøre opmærksom på, at langt de fleste skatte- og/eller afgiftsforhøjelser, hvad enten de er et resultat at et kontroleftersyn i virksomheder eller et resultat af den umiddelbare ligning og kontrol, foretages uden, at der samtidig konstateres ansvarspådragende overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen.
Spørgsmål 35
Hvilke konsekvenser vil det få for en eventuel senere sigtelse, såfremt skatteyderen ikke bliver gjort bekendt med sigtelsen, med retten til at nægte at udtale sig og med adgangen til at få en beskikket forsvarer?
Skatteministerens svar
Lovforslaget omfatter alene forhold, der ligger uden for strafferetsplejen. Gennemtvingelse af kontrolbesøg må derfor udelukkende foretages som led i skatte- og afgiftsmyndighedernes almindelige kontrolarbejde. Foreligger der en begrundet mistanke om et strafbart forhold, må skatte- og afgiftsmyndighederne ikke gennemtvinge kontrolbesøget, men sagen skal i disse tilfælde overgives til politiet.
Hvis der foretages et uberettiget kontrolbesøg, selv om sagen burde have været overgivet til politiet, og skattemyndighederne i den forbindelse ikke gør skatteyderen opmærksom på dennes rettigheder som sigtet, afskærer det dog ikke nødvendigvis anklagemyndigheden fra at anvende det fremkomne materiale i en senere straffesag. I dansk strafferet er der tendenser til at anvende også ulovligt tilvejebragt bevismateriale, hvilket bl.a. begrundes med, at de formelle regler bliver af mindre betydning i et system, hvor man lægger vægt på den materielle sandheds princip.
Der vil være tale om domstolenes konkrete afvejning, hvori indgår skattemyndighedernes handlemåde i den konkrete sag samt sagens alvor og bevismidlets betydning. Er sagen tilstrækkelig alvorlig f.eks. fordi der er tale om betydelige og/eller systematiske unddragelser vil den materielle sandheds princip ofte få fortrinet, idet domstolene traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til anvendelsen af disse bevismidler.
Imidlertid vil den ulovlige tilvejebringelse af bevismaterialet kunne medføre disciplinære sanktioner over for de ansvarlige personer, der har foretaget det ulovlige kontrolbesøg.
Spørgsmål 36
Hvem har bevisbyrden for, at en skatteyder er blevet gjort bekendt med sigtelsen, med retten til at nægte at udtale sig og med adgangen til at få en beskikket forsvarer, såfremt der ved en senere sigtelse opstår tvister om, hvorvidt den sigtede er gjort bekendt hermed?
Skatteministerens svar
Det fremgår bl.a. af skattekontrollovens § 19, stk. 1, og kildeskattelovens § 78, stk. 1, at i sager, som behandles administrativt i medfør af skattekontrollovens § 20 og kildeskattelovens § 79, finder retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Retsplejelovens § 752, stk. 1, har følgende ordlyd
Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.
Da der som nævnt skal forholdes på tilsvarende måde for så vidt angår overtrædelser af skattelovgivningen, har skattemyndighederne bevisbyrden for, at den skattepligtige er blevet gjort bekendt med sine rettigheder.
Spørgsmål nr. 39
Med udgangspunkt i advokat Hanne Østergaards artikel: »Skatteydernes retssikkerhed krænkes«, LOV & RET, marts 1999 (vedlagt) og udtalelser af lektor Lars Bo Langsted og professor Jan Pedersen i artiklen »Kom ind, skat« i Weekendavisen, 9.-15. april 1999 (vedlagt) ønskes en vurdering af lovforslag nr. L 73 ud fra følgende problemstillinger
Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering ud fra et retssikkerhedssynspunkt af oplysningen hos Hanne Østergaard i »Skatteydernes retssikkerhed krænkes« , LOV & RET, marts 1999, side 12-13, om at Told- og Skattestyrelsen den 5. marts 1998 har udsendt en meddelelse, hvori man har henstillet, at ligningsmyndighederne ikke i forbindelse med behandlingen af skattesager medtager den hidtil anførte orientering til skatteborgeren om, at sagen vil blive oversendt til regionen til vurdering af ansvar efter skattekontrolloven.
