Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov for Færøerne om retsafgifter, lov om rettens pleje i Grønland, lov om statens tjenestemænd i Grønland, lov om landvæsensretter og lov om nordisk vidnepligt m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Retsudvalget den 20. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov for Færøerne om retsafgifter, lov om rettens pleje i Grønland, lov om statens tjenestemænd i Grønland, lov om landvæsensretter og lov om nordisk vidnepligt m.v.
(Rekruttering og udnævnelse af dommere, dommerfuldmægtiges ansættelsesvilkår, dommeres bierhverv og ændringer som følge af oprettelsen af Domstolsstyrelsen m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har endvidere indhentet en skriftlig tilkendegivelse fra Færøernes hjemmestyre vedrørende betydningen af et af justitsministerens ændringsforslag.
Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) kan støtte lovforslaget, efter at Færøernes hjemmestyre har tilkendegivet sin fulde tilslutning til lovforslaget, ligesom det grønlandske hjemmestyre efter justitsministerens oplysninger under 1. behandling af lovforslaget ikke har haft indvendinger mod de foreslåede ændringer.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, SF, RV, EL, FP og KRF)
1) I det under nr. 9 foreslåede § 43 a, stk. 2, 4. pkt., ændres »stemmeflerhed« til: »stemmelighed«.
Af et mindretal (FP)
2) Den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 47 affattes således
»§ 47. En dommer må kun have fast indtægtsgivende dommerlignende hverv ved siden af hovedstillingen, såfremt det fremgår af lovgivningen, at de pågældende hverv skal varetages af en dommer.«
3) I det under nr. 9 foreslåede § 47 a, stk. 1, udgår 3. pkt.
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, SF, RV, EL, FP og KRF)
4) I den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 52 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke
»Stk. 4. Dommerudnævnelsesrådet, jf. §§ 43 a-43 d, afgiver indstilling til Domstolsstyrelsen om, hvilke fuldmægtige der skal have tjenestested ved retten på Færøerne. «
Af et mindretal (FP)
Til § 3
5) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 7 affattes stk. 1 således
»Landsdommeren må kun have fast indtægtsgivende dommerlignende hverv ved siden af hovedstillingen, såfremt det fremgår af lovgivningen, at de pågældende hverv skal varetages af en dommer. For landsdommeren gælder i øvrigt med hensyn til bibeskæftigelse, disciplinærforfølgning, suspension og afskedigelse reglerne i § 47 a, stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., § 47 a, stk. 2 og 3, samt §§ 47 b-50.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om en ændring af redaktionel karakter, som har til formål at bringe den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelovs § 43 a, stk. 2, 4. pkt.
Efter den ændrede bestemmelse gør formandens stemme udslaget ved stemmelighed (ikke stemmeflerhed) i Dommerudnævnelsesrådet.
Til nr. 2, 3 og 5
Ændringsforslagene indebærer, at en dommer efter den færøske og den grønlandske retsplejelov ikke kan have dommerlignende beskæftigelse ved siden af sit dommerhverv, bortset fra hverv som formand for eller medlem af særlige domstole eller administrative nævn, råd eller lignende, hvor hvervet efter lovgivningen skal varetages af en dommer.
Til nr. 4
Færøernes hjemmestyre har i sit høringssvar bl.a. stillet forslag om en ændring af den færøske retsplejelov, så også sager om udstationering eller ansættelse af dommerfuldmægtige ved retten på Færøerne skal behandles af Dommerudnævnelsesrådet.
Som det fremgår af pkt. 3.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er dette forslag i modsætning til hjemmestyrets øvrige ændringsforslag ikke medtaget i lovforslaget, fordi det vil indebære et væsentligt brud med den for Danmark (og Grønland) gældende generelle ordning. Lovforslaget blev derfor sendt til Færøernes hjemmestyre med henblik på, at Lagtinget fik mulighed for at udtale sig herom, jf. den skriftlige fremsættelse af lovforslaget af 12. maj 1999.
Færøernes landsstyre har ved brev af 17. maj 1999 meddelt, at landsstyret har besluttet ikke at forelægge sagen for Lagtinget på ny.
På denne baggrund findes det rigtigst, at lovforslaget også på dette punkt udformes i overensstemmelse med Færøernes hjemmestyres ønsker.
Det foreslås derfor, at Dommerudnævnelsesrådets kompetence udvides til også at omfatte stillinger som fuldmægtig (dvs. dommerfuldmægtig eller retsassessor) ved retten på Færøerne.
Fuldmægtige ved domstolene ansættes med domstolene som ansættelsesområde, jf. den foreslåede bestemmelse i den færøske retsplejelovs § 52, stk. 1. Ved »domstolene« forstås domstolene i alle dele af riget, dvs. også i Danmark og Grønland, jf. bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i kapitel 1, § 2 f, stk. 1, i den grønlandske retsplejelov.
Ansættelse af fuldmægtige ved domstolene foretages af Domstolsstyrelsen, der også træffer afgørelse om ændring af tjenestested (udstationering). Det foreslås derfor, at Dommerudnævnelsesrådet skal afgive indstilling til Domstolsstyrelsen om, hvilke fuldmægtige der skal have tjenestested ved retten på Færøerne.
Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Søndergaard (EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V) Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF) Pernille Sams (KF) Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)