Justitsministerens svar
1. I den nævnte artikel i Lov og Ret giver advokat Hanne Østergaard udtryk for betænkelighed ved en meddelelse, som Told- og Skattestyrelsen har udsendt den 5. marts 1999, og hvorefter ligningsmyndighederne ifølge artiklen ikke længere »i forbindelse med skattesager medtager den hidtil anførte orientering til skatteborgeren om, at sagen vil blive oversendt til regionen til vurdering af ansvar efter skattekontrolloven.«
Hanne Østergaard anfører i den forbindelse, at det er »uacceptabelt, hvis myndighederne gennemfører skattesagen uden at fortælle, at man hos ligningsmyndighederne for længst har truffet beslutning om, at sagen skal overgives til regionen med henblik på vurdering af strafansvar.«
2. Told- og Skattestyrelsens meddelelse nr. 99/96-610-00195 af 5. marts 1999 har bl.a. følgende indhold
»Retssikkerhedsudvalget, der nu er sammenlagt med Skattelovrådet til et nyt permanent rådgivende organ, Skatteretsrådet, er i sin sidste redegørelse af juni 1997 fremkommet med nogle anbefalinger vedrørende behandlingen af skatte- og afgiftsstraffesager.
I den anledning skal Told- og Skattestyrelsen give følgende foreløbige retningslinier for de omtalte anbefalinger. De anbefalinger, der ikke er omtalt nedenfor, er under overvejelse med hensyn til, hvordan de nærmere skal føres ud i livet.
2. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at der fastsættes nærmere retningslinier for skattemyndighedernes forpligtelse til at gøre skatteyderen og tredjemand bekendt med en sigtelse og retten til at nægte at udtale sig.
Som indledning til en ansvarsforhandling skal skatteyderen (igen, jf. nedenfor under 4) gøres bekendt med sigtelsen. Endvidere med, at han som sigtet ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1.
Hvis en rådgiver (revisor, advokat) er sigtet for et forhold vedrørende en kunde, skal ansvarsforhandlingen med ham principielt foregå uden deltagelse af skatteyder uden hensyn til, om også skatteyder er sigtet, eller dette ikke er tilfældet.
Hvis der under en forhandling med en skatteyder, der er sigtet, og skatteyders revisor, der ikke er sigtet, opstår bestyrket mistanke om, at revisor har begået et strafbart forhold, skal ansvarsforhandlingen afbrydes og revisor sigtes. Ansvarsforhandlinger gennemføres herefter principielt med skatteyder og revisor hver for sig, jf. ovenfor.
Der henvises i øvrigt til Niels Hansens artikel »Revisors rolle i skattestraffesager« i Foreningen af Registrerede Revisorers blad Stafetten nr. 435, januar 1997, der tidligere er tilsendt regionerne. Endvidere henvises til det nedenfor under 4 anførte.
3. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at der fastsættes nærmere retningslinier for skattemyndighedernes brug af skattekontrollovens kontrolbeføjelser og oplysningermidler, når det står klart for myndighederne, at der er grundlag for at rejse sigtelse.
En forudsætning for at kunne afslutte en række skattestraffesager administrativt, jf. skattekontrollovens § 20, er i et vist omfang anvendelse af oplysninger, der er fremskaffet på grundlag af skattekontrollovens kontrolbeføjelser og oplysningsmidler.
Kontrolbeføjelserne og oplysningermidlerne kan derfor anvendes til fremskaffelse af oplysninger, der senere viser sig at kunne danne grundlag for en straffesag.
Imidlertid bør kontrolbeføjelserne og oplysningsmidlerne ikke anvendes over for eller i konfrontation med skatteyder. Dvs. at de ikke må anvendes fra det øjeblik, det står klart, at der er grundlag for at sigte skatteyderen for et strafbart forhold. Efterforskningsskridt over for en sigtet må ske på et andet grundlag end kontrolbeføjelserne og oplysningermidlerne, eventuelt må politiet inddrages med henblik på iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler, f.eks. ransagning, jf. skattekontrollovens § 22. Derimod vil der også efter, at der er konstateret grundlag for at rejse sigtelse mod skatteyderen, kunne indhentes oplysninger fra tredjemand på grundlag af bestemmelserne herom i skattekontrollovens afsnit II samt på grundlag af bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Der er ikke i dansk ret regler om, hvornår en person skal anses for sigtet. Dette må vurderes helt konkret med udgangspunkt i de foreliggende beviser i den enkelte sag.
4. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at skatteyderen allerede i indkaldelsesskrivelsen til ansvarsforhandlingen gøres bekendt med sigtelsen og retten til at nægte at udtale sig.
Når skatteyderen tilskrives om ansvarsforhandlingen, skal det derfor i indkaldelsesskrivelsen anføres, at han er sigtet, idet det så præcist, som det er muligt på det pågældende tidspunkt, beskrives, hvad han sigtes for. Dvs. at det skal anføres, hvilken overtrædelse (med angivelse af lov og paragrafnummer), hvilke indkomstår, indkomstdifferencer og unddragne skatter der er tale om, samt en beskrivelse af overtrædelsen (f.eks. undladelse af at have medregnet hele sin omsætning ved den af ham drevne virksomhed). Det skal endvidere tilkendegives skatteyderen, at han som sigtet ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1.
Konsekvensen ved, at indkaldelsesskrivelsen (også) indeholder en egentlig sigtelse, er, at påtaleforældelsen afbrydes, hvis sagen kan afgøres med en bøde, jf. straffelovens § 94, stk. 4, 3. punktum.
5. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at kommunerne normalt bør undlade at orientere skatteyderen om, at der findes grundlag for, at sagen indberettes til told- og skatteregionen, idet den strafbare vurdering i forhold til skatteyderen normalt bør overlades til regionen.
Told- og Skattestyrelsen har derfor ved brev af dags dato anmodet kommunerne om at ophøre med skriftligt, dvs. i agterskrivelser, kendelser m.v., at medtage en passus om, at sagen vil blive sendt til regionen med henblik på vurdering af et eventuelt ansvarsspørgsmål.
Told- og skatteregionerne anmodes om at påse, at Styrelsens anmodning efterleves af kommunerne.«
I Skatteministeriets besvarelse af 16. april 1999 af spørgsmål nr. 45 fra Folketingets Skatteudvalg vedrørende lovforslaget er der redegjort for baggrunden for pkt. 5 i Told- og Skattestyrelsens meddelelse. Det hedder heri bl.a. følgende
»Det af skatteministeren nedsatte Retssikkerhedsudvalg fremkom i en redegørelse fra juni 1997 med en række anbefalinger vedrørende behandlingen af administrative skatte- og afgiftsstraffesager.
En af anbefalingerne vedrørte det forhold, at kommunerne allerede ved udsendelsen af den såkaldte agterskrivelse (vedrørende selve ansættelsen) i påkommende tilfælde underretter skatteyderen om, at sagen vil blive forelagt told- og skatteregionen med henblik på vurdering af et eventuelt strafansvar.
I de tilfælde, hvor regionen vælger at opgive sagen, vil orienteringen kunne skabe unødig ængstelse hos skatteyderen. Udvalget anbefalede derfor, at det overvejedes at orientere kommunerne om at undlade at orientere skatteyderne om, at der findes grundlag for, at sagen indberettes til told- og skatteregionen, idet den strafferetlige vurdering i forhold til skatteyderne normalt fuldt ud bør overlades til regionen, der har kompetencen i skattestraffesager. Det undgås således, at den kommunale skatteforvaltning på grund af sin begrænsede kompetence inden for skattestrafferetten og dermed minimale mulighed for grundigt at vurdere, om der er grundlag for en skattestraffesag mod skatteyderen, unødigt giver anledning til bekymringer hos skatteyderen, der herefter vil være usikker på sin retsstilling.«
3. Hertil skal Justitsministeriet bemærke følgende
Den ændring af praksis med hensyn til orientering af skatteyderne, som der lægges op til i meddelelsens pkt. 5, har efter det oplyste til formål at undgå at vække unødig ængstelse og bekymring hos de pågældende med hensyn til, om der vil blive iværksat strafferetlig forfølgning mod dem.
Dette hensyn er efter Justitsministeriets opfattelse i overensstemmelse med almindelige principper om god forvaltningsskik og hensynsfuld behandling af borgerne, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret (1994), side 594 f.
Der er endvidere ikke som advokat Hanne Østergaard synes at forudsætte tale om, at skattemyndighederne efter, at der er opstået mistanke om et strafbart forhold, kan fortsætte med at anvende skattelovgivningens kontrolbestemmelser til fremskaffelse af oplysninger med henblik på den strafferetlige vurdering. I sådanne tilfælde vil der, uanset hvilken fremgangsmåde skattemyndighederne følger med hensyn til orientering af skatteyderen, i stedet skulle gås frem efter retsplejelovens almindelige regler, jf. bl.a. pkt. 3 i Told- og Skattestyrelsens meddelelse og besvarelsen af spørgsmål nr. 42.
Hertil kommer, at der i Told- og Skattestyrelsens meddelelse er taget højde for spørgsmålet om orientering af skatteyderen om sigtelser af den pågældende. Det fremgår således, at skatteyderen i forbindelse med såvel indkaldelsen til ansvarsforhandling som ansvarsforhandlingens påbegyndelse skal orienteres herom, jf. nærmere meddelelsens pkt. 2 og 4. Den pågældende vil i forbindelse med gennemførelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb endvidere skulle orienteres i det omfang, det følger af retsplejelovens almindelige regler.
På den anførte baggrund giver den omhandlede praksisændring ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger. Det tilføjes i den forbindelse, at der heller ikke for politiet gælder nogen almindelig pligt efter retsplejeloven til at orientere berørte personer om, at der foretages undersøgelser af deres forhold.
Spørgsmål nr. 42
Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering af, i hvilket omfang det vil være muligt under ligningsmyndighedernes besøg at fastsætte det tidspunkt, hvor retsplejelovens beskyttelsesregler afløser skattekontrollovens pligt til at give oplysninger, og hvordan man sikrer sig, at denne grænse fastlægges så klart som muligt af hensyn til retssikkerheden, samt om det er sket i tilstrækkelig grad med lovforslag nr. L 73?
Justitsministerens svar
Skattelovgivningens kontrolbestemmelser kan ikke anvendes i det omfang, der er mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold hos skatteyderen. I så fald må fremskaffelsen af oplysninger m.v. i stedet ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler, jf. bl.a. besvarelsen af spørgsmål nr. 39.
Spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt der foreligger en sådan mistanke, er bl.a. omtalt i Skatteministeriets besvarelse af 16. december 1998 af spørgsmål nr. 6 fra Folketingets Skatteudvalg vedrørende lovforslaget. Her anføres bl.a. følgende
»Såfremt skattemyndighederne inden et ... kontrolbesøgs foretagelse har en formodning om et strafbart forhold og vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser. Skattemyndighedernes anvendelse af administrative kontrolbeføjelser er således begrænset til de tilfælde, hvor kontrollen ikke foretages med henblik på at straffe den pågældende, men med henblik på at kontrollere, om der er overensstemmelse mellem det, der fremgår af regnskabsmaterialet m.v., og de faktiske forhold i virksomheden.
Der findes ikke i retsplejeloven eller lovgivningen i øvrigt udtrykkelige kriterier for, hvornår en person skal anses for sigtet i en straffesag. Spørgsmålet afgøres ud fra en konkret vurdering af mistankens styrke.«
Som anført i Skatteudvalgets spørgsmål vil det endvidere kunne forekomme, at der ikke forud for et kontrolbesøg har foreligget mistanke om et strafbart forhold, men at der i forbindelse med kontrollens gennemførelse opstår en sådan mistanke. I disse tilfælde må kontrolbesøget medmindre den pågældende samtykker afbrydes, og sagen eventuelt overgives til politiet med henblik på efterforskning i strafferetsplejens former.
Justitsministeriet er enig med Skatteministeriet i, at der ikke i generel form kan gives præcise anvisninger på, hvornår der foreligger en sådan mistanke, at de nævnte begrænsninger i adgangen til at anvende skattelovgivningens kontrolbeføjelser indtræder. Det må bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, jf. herved Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje II (1989), side 111 ff.
Lovforslag L 73 indeholder ikke bemærkninger, der søger at afklare det rejste afgrænsningsspørgsmål. Lovforslaget har ifølge de almindelige bemærkninger et andet formål, nemlig at affatte skattelovgivningens kontrolbestemmelser i overensstemmelse med de principper, der fremgår af Justitsministeriets redegørelse af 19. december 1996 til Folketinget om udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse.
Spørgsmål nr. 43
Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering af, om der kan være situationer, hvor oplysninger givet under skattemyndigheders kontrolbesøg ikke kan bruges af anklagemyndigheden under en senere behandling af et strafbart forhold, fordi da oplysningerne blev givet skete det ikke under retsplejelovens bestemmelser, som ellers gælder, når der er tale om et strafbart forhold.
Justitsministerens svar
Som anført i besvarelserne ovenfor kan skattelovgivningens kontrolbestemmelser ikke anvendes i det omfang, der er mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold hos skatteyderen. I så fald må fremskaffelsen af oplysninger m.v. i stedet ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler.
Såfremt skattemyndighederne i en sådan situation alligevel f.eks. under trussel om straf pålægger skatteyderen at fremkomme med oplysninger, vil der være tale om ulovligt tilvejebragte bevismidler.
Efter retspraksis beror det på et konkret skøn i den enkelte sag, om ulovligt tilvejebragte bevismidler kan tillades benyttet under en efterfølgende straffesag. Ved vurderingen indgår politiets handlemåde i den konkrete sag (hvor groft et retsbrud) samt sagens alvor (hvilken kriminalitet og forventet straf) og bevismidlets betydning. Hvis sagen er tilstrækkeligt alvorlig, vil den materielle sandheds princip ofte få fortrinet, idet domstolene traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til anvendelsen af disse bevismidler, jf. Eva Smith, Straffeproces (3. udg., 1994), side 20 f.
Det er således muligt, at dokumenter og oplysninger m.v. tilvejebragt i forbindelse med et kontrolbesøg, som ikke burde være gennemført efter reglerne om administrativ kontrol, ikke vil blive tilladt benyttet som bevismiddel under en eventuel efterfølgende retssag. Til illustration heraf kan nævnes dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1970, side 901 V, hvor den tiltalte ikke under politiets afhøring af ham som sigtet var gjort opmærksom på, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Den begåede fejl fandtes at burde medføre, at den pågældende afhøring ikke kunne bruges som bevis til skade for tiltalte ved sagens afgørelse.
Ved vurderingen af, om en forklaring, der er tilvejebragt i forbindelse med et kontrolbesøg, der ikke burde have været gennemført efter reglerne om administrativ kontrol, skal tillades benyttet som bevismiddel under en eventuel straffesag, vil navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention have betydning. Det skyldes, at der efter konventionens artikel 6, således som denne bestemmelse er blevet fortolket i praksis, gælder et forbud mod selvinkriminering. Det vil f.eks. være i strid med forbudet mod selvinkriminering, hvis anklagemyndigheden under en straffesag mod en person benytter en forklaring, som den tiltalte har afgivet under trussel om straf, hvis der på tidspunktet for forklaringens afgivelse allerede var en begrundet formodning om, at vedkommende havde begået en strafbar handling (se f.eks. Saunders mod UK, dom af 17. december 1996).
Det tilføjes, at der i de beskrevne tilfælde endvidere vil kunne blive tale om at iværksætte tjenstlige reaktioner over for de pågældende embedsmænd.
Spørgsmål 47
Det fremgår af de foreslåede udvidelser i § 1, nr. 5, § 3, § 4, § 19 og § 20 om politibistand uden retskendelse, at justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Hvad kan ministeren oplyse om indholdet af disse regler?
Skatteministerens svar
Efter gældende ret findes der allerede i skattekontrollovens § 6, stk. 6, en bestemmelse om, at politiet yder bistand til skattemyndighederne ved gennemførelsen af udgående kontrolbesøg efter regler, der aftales mellem skatteministeren og justitsministeren.
Med henblik på en harmonisering af lovgivningen foreslås tilsvarende bestemmelser indsat i skattekontrollovens § 6 A, i ansvarsforsikringsafgiftslovens § 7, i § 8 i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, i § 86 i lov om opkrævning af indkomstskat m.m. samt i CFC-lovgivningens § 14 a.
Der er ikke truffet aftale med justitsministeren om regler for politiets bistand ved gennemførelsen af udgående kontrolbesøg, men det fremgår af Ligningsvejledningen 1998, Almindelig del, afsnit A.I.3.2., at politiets bistand ydes efter følgende retningslinier
- Der skal foreligge en helt ekstraordinær situation, hvis politiet skal være med fra besøgets start. Det må forudsættes, at der er en begrundet formodning for, at adgang vil blive nægtet, eller at der på grund af kontrollens særlige karakter kan opstå problemer, som kræver politiets tilstedeværelse.
- Ansvar for politiets tilkaldelse påhviler de statslige told- og skattemyndigheder, dvs. told- og skatteregionerne, dog For Københavns og Frederiksbergs vedkommende skatteforvaltningen, der stiller politiet den opgave, der skal løses.
- Politiets opgave er alene at overvinde fysiske hindringer for kontrollens gennemførelse.
Det er ikke umiddelbart tanken, at der skal fastsættes nærmere regler om politibistand, hvorfor der også for de i lovforslaget medtagne nye politibistandsbestemmelser henvises til ovennævnte retningslinjer samt bemærkningerne til lovforslaget.
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 19. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og en række afgiftslove
(Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren og justitsministeren, som disse har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og skatteministerens og justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Jan Pedersen, professor, dr.jur., Aarhus Universitet.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Udvalget har den 12. maj 1999 afholdt et møde med professor Jens Peter Christensen, Aarhus Universitet, professor Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, og advokat Hanne Østergaard, Advokatfirmaet Abel & Skovgård Larsen, medlem af Advokatrådets Skatteudvalg. Temaet for de inviterede juridiske eksperter var med udgangspunkt i L 73 og udvalgets behandling af lovforslaget at give et bidrag til en analyse af brydningerne mellem skatteretten, strafferetten og menneskerettighederne med henblik på, at der ved lovgivningen kan foretages en rimelig vægtning mellem på den ene side offentlige myndigheders muligheder for at kunne udføre deres funktioner (samfundsmæssige hensyn) og på den anden side grundlæggende menneskerettigheder (individualhensyn).
Udvalget bemærker, at skatteministeren i en række besvarelser på udvalgets spørgsmål (spørgsmål 6, 17, 27, 28, 31-33 og 47) har beskrevet grundlaget for myndighedernes kontrolbesøg og procedurerne og formen for kontrolbesøgenes gennemførelse m.v. Det fremgår heraf, at der ikke er fastsat særlige generelle forskrifter for myndighedernes kontrolbesøg, men at der er en række retningslinjer herom. En række af disse retningslinjer er i uskreven form og til dels af skønsmæssig karakter og derfor ikke særlig præcise.
Udvalget opfordrer skatteministeren til at undersøge behovet og mulighederne for at udforme nogle samlede og mere præcise retningslinjer for skattemyndighedernes kontrolbesøg hos skatteborgerne, virksomhederne, selskaberne m.v. Formålet med sådanne retningslinjer skulle være at medvirke til at forebygge eventuel usikkerhed og uklarheder hos såvel myndigheder som skatteborgere, virksomheder, selskaber m.v. om kontrolbesøgenes grundlag og gennemførelse, herunder i situationer, hvor oplysninger under et kontrolbesøg muligvis kan resultere i, at der skal rejses en straffesag.
Udvalget forventer, at skatteministeren forelægger resultatet af sine undersøgelser og overvejelser for udvalget i begyndelsen af næste folketingsår.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) bemærker endvidere, at formålet med lovforslaget er at præcisere, at kontrolmyndighederne på skatteministerens ressort kan foretage kontrollen i virksomhederne uden retskendelse, og at myndighederne ikke efter lovforslaget gives adgang til kontrol, eftersyn eller lignende i lokaler m.v., som udelukkende anvendes privat.
Mindretallet finder, at myndighedernes adgang til kontrol hos virksomhederne uden retskendelse kun bør finde sted, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis det konkret vurderes at være nødvendigt med kontrolbesøg, f.eks. fordi myndigheden tidligere forgæves har forsøgt at få en aftale om kontrolbesøg i stand med den pågældende virksomhedsindehaver eller der er en særlig risiko for, at den pågældende virksomhed kan have en interesse i at bortskaffe regnskabsmateriale m.v. inden kontrolbesøget, eller den pågældende virksomhed gentagne gange har undladt at selvangive og indsende regnskaber m.v. (se i øvrigt skatteministerens besvarelse på spørgsmål 33 (L 73 bilag 5)). Mindretallet henstiller i fortsættelse heraf, at der med henblik på en styrket retssikkerhed bliver udfærdiget klare skriftlige retningslinjer for, på hvilke grundlag kontrolbesøg hos virksomhederne kan foretages uden retskendelse, og hvordan kontrolbesøgene skal gennemføres. Mindretallet finder, at der forud for kontrolbesøg bør udfærdiges et skriftligt grundlag for besøget, som indeholder specifikke oplysninger om, hvad der skal kontrolleres, og hvorfor det er nødvendigt med kontrolbesøg. Dette grundlag skal den kontrollerede virksomhed m.v. orienteres om ved kontrolbesøgets begyndelse sammen med oplysninger om retsgrundlaget for kontrolbesøget, herunder virksomhedens retsstilling. Efterfølgende skal der udarbejdes en skriftlig redegørelse om kontrolbesøget, som bl.a. tilsendes den kontrollerede virksomhed. Endvidere henstiller mindretallet, at der udarbejdes udførlige skriftlige retningslinjer om procedurerne i de tilfælde, hvor skattemyndighederne i forbindelse med kontrolbesøg får mistanke om strafbare forhold.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Dansk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 13
1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 10, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 7, stk. 2, 3. pkt., stk. 3 eller 6« til: »§ 7, stk. 2, 3, 4 eller 5 «.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indeholder rettelse af en henvisning i straffebestemmelserne i konsum-is-afgiftsloven som følge af, at lovens § 7 er blevet omformuleret, så den svarer til kontrolbestemmelserne i andre afgiftslove. Straffebestemmelsen vil med ændringen omfatte de samme forhold som i andre afgiftslove.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